– fordi tiden kræver et MODSPIL



09. Jun 2008

Shree 420

 

Den forældreløse vagabond Raju ankommer til Bombay uden andet på lommen end et eksamensbevis, en fortjenstmedalje af guld og sit gode humør.

I storbyen vises han til rette af en gammel tigger, der forklarer ham bylivets vilkår: Folk er hurtige til at le ad andre, når de falder, men hvis de selv snubler, stivner smilet. Arbejde skal man ikke regne med at få, selv ikke med en BA. Hvis Raju vil have noget at leve af, kan han blive tigger eller 420'er.

"420'er" er slang og opkaldt efter den indiske straffelovs paragraf 420, som er den, der omhandler bedrageri. En 420'er er altså en svindler, lige fra gadens lommetyve og kortkunstnere til spekulanten, der tager de fattiges penge i indskud til huse, han aldrig har tænkt sig at bygge.

Den pengeløse Raju (spillet af Raj Kapoor) sælger sin fortjenstmedalje for 40 rupees, som han omgående mister til en flok lommetyve. Samtidig forelsker han sig i den fortryllende og uskyldige skolelærer Vidya (Nargis i en typisk rolle som dydig, giftefærdig ung kvinde) og finder langt om længe et underbetalt job i et renseri. En dag opdager forførersken Maya (spillet af Nadira), at Raju kan lave korttricks, og hun lokker straks den naive unge mand til at vinde stort i et kasino, hvorefter hun letter ham for gevinsten.

Nargis in Shree 420 Raju trækker sig ydmyget, men fascineret tilbage og kan ikke lade være med at vende tilbage til kasinoet. Han trækkes nu ind i den kyniske pengemand Sonachand Dharmanands rænker. Hans eksamensbevis var ganske rigtigt ikke meget værd, men Raju er charmerende og god til at snakke, og tiltrukket af løfter om status og hurtige penge udvikler han sig snart til stråmand for Dharmanand, der klogelig holder sig i baggrunden, mens Raju tjener formuer på guldprospekter i Tibet og andre luftkasteller.

Mens Vidya for længst har vendt ham ryggen i sorg og Dharmanand planlægger at hænge ham op på den ultimative skurkestreg, kaster Raju sig ud i et uhæmmet liv i sus og dus sammen med Maya, der nu er blevet hans elskerinde – indtil han en dag konfronteres med, at det ikke blot er uduelige rigmænd, men også alle hans egne gamle venner fra livet på gaden, som Dharmanand planlægger at rippe for alt, hvad de ejer og har. Raju indser langt om længe, at han er blevet narret og sætter alt ind på at redde sine venner fra den totale ruin ...

Og så er vi sådan set tilbage ved filmens begyndelse og den sang, det hele starter med: Vagabonden Raju på landevejen, mens han synger med sin smittende livsglæde (mera joota hai japani, yeh patloon inglistani, sar pe lal topi rusi phir bhi dil hai hindustani - mine sko er japanske, mine bukser engelske, på hovedet en rød hue fra Rusland – men mit hjerte, det er indisk). Raj Kapoors rolle som den lille vagabond med et hjerte af guld er klart påvirket af Charlie Chaplin, og SHREE 420 kan måske ses som en mere moralsk og mindre socialt bevidst udgave af MODERNE TIDER. En parallel, der er oplagt, men måske nok lidt uretfærdig.

For SHREE 420 kan bedst forstås som en fabel, en mytisk fortælling om ærlighed og fordærv i det moderne Indien: Rajus fortjenstmedalje er for ærlighed, og der hentydes ustandselig til, at han har "solgt sin ærlighed". Sonachand Dharmanand ses i surrealistiske kameravinkler som en djævel, en sand Mefistofeles, der frister den arme Raju ud i et tomt jag efter penge, hæder og luksus. "Der hvor du skal hen, har du ikke brug for Vidya, men for Maya", tordner han i et næsten uoversætteligt ordspil: I den vilde dans om guldkalven er der ikke brug for åndelig viden og indsigt (vidya), men for nydelse, verden som blændværk og illusion (maya).

Filmen viser os en verden, hvor der ikke er forskel på forretningsliv og svindel, hvor den kyniske Dharmanand er lige så dreven, når han sælger falske boligbreve i Rajus navn, som når han hælder sten i risen, fordi høsten ikke rækker. Blændværket og fordærvet breder sig fra de kriminelle miljøer ud over hele byen, og Vidya må lukke sin skole, fordi hendes elever er stukket af og blevet 420'ere. Mens de rige svindlere mæsker sig og Vidya hentæres af sorg, er de ærlige, oprejste fattige i Dharmanands moderne, demokratiske Indien ligestillet med de rige: Her gøres ikke forskel, høj som lav lænses for alt, hvad de har.

Og på en måde er det netop når denne kontrast er mest surrealistisk, når Dharmanand er mest dæmonisk og hengivelsen til rigdom og luksus mest tøjlesløst hektisk, når de fattige er mest oprejste og Vidya mest uskyldig, at filmen er bedst. Den indlagte Chaplinske slapstick har en tendens til at blive for meget, som når Raju er ved at brænde renseriet af med et strygejern og bagefter oversprøjter såvel ejeren som alt det rene tøj med vand.

Men i det surrealistiske billede af et 50ernes Indien, hvor Nehrus og Kongrespartiets socialisme og tanker om national enhed udvandes af et omsiggribende kleptokrati, rammer den plet.


SHREE 420, Indien 1955. Instrueret og produceret af Raj Kapoor med manuskript af Khwaja Ahmad Abbas. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.

Kommentarer:

Skriv kommentar:

Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.
Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.
 
Name:
URL/Email:
Comments:
ANTI-SPAM: Markér denne box/Please check this box.