Kingdom of Heaven

 

Rune Engelbreth Larsen bringer på sin hjemmeside en glimrende anmeldelse af filmen Kingdom of Heaven, og konkluderer, at der er tale om "en god film med et klart humanistisk sigte".

Min egen mening om filmen er: En god film med et sympatisk budskab, javist - ja, ja, men ...

Rune skriver også, at filmens "respekt for Saladins karakter og implicitte kritik af fanatisk fundamentalisme, som især (men ikke udelukkende) de kristne må høre for" måske vil få nogen til at betegne filmen som "politisk korrekt" - men, tilføjes det: "Det gør den ikke mindre historisk korrekt på dét punkt".

Og det er da også rigtigt, at Jerusalems fald og korsfarerstaternes endeligt i høj grad skyldtes netop dén fanatisme, fundamentalisme, og blodtørst (og lad os ikke glemme grådighed), som især de mere nytilkomne korsfarere konstant udviste.

Og her er det, at mine forbehold mod filmen kommer frem - netop, hvor den hopper let hen over forskellige af de mere fundamentale historiske pointer i det materiale, den gør til sit. I det følgende vil jeg diskutere filmens handling i en del detalje, så hvis du ikke har set filmen endnu, har tænkt dig at se den og hører til dem, der ikke bryder sig om at høre om en films handling, før du ser den, vil jeg gerne advare om, at der er SPOILERS i det følgende.

Min første (og mindst alvorlige) klage er, at der er for mange anakronismer. Filmens hovedperson er Balian af Ibelin, manden der stod i spidsen for forsvaret af Jerusalem i forbindelse med Saladins erobring af byen i 1187, og som fik forhandlet en overgivelse på plads, som indebar at alle Jerusalems (kristne) indbyggere slap fra slaget med både liv og frihed i behold (dette er historisk korrekt - blot skulle der, hvad filmen ikke viser, skaffes løsepenge for samtlige. Saladin var dog, til sine skatmestres store fortrydelse, endog meget generøs på det punkt).

Balian er, i filmens udgave af historien, en ung mand, som kommer til Det Hellige Land fra Frankrig efter at have begravet sin kone, og som er optaget af altid at gøre en forskel til det bedre.

I filmen kommer Balian til Palæstina samme år som Guy de Lusignan, dvs. mellem 1174 og 1180, og forelsker sig i Guys senere hustru Sibylla af Jerusalem. Guy de Lusignan fremstilles i filmen som en fanatisk korsfarer, der er interesseret i konfrontation med de muslimske naboer, og som beskylder Balians far for at være "Muslim lover".

Heraf talen om anakronismer: Under en forhandling om kongedømmet Jerusalems fremtid overvejer Balian sammen med blandt andre kong Baldwin og fyrsten af Tiberias et kup, hvor Balian får Guy de Lusignan henrettet, gifter sig med Guys hustru Sibylla (hans egen elskerinde og Baldwins søster) - men afviser ideen, eftersom det ville være forkert af ham at få Guy henrettet, og han vil "kun gøre godt"; en overvejelse, der umiddelbart forekommer både uansvarlig og usandsynlig for en person i hans position. Ifølge filmen havde han på det tidspunkt chancen for at udmanøvrere "krigspartiet", undgå en konfrontation med Saladin og sikre kongeriget Jerusalems fortsatte beståen - og, oven i hatten, få mulighed for at gifte sig med sit livs kærlighed og nuværende elskerinde.

Balians handlemåde bliver her utroværdig og anakronistisk: Det er svært at se, hvordan nogen ansvarlig politiker i hans position, i et miljø, der var så fuldt af intriger som korsfarernes, kunne have veget tilbage for at skaffe en politisk modstander af vejen, når der stod så meget på spil; det er, som om instruktørens eller manuskriptforfatterens egne moralske hangups får dem til at slå knuder på troværdigheden alene for at give et passende "rent" billede af hovedpersonen.

Noget lignende kan siges om Balians tale til sine tropper lige før det endelige (dødsdømte) forsvar af Jerusalem: Han taler om, hvordan Jerusalems nuværende indbyggere ikke er skyld i den uretfærdighed, der blev begået, da korsfarerne først erobrede byen i 1099 (og massakrerede byens befolkning, jøder, muslimer og kristne mellem hinanden), hvordan staten er grundlagt på denne uretfærdighed, osv ...

... og det formelig springer i øjnene, at hvilke overvejelser, den historiske (og en hel del mere pragmatiske end moralske) Balian end kan have gjort sig og trukket frem i sin tale til tropperne før det endelige slag, så ville denne "uretfærdighed" ikke have været blandt dem. Talen er, som den fremstår i filmen, et forsvar for Jerusalems befolkning anno 1187 på baggrund af erobringen i 1099 - skrevet af en moralist fra begyndelsen af det 21. århundrede, og derfor ganske og aldeles ude af trit med tidens tankegang.

Men dette brok over anakronismer fører os over i min anden, mere alvorlige kritik af filmen, nemlig af dens problematiske forhold til nogle af de mere centrale historiske pointer.

Kingdom of Heaven fortjener stor ros for at gøre opmærksom på, at korsfarerstaterne var andet end massakrer og religiøs fanatisme - at de gennem deres mellem et og to århundreder lange eksistens gik hen og blev levedygtige stater, hvor folk skabte sig et liv med en høj grad af fredelig sameksistens mellem kristne og muslimer.

For "korsfarere", der var født og opvokset i Det Hellige Land blev det hermed i stigende grad naturligt at søge alliancer og fred med de syriske muslimer i Aleppo og Damaskus. Imod dette trak den konstante ankomst af nye fanatikere fra Europa - ægte korsfarere, der i modsætning til deres mere naturaliserede (nogle ville sige "ødelagte" eller "muslimvenlige") landsmænd kun tænkte på hellig krig, plyndring og myrderi.

Hvis det ikke havde været for dette influx af blodtørstige, provokerende fanatikere kunne korsfarerstaterne måske have bestået helt op til i dag - og i kraft af den fredelige sameksistens med muslimerne i Ægypten, Syrien og Arabien, de ville have været nødt til at finde frem til, kunne de sågar have spillet en vigtig rolle som brobyggere mellem Vesten og den islamiske verden.

Men det er netop her, Kingdom of Heaven fejler - i det historiske: Lad være, at den historiske Balian var gift og havde fire børn med Maria Comnena og følgelig ikke havde den antydede forbindelse med Sibylla af Jerusalem; lad også være, at den historiske kong Baldwin d. 4. ikke gik med maske og i sit sidste år var alt for syg til at drage i felten, og lad også være, at Balian var ca. 20 år ældre end beskrevet i filmen og derfor slet ikke var nogen ung mand, da Jerusalem faldt.

Lad endda være, at hverken Reynald eller Guy var tempelriddere, og at de følgelig heller ikke burde rende rundt i tempelridderkluns - selvom det er ret svært at se argumenterne for at lade dem gøre det.

For det er nemlig rigtigt, at Balian sammen med Tiberias (hersker over fyrstendømmet Tripoli nord for Jerusalem) tilhørte fredspartiet i modsætning til Guy de Lusignan og Reynald de Châtillon. Det er også helt korrekt, at Jerusalems fald blev fremprovokeret af Reynalds provokationer i en situation, hvor Saladin slet ikke havde særligt travlt med at konfrontere korsfarerne - til trods for hans helt overvældende styrkeposition som hersker i både Syrien og Ægypten.

Men hvad filmen forsømmer at fortælle os er, at den historiske Balian af Ibelin netop ikke kom til Palæstina fra Frankrig - han var født og opvokset i kongeriget Jerusalem, og korsfarerstaten og dens livsform var dermed hele hans verden.

Både Reynald og Guy var, som så mange andre fanatikere, derimod kommet dertil fra Europa på jagt efter ære og kamp mod de vantro, læs: Mord, voldtægt og plyndring.

Korsfarererstaternes fredelige livsform interesserede dem ikke spor, så lidt som deres fortsatte eksistens: Efter endt plyndring kunne de jo blot vende tilbage til Europa og leve af byttet. Fastboende eller "hjemmefødninge" som f.eks. Balian og kong Baldwin havde netop hjemme i korsfarerstaterne - og var derfor interesserede i freden.

Den konflikt mellem det sameksistensvillige, "tolerante" fredsparti og de konfrontationssøgende, fundamentalistiske helligkrigere, som Kingdom of Heaven beskriver, var således i meget høj grad en konflikt mellem dé akklimatiserede og pragmatiske frankere, der var født og opvokset i korsfarerstaterne, og efterhånden var lige så mellemøstlige, som de var europæiske - og så de fanatiske nytilkomne korsfarere, for hvem en god saracener var en død saracener.

Og ved at undlade at fortælle os det, undlader filmen netop - ved sine anakronismer og ved den ahistoriske fokuseren på de enkelte aktørers valg og personlighed fremfor på de strømninger, de repræsenterer - at formidle en historisk forståelse af, hvorfor netop dette hjørne af historien gik, som det nu engang gjorde.

Og af denne grund er den - så meget den præcise og sympatiske skildring af Saladin og de imponerende scener fra Jerusalem end trækker i en anden retning - dog stadig en skuffelse.

[ agger, Wed 29 Mar, :20:47: /film] - kommentar(er) - link

Kommentarer: