– fordi tiden kræver et MODSPIL

Hvem åbner Koranen - ny bog af Carsten Agger!


01. Mar 2014

Ved King's Mill

 
Skrevet 3.11.2012 ved King's Mill i Oxford. Her kan du få et indtryk af, hvordan der ser ud, når vejret er godt og vandet roligt.

VED KING'S MILL

Brusende, kæmpende våde kaskader;
skummende bølger, hvis urene flader
søger fra marken til parken at bringe
mulden fra områdets vandfyldte enge.

Brusende hvirvler tager fat og gror sammen,
favner hinanden som tunger i flammen;
knuger mit hjerte, får alt til at svimle
når tankerne rundt med bruset vil vrimle.

Sindigt jeg nu løfter blikket mod himlen,
mærker en pause fra tankernes vrimlen;
glider i stedet så roligt af sted
som et blad, før det føres af vandstrømmen med.

Hvad ramte mig, førte mig, greb mig den dag
hvor vandstrømmens kniv skar mig op lag for lag?

Carsten Agger


07. Feb 2014

Jerusalem

 

JERUSALEM

And did those feet in ancient time.
Walk upon England's mountains green:
And was the holy Lamb of God,
On England's pleasant pastures seen!

And did the Countenance Divine,
Shine forth upon our clouded hills?
And was Jerusalem builded here,
Among these dark Satanic Mills?

Bring me my Bow of burning gold;
Bring me my Arrows of desire:
Bring me my Spear: O clouds unfold!
Bring me my Chariot of fire!

I will not cease from Mental Fight,
Nor shall my Sword sleep in my hand:
Till we have built Jerusalem,
In England's green & pleasant Land

William Blake (1757-1827)
Tak til "du ved selv, hvem du er"!


08. Aug 2013

Den enkeltes desperation

 
Det følgende er en forkortet udgave af fjerde afsnit af min digtcyklus Frihed og Liv, som jeg her til aften har læst op til Åben Poetisk Scene i Løve's Bog- og Vincafé.

Den samlede cyklus er endnu ikke helt færdiggjort, men vil forhåbentlig udkomme i bogform inden for et par år.

DEN ENKELTES DESPERATION

Fra bunden af en brønd, min ven
jeg kalder, rækker ud.
Måske du atter kommer hen
og gør mig til din brud?

Jeg levede mange år, forladt
af alle, selv min mor;
ved ikke, hvad er med mig fat,
begriber ikke spor.

Jeg husker verdens forårsleg 
i vore ungdomsår.
Nu græder jeg og savner dig
og plejer mine sår.

Hvordan kom det dertil med os,
min egen kære skat?
Hver dag jeg lever som på trods,
alene og forladt.

Som dronning over verden sad
jeg på min piedestal;
jeg håbede, tryglede, tiggede, bad -
men sorgen gjorde mig gal.

Vi fulgtes ad i mange år
før du forsvandt for mig.
Der gik af mig et vældigt skår -
hvad er jeg uden dig?

Først var jeg fuglen, der forlod
sin redes trygge favn
helt uden frygt, for jeg forstod
at styre os i havn.

Så blev jeg grusomt kastet ud
i livets barske strøm;
jeg venter på dit milde bud, 
din stemme varm og øm.

Jeg lever her i dette hus
og passer vore børn
og tænker, sorgfuld og konfus:
Hvornår tager du din tørn?

Jeg fik en plads på et kontor
og knoklede dagen lang;
jeg sled, men dog var glæden stor,
jeg elskede lønnens klang.

Her sad jeg nu i mange år,
mens livet gik forbi.
Derhjemme var der trange kår,
ja, jeg var langtfra fri.

Jeg gik hver dag fra jobbet hjem,
men hentede først de små.
Min hverdag havde ej været slem
uden dem at tænke på.

Om dagen fanget i en storm
af kunder og papir -
hver aften holdt jeg mig i form
som huslig bjergbestiger.

Når så til sidst de søde børn
var mætte og lagt i seng
så faldt jeg, udslukt af min tørn
på sofaen om i flæng.

Således knoklede jeg afsted
og længtes al den tid
kun mod, at *du* skulle tage mig med,
du elsker stærk og blid.

Mit håb var dog forgæves, for
du dukkede aldrig op.
Alene tog jeg mig en tår -
alt føltes som et flop.

Jeg knoklede altså ensomt løs
hver dag på mit kontor -
hvorpå jeg i en søvnig døs
drog hjemad, hvor vi bor.

Her ku' jeg pleje mine små
og give dem tryghed, mad
og uanset, hvad andre så
så gjorde det mig glad.

Men når de to nu var i seng,
da brød min længsel ud;
og tårer fra mit hjerte sprang
som vinen fyldte ud.

Jeg flød afsted på livets strøm,
men følte mig lidt trist;
lidt mere træt, lidt mere øm, 
og ensom først og sidst.



En tidlig morgen vågnede jeg 
og hørte stille gråd.
"De arme små. De mangler mig
og jeg kan ikke noget!"

Men det var ikke dem, der græd,
de arme piger små;
for det var mig, som trist og ræd
til sengen limet lå.

Hvad nyttede denne verden mig,
hvad nytte var mit job?
For alt var intet uden dig,
jeg hadede min krop.

Jeg hadede de bryster små,
som hang på mavens skind,
de tykke fedtlagsfolder blå
var trykket mod min kind.

Jeg kæmpede mod en mur af skam,
som holdt mig udenfor.
Lidt tryggere var jeg i min ham
her midt i stuen vor.

Jeg mærkede den stille gråd, 
en trussel mod vort liv.
Jeg vidste ikke længere råd,
var brækket som et siv.

Men pigerne kom hen til mig,
forstod ej, hvad var fat.
"Hør altså, mor, kom op med dig!
Lig ikke bleg og mat."

"Vi skal i børnehave afsted
og du skal hen på job.
Hvem ved hvad det mon ender med
hvis ikke du står op?"

Jeg sendte dem et roligt blik
gemt bag mit tåreslør.
"Hvad om i dag helt selv I gik,
det har I vist gjort før?"

Til sidst de døren smækkede i,
og alt blev mere råt.
Alene, som var alt forbi, 
jeg græd mit hjerte vådt.

Jeg græd med hjertet dag og nat
en stille, håbløs gråd;
de to små så, hvad der var fat
men klandrede mig ej noget.

Jeg græd og faldt og faldt og faldt
men der var ingen bund;
min verden blev af tårer kvalt,
jeg famlede efter grund.



Jeg sejler i min sorte båd
igennem sindets storm.
Jeg sejler gennem gode råd
og tvivlens sorte orm.

Jeg sejler gennem alle skær
tilbage mod min pind.
Med spinkel stemme står jeg der
med rædsel i mit sind.

Jeg vender atter firmatal
og tager min gamle tørn;
imens jeg runger indeni 
og savner mine børn.

De andre smiler, spørger lidt
men hver må tænke sit.
Lidt anstrengt venligt, har jeg set
og føler mig beskidt.

Jeg sidder der dog dag for dag
forskanset bag mit bord;
min tid passerer, sag for sag -
jeg orker ikke spor.

"Du må forstå ..." "Men hvad? Hvornår
sku' jeg ha' svigtet jer?"
"Den snak, der gennem gangen går,
vi vil ej vide mer."

"Vi ved, at du var syg, hvor hårdt
du har dig kæmpet op;
men snakken går, og det er noget lort,
de andre siger stop."

"Du *ved* jo, at du kan sige til
hvis du har brug for råd. 
Men hvem kan vende ryggen til,
som hører sådan noget?"

Endnu jeg hører den lede røst
den hele lange vej.
"Vi håber, det kan være en trøst
at vi vil savne dig!"




Alene vandrer jeg afsted,
når endelig mit hjem;
har ingen tårer at græde med,
jeg trænger til et klem.

Jeg ser dem komme hjem, de små
igennem tågeskyen;
mit hår er falmet, huden grå
jeg vakler gennem byen.

Om dagen vask og skole tager 
det meste af min tid;
og så, når sent lidt ro jeg har
så stopper al min flid.

Jeg slæber mig fra A til B,
til møder og kontrol -
den ene vil min seng bese, 
den næste spørger kold

hvornår jeg mon er frisk igen
som var jeg idiot.
Lidt "hjælp" jeg får til pigerne, men:
Som var jeg idiot.

Jeg kryber bag min tåremur,
jeg fatter ingenting.
Min fremtid er en dyb tortur,
det hele går i ring.

Jeg gruer stadig for den dag
da tåremuren brast.
Derfor jeg maler lag på lag
med rødvin som kontrast.

Carsten Agger


11. Apr 2013

På vegne af danskere, der ikke følger traditionen om, hvad det vil sige at være dansk

 
– frit efter George William Russell (1867-1935)

Udanske er vi, siger de,
fordi vore længsler strejfer vidt
fra deres glemte harmoni,
den gamle drøm, som nu er slidt.

Vor store fortid ejer de,
hvert råd, hver dåd, hvert ry, hver by
hvis storheds dage er forbi
men endnu overgår det ny.

De maner fortidsånder frem
fra grave, hvor vore helte lå.
De genfortæller, former dem
vil mønt på deres tårer slå.

Og de vil drage os med ind
i deres gamle klagesang,
som med en udslukt ild i sind
en død kultur fra graven tvang.

En dødekult er ej en kult 
som vore hjerter gerne så,
skønt fortidsheltene blev fulgt
af ham med tornekronen på.

Vi svarer dem med hånlig trods:
"Vi er ej blot af dette land!
For kimen til noget nyt vi slås,
en verden født af livets vand!

For os er Danmark meget mere
end det, vi indtil nu har set;
vore fremtidshåb er også flere 
end gamle sagn om set og sket.

Hver slægt kan følge slægters gang
og lyde deres fædres skik -
kan bøje sig for tidens tvang
og traditionens rå logik.

Dén trygge ro er ej for os -
de få, vi er, vil mødes i
vor troskab til dén livets fos,
det lys, vi mærker indeni.

Vi vil ej noget dansk forsmå,
men vil dog hellere kæmpe for
det Nyes spæde kim så små
end gøre svunden storhed vor.

Vi fører intet banner frem,
vil kun de unge ét råde give:
Hav dog jeres hjertes dør på klem
for Livets gyldne kætteri.

Gendigtet af Carsten Agger 
efter Russells digt "On behalf of some Irishmen not followers of tradition".

Dette digt blev torsdag d.11. marts oplæst til Åben Poetisk Scene i Løve's Bog- og Vin-café, Nørregade i Århus sammen med Gå gennem ild og Tanker om kvinden.


05. Apr 2013

Gå gennem ild

 
Skønt de store træer står
skyggefulde hvor du går
selv i skyggen af et blad
søg ej ly! søg ej ly! søg ej ly!
Gå gennem ild! gennem ild! gennem ild!

Du må aldrig blive træt
hvil dig aldrig, glad og mæt
du må aldrig give fortabt,
sværg det nu! sværg det nu! sværg det nu!
Gå gennem ild! gennem ild! gennem ild!

Hvilket skue er det ej:
Mennesket vandrer på sin vej
tårer, sved og blod har ham
gennemblødt! gennemblødt! gennemblødt!
Gå gennem ild! gennem ild! gennem ild!

Harivansh Rai Bachchan (1907-2003)
Oversat af Carsten Agger
Dette er et bud på en oversættele af Bachchans berømte digt Agnipath.

Digtet kom i 1990 til at danne grundlag for en film med digterens søn Amitabh Bachchan i hovedrollen.

På klippet herunder kan du høre Amitabh læse digtet på det originale hindi.


07. Jan 2013

Warning!

 
Pure at heart we wander now:  
Comrade on the quest divine,  
Turn not from the stars your brow  
That your eyes might rest on mine.  
    
Pure at heart we wander now:  
We have hopes beyond to-day;  
And our quest does not allow  
Rest or dreams along the way.  
    
We are, in our distant hope,  
One with all the great and wise:  
Comrade, do not turn or grope  
For some lesser light that dies.  
    
We must rise or we must fall  
Love can know no middle way:  
If the great life do not call,  
Then is sadness and decay.  
    
AE (George William Russell) 1867-1935   


18. Dec 2012

Tanker om kvinden

 
I.
Tanker om kvinden, der kaster sin krop
dybt i nattens mørke.

II.
Lysten trækker våde spor
på de blanke vorter.
Tyst hun ligger, uden ord
sig blufærdigt blotter.

III.
Jeg vil åbne nattens hvælv
til den dybe hule
hvor vi ofte fandt os selv
ensomt i vor kugle.

IV.
Dybt i dig jeg trænger ind
falder i det sorte,
mærker lystens hede vind
rase løs langt borte.

V.
Der er dig, og der er mig
der er hele verden.
Tag mig nu, så bærer jeg
vores barselssmerte.

VI.
Luk mig hele vejen ned
til dit smukke indre.
Gør mig ør af elskov hed:
Lad vor stjerne tindre.

VII.
Lad mig synke og til sidst
smelte uden spor.
Lad mig mærke hver en gnist
mærke uden ord.

Carsten Agger


14. Jun 2012

Jeg elsker dette smukke, grønne land

 
Oplæst til Åben Poetisk Scene på Løve's, den 14. juni 2012.

Digtet er skrevet med W. B. Yeats' Song of Wandering Aengus i tankerne, men handler måske om en anden form for længsel (uden sammenligning i øvrigt).


Jeg elsker dette smukke, grønne land -
det paradis af fuglesang og fred,
som ligger skjult bag havets mørke vand.

Jeg knæler ned på klittens varme sand
og glæder mig, fordi jeg ved besked -
jeg elsker dette smukke, grønne land.

Hvem ved, om jeg mon finde kan,
den dybe, klare sindets ensomhed
som ligger skjult bag havets mørke vand?

Jeg vandrer, til jeg bliver en gammel mand,
for livet er min store kærlighed.
Jeg elsker dette smukke, grønne land.

Jeg vandrer stadig rundt, jeg gamle mand,
men finder nok en dag til haven ned
som ligger skjult bag havets mørke vand.

Jeg søger, håber i min uforstand
til sidst at huske livets hemmelighed.
Jeg elsker dette smukke, grønne land
som ligger skjult bag havets mørke vand.

Carsten Agger


01. May 2012

Kill money

 
På denne 1. maj:

KILL MONEY


Kill money, put money out of existence.
It is a perverted instinct, a hidden thought
which rots the brain, the blood, the bones, the stones, the soul.
 
Make up your mind about it:
that society must establish itself upon a different principle
from the one we've got now.

We must have the courage of mutual trust.
We must have the modesty of simple living.
And the individual must have his house, food and fire all free like a bird

D.H. Lawrence (1885-1930)


28. Apr 2012

Money is our Madness

 

Money is our madness, our vast collective madness.

And of course, if the multitude is mad
The individual carries his own grain of insanity around with him.

I doubt if any man living hands out a pound note without a pang;
And a real tremor, if he hands out a ten-pound note.
We quail, money makes us quail.
It has got us down, we grovel before it in strange terror.
And no wonder, for money has a fearful cruel power among men.

But it is not money we are terrified of,
it is the collective money - madness of mankind.
For mankind says with one voice: How much is he worth?
Has he no money? Then let him eat dirt, and go cold -

And if I have no money, they will give me a little bread,
So I do not die,
but they will make me eat dirt for it.
I shall have to eat dirt, I shall have to eat dirt
if I have no money

It is that I am afraid of.
And that fear can become a delirium.
It is fear of my money-mad fellow-man.

We must have some money
To save us from eating dirt.

And this is wrong.

Bread should be free,
shelter should be free,
fire should be free
to all and anybody, all and anybody, all over the world.

We must regain our sanity about money
before we start killing one another about it .
It’s one thing or the other.

D. H. Lawrence (1885-1930)


<< Sidste 10    Næste 10 >>