– fordi tiden kræver et MODSPIL

11. Mar 2007

Nagin (1976)

 
Nagin (1976)
Professor Vijay er ude i junglen for at samle oplysninger til sin næste bog, der skal handle om icchha dhaari naag, en særlig indisk variant af kongekobraer, der kan antage menneskelig form.

En dag redder han en ung mand fra at blive spist af to frygtindgydende store fugle, og det viser sig at, at denne unge mand, der er primitivt klædt og tilsyneladende bor i junglen, netop er en sådan slange. Som belønning fortæller slangen (spillet af Jeetendra), at han netop den følgende nat skal mødes og forenes med sin elskede, og inviterer professoren til at komme og se dem danse i månelyset.

Vijay (spillet af Sunil Dutt) fortæller sine fem venner Raj (Feroze Khan) , Rajesh (Vinod Mehra) , Suraj (Sanjay Khan), Uday (Kabir Bedi) og Kiran (Anil Dhawan) om sin oplevelse, men de nægter naturligt nok at tro ham.

Dagen efter tager han dem følgelig med ud i junglen, hvor en fortryllende kvinde kaster sig ud i den mest inciterende sang og dans.
Nagin Nagin
Da det pludselig ser ud, som om hun bliver angrebet af en kobra, bliver det imidlertid Kiran for meget, og han trækker sin pistol for at redde den yndige dame - og dræber herved den kvindelige slange elsker.

I sin døende mands øjne kan hun imidlertid se mordernes ansigt, og slangen sværger, at hun hverken vil unde sig rist eller ro, før alle seks er døde.

Den smukke slange kan skabe sig om til en hvilken som helst fortryllende kvinde på Jorden, og en for en falder de for hendes list ...
Nagin
Nagin er, som det skulle fremgå, en gyser med et enkelt, traditionelt tema: Monstret (i dette tilfælde en fortryllende, kvindelig slange, spillet af Reena Roy) er efter en lille gruppe mennesker, og de falder én for én.

Den er samtidig en vaskeægte Bollywood-film: Slangen vil hævne sin elskers død og tabet af kærligheden, og denne kærlighed skildres omhyggeligt og meget traditionelt med lange sang- og dansesekvenser. For at komplettere hævnen forsøger slangen netop at forføre de unge mænd ud i deres død, og det giver rig anledning til flere af filmens øvrige sange.

NAGIN er samtidig en B-film med 50er-agtige special effects, samtidig med at den (i lighed med Don, som vi også har bragt en trailer for) er en rendyrket 70er-film - frisurer, musik, biler, manerer ... kulturelt kan filmen måske bedst karakteriseres som DR. WHO MEETS BOLLYWOOD MEETS INDIAN HORROR!
Nagin
Hvis ovenstående skulle få filmen til at lyde kedelig, forudsigelig eller forældet, må jeg beklage - faktisk er den en skøn blanding af morsomme situationer, horrible special effects og en glimrende og sympatisk opbygget persontegning: Udover professoren møder vi ateisten, den unge fløs, den enlige fader og andre, som hver især for lov at sprælle i monstrets garn på helt deres egen måde ...

Sangene er ikke alle noget at skrive hjem om, men filmens første og vigtigste sang, slangernes dans i skoven, er lige i øjet og dukker op igen og igen filmen igennem.

Den helt rigtige film at se, hvis man går til den med de rette forventninger.

NAGIN, Indien 1976. Instrueret af Rajkumar Kohli med manuskript af Inder Raj Anand og (dialogue) Jaggi Rampal. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller i Basar Vest, Århus.

Kommentarer: