– fordi tiden kræver et MODSPIL



18. Aug 2008

Landet uden fortid? - om gamle huse, landbohistorie og dens konsekvenser

 
Astrup Præstegård, opført 1777
Foto: Astrup Præstegård, opført 1777

Siden jeg flyttede til Solbjerg har jeg set en del til Danmark på landet - landsbyer, marker, skove og hvad man ellers har.

Som jeg vist før har været inde på, er området omkring Solbjerg ikke særligt smukt: Der er fladt, med få enge og mange kornmarker, spredte og små skove afbrudt af kæmpegårde med monumentale siloer og gylletanke. Landsbyerne er først og fremmest uskønne og fremviser arkitektonisk en blanding af landbrug, typehuse fra det 20. århundrede og enkelte stråtækte karle- eller husmandsboliger.

For nogle måneder siden slog en enkel observation ned i mig: Når landsbyerne ofte er så lidet tiltrækkende er en af grundene, at der ingen gamle huse er nogen steder.

Observationen er umiddelbart gjort her i området syd for Århus, men lader sig ud fra mit kendskab til resten af landet forholdsvis let generalisere: Bortset fra kirker er der i Danmark ingen gamle bygninger ude på landet.

For at retfærdiggøre denne påstand må jeg hellere være lidt mere specifik: Mange landsbyer har "nye" kvarterer, der er skudt op i 70erne eller senere, og her kan der naturligvis ikke være nogen "gamle" huse.

Den mest almindelige boligtype i landsbyernes ældre bydele er tilsyneladende parcelhuse fra første halvdel af det 20. århundrede - i dag kørte jeg f.eks. forbi "Højbo, 1931" i landsbyen Tiset. Mange af de lidt større gårde er opført omkring år 1900, mens de få stråtækte huse og endnu færre bindingsværkshuse typisk rækker tilbage til midten af det 19. århundrede, dvs. tiden omkring 1850.

Men så er det også slut: Der er ikke bare få huse fra før ca. år 1850 - der er ingen.

Den mest markante undtagelser er kirker, der til gengæld ofte er endog meget gamle - kirkerne i de nærliggende landsbyer Astrup, Vitved og Malling er således alle fra 1100-tallet.

Denne mangel på gamle bygninger på landet er så meget mere bemærkelsesværdig, som der ikke er nogen naturlov, der siger, at det skal være sådan: Jeg skrev tidligere om at spise middag på Rhiw Goch Inn nær Trawsfynydd i Wales, som blev opført i 1100-tallet og ombygget ca. 500 år senere.

Det sydlige England er måske ikke ligefrem strøet med gamle landbohuse, men huse, der er meget mere end 200 år gamle, er slet ikke noget særsyn. Den lokale pub har ofte ligget der i 4-500 år, i samme bygning. Hvorfor ser vi ikke noget sådant i Danmark?

Et del af grunden skal måske findes i de undtagelser, der faktisk er: Kirker, men også slotte og herregårde, der ofte er en 4-500 år gamle. I Astrup udmærker præstegården, et flot og meget langt bindingsværkhus, sig ved at være helt fra 1777.

Hvad der ikke er, er huse som landsbyernes og landhusenes almindelige beboere kunne bo i.

Det er ikke, fordi landsbyerne er nye, hvilket også følger af, at kirkerne er så gamle. Dette er naturligvis heller ikke, fordi datidens bønder ikke havde nogen huse at bo i - disse huse er bare ikke bevaret. Men hvorfor er de egentlig ikke det, når herre- og præstegårde samt mange byhuse fra samme tid stadig ligger der?

For at forklare dette, må vi se på forholdene på landet før og umiddelbart stavnsbåndets ophævelse - og, nok så vigtigt, fæste- og hoveribegrebets - afskaffelse.

Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen skrev i 1888 artiklen Billeder af det jyske Landboliv, hvor han forklarer den afgrundsdybe forskel på "nutiden" og "gamle dage" for sin egen samtid. I "gamle dage" havde folk huse at bo i, men de var anderledes. Det var ikke bare det, at entreen var i en tilbygning udenfor, hvor svinenes trug som regel var anbragt, så det kunne stå i læ. Det var i det hele taget andre tider dengang:
Loftet i Stuen bestod tit blot af Bøge- eller Egelægter, som Folkene selv havde kløvet af de skovede Træer. I Gadbjærg var saadanne Lofter meget almindelige. Rummene mellem Lægterne blev smækkede fulde af Ler baade foroven og forneden, og saa havde de et lille Korn Kalk, som de hvidnede Loftet over med nede i Stuen. Paa et saadant Loft kunde der ikke lægges Korn, men det havde man da staaende deroppe i store Halmkurve. Jeg har selv sét et saadant Loft i Ørre Sogn. I Dørene var der KIinkefald af Træ, og disse var fæstede med Trænagler. Søm og andre Jærnsager fandtes næsten ikke. Gryder og Lamper var af Ler, Kakkelovne ligesaa, og man brugte skovede Grebe og Træspader, endogsaa til at skære Tørv med i Mosen. Skovlene var ligeledes af Træ og i det højeste forsynede med en lille Jærnkant yderst i Bladet. Vognene var ikke beslaaede, og i Harverne brugte man Træpinde. Saadanne Harver var ikke allermest skikkede til at klø Jorden, og Avlsredskaberne var af den Beskaffenhed, at man godt kan forstaa, enhver Mand lod den stærke Jord ligge, fordi han ikke kunde magte at drive den. Men tilbage til Boligerne. Gaarden havde i Indhuset gjærne baade et Køkken og et Frammers, begge stenpikkede, hvorimod Stuen og Sovekammeret samt Overstuen havde Lergulv. I denne sidste var gjærne Sandbingen,*) og i Frammerset var Askegraven, en dyb Kule, der flere Steder kun ryddedes hvert Halvaar. Her i Sognet brugte man ogsaa denne til sit naturlige Behov, og de ældre Mænd fortæller, at dette var Skikken endnu for ikke mange Aar siden. Der var en saadan Askegrav i et Par Gaarde i Faarup, da jeg for tolv Aar siden kom dertil. Der var de fleste Steder kun tarveligt Indbo, og allertarveligst maa det efter mit Skjøn have været i Hedeegnene og i Himmerland. Man kan nemlig af de Levninger, der endnu findes, ret vel slutte sig til, hvordan det har været. Jeg har da fundet, at der har været rigest Bohave i Skovegnene og paa Krongodserne.

En gammel Mand vidner: "Mine Forældres gamle Stuehus var saa utæt, at Lyset stadig stod og blavrede paa Bordet, og naar vi kunde hytte os længere om Aftenen, saa gik vi i Seng." I ældre Tid maatte Børnene om Aftenen stadig sidde og pirre i Klynegløderne, for at de voksne kunde se og arbejde ved dem. Længere ned i Tiden fik man Lysesplinde at se ved, og saa skulde Børnene efter Omgang sidde og holde ved dem, tænde nye, efter som de gamle brændte ud, og passe paa at holde Lyset vedlige. Saadan maatte de sidde i timevis. Senere fik man Lamper af Ler med Tran i og Sivvæger, og disse Lamper fastgjordes paa Kakkelovnen eller hængte ned fra Loftet tæt forved denne. Herom samledes da alle, de ældre ved deres Haandarbejde, og Børnene tillige for at øve sig i Læsning. Endelig kom man saa vidt, at man fik Tælle i Faarene, og nogle af dem til Slagt, og som Følge deraf ogsaa Tælle til Lys og Praaser. Der er endnu Folk levende, der har siddet og arbejdet ved Lyseklynene og pirret i dem, og vor nuværende Sogneraadsformand her i Sognet har lært at læse og strikke ved Sivvægen.
Forklaringen på det i sammenligning med f.eks. England ganske bemærkelsesværdige fravær af huse fra før 1850 i det danske landskab synes altså at være trefold:

For det første blev jorden omfordelt i forbindelse med reformerne i årene efter stavnsbundets ophævelse, hvor bønderne i stort tal gik fra at være fæstebønder til at være selvejere. Mange gårde kan dermed formodes at være blevet nedlagt eller flyttet.

For det andet byggede man dengang ikke huse af mursten eller cement, men af træ, ligesom man heller ikke brugte metal, hverken som søm eller til noget som helst andet. Årsagen til dette fremgår ret klart af uddraget af Tang Kristensens artikel: Man havde ganske enkelt ikke råd til den slags.

Endelig fremgår det også ret klart, at husene for det tredje ganske enkelt ikke var værd at bevare - indtil begyndelsen af det 18. århundrede levede hele den danske landbefolkning tilsyneladende i en med vore dages øjne ganske ubeskrivelig elendighed, og det bedste, man kunne gøre ved deres utætte huse, var at rive dem ned, så snart man fik råd til det.

Men hvordan hænger det nu sammen med den omstændighed, at i England findes der rent faktisk gamle huse ude på landet, og det endda ret mange? Var England bare så meget rigere, eller var det en anden type mennesker, der boede i disse landsbyer?

Her er forklaringen nok dobbelt: For det første har man i England rig adgang til klipper, og derfor forholdsvis let adgang til sten, nemlig skifer, kalksten og granit, som byggemateriale.

For det andet var der i Danmark stort set ingen selvejerbønder før stavnsbåndets ophævelse - dette også i modsætning til England, hvor de mange og ofte friere måder at "holde" jord på gjorde det muligt for bønder at tjene flere penge, så de havde råd til at bygge ordentlige huse, hvilket det i Danmark kun var overklassen, der havde råd til.

Om ikke andet er forklaringen på det spørgsmål, vi begyndte med at stille, altså denne: Efter stavnsbåndets ophævelse, inklusive de første ca. 50 år af det 19. århundrede, blev der vendt op og ned på forholdene på landet i Danmark, og alle de elendige, gamle træhuse forsvandt, efterhånden som deres indbyggere døde, og den næste generation fik råd til at bygge nye og mere holdbare huse. Da de sidste af de gamle huse på Tang Kristensens tid stort set var væk, var det en hel æra i Danmarkshistorien, der var sporløst forsvundet.

PS: Jeg er, som det vil fremgå, ikke historiker. Hvis nogen af mine læsere har kommentarer og ikke mindst rettelser til mine spekulationer over, hvorfor der ikke er nogen gamle huse ude på landet, modtages de meget gerne - kommentarfeltet er til for det samme.

Kommentarer:

MikkelA skrev:
18/08/2008 17:13:03

Hæhæ, ja nu er jeg jo så gerne blevet historiker, omend danmarkshistorie i dén grad ikke er mit primærområde, hvorfor jeg kan nok ikke bidrage med det store udover, at jeg ud fra et beskendt kendskab fra et metodefag der inkluderede lidt om emnet - hvorfra jeg utvivlsomt husker alt for lidt - tror du nok har ret i dine antagelser. Efter jordreformerne blev de enkelte bønders marker generelt samlet i enkelte, større enheder (i modsætning til før, hvor de enkelte gårdes lodder typisk lå fragmenteret), hvilket førte til en større udflytning med henblik på optimal dyrkelse af de yderligt liggender marker, der i mange tilfælde opløste den klassiske landsby centreret omkring gadekær og kro med markerne "strålende" i vifteform bagud herfra. Jeg kan huske engang at have fået fortalt (af hvem har jeg desværre glemt), at hvis man vil have et indtryk af den typiske landsby før jordreformerne, er Nordby på Samsø et delvist bevaret eksempel herpå.

Carsten Agger skrev:
19/08/2008 09:06:15

Tak for kommentarerne & oplysningen!

Jeg var inde at kigge på et par turist-sites, og det lader faktisk til, at Nordby på Samsø er rimeligt for ikke at sige enestående "velbevaret", med mange huse tilbage til 17-1800-tallet og den klassiske oval rundt om gadekæret intakt. Må køre forbi, næste gang jeg kommer til Samsø.

Skriv kommentar:

Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.
Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.
 
Name:
URL/Email:
Comments:
ANTI-SPAM: Markér denne box/Please check this box.