I det hæfte, der følger med CD'en, får sangen bl.a. disse ord med på vejen:
Det var en nat, jeg sad og spillede lidt stille guitar for mig selv uden at tænke på noget særligt. Da mærkede jeg, at der stod en engel bag mig. Ikke bare en almindelig engel. Hun var essensen af kvindens væsen, hun bød mig op til en dans, en Bossa. Hun tog mig hele vejen ind. Ind i den totale accept af en uendelig, strømmende kærlighed. Mens vi dansede, hviskede hun sangens ord i mit øre og sagde, at sådan havde hun gjort ved mange andre, der udtrykker sig gennem musik. Jeg skrev og dansede, jeg elskede og sansede på samme tid. Sangen til kvinden, hendes kærlighed, kraft og væsen. Jeg kunne mærke de uendelige, transformerende, kraftfulde muligheder, der findes i det ægte møde mellem manden og kvinden. Der hvor det er ren kraft, sjæl, intensitet, nærvær og polaritet. Hvor en han er en han, og en hun er en hun (...), hvor ego'et ikke kan være med, fordi det slet ikke forstår sjælens verden.
Me llaman Calle,
pisando baldosas,
la revoltosa y tan perdida.
Me llaman Calle,
calle de noche,
calle de día.
Me llaman Calle,
voy tan cansada,
voy tan vacía,
como maquinita
por la gran ciudad.
Me llaman Calle,
me subo a tu coche,
me llaman Calle de malegría.
Calle dolida,
calle cansada de tanto amar.
Voy calle abajo,
voy calle arriba,
no me rebajo ni por la vida.
Me llaman Calle y ese es mi orgullo,
yo sé que un día llegará,
yo sé que un día vendrá mi suerte,
un día me vendrá a buscar
a la salida un hombre bueno
pa to la vida y sin pagar
mi corazón no es de alquila.
Me llaman Calle,
me llaman Calle
calle sufrida,
calle tristeza de tanto amar.
Me llaman Calle
calle más calle.
Me llaman Calle
siempre atrevida
me llaman Calle
de esquina a esquina.
Me llaman Calle
bala perdida
asi me disparó la vida.
Me llaman Calle
del desengaño
calle fracaso, calle perdida.
Me llaman Calle
vas sin futuro
Me llaman Calle
va sin salida
Me llaman Calle
calle más calle
las tres mujeres de la vida
suben pa bajo
bajan pa arriba
como martinita por la gran ciudad.
Me llaman Calle
me llaman Calle
calle sufrida
calle tristeza de tanto amar
Me llaman Calle
calle más calle.
Me llaman siempre
y a cualquier hora,
me llaman guapa
siempre a deshora,
me llaman puta
también princesa
me llaman calle sin nobleza.
Me llaman Calle
calle sufrida,
calle perdida de tanto amar.
Me llaman Calle
me llaman Calle
calle sufrida
calle tristeza de tanto amar.
Me llaman Calle
me llaman Calle
calle sufrida
calle tristeza de tanto amar.
Me llaman Calle
me llaman Calle
calle sufrida
calle tristeza de tanto amar.
Me llaman Calle
me llaman Calle
calle sufrida
calle tristeza de tanto amar...
Af Manu Chao, igen fra CD'en La Radiolina - CD'en har en officiel YouTube-side, hvor en del af dens sange kan høres.
Landet uden fortid? - om gamle huse, landbohistorie og dens konsekvenser
Foto: Astrup Præstegård, opført 1777
Siden jeg flyttede til Solbjerg har jeg set en del til Danmark på landet - landsbyer, marker, skove og hvad man ellers har.
Som jeg vist før har været inde på, er området omkring Solbjerg ikke særligt smukt: Der er fladt, med få enge og mange kornmarker, spredte og små skove afbrudt af kæmpegårde med monumentale siloer og gylletanke. Landsbyerne er først og fremmest uskønne og fremviser arkitektonisk en blanding af landbrug, typehuse fra det 20. århundrede og enkelte stråtækte karle- eller husmandsboliger.
For nogle måneder siden slog en enkel observation ned i mig: Når landsbyerne ofte er så lidet tiltrækkende er en af grundene, at der ingen gamle huse er nogen steder.
Observationen er umiddelbart gjort her i området syd for Århus, men lader sig ud fra mit kendskab til resten af landet forholdsvis let generalisere: Bortset fra kirker er der i Danmark ingen gamle bygninger ude på landet.
For at retfærdiggøre denne påstand må jeg hellere være lidt mere specifik: Mange landsbyer har "nye" kvarterer, der er skudt op i 70erne eller senere, og her kan der naturligvis ikke være nogen "gamle" huse.
Den mest almindelige boligtype i landsbyernes ældre bydele er tilsyneladende parcelhuse fra første halvdel af det 20. århundrede - i dag kørte jeg f.eks. forbi "Højbo, 1931" i landsbyen Tiset. Mange af de lidt større gårde er opført omkring år 1900, mens de få stråtækte huse og endnu færre bindingsværkshuse typisk rækker tilbage til midten af det 19. århundrede, dvs. tiden omkring 1850.
Men så er det også slut: Der er ikke bare få huse fra før ca. år 1850 - der er ingen.
Den mest markante undtagelser er kirker, der til gengæld ofte er endog meget gamle - kirkerne i de nærliggende landsbyer Astrup, Vitved og Malling er således alle fra 1100-tallet.
Denne mangel på gamle bygninger på landet er så meget mere bemærkelsesværdig, som der ikke er nogen naturlov, der siger, at det skal være sådan: Jeg skrev tidligere om at spise middag på Rhiw Goch Inn nær Trawsfynydd i Wales, som blev opført i 1100-tallet og ombygget ca. 500 år senere.
Det sydlige England er måske ikke ligefrem strøet med gamle landbohuse, men huse, der er meget mere end 200 år gamle, er slet ikke noget særsyn. Den lokale pub har ofte ligget der i 4-500 år, i samme bygning. Hvorfor ser vi ikke noget sådant i Danmark?
Et del af grunden skal måske findes i de undtagelser, der faktisk er: Kirker, men også slotte og herregårde, der ofte er en 4-500 år gamle. I Astrup udmærker præstegården, et flot og meget langt bindingsværkhus, sig ved at være helt fra 1777.
Hvad der ikke er, er huse som landsbyernes og landhusenes almindelige beboere kunne bo i.
Det er ikke, fordi landsbyerne er nye, hvilket også følger af, at kirkerne er så gamle. Dette er naturligvis heller ikke, fordi datidens bønder ikke havde nogen huse at bo i - disse huse er bare ikke bevaret. Men hvorfor er de egentlig ikke det, når herre- og præstegårde samt mange byhuse fra samme tid stadig ligger der?
For at forklare dette, må vi se på forholdene på landet før og umiddelbart stavnsbåndets ophævelse - og, nok så vigtigt, fæste- og hoveribegrebets - afskaffelse.
Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen skrev i 1888 artiklen Billeder af det jyske Landboliv, hvor han forklarer den afgrundsdybe forskel på "nutiden" og "gamle dage" for sin egen samtid. I "gamle dage" havde folk huse at bo i, men de var anderledes. Det var ikke bare det, at entreen var i en tilbygning udenfor, hvor svinenes trug som regel var anbragt, så det kunne stå i læ. Det var i det hele taget andre tider dengang:
Loftet i Stuen bestod tit blot af Bøge- eller Egelægter, som Folkene selv havde kløvet af de skovede Træer. I Gadbjærg var saadanne Lofter meget almindelige. Rummene mellem Lægterne blev smækkede fulde af Ler baade foroven og forneden, og saa havde de et lille Korn Kalk, som de hvidnede Loftet over med nede i Stuen. Paa et saadant Loft kunde der ikke lægges Korn, men det havde man da staaende deroppe i store Halmkurve. Jeg har selv sét et saadant Loft i Ørre Sogn. I Dørene var der KIinkefald af Træ, og disse var fæstede med Trænagler. Søm og andre Jærnsager fandtes næsten ikke. Gryder og Lamper var af Ler, Kakkelovne ligesaa, og man brugte skovede Grebe og Træspader, endogsaa til at skære Tørv med i Mosen. Skovlene var ligeledes af Træ og i det højeste forsynede med en lille Jærnkant yderst i Bladet. Vognene var ikke beslaaede, og i Harverne brugte man Træpinde. Saadanne Harver var ikke allermest skikkede til at klø Jorden, og Avlsredskaberne var af den Beskaffenhed, at man godt kan forstaa, enhver Mand lod den stærke Jord ligge, fordi han ikke kunde magte at drive den. Men tilbage til Boligerne. Gaarden havde i Indhuset gjærne baade et Køkken og et Frammers, begge stenpikkede, hvorimod Stuen og Sovekammeret samt Overstuen havde Lergulv. I denne sidste var gjærne Sandbingen,*) og i Frammerset var Askegraven, en dyb Kule, der flere Steder kun ryddedes hvert Halvaar. Her i Sognet brugte man ogsaa denne til sit naturlige Behov, og de ældre Mænd fortæller, at dette var Skikken endnu for ikke mange Aar siden. Der var en saadan Askegrav i et Par Gaarde i Faarup, da jeg for tolv Aar siden kom dertil. Der var de fleste Steder kun tarveligt Indbo, og allertarveligst maa det efter mit Skjøn have været i Hedeegnene og i Himmerland. Man kan nemlig af de Levninger, der endnu findes, ret vel slutte sig til, hvordan det har været. Jeg har da fundet, at der har været rigest Bohave i Skovegnene og paa Krongodserne.
En gammel Mand vidner: "Mine Forældres gamle Stuehus var saa utæt, at Lyset stadig stod og blavrede paa Bordet, og naar vi kunde hytte os længere om Aftenen, saa gik vi i Seng." I ældre Tid maatte Børnene om Aftenen stadig sidde og pirre i Klynegløderne, for at de voksne kunde se og arbejde ved dem. Længere ned i Tiden fik man Lysesplinde at se ved, og saa skulde Børnene efter Omgang sidde og holde ved dem, tænde nye, efter som de gamle brændte ud, og passe paa at holde Lyset vedlige. Saadan maatte de sidde i timevis. Senere fik man Lamper af Ler med Tran i og Sivvæger, og disse Lamper fastgjordes paa Kakkelovnen eller hængte ned fra Loftet tæt forved denne. Herom samledes da alle, de ældre ved deres Haandarbejde, og Børnene tillige for at øve sig i Læsning. Endelig kom man saa vidt, at man fik Tælle i Faarene, og nogle af dem til Slagt, og som Følge deraf ogsaa Tælle til Lys og Praaser. Der er endnu Folk levende, der har siddet og arbejdet ved Lyseklynene og pirret i dem, og vor nuværende Sogneraadsformand her i Sognet har lært at læse og strikke ved Sivvægen.
Forklaringen på det i sammenligning med f.eks. England ganske bemærkelsesværdige fravær af huse fra før 1850 i det danske landskab synes altså at være trefold:
For det første blev jorden omfordelt i forbindelse med reformerne i årene efter stavnsbundets ophævelse, hvor bønderne i stort tal gik fra at være fæstebønder til at være selvejere. Mange gårde kan dermed formodes at være blevet nedlagt eller flyttet.
For det andet byggede man dengang ikke huse af mursten eller cement, men af træ, ligesom man heller ikke brugte metal, hverken som søm eller til noget som helst andet. Årsagen til dette fremgår ret klart af uddraget af Tang Kristensens artikel: Man havde ganske enkelt ikke råd til den slags.
Endelig fremgår det også ret klart, at husene for det tredje ganske enkelt ikke var værd at bevare - indtil begyndelsen af det 18. århundrede levede hele den danske landbefolkning tilsyneladende i en med vore dages øjne ganske ubeskrivelig elendighed, og det bedste, man kunne gøre ved deres utætte huse, var at rive dem ned, så snart man fik råd til det.
Men hvordan hænger det nu sammen med den omstændighed, at i England findes der rent faktisk gamle huse ude på landet, og det endda ret mange? Var England bare så meget rigere, eller var det en anden type mennesker, der boede i disse landsbyer?
Her er forklaringen nok dobbelt: For det første har man i England rig adgang til klipper, og derfor forholdsvis let adgang til sten, nemlig skifer, kalksten og granit, som byggemateriale.
For det andet var der i Danmark stort set ingen selvejerbønder før stavnsbåndets ophævelse - dette også i modsætning til England, hvor de mange og ofte friere måder at "holde" jord på gjorde det muligt for bønder at tjene flere penge, så de havde råd til at bygge ordentlige huse, hvilket det i Danmark kun var overklassen, der havde råd til.
Om ikke andet er forklaringen på det spørgsmål, vi begyndte med at stille, altså denne: Efter stavnsbåndets ophævelse, inklusive de første ca. 50 år af det 19. århundrede, blev der vendt op og ned på forholdene på landet i Danmark, og alle de elendige, gamle træhuse forsvandt, efterhånden som deres indbyggere døde, og den næste generation fik råd til at bygge nye og mere holdbare huse. Da de sidste af de gamle huse på Tang Kristensens tid stort set var væk, var det en hel æra i Danmarkshistorien, der var sporløst forsvundet.
PS: Jeg er, som det vil fremgå, ikke historiker. Hvis nogen af mine læsere har kommentarer og ikke mindst rettelser til mine spekulationer over, hvorfor der ikke er nogen gamle huse ude på landet, modtages de meget gerne - kommentarfeltet er til for det samme.
Jeg er blevet "tagget", som det hedder, og selvom jeg ikke altid gider de her bloglege, er den meget sjov denne gang, så vi lader den passere.
Faktisk har jeg ladet den passere så længe, at jeg er blevet tagget ikke mindre end to gange, nemlig af Paw Hedegaard Amdisen (og det var helt tilbage ved den 13. maj - ancient history!) og af Christoffer Gertz Bech (11. juni). Ideen i denne virale tagleg er:
1. Ræk ud efter den nærmeste bog
2. Slå op på side 123
3. Find den femte sætning på denne side
4. Læg denne og de følgende to sætninger ud på din weblog sammen med disse instruktioner.
5. Kommentér citatet.
6. Tag fem andre personer og kreditér den som taggede dig.
Nuvel, nu er jeg blevet tagget to gange, så det må jo dreje sig om to bøger, nemlig den, der var nærmest, da Paw taggede mig, og herefter den, der var nærmest, da Christoffer gjorde det.
Da Paw taggede mig og jeg læste det, var den nærmeste bog The Feyman Lectures on Gravitation af Richard P. Feynman et al, og fra den femte sætning på side 123 heddder det:
"This is usually derived from calculating the flow from Poynting's theorem far away, and it is only valid for cyclic motions, or at least motions which do not grow forever in time (as a constant acceleration does). It does not suffice to tell us "when" the energy is radiated. This can only be determined by finding the force of radiation resistance, which is 2/3 e2/c3a."
Feynman taler her om, hvordan det kan være rigtigt, at man ikke kan kende forskel på, om et legeme eller et system udsættes for uniform acceleration eller er i hvile i et inertialsystem, når nu vi ved, at elektrisk ladede legemer udsender elektromagnetisk stråling under acceleration.
Pointen er, at den sædvanlige formel for elektromagnetisk stråling fra en ladet partikel er udledt under forudsætning af cirkelbevægelser og andre cykliske bevægelser, hvor det primært er hastighedens retning og ikke så meget dens størrelse, der ændres ved accelerationen.
Den acceleration, der er tale om i Einsteins ækvivalensprincip (dvs. princippet om, at man ikke kan kende forskel på et tyngdefelt og så uniform acceleration i en elevator, ligesom man ikke kan kende forskel på vægtløshed og frit fald i en elevator) er rent lineær, dvs. den øger kun farten uden at ændre retning, og under de omstændigheder vil partiklen ikke udsende nogen stråling, som Feynman straks efter giver sig til at vise.
Da Christoffer taggede mig, var den nærmeste bog A.L. Bashams The Wonder that was India, og fra femte sætning på 123 læser vi:
Buddhism was specially popular with the mercantile classes, who stood to lose much from constant warfare, and the passing and rare references to the evils of war in Buddhist texts may in part represent the mild protest of the vaisyas against the continual campaigning which interfered with their trading ventures. In any case war was generally accepted as a normal activity of the state, even by Buddhist kings. The doctrine of non-violence, which in medieval India had become very influential, and had made most of the respectable classes vegetarian, was never at this time taken to forbid war or capital punishment.
Kommentar: Indien bestod det meste af sin historie af et kludetæppe af mindre kongeriger, hvor den centrale magt typisk var uddelegeret til vasaller, dvs. nabokonger. Hovedreglen ved erobring var, at den erobrede blev gjort til vasal og hermed skatskyldig, men ellers blev alt ved det gamle.
Da den herskende klasse var krigere, betød det, at krige og erobringer konstant bølgede frem og tilbage, uden at nogen nogensinde for alvor samlede landet. Asoka var den, der kom tættest på, men hans rige gik i opløsning straks efter hans død, et typisk træk i indisk historie.
Selvom der var en tendens til, at krigene lod civilbefolkningen være i fred og mest bestod af bravado og tvekampe, var det ikke altid sådan - og de øvrige klasser kunne af og til have deres grunde til at være trætte af det.
Nye religioner som f.eks. buddhismen og jainismen kunne så bl.a. repræsentere disse andre klassers ønsker om en mere fredelig samfundsudvikling - Asoka roste sig da netop også af at have lagt krigen på hylden for i stedet at helligere sig en fredelig erobring af verden for buddhismen.
Jeg bliver somme tider spurgt, hvordan det er at bo i Solbjerg. En bekendt sagde, at det lød smukt og som det helt rigtige sted for mig at være.
Lad os dvæle lidt ved navnet: Sol-bjerg - Solens bjerg. Bjerget, hvor åndens sol lyser på menneskene. Man kan vende navnet om: Månedal.
Måske det er et forhekset sted: Om dagen stedet, hvor åndens sol kan skinne på menneskene. Om natten og i mine drømme Månens dal, hvor underlige ting lurer i skyggerne, fuld af farer, der når som helst kan opsluge dig, og en fascinerende, fremmed skønhed.
Kigger man ud af vinduet eller vover sig ud at gå en tur, finder man en blanding af landsbymiljø og kvælende, dansk forstadsnormalitet: Skole, idrætsforening, parcelhuse, gammeldags landsbyhuse (ingen gårde).
Men ser man sig omkring, dukker underlige ting op. Den nærliggende landsby Tiset hed oprindelig Thiswith, Tyrs Skov, og den senere Maria-kilde umiddelbart uden for byen - en hellig kilde, hvortil barnløse, gifte kvinder langt op i middelalderen valfartede, og hvor de med jomfru Marias og udvalgte unge mænds assistance overvandt deres barnløshed - var formentlig oprindelig en frugtbarhedskult med rødder langt tilbage i førkristen tid.
Nær Tiset ligger Ravnholt, hvis navn giver associationer til de mystiske, uhyggelige fugle, der var krigs- og dødsguden Odins sendebude, og som var en fast gæst ved tingstederne, hvor de hakkede i de henrettede forbryderes lig. Tingstedet finder ca. to kilometer fra Ravnholt:Tingskoven, en lille skov, hvor tingstedet lå, og man kunne risikere at blive hængt, hvis man ikke passede på.
Også i dag er Tingskoven fuld af ravnefugle, ikke ravne (som er ret sjældne i vore dage) men råger, der hænger skræppende i træernes kroner, når man kører forbi.
Hvem siger, at eventyret er dødt, og at Solbjerg ikke kan være både Sol-bjerg og Måne-dal midt i parcelhusvirkeligheden? Jeg går i fakta og lever både i den virkelighed, jeg bærer inde i mig og den, jeg deler med mine medmennesker, og en skønne dag sætter jeg mig ned med nogle af mine medmennesker og lader deres virkelighed flyde over i min, min i deres, og det er på en måde det største eventyr af alle.
Men i eventyrene har man jo riddere, der redder prinsesser og dræber menneskeædende monstre, og den slags findes jo slet ikke mere, hvis de da nogensinde har gjort det?
Tjah - vi har et mangehovedet uhyre med et øje i hvert hjem, der dag ud og dag ind prædiker, at det kan være okay at trække vore børn i uniform og sende dem ned at slå fremmede ihjel. Vi har et socialt system, der holder tusinder af mænd og kvinder fangen og tvinger dem til at udføre meningsløst arbejde for ikke at sulte ihjel, og endnu en tre- eller femhovedet Medusa, der forvandler folks hjerter til sten og sår splid mellem os og vore brødre med anden etnisk baggrund eller religion. Selv i moderne tid er der altså ingen mangel på menneskeædende uhyrer. Det eneste vi for alvor mangler er vist (figurativt, om man vil) riddere, der formår at dræbe disse drager. Eventyret er ikke dødt, hverken på godt eller ondt, og graver vi lidt forskellige steder - i stednavne, i historien, og på bagsiden af de ord, vi beskriver vore omgivelser med - pibler det frem alle vegne.
Skriver jeg her i Solbjerg, Solens bjerg, hvor åndens lys kan skinne på menneskene - ligesom den kan alle andre steder. Og samtidig et på én gang godt, meget fredeligt og lidt kedeligt sted at bo.
Verdens undergang er nært forestående. Det mener i hvert fald to amerikanske "forskere", hvoraf den ene er advokat med en førstedel i biologi, hvorfor de har besluttet at lægge sag an mod CERN for at få stoppet centrets planlagte "Large Hadron Collider" (LHC).
[Sagsøgerne] frygter, at acceleratoren kan skabe et såkaldt sort hul, der kan suge hele Jorden, måske endda hele Universet, til sig.
Ifølge en af sagsøgerne, Walter Wagner, der har forsket i kosmisk stråling på det californiske Berkeley-universitet, er det ikke sikkert, at det sorte hul bliver til virkelighed. Men det er er en risiko, mener han, og derfor har han stævnet Cern, som står bag den 27 km lange og 22 mia. kr. dyre partikelaccelerator, LHC, ved retten i Honolulu.
Kravet er, at partikelacceleratoren ikke tages i brug, før der ligger en ordentlig risikovurdering. Der er lavet flere gennemgange af risikoen ved eksperimenterne i LHC. Walter Wagner hævder, at undersøgelserne er stærkt mangelfulde, og at partikelacceleratoren forbryder sig mod EU’s forsigtighedsprincip.
Methinks de tager det lidt for alvorligt, selvom artiklen også gør opmærksom på, at CERNs ledelse ikke behøver at ofre mange søvnløse nætter på, hvad retten i Honolulu nu måtte finde på at beslutte.
Fysiker og anerkendt skarpretter af dårlig videnskab i medierne Bob Park ripper anderledes op i retssagens "relevans" og karakteren af den fare, verden svæver i:
LHC: A KNIGHT ERRANT TILTS AT HIGH-ENERGY WINDMILL.
Technology has changed in the 400 years since Cervantes first told the story of Don Quixote. Windmills are now particle accelerators and the knight's lance is a federal court injunction, but the plot is the same.
It begins with a befuddled lawyer in Hawaii named Walter Wagner. Having read far too much science fiction as a youth, Wagner fantasizes that he is a physicist by virtue of an undergraduate biology degree with a minor in physics. Accompanied by Sancho, his loyal TA, Wagner embarks on an adventure to slay the Large Hadron Collider (LHC), a doomsday machine that he believes is posed to destroy the world by creating a black hole. He seems to have forgotten the last time he tried this. In 1999 Wagner warned that RHIC, the Relativistic Heavy Ion Collider at Brookhaven National Laboratory, must be slain lest it create a black hole. The then BNL director, Jack Marburger, named a distinguished panel of physicists to investigate. Their report noted that nature has been conducting the relevant safety test for billions of years by colliding heavy-ion cosmic rays with the moon. It concluded that creation of a black hole is "effectively ruled out by the persistence of the Moon".
Og hvad kan man så lære af det? At verden er fuld af idioter og nogle af dem elsker at lave larm, og at Jyllands-Postens journalist Morten Vestergaard er for ukritisk i sin vinkling af de to "forskeres" bekymring. Ellers intet nyt under solen.
Dobbeltspalteeksperimentet - Doctor Quantum and the Double Slit
Opfører ting sig forskelligt, alt efter om der er nogen, der observerer dem eller ej? Og gælder det også for mikroskopiske fænomener?
En fremragende præsentation af de paradokser, der i første halvdel af det 20. århundrede revolutionerede fysikken og førte frem til vore dages kvantefysik.
![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
