Den hvis hånd blev brugt

     Han kom en nat og banked på.
     Jeg åbned husets dør.
     Der stod han, mere askegrå
     og mere tavs end før.

     Jeg bød ham ind. Han stod en stund
     med blikket vendt mod mit, 
     og der stod skrevet om hans mund
     om alt han havde lidt.

     Og han blev stående og stred
     med lidelse og skræk.
     Jeg så en tåreløs der græd
     og gemte gråden væk.

     Så satte han sig, tavs og bleg
     som bar han på en dom.
     Men bag hans suk var en der skreg
     af frygt for det der kom.

     Og da han talte stod hvert ord
     med byrder af fortræd,
     som sank de gennem gravens jord
     og tog en verden med.

              *

     - Jeg bærer på en større dragt, 
     en byrde mere tung, 
     end den kan fatte, som blev lagt
     i graven, ren og ung.

     Der klæber blod ved den du ser, 
     i angst og rædsel svøbt.
     Hans sjæl er kun lidt søndret ler.
     Hans liv er dyrekøbt.

     Han måtte dræbe for at se
     en bedre fremtid gro.
     Men den som lod det onde ske
     vil aldrig finde ro.

     Man bød ham dræbe, bød ham stå
     erindringsløs og kold.
     Men skæbnens pil skal altid nå
     en kriger uden skjold.

     Han ville ikke slå ihjæl.
     Han stred for livets ret.
     Nu bær han ene alles gæld
     og alles regnebræt.

              *

     Vi var så unge. Og vort valg
     stod mellem død og vold.
     Vi havde ingen tro til salg
     og intet krav om sold.

     Vor tro var ren. Vi måtte slås
     om verden skulle stå
     Der var eet liv. Det angik os
     og alt vi leved på.

     Der var eet liv. Og det var alt.
     Vor fremtid - eller død.
     Vi valgte kampen da det gjaldt. 
     Vi kom da livet bød.

     Vi ville ikke knæle ned.
     Men bag det golde had
     lå altid gemt en bøn om fred.
     Og det var os der bad.

     Vi ville ikke slå ihjæl.
     Men hadets beske vin
     blev rakt os. Valget lød en kvæld:
     Min fremtid - eller din!

              *

     En aften blev der bragt os bud, 
     en stikker skulle væk.
     Og vi var to som blev valgt ud
     og to som tav af skræk.

     To drenge græd. To snese år
     korsfæstet og forladt.
     En ordløs bøn. Et Fader Vor.
     Den lange, lange nat.

     Forladt, forladt. Og vi skal gå
     hvor ingen vej går hen,
     før vi kan rejse os og stå
     som mennesker igen.

     Og mørke minder skal stå frem
     og vidne om vort savn,
     før vi kan finde vejen hjem
     og hviske livets navn.

              *

     En villavej. Et rødstenshus.
     Så meldte vagten klar.
     En knitren i det våde grus.
     Et ord. Et dæmpet svar.

     Den slidte dør. Et messingskilt.
     En klokkes skarpe klemt.
     Og haven dufter ømt og mildt
     som noget man har glemt.

     Det brune håndtag. Fuglefløjt.
     En solsorts dybe sang.
     Og klokken kimer, skarpt og højt
     påny, for anden gang.

     Så høres skridt. En nøgle slår
     i låsens rå metal.
     En dør blir åbnet. Og der står
     en kvinde, bleg og smal.

     Jeg ser et blik hvor frygtens nat
     har lagt sit mørke tæt.
     En ring af sølv der lyser mat.
     En hånd der skælver let.

     Et vaskeskind blir drejet hårdt.
     Blir gult og næsten hvidt.
     Så vender hun sit ansigt bort
     mens stemmen taler blidt:

     Nej! Hen er ikke hjemme ... Nej!
     En solsort i et træ ...
     Så går vi ind ... Og nogen skreg
     ... Og nogen faldt på knæ.

     Så går vi ind. Et skrivebord.
     To glas med krydret vin.
     Den våde duft fra havens jord.
     Et blafrende gardin.

     To værgeløse hænder strakt
     fortæller alt er sandt.
     Den endnu varme pibe lagt 
     på skrivebordets kant.

     Så står den kvinde han har kær
     og knuger om hans arm.
     To mennesker. Hinanden nær.
     Og byens fjærne larm.

     To grå pistoler. Kvindens skrig.
     Påny ... en solsorts sang.
     Så strejfer solen, varm og rig,
     hans hånd for sidste gang.

     Som før. Et skrivebord. En stol.
     Et ansigt, blegt og dødt.
     Og gennem stuens strejf af sol
     går tonende og blødt

     et fuglefløjt ... Så skriger hun ... 
     En kjole farves rød ...
     Så tier mer end hendes mund.
     Så tier hendes død.

              *

     - Jeg slog ihjæl! Men livet slår
     ihjæl hver levet dag.
     Jeg dør hver nat når angsten går
     igennem hjærtets slag.

     Vi stred for livet. Mange faldt.
     Og mange ærer dem.
     De sover trygt. Men jeg blev kaldt.
     for livets dommer frem.

     For jeg er den hvis hånd blev brugt
     og den hvis sjæl blev dømt.
     Og jeg er den I drev på flugt
     da sejrens skål var tømt.

     Jeg blev en kriger uden skjold
     i de forrådtes hær.
     Jeg står med livet i behold.
     I står med bødlens sværd!

              *

     Det banker hårdt på husets dør.
     Jeg åbner lås og slå.
     Der står han, mere tavs end før
     og mere askegrå.

     En skygge strejfer seng og bord.
     En kulde når min ven.
     Og jeg har ingen trøstens ord
     at sætte op mod den.

     Og jeg har ingen bøn for ham
     og ingen trøst at gi.
     Jeg sidder med en ordløs skam
     fordi jeg selv gik fri.

     Han tier. Og jeg ser ham gå.
     Så smækker husets dør.
     Jeg sidder mere askegrå
     og mere tavs end før.

     Halfdan Rasmussen (1915-2002)
Publikationen på Modspil.dk er tilegnet de danske soldater i Afghanistan og Irak.
[ agger, Wed 01 Oct, :07:17: /digte] - kommentar(er) - link
Den hvis hånd blev brugt

Kommentarer:
