Ugens digt: Frygten

 

     I.
     Min verden er så dejlig nem at kende,
     mit hus og så min have og mit job;
     med megen møje må jeg jorden vende
     før endelig med en øl jeg kan sige stop.

     Jeg lever her, min verden - den er dansk
     med danske folk og danske børn og navne,
     for alt, som fremmed er og udenlandsk
     det tror jeg ikke, nogen ville savne.

     Kan en dansk blive selvmordsterrorist,
     og undertrykker danske mænd deres kvinder?
     Er der i mig mon gemt en islamist
     som håber på, at friheden snart forsvinder?

     Nej, lad os dog blive fri for de muslimer
     som kommer her i store, stride stimer.


     II.
     Jeg passer jo mig selv på bedste vis
     men ved, at jeg er af de andre truet;
     det står på hver en side af min avis:
     Vi danskere bliver af disse lømler kuet!

     De kommer her og går i vore skoler;
     på gaden ser jeg somme tider en
     og skutter mig, at ej min pung han noler
     (men helst jeg flygtede over stok og sten).

     Hvad kan vi tapre danskere dog gøre
     mod denne mørkebrune folkehær?
     Jeg sætter mig og skriver rask en smøre,
     om hvad der skulle gøres ved dem dér!

     Når ude på gaden Danmark vi har mistet
     får vi på nettet sejren fra dem vristet!


     III.
     Når endelig en ensom psykopat
     får nok af det kulturberigeri
     og går med skydevåben helt grassat
     så skal vi høre på deres tuderi.

     Jeg håber skam, de fanger skurken snart,
     men hvorfor er det kun synd for de sorte
     og når det er os, der lider, mindre sart
     man frækt forsvarer de samspilsramte lorte?

     Jeg siger ikke, jeg hader alle fremmede,
     for nogle er jo danskere end som så;
     jeg ønsker blot, vi fremmedstrømmen tæmmede
     - imod den da forsvare os vi må.

     Selv kan jeg ikke redde situationen
     men spreder dog min galde på Nationen!

     Carsten Agger

[ agger, Fri 11 Mar, :18:40: /digte] - kommentar(er) - link

Kommentarer: