– fordi tiden kræver et MODSPIL

14. Feb 2015

Fridlev Frodesøn og de tolv bjørne

 


– en fortælling om fortiden og dens helte.

Fridlev Frodesøn og de tolv bjørne


I.
Hvad kan vi mon fortælle jer om helte,
om barske mænd og højlydt våbengny
fra dengang, mennesker ku' konger vælte
og folk med sværd fra magten kunne fly?
Vi vil i Danmarks fortid søge ly, 
fortælle jer om store, stærke mænd
som levede, længe førend denne by
af mulden spirede, medens vi faldt hen
og kappede mod og sværd af hver en stakkels svend!


II.
Det var en tid, hvor landet her var trængt,
for mennesker har altid brug for plads!
Og dengang var der endnu aldrig langt
fra bondens hytte til det store palads.
Vi ser nok med historiens brilleglas
en fjern og overtroisk brydningstid!
Vi fælder vores dom, så skarp og hvas;
vi fæster til vore egne skrupler lid
og dømmer vore aners stormomsuste strid!


III.
Der var altså en tid, hvor krig var lov -
hvor konger måtte vælges frit på tinge
førend de kunne føre folk på rov
og straffe ufærdsmænd med deres klinge.
Vort land havde endnu ingen kunnet tvinge
på knæ for romerkirkens hvide Krist -
ja, stærke folk ku' stadig ofre bringe
til guder, som stod bi i hver en tvist
og elskede ivrigt mangen almenmenneskelig brist.


IV.
Engang i denne landets morgenstund
drog Fridlev Frodesøn fra Rusland ud.
En nyhed gået var fra mund til mund
at der i Sverige efter hjælp var bud
mod tolv banditter klædt i bjørnehud
som hærgede egnen nådesløst med vold!
De var besat af deres vilde gud
og pålagde ærlige folk i kongens sold
en grusom og ubærlig plyndringstold!


V.
Op drog nu Fridlev med en kæmpeflok -
betroede mænd, som fulgte ærens vej.
Han frygtede ej, om de var mange nok,
han frygtede mere at forekomme fej
og ville have æren helt for sig!
Derfor blot med en træl han drog afsted
med røverne at lave en rævestreg
med uvurderlig hjælp fra sin lakaj!


VI.
Med trællen gik han ned til elvens bred;
forsvandt og kastede fra et sikkert læ
med sten, indtil hans slave døden led.
Han kastede sig for liget ned på knæ;
ja, han trak tøjet af det stakkels kræ
og byttede, så det langt væk forekom
At Fridlev selv var dræbt ved denne bræ.
De norske brødre fik nu deres dom
da de så liget og hans sadel, tom!


VII.
De tolv banditter havde gemt sig godt
forskanset på en ø i denne å.
Vor Fridlev havde en kæmpehest så flot -
den gennede han dertil, hvor øen lå
hvor brødrene den næste morgen så
og sluttede, at Fridlev selv var død
og ingen længere kunne mod dem stå.
De jublede, så viden om det lød
og festede længe løs ved nattebålets glød!


VIII.
Blot én iblandt dem tvivlede endnu
på fjendens lidt for pludselige død.
De andre ku' han ikke stoppe, s'gu
men selv han ej for hårdt af flasken nød.
Med fare for at virke fej og blød
holdt han sig lige så stille for sig selv
og svor, at hævnen ville blive sød
hvis Fridlev som en anden kriminel
sku' dukke op og sende røverne til Hel!


IX. 
Ham hørte Gunbjørn ej, for han drak løs;
og Gulbjørn svirede hele natten lang
mens Arnbjørn slumrede i en drukken døs
og Stenbjørn plagede alle med sin sang.
Mens Esbjørn prøvede drikkehornets klang
og Thorbjørn tågede, døden nær af grin
sad Bjørn uroligt, indtil frem han sprang
- fortalte, skøn han selv var ør af vin
om drømme fulde af rædsler og varsler om ruin.


X.
"I nat lå jeg og slumrede uden ro -
jeg vred mig hid og did i søvnens greb
da pludselig en stemme grusomt lo
som var der sket et særligt herligt drab.
Jeg så et dyr med røg ud af sin flab,
hvis skarpe tænder flænsede som en vild.
Den hærgede, bragt bønder store tab
og spyede over hele egnen ild
med flammer, som ku' svide selve Yggdrasil!"


XI.
"Den fløj i store cirkler, rundt og rundt
og brændte mænd og kvinder med deres børn;
kun få og rædselsslagne blev forundt
at fly og sprede rygtet om den ørn,
den himlens rædsel, vild som nogen bjørn
der hærgede hele denne vores egn.
De arme ku' ej frelse deres børn
fra denne rædselsfulde flammeregn
men humpede nøgne og forbrændte rundt på vejen."


XII.
"Jeg så den flyve rundt fra hus til hus;
så røgen stige fra det mørke øde
hvor mangen kvinde, grådkvalt og konfus
forstenet så sin elskede husbond bløde
og rev sit hår i klage for de døde.
Det dragespor af ulykker og sorg
trak nærmere, farvede vore klipper røde
med blodet fra hvert afbrændt landsbytorv
og styrede lige lukt mod vores borg."


XIII.
De andre lo i deres drukne rus
ad denne usle fejgling af en bror
som troede, stærke mænd var sølle mus
som onde drømme sendte hjem til mor!
De faldt nu om som perler på en snor
mens Bjørn alene sad med draget sværd
og ventede på overfald og mord.
Vor Fridlev var jo ganske rigtigt nær
og ventede blot på resten af sin hær!


XIV.
Prins Fridlev havde såret slavens hest
og dygtig indsmurt den i trælleblod
og lod den løbe, som den kunne bedst
til hvor hans fællers lejrtelte stod.
Hans fæller manglede ikke vovemod;
de tænkte straks, at Fridlev ku' være død
og skyndte sig ned til den vilde flod
hvor trællens blod havde farvet fossen rød.
Berøvet Fridlev svor hver mand en hævn så sød!


XV.
De fór altså med lynets hast afsted
og ankom hurtigt til de nordmænds ø.
Vore helte havde ingen både med
men kastede sig, skønt forårstidens tø
havde svulmet elven til en farlig sø
med farlige og forræderiske strømme,
i vandet! Hvad gjorde det dem, om de sku' dø
når blot de røverøen kunne rømme
og flinkt opfylde mesterbjørnens onde drømme?


XVI.
Vor Fridlev havde skjult sig i noget krat
imens han ventede på sin krigerhær.
For røverbanden sluttede festen brat
da Fridlev råbte flokken an. Især
fordi han broen sænkede, så enhver
ku' ride lige ind til røverbanden
helt uden strømmens farer og besvær.
Nu var det slut med deres farlige fjanten
for nu var hævnen kommet, ja minsandten!


Carsten Agger
Januar 2013

Dette digt er ufærdigt, bygger på Saxos fortælling om Fridlev Frodesøn og repræsenterer et eksperiment med at skrive en fortælling i Spenserske strofer, á la dem, der er brugt i Percy Bysshe Shelleys "Revolt of Islam".

Som ufærdigt er det også upoleret og indeholder mange utilfredsstillende linjer. Jeg håber at kunne skrive noget bedre senere hen, og at denne fortælling i sin nuværende form kan more eller underholde en læser eller to.

Kommentarer: