![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Den hvis hånd blev brugt
Han kom en nat og banked på.
Jeg åbned husets dør.
Der stod han, mere askegrå
og mere tavs end før.
Jeg bød ham ind. Han stod en stund
med blikket vendt mod mit,
og der stod skrevet om hans mund
om alt han havde lidt.
Og han blev stående og stred
med lidelse og skræk.
Jeg så en tåreløs der græd
og gemte gråden væk.
Så satte han sig, tavs og bleg
som bar han på en dom.
Men bag hans suk var en der skreg
af frygt for det der kom.
Og da han talte stod hvert ord
med byrder af fortræd,
som sank de gennem gravens jord
og tog en verden med.
*
- Jeg bærer på en større dragt,
en byrde mere tung,
end den kan fatte, som blev lagt
i graven, ren og ung.
Der klæber blod ved den du ser,
i angst og rædsel svøbt.
Hans sjæl er kun lidt søndret ler.
Hans liv er dyrekøbt.
Han måtte dræbe for at se
en bedre fremtid gro.
Men den som lod det onde ske
vil aldrig finde ro.
Man bød ham dræbe, bød ham stå
erindringsløs og kold.
Men skæbnens pil skal altid nå
en kriger uden skjold.
Han ville ikke slå ihjæl.
Han stred for livets ret.
Nu bær han ene alles gæld
og alles regnebræt.
*
Vi var så unge. Og vort valg
stod mellem død og vold.
Vi havde ingen tro til salg
og intet krav om sold.
Vor tro var ren. Vi måtte slås
om verden skulle stå
Der var eet liv. Det angik os
og alt vi leved på.
Der var eet liv. Og det var alt.
Vor fremtid - eller død.
Vi valgte kampen da det gjaldt.
Vi kom da livet bød.
Vi ville ikke knæle ned.
Men bag det golde had
lå altid gemt en bøn om fred.
Og det var os der bad.
Vi ville ikke slå ihjæl.
Men hadets beske vin
blev rakt os. Valget lød en kvæld:
Min fremtid - eller din!
*
En aften blev der bragt os bud,
en stikker skulle væk.
Og vi var to som blev valgt ud
og to som tav af skræk.
To drenge græd. To snese år
korsfæstet og forladt.
En ordløs bøn. Et Fader Vor.
Den lange, lange nat.
Forladt, forladt. Og vi skal gå
hvor ingen vej går hen,
før vi kan rejse os og stå
som mennesker igen.
Og mørke minder skal stå frem
og vidne om vort savn,
før vi kan finde vejen hjem
og hviske livets navn.
*
En villavej. Et rødstenshus.
Så meldte vagten klar.
En knitren i det våde grus.
Et ord. Et dæmpet svar.
Den slidte dør. Et messingskilt.
En klokkes skarpe klemt.
Og haven dufter ømt og mildt
som noget man har glemt.
Det brune håndtag. Fuglefløjt.
En solsorts dybe sang.
Og klokken kimer, skarpt og højt
påny, for anden gang.
Så høres skridt. En nøgle slår
i låsens rå metal.
En dør blir åbnet. Og der står
en kvinde, bleg og smal.
Jeg ser et blik hvor frygtens nat
har lagt sit mørke tæt.
En ring af sølv der lyser mat.
En hånd der skælver let.
Et vaskeskind blir drejet hårdt.
Blir gult og næsten hvidt.
Så vender hun sit ansigt bort
mens stemmen taler blidt:
Nej! Hen er ikke hjemme ... Nej!
En solsort i et træ ...
Så går vi ind ... Og nogen skreg
... Og nogen faldt på knæ.
Så går vi ind. Et skrivebord.
To glas med krydret vin.
Den våde duft fra havens jord.
Et blafrende gardin.
To værgeløse hænder strakt
fortæller alt er sandt.
Den endnu varme pibe lagt
på skrivebordets kant.
Så står den kvinde han har kær
og knuger om hans arm.
To mennesker. Hinanden nær.
Og byens fjærne larm.
To grå pistoler. Kvindens skrig.
Påny ... en solsorts sang.
Så strejfer solen, varm og rig,
hans hånd for sidste gang.
Som før. Et skrivebord. En stol.
Et ansigt, blegt og dødt.
Og gennem stuens strejf af sol
går tonende og blødt
et fuglefløjt ... Så skriger hun ...
En kjole farves rød ...
Så tier mer end hendes mund.
Så tier hendes død.
*
- Jeg slog ihjæl! Men livet slår
ihjæl hver levet dag.
Jeg dør hver nat når angsten går
igennem hjærtets slag.
Vi stred for livet. Mange faldt.
Og mange ærer dem.
De sover trygt. Men jeg blev kaldt.
for livets dommer frem.
For jeg er den hvis hånd blev brugt
og den hvis sjæl blev dømt.
Og jeg er den I drev på flugt
da sejrens skål var tømt.
Jeg blev en kriger uden skjold
i de forrådtes hær.
Jeg står med livet i behold.
I står med bødlens sværd!
*
Det banker hårdt på husets dør.
Jeg åbner lås og slå.
Der står han, mere tavs end før
og mere askegrå.
En skygge strejfer seng og bord.
En kulde når min ven.
Og jeg har ingen trøstens ord
at sætte op mod den.
Og jeg har ingen bøn for ham
og ingen trøst at gi.
Jeg sidder med en ordløs skam
fordi jeg selv gik fri.
Han tier. Og jeg ser ham gå.
Så smækker husets dør.
Jeg sidder mere askegrå
og mere tavs end før.
Halfdan Rasmussen (1915-2002)
Publikationen på Modspil.dk er tilegnet de danske soldater i Afghanistan og Irak.
Kommentarer:
Skriv kommentar:
Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.