– fordi tiden kræver et MODSPIL

20. Oct 2005

Til Wordsworth

 
   
TO WORDSWORTH   
   
Poet of Nature, thou hast wept to know   
That things depart which never may return:   
Childhood and youth, friendship, and love's first glow,   
Have fled like sweet dreams, leaving thee to mourn.   
These common woes I feel. One loss is mine   
Which thou too feel'st, yet I alone deplore.   
Thou wert as a lone star whose light did shine   
On some frail bark in winter's midnight roar:   
Thou hast like to a rock-built refuge stood   
Above the blind and battling multitude:   
In honoured poverty thy voice did weave   
Songs consecrate to truth and liberty.   
Deserting these, thou leavest me to grieve,   
Thus having been, that thou shouldst cease to be.   
   
Percy Bysshe Shelley (1792–1822)   
William Wordsworth skrev i sine yngre dage mange sublime digte, bl.a. sammen med Coleridge i Lyrical Ballads (1798) - mange af de kortere vil jeg gerne på et tidspunkt bringe her på siden.

Wordsworth blev senere i sit liv mere og mere konservativ, og hans digtning mindre og mindre inspireret.

Dette digt er altså Shelleys hyldest til den digter, Wordsworth havde været, hans sorg over den endnu levende digters død.

Kommentarer: