Et Fremmed Frø

 

     Tunge sorg at unge skud
     Bliver grå og dør på kvisten
     Læres straks de lyset ser at
     Blive som en næve knyttet
     Hård og lukket for det grønne
     Liv som drømte før derinde
     Spæde skridt i grønt mod solen
     Trædes aldrig
     Bittert sammenbidt og trodsig
     Hadsk og hævntørstig mod livet
     Over aldrig at ha levet
     Sidder døde skud og græder
     Tørt på træets stive grene
     
     Vinden leder i de magre
     Grene efter blomsterranker
     Træet gisper efter vejret
     Efter solens milde kærtegn
     Over løvets hang som lader
     Livets lystne væsker løbe
     Under barkens bløde hud
     Men når skuddet ej vil åbne
     Sig og drikke drag af livet
     Kvæles træet tørt og dør
     
     Der er dødt i pyntehaven
     Hvor en gold sol drypper giftigt
     Fra en stålblå lukket himmel
     Havemanden nipper nidkært
     Skraber, kradser, skærer, luger
     Alting væk som ikke burde findes
     Retter kanter samler blade
     River bort og brænder
     Alt som kunne have gødet
     
     Matte roser smiler anspændt
     Uden duft og uden tyngde
     Uden kærlighed til hverken
     Jordens dybe trange tunge
     Eller himlens vide drømme
     Og i træernes beskårne kroner
     Hænger blanke frugter
     Tavst     

     Solen stirrer tomt og uden glæde
     Ligsom den der ikke tror sig elsket
     Skjuler sig og græder stille
     Bag en uberørt grimasse
     Og omkring i haven går
     Den gamle havemand og sørger
     For at intet ureglementeret liv
     Får lov at vokse
     Intet fremmed frø får lov at spire
     Ingen frugt at modnes
     Som hans have ikke altid
     Eller dog så længe han kan huske
     Har kendt til og ejet
     
     Men så dør han
     
     Ligger pludselig på jorden
     Stirrer blindt og viljesløst
     Imod den himmel som
     Han ellers aldrig løfted blikket mod
     Og himlen kigger nysgerrig og spændt tilbage
     Og en lunken sommeraften
     I august begynder liget
     Da at blive mørt og lugte
     Dyr og småkravl fluelarver
     Mæsker sig og jorden drikker
     Råddenskabens slim
     Og venter
     
     Vinterdøden strækker haven
     Stiv og kold til jorden
     Men i jordens mørke lurer
     Noget som den gamle aldrig
     Drømte om ku findes
     Grøde! Sovende og endnu
     Holdt i vinterfrostens kolde favntag
     Drømmende om det som kommer
     
     Og det kommer
     Med den første gyldne majsol
     Som med glæde ser hvordan
     En hjemvendt skæbnesvanger trækfugl
     Fra de fjerne landes kyster
     Taber dér hvor liget lå
     Et fremmed frø

     Fra den tid var intet mer det samme
     I den gamle have
     Selv de skud som alle troede døde
     Fandt nu mod til at elske og sprang ud 
     
     Jeppe Berg Sandvej

Et af de smukkere danske digte fra de senere år, i hvert fald som jeg har læst - oprindelig bragt i Faklen nr. 21, det sidste nummer, der nåede at udkomme af dette tidsskrift.

[ agger, Tue 12 Sep, :21:30: /digte] - kommentar(er) - link

Kommentarer: