Et Fremmed Frø
Tunge sorg at unge skud Bliver grå og dør på kvisten Læres straks de lyset ser at Blive som en næve knyttet Hård og lukket for det grønne Liv som drømte før derinde Spæde skridt i grønt mod solen Trædes aldrig Bittert sammenbidt og trodsig Hadsk og hævntørstig mod livet Over aldrig at ha levet Sidder døde skud og græder Tørt på træets stive grene Vinden leder i de magre Grene efter blomsterranker Træet gisper efter vejret Efter solens milde kærtegn Over løvets hang som lader Livets lystne væsker løbe Under barkens bløde hud Men når skuddet ej vil åbne Sig og drikke drag af livet Kvæles træet tørt og dør Der er dødt i pyntehaven Hvor en gold sol drypper giftigt Fra en stålblå lukket himmel Havemanden nipper nidkært Skraber, kradser, skærer, luger Alting væk som ikke burde findes Retter kanter samler blade River bort og brænder Alt som kunne have gødet Matte roser smiler anspændt Uden duft og uden tyngde Uden kærlighed til hverken Jordens dybe trange tunge Eller himlens vide drømme Og i træernes beskårne kroner Hænger blanke frugter Tavst Solen stirrer tomt og uden glæde Ligsom den der ikke tror sig elsket Skjuler sig og græder stille Bag en uberørt grimasse Og omkring i haven går Den gamle havemand og sørger For at intet ureglementeret liv Får lov at vokse Intet fremmed frø får lov at spire Ingen frugt at modnes Som hans have ikke altid Eller dog så længe han kan huske Har kendt til og ejet Men så dør han Ligger pludselig på jorden Stirrer blindt og viljesløst Imod den himmel som Han ellers aldrig løfted blikket mod Og himlen kigger nysgerrig og spændt tilbage Og en lunken sommeraften I august begynder liget Da at blive mørt og lugte Dyr og småkravl fluelarver Mæsker sig og jorden drikker Råddenskabens slim Og venter Vinterdøden strækker haven Stiv og kold til jorden Men i jordens mørke lurer Noget som den gamle aldrig Drømte om ku findes Grøde! Sovende og endnu Holdt i vinterfrostens kolde favntag Drømmende om det som kommer Og det kommer Med den første gyldne majsol Som med glæde ser hvordan En hjemvendt skæbnesvanger trækfugl Fra de fjerne landes kyster Taber dér hvor liget lå Et fremmed frø Fra den tid var intet mer det samme I den gamle have Selv de skud som alle troede døde Fandt nu mod til at elske og sprang ud Jeppe Berg SandvejEt af de smukkere danske digte fra de senere år, i hvert fald som jeg har læst - oprindelig bragt i Faklen nr. 21, det sidste nummer, der nåede at udkomme af dette tidsskrift.