– fordi tiden kræver et MODSPIL

16. Mar 2007

Set i byen: Itso og Adams

 
Itso og Adams under Hovedbanegården
Leyla Tamer skriver:
I disse dage, hvor Ungdomshuset er blevet jævnet med jorden, og Christiania skal gøres mondænt, har de to kunstnere Itso og Adams i al hemmelighed haft en lille lejlighed under Hovedbanegården. DSB opdagede hybelen i et ventilationsrum, der ikke er blevet brugt i årevis, og eneste indgang er en lem, der fører ud til spor 12, hvor S-togene kører. Lejligheden, der nu er blevet ryddet, var indrettet ganske pænt, som man kan se, med en masse indrammede billeder på væggen, en S-togsplan, så man ikke får et tog i hovedet i utide, og en køjeseng syet sammen af postsække.

Itso og Adams betegnes som storby Thoreau'er, der har vendt ryggen til forbrugersamfundet, som de til gengæld udnytter på fornemste vis. De bor midt i byen, hvor man ikke må bo, rejser med godstog og har designet deres egen kano. Da de ikke er interesserede i medieopmærksomhed, er det ikke meget, der skrives om dem, men man kan få et glimt af dem og deres hjem under Hovedbanegården i dokumentarfilmen Inside Outside af Nis Boye Rasmussen og Andreas Johnsen. Ellers er der vist ikke andet for end at ønske Itso og Adams held og lykke på deres videre færd i storbyjunglen.
Ja, man kan kun give Leyla ret: Der er åbenbart håb for menneskeheden (og Danmark) endnu.

Kommentarer: