– fordi tiden kræver et MODSPIL



08. Aug 2013

Den enkeltes desperation

 
Det følgende er en forkortet udgave af fjerde afsnit af min digtcyklus Frihed og Liv, som jeg her til aften har læst op til Åben Poetisk Scene i Løve's Bog- og Vincafé.

Den samlede cyklus er endnu ikke helt færdiggjort, men vil forhåbentlig udkomme i bogform inden for et par år.

DEN ENKELTES DESPERATION

Fra bunden af en brønd, min ven
jeg kalder, rækker ud.
Måske du atter kommer hen
og gør mig til din brud?

Jeg levede mange år, forladt
af alle, selv min mor;
ved ikke, hvad er med mig fat,
begriber ikke spor.

Jeg husker verdens forårsleg 
i vore ungdomsår.
Nu græder jeg og savner dig
og plejer mine sår.

Hvordan kom det dertil med os,
min egen kære skat?
Hver dag jeg lever som på trods,
alene og forladt.

Som dronning over verden sad
jeg på min piedestal;
jeg håbede, tryglede, tiggede, bad -
men sorgen gjorde mig gal.

Vi fulgtes ad i mange år
før du forsvandt for mig.
Der gik af mig et vældigt skår -
hvad er jeg uden dig?

Først var jeg fuglen, der forlod
sin redes trygge favn
helt uden frygt, for jeg forstod
at styre os i havn.

Så blev jeg grusomt kastet ud
i livets barske strøm;
jeg venter på dit milde bud, 
din stemme varm og øm.

Jeg lever her i dette hus
og passer vore børn
og tænker, sorgfuld og konfus:
Hvornår tager du din tørn?

Jeg fik en plads på et kontor
og knoklede dagen lang;
jeg sled, men dog var glæden stor,
jeg elskede lønnens klang.

Her sad jeg nu i mange år,
mens livet gik forbi.
Derhjemme var der trange kår,
ja, jeg var langtfra fri.

Jeg gik hver dag fra jobbet hjem,
men hentede først de små.
Min hverdag havde ej været slem
uden dem at tænke på.

Om dagen fanget i en storm
af kunder og papir -
hver aften holdt jeg mig i form
som huslig bjergbestiger.

Når så til sidst de søde børn
var mætte og lagt i seng
så faldt jeg, udslukt af min tørn
på sofaen om i flæng.

Således knoklede jeg afsted
og længtes al den tid
kun mod, at *du* skulle tage mig med,
du elsker stærk og blid.

Mit håb var dog forgæves, for
du dukkede aldrig op.
Alene tog jeg mig en tår -
alt føltes som et flop.

Jeg knoklede altså ensomt løs
hver dag på mit kontor -
hvorpå jeg i en søvnig døs
drog hjemad, hvor vi bor.

Her ku' jeg pleje mine små
og give dem tryghed, mad
og uanset, hvad andre så
så gjorde det mig glad.

Men når de to nu var i seng,
da brød min længsel ud;
og tårer fra mit hjerte sprang
som vinen fyldte ud.

Jeg flød afsted på livets strøm,
men følte mig lidt trist;
lidt mere træt, lidt mere øm, 
og ensom først og sidst.



En tidlig morgen vågnede jeg 
og hørte stille gråd.
"De arme små. De mangler mig
og jeg kan ikke noget!"

Men det var ikke dem, der græd,
de arme piger små;
for det var mig, som trist og ræd
til sengen limet lå.

Hvad nyttede denne verden mig,
hvad nytte var mit job?
For alt var intet uden dig,
jeg hadede min krop.

Jeg hadede de bryster små,
som hang på mavens skind,
de tykke fedtlagsfolder blå
var trykket mod min kind.

Jeg kæmpede mod en mur af skam,
som holdt mig udenfor.
Lidt tryggere var jeg i min ham
her midt i stuen vor.

Jeg mærkede den stille gråd, 
en trussel mod vort liv.
Jeg vidste ikke længere råd,
var brækket som et siv.

Men pigerne kom hen til mig,
forstod ej, hvad var fat.
"Hør altså, mor, kom op med dig!
Lig ikke bleg og mat."

"Vi skal i børnehave afsted
og du skal hen på job.
Hvem ved hvad det mon ender med
hvis ikke du står op?"

Jeg sendte dem et roligt blik
gemt bag mit tåreslør.
"Hvad om i dag helt selv I gik,
det har I vist gjort før?"

Til sidst de døren smækkede i,
og alt blev mere råt.
Alene, som var alt forbi, 
jeg græd mit hjerte vådt.

Jeg græd med hjertet dag og nat
en stille, håbløs gråd;
de to små så, hvad der var fat
men klandrede mig ej noget.

Jeg græd og faldt og faldt og faldt
men der var ingen bund;
min verden blev af tårer kvalt,
jeg famlede efter grund.



Jeg sejler i min sorte båd
igennem sindets storm.
Jeg sejler gennem gode råd
og tvivlens sorte orm.

Jeg sejler gennem alle skær
tilbage mod min pind.
Med spinkel stemme står jeg der
med rædsel i mit sind.

Jeg vender atter firmatal
og tager min gamle tørn;
imens jeg runger indeni 
og savner mine børn.

De andre smiler, spørger lidt
men hver må tænke sit.
Lidt anstrengt venligt, har jeg set
og føler mig beskidt.

Jeg sidder der dog dag for dag
forskanset bag mit bord;
min tid passerer, sag for sag -
jeg orker ikke spor.

"Du må forstå ..." "Men hvad? Hvornår
sku' jeg ha' svigtet jer?"
"Den snak, der gennem gangen går,
vi vil ej vide mer."

"Vi ved, at du var syg, hvor hårdt
du har dig kæmpet op;
men snakken går, og det er noget lort,
de andre siger stop."

"Du *ved* jo, at du kan sige til
hvis du har brug for råd. 
Men hvem kan vende ryggen til,
som hører sådan noget?"

Endnu jeg hører den lede røst
den hele lange vej.
"Vi håber, det kan være en trøst
at vi vil savne dig!"




Alene vandrer jeg afsted,
når endelig mit hjem;
har ingen tårer at græde med,
jeg trænger til et klem.

Jeg ser dem komme hjem, de små
igennem tågeskyen;
mit hår er falmet, huden grå
jeg vakler gennem byen.

Om dagen vask og skole tager 
det meste af min tid;
og så, når sent lidt ro jeg har
så stopper al min flid.

Jeg slæber mig fra A til B,
til møder og kontrol -
den ene vil min seng bese, 
den næste spørger kold

hvornår jeg mon er frisk igen
som var jeg idiot.
Lidt "hjælp" jeg får til pigerne, men:
Som var jeg idiot.

Jeg kryber bag min tåremur,
jeg fatter ingenting.
Min fremtid er en dyb tortur,
det hele går i ring.

Jeg gruer stadig for den dag
da tåremuren brast.
Derfor jeg maler lag på lag
med rødvin som kontrast.

Carsten Agger

Kommentarer:

C skrev:
14/08/2013 12:25:13

http://en.wikipedia.org/wiki/Ashtavakra_Gita

c skrev:
14/08/2013 12:48:21

http://www.scribd.com/doc/2673274/AshTavakra-Geeta Fornyelig gjorde én mig opmærksom på 'Papaji' - "Call off the Search",som vil frem til samme essens: - just - be quiet... Hvor svært kan det (i og for sig) være? :D http://www.youtube.com/watch?v=HrVAXogSItg

C skrev:
14/08/2013 13:31:08

"This all seem like a little absurd, man..." http://www.youtube.com/watch?v=jWl0fiPZhVg Happy go lucky. See you later.

Carsten Agger skrev:
14/08/2013 14:32:42

Parallellen til Ashtavakra Gita er ikke helt spot on. Dette digt skal ganske vist ikke læses bogstaveligt (omend det kan læses sådan, som et socialt mareridt), men det er et billede på noget andet - noget mindre dybt og filosofisk, kan man sige.

C skrev:
14/08/2013 14:43:44

Ingen parallel tilsigtet; jeg tænkte mere, at du måske havde brug for noget inspiration og opmuntring. ;)
Vi er mange, der har det svært, og sjovt nok af de samme årsager, forstår du.
Den, der har øjne og øren...
http://www.youtube.com/watch?v=5iC0YXspJRM

Carsten Agger skrev:
14/08/2013 14:54:09

Digtet er fra sidste år, og det skal ikke opfattes selvbiografisk (hvilket vil fremgå af de øvrige afsnit, når de engang bliver klar). Det har ikke som sådan nogen relation til min egen sindsstemning i øjeblikket. Grunden til, at jeg lægger det op netop nu, er at jeg læste det op på Løve's og det dermed kan siges at være "offentliggjort", i hvert fald skubbet ud over kanten.

Når det er sagt, vil jeg gerne sige tak for dine links, til supplemeent og inspiration. :-)

C skrev:
14/08/2013 15:18:50

Selv tak.
Det glæder mig for dit velbefindende, at det ikke er en decideret social-realistisk gengivelse.
Jeg jo blev helt bekymret for dig, men heldigvis uden grund... :)
Still, though, happy go lucky!

C skrev:
14/08/2013 17:36:17

Ramana Maharshi, an introduction for true and advanced seekers;
http://www.youtube.com/watch?v=weXKuURMgMs
Jai ma. Kali ma.
= jeg er mor. Kald mig mor.

Skriv kommentar:

Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.
Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.
 
Name:
URL/Email:
Comments:
ANTI-SPAM: Markér denne box/Please check this box.