Ugens digt: Pilbrodalen

 

     Pilbrodalen er en dal, som 
     ligger tæt på, hvor jeg bor.
     En dag den trak mig til en ensom
     tur, hvor bæk og eng sig snor
     imellem grønne bakker. Det var
     lige efter vinterkulden
     græsset havde en sygeligt-gullig
     duft, som vistnok kun var mulig
     nu, hvor sneen tungt havde hvilet
     mange måneder på alt;
     råddenskab af bærme spilet
     havde næsten græsset kvalt.
     Der var smukt, men også trist
     som om alt var døden nær
     og snappede efter vejret. Trist!,
     når alt er blegnet, fjernt og svagt
     når verden syg ved lejet ligger.

     Fra råddent skelgræs rettes spagt
     blikket mod en enlig bæk
     og en spiret, hengemt kornmark.
     Vandrer længe langs en hæk
     giver lige en knold et spark
     til jeg kommer, hvor jeg ville:
     Lav og grøn og smuk, en eng.
     Nyde den måske jeg ville,
     bruge græsset som en seng;
     se den brede sig ud for blikket,
     mens hvert græsstrå stumt forjætter
     en verden bagved øjeblikket
     som på fantasien vinger sætter. 

     Ak, den eng er næsten druknet.
     Gulligt græs mod himlen sygner, 
     bag det grå er solen sunket;
     ganske tomt og trist det syner.
     Fri natur jeg ville søge
     for i den mon fred at finde.
     Under markens brede bøge
     håbede jeg ydmygt at linde
     på de mørke, tunge skyer
     som lagde låget på mit sind.
     Jeg så, hvor vinteren tristhed spyr,
     så bange sorgen trænge ind
     i hver en dyster, skummel sprække.

     Marken henlå altså trist, 
     sygeligt gulligt-grønt på gråt.
     Ingen fugle hang på kvist,
     naturens "skønhed" var en spot.
     Dog, lidt væk bemærkede jeg
     netop noget, som dragede:
     Vand, med is og sne derpå
     som tøen havde ladet stå.
     Træer knejsede over isen,
     grønt og hvidt stod frem af disen.

     Midt i alt det syge grønne,
     nede mod ådalens bund
     blinkede iskrystaller skønne
     i en lille moselund.
     Jeg mig roligt, sindigt nærmede
     hvor de tørre, gule siv
     brød isen, som af træer skærmet
     levede her sit eget liv.
     For blikket breder sig et syn,
     en sneklædt skovbund spredt blandt søer,
     lyser som et klart hvidt lyn
     mens de grønne marker tøer.

     Carsten Agger
    
     Uddrag af digtet "Var de ude efter mig?", som forhåbentlig 
     udkommer i sin helhed inden alt for længe.

[ agger, Thu 17 Mar, :22:12: /digte] - kommentar(er) - link

Kommentarer: