– fordi tiden kræver et MODSPIL

30. Jun 2007

Chalte Chalte

 
Chalte Chalte
Hvor de tidligere omtalte Kuch Kuch Hota Hai og Dilwale Dulhania Le Jayenge kan ses som klassiske Bollywood-kærlighedshistorier mellem to i begyndelsen umage elskende, er Chalte Chalte den lidt mindre naive historie om, hvordan det går det umage par efter ægteskabets indgåelse, når hverdagen indfinder sig.

Raj Mathur er en self-made man, indehaver af et transport-firma, han selv har banket op fra en fattig baggrund. Raj (spillet af Shahrukh Khan) forelsker sig hals over hoved i Priya (Rani Mukherjee), en modedesigner fra en hovedrig familie, som han en dag er lige ved at køre ind i med sin lastbil.

Priya er betaget af den unge mand, men skal snart forloves med barndomsvennen Sameer (Jas Arora). Da hun tager afsted til forlovelsen i familiens hus i Grækenland, følger Raj efter for at overtale hende til at gifte sig med ham i stedet - hvilket ikke overraskende (hvis man kender denne type film) lykkes trods stor modstand fra især Priyas mor, der ser mere end skævt til den unge opkomling.

Det unge par flytter sammen i en sky af lykke. Efter et år knager forholdet imidlertid kraftigt: Raj er rodet, uformel og meget jordnær, hvor Priya er vant til at leve i et rigmandshjem med styr på tingene; Priya er som modedesigner vant til at være udadvendt, hvor Raj ikke bryder sig om hendes high society-cirkler og foretrækker sine egne mere jordnære venner. Det bliver hurtigt klart, at de lever mere eller mindre som hund og kat: Skænderier afbrudt af forsoning afbrudt af skænderier afbrudt af ...

Chalte Chalte Galt går det imidlertid, da Rajs firma er ved at gå konkurs, og Priya bag hans ryg låner de penge, der mangler - af sin tidligere forlovede.

Raj er meget prikken med hendes families velstand, og har altid nægtet at tage imod nogen form for økonomisk hjælp overhovedet. Hans stolthed har fået et knæk, og efter et kort amokløb til en fest tager Priya grædende hjem til sine forældre.

Men - til syvende og sidst, og deres forskelligheder til trods, elsker Raj og Priya jo hinanden. Hvordan og hvor længe kan de leve uden at være sammen?

Chalte Chalte CHALTE CHALTE ("Mens vi er på vej") er ikke nogen stor film, men hvis man kan nøjes med mindre, er den en hyggelig og livsglad komedie - godt hjulpet på vej ikke mindst af Rajs farverige naboer og kolleger. Shahrukh Khan ses her i en noget mere sammensat og sårbar rolle end i hans øvrige romancer, hvor den fortryllende Rani Mukherjee lever op til sin egen (høje) standard.

I birollerne holdt jeg mest af den evige klovn Johnny Lever som drukkenbolten, der altid synger den samme sang, nemlig titelsangen fra Dilwale Dulhania Le Jayenge: Live once, die once, get married once, love once ... and sing one song, som Raj kommenterer.

En som sagt hyggelig og livsbekræftende fortælling om nogle af de strabadser, som kærligheden også skal overvinde: Det forekommer lige så sikkert, at Raj er Priya er nødt til at skændes, som at de er nødt til at være sammen; læg hertil en smuk musikside med flere gode sange, og vi har en god lille film, der sagtens kan anbefales.
Chalte Chalte
CHALTE CHALTE, Indien 2003. Instrueret af Aziz Mirza med manuskript af Aziz Mirza og Robin Bhatt. Hindi/urdu med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.

Kommentarer: