– fordi tiden kræver et MODSPIL



21. Mar 2015

Frihed og liv - problemet

 
Ja, jeg har allerede sagt det meste -
har ridset op, hvad kendt er af de fleste,
men vil dog lige for alle resumere
hvorfor vi vil om frihed fantasere.

Vi mennesker er født ind i en verden
som klare grænser sætter for vor færden.
Vi fødes med et navn og til en stilling,
i hvilken vi kan leve og tjene en skilling;
kan møde mange, elske få og skabe
os selv et liv, kan vinde og kan tabe
det store spil om kærlighed og ære;
kan os et fag, et egnet virke lære,
kan finde os i verden her en plads
om i en hytte eller et palads.

Hvert liv kan helt sit eget mærke sætte
og kan sin lykke hindre eller lette.
Af dette vekselspil bliver *skæbnen* født;
af verden bliver vi med en modstand mødt.
Af denne modstand skabes nu vore liv,
hvad end vi vajer blot som tørre siv
for hvert af modevindens mange kast
eller holder i vort eget fast
som en betonblok smidt i havet ud.
Vor frihed sikres ved det enkle bud
at verden giver til vort modspil rum
som havet, når det pisket er til skum
giver plads til svømmetag imod dets bølger
skønt af og til det får fatale følger.
At finde lykken er ej altid nemt;
ja selv i dag, hvor mange vist har glemt
hvordan det er at kæmpe for sit brød
mod sult og tørke, tørst og hungersnød
er mange fanget i et selvskabt net
af gøremål som strammer alt for tæt 
og holder dem i evig tomhed fast
som vogtere af verdens sære last
af arbejdstvang og menneskelige relationer
som dem med deres fangenskab forsoner.

En verden er af mening bygget op,
af gøremål, som aldrig siger stop.
Fra fødslen er der pasning, derpå skole 
hvor vore børn kan sidde ned på stole
og lytte til de får deres eksamen.
For nogle går det ligesom i reklamen:
Eksamen giver dem adgang til et job,
og her vil vi forsigtigt sige stop;
for livets næste mange, mange år
med dagligt slæb på dette job nu går.
Der følger da en langstrakt karriere -
et ord, vi alle lærer at holde i ære -
hvor hver dag vi på jobbet har at møde;
vi må for penge med vort nærvær bøde.

Det kan dog være, at det for netop dig
med drømmejobbet ej går som en leg.
Måske dit helbred ikke giver dig lov, 
måske du lidt oår meget i skolen sov;
måske din hud er farvet lidt for brun?

Men selv når intet job er på din vej
så tror du nok, der er en plads til dig.
Et samfund skal jo have til alle plads
til tiggeren, og den rige i hans palads;
så selv hvis du ej finder levebrød
så klarer du nok skærene uden nød.
Vort samfund er jo egentlig ganske rigt,
skulle gerne have overskud til sligt.
Dog glemmer du! at verden er for dem
hvem rigdommen har åbnet op på klem
til magtens eksklusive korridorer.

Når magt på markedskapital beror
kun én ting for deres øje de store ser:
hvordan de selv kan få og kræve mer.
Da styres verden af en grådig flok
af flinke folk i slips, der ej har nok 
i det, som de af jorden piner ud.
De vil ha' mer! De frygter ej et brud
med gammeldags, almindelig sund fornuft
når de, forført af magtens pengeduft
vil vokse evigt, uden at holde op
før selve jorden sætter for dem stop.
Vi må hvert år lidt mere olie bruge,
så hav og luft lidt mere gift kan sluge.
Vi *ved* jo, at vi bare løs kan brænde.
Vor verden er så stor, får aldrig ende.
Forsøger man nu blidt at minde om
at selv den største pung engang bliver tom;
at når med evig vækst vi breder os
så vil engang os verden byde trods
og til os arme stakler signalere
at kære børn,  nu er der ikke mere?

Men de, som minder om, at denne Jord
hvis liv og rigdom gjorde den til vor mor
er endelig og ej kan vare ved
er drømmere uden spor ansvarlighed,
mens ægte økonomer insisterer, 
at altid vi må prøve at vokse mere.
Et middelklasseparadis de lover
for så, mens vælgerne og folket sover
at rage hele puljen til sig selv.
Ej blot har de med skinmanøvren held -
mens verden spises lige så stille op
og CO2-niveauet gør et hop
er drømmen om en bæredygtig jord
kun sværmeri og store, tomme ord.

Vor vækst vil altså vokse uden ende,
vi lader os af fremskridtstro forblænde
og kører uden at ænse denne baggrund
direkte frem mod katastrofens afgrund.
Dog låner vi en sjælden gang vort øre
til folk, der vil os til noget bedre føre:
Erkender faren, lover grønne vaner
alt mens vi lystigt videre forurener.
For se, så snart vi hører om en krise
er det jo klart, at vi må noget spise.
Så venter vi en smule med at spare
og toget må mod kanten fortsat fare.

Så viser det sig, at vort land har fjender
- folk, som herop vold og terror sender
og blodigt undertrykker deres egne.
Da må hvert håb om fred og velstand blegne,
for dette kan vi ikke lade passere.
Så hellere fuldstændig ignorere
det tab af menneskeliv, natur og penge
som krigen altid vil os arme bringe.
Så falder alle fromme ønsker bort,
og alle noble drømme går i sort;
så falder bomberne i fjendens land
mens idealer bliver til ørkensand
alt mens et hektisk, vanvittigt forbrug
opsluger verden i et mareridt af blod.
Så snapt vi retter blikket mod det gamle
når fra en krise vi os op skal samle;
så er der ikke tid til alt det grønne,
på økohippiefjolserne at skønne.
Skridt for skridt bliver jorden til et øde -
måske din hjemegn endnu ej må bøde -
men når hver dag forbruget stadig vokser,
og CO2-balancen stadig kokser -
mens klimakatastrofen stadig truer
og olieforurening himlen kuer?

Når ansvar er at bære ved til bålet,
når tryghed er at holde fast i målet
om rigdom, velstand og så skidt med resten:
Forband de få, som ødelægger festen!
Vi breder os græshoppesværmeagtigt
alt mens vi fokuserer spredt, løsagtigt
på det, som mon kan ske den næste time!
Hvad skal der blive af vor sildestime
når klimakatastrofens første storme
os pisker rundt som ynkelige orme?
Det er svært at være rigtig optimistisk.
Måske man hellere mere fatalistisk
skal tænke, at verden helt er fra forstanden
og sig og sine redde fra verdensbranden?
Det er svært at tro på værdighed og frihed
hvis verden af i morgen ingen lighed
med middelklassens drømmeliv i dag
på nogen mulig måde kunne have.

Après nous le déluge: Er det den sang
vi tvinges til at høre dagen lang?
For mange kæmper i de stores sold
for olieverdenskrige at proklamere,
for farlige fjendebilleder at levere.

Der er dem, der kalder fjenden for muslimer,
som drager vest og nord i store stimer;
der er dem, der hader alle dem, der nasser
og pyt så med, om det nu altid passer.

Men er alt håb da så aldeles ude?
Er verden blot en synkefærdig skude
og hvis den er, hvad nytter så det hele?
Hvad nytter det at prøve på at dele
de længsler, håb og eventyr og drømme
med hvilke vi gør vore nætter ømme
og dagen fuld af lidenskab og kamp
hvis vi dog aldrig helbreder den svamp
af hvilken vores jord er syg til døden?
Hvad nytter kamp, som ej afværger nøden?
Så hellere nyde livet frit og siden
gøre grin med dem, der stadig spilder tiden.

Dog: Sagen er at ingen ved, hvor længe
det tager for ilden i det bål at fænge
som vi har til vor arme verden bygget.
Vi har os længe i vor rede hygget,
og hyggens tid er endnu ej forbi -
men snart vi hører en anden melodi 
som allerede mange steder gassen
går ud af velfærdsstaten, middelklassen.
Når krisen kradser, kan vi benhårdt kæmpe
for værdighed og frihed - for at lempe
de regler og kontroller, som sig sænker
og bryde vredt behandlerstatens lænker.

Vi bærer gerne frihedsflammen frem
så den kan brænde videre hos dem
som kommer efter og må leve uden
den trygge rigdom her på samfundsskuden.
Vi kæmper for at videregive stafetten
til dem, der overlever og vil have den.

Carsten Agger
Foråret 2012

Kommentarer:

Skriv kommentar:

Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.
Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.
 
Name:
URL/Email:
Comments:
ANTI-SPAM: Markér denne box/Please check this box.