![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Vampyrer og blodfattige film
Jakob Stegelmann advarede for mange år siden mod offentlig støtte til produktion af danske tegneserier, og gjorde opmærksom på, at det meget vel kunne gå hen og blive et dødskys:
Når det er muligt at få offentlig støtte, vil forlagene stort set kun interessere sig for at udgive værker, som kvalificerer sig til denne støtte, hvilket risikerer at forvolde en ensretning og forarmelse af tegneseriekulturen.
Statsstøtten kunne, hvis man skulle følge Stegelmanns argument, paradoksalt risikere at føre til, at der blev lavet og udgivet færre og dårligere serier end ellers.
Hvordan det så er gået, nu statsstøtten blev indført og har været der i adskillige år, skal jeg ikke rigtig kunne sige; jeg ved, at der ikke er sket de store ting indenfor danske tegneserier, at nogle af de bedste initiativer er lavet uden offentlig støtte, og at mange af de bedste danske serietegnere (f.eks. Peter Snejbjerg) har måttet tage arbejde i udlandet.
Men når det kommer til film påviste Nicolas Barbano forleden i en kronik i Politiken om vampyrer og disses beklagelige fravær i dansk film, at statsstøtten har haft disse og endog værre konsekvenser for dansk film:
I interview hører man ofte udenlandske filmskabere juble over, hvordan den digitale teknik har ændret filmkunsten, at alt kan lade sig gøre nu: Kun fantasien sætter grænser! Det er mennesker, der lever i en verden uden Det Danske Filminstitut (DFI). Standardudtrykket, når man brainstormer i det danske filmmiljø, er: »Kanon ide, men du får den aldrig igennem på instituttet«.Det er, som Barbano påpeger, påfaldende at Dreyer måtte lave sin film "Vampyren" i Tyskland, at diverse socialrealistiske gebrækkeligheder udsat for tredjeransgsskuespillere anses for at være det ypperste af dansk filmkunst, så en stakkels dansk filmfan må satse på udenlandske film, hvis han overhovedet skal have lov at trække vejret.
Man behøver da heller ikke hyre et analyseinstitut for at gennemskue, at DFI foretrækker spillefilm, der foregår i et realistisk, nutidigt, hjemligt miljø. Som dansk filmskaber lærer man derfor hurtigt at følge normen. Selvcensur er vejen frem. Et meget effektivt system, medmindre man er den ulykkelige ejer af en løbsk fantasi.
I historiebøgerne kan man læse om lande, hvor statsapparatet ensrettede kunsten med magtfulde, stalinistiske organisationer. Det minder i stigende grad om Det Danske Filminstitut (DFI), hvis repræsentanter har cirka samme forhold til eksempelvis vampyrfilm, som Hitler havde til 'dekadente' kunstformer såsom ekspressionisme.
(...)
Får man ikke støtte fra DFI, er man færdig med folkedans, for der er meget få alternative finansieringskilder. Hvem kan konkurrere med gratis penge? Så man holder sig til systemet og lader systemet diktere arbejdsgangen. Hvorfor ikke? At være filmproducent i Danmark er den fedeste fidus i verden, man behøver ikke engang lave et hit, for overskuddet er inkluderet i filmstøtten, og der er intet krav om tilbagebetaling. Man skal bare lave de film, Filminstituttet synes, man skal lave, med deres foretrukne instruktører, skuespillere og så videre.
Set ud fra et kunstnerisk synspunkt har Danmark verdens dårligste filmlov, et velment statssystem, som i praksis avler ensretning, selvcensur og frygt. Et nej til ens projekt er en kunstnerisk dødsdom, for hvor skal man så gå hen? I stedet for stærke, visionære enere reduceres talentmassen til en flok midtpunktssøgende hyklere, der ligger på knæ for konsulenterne på den mest ækle måde. Det er gået så vidt, at man nu sætter konsulentens navn på filmplakaten. Den, der smører godt, kører godt, javist, men også i anerkendelse af, at det egentlig er konsulentens film, ikke instruktørens eller producentens.
En rekommercialisering - hvor film blev lavet på trods af umuligheden og manglen på budget, eller på støtte fra mindre "moraliserende" investorer, der bare håber på at få deres penge igen - eller i al fald et helt anderledes støttesystem synes efterhånden eneste udvej.
Så hvis Stegelmann ikke fik ret i, at statsstøtten blev et dødskys for den ikke hverken da eller siden særligt omfangsrige danske tegneserietradition, er det i al fald rigtigt, at den har været det for filmen.
Men læs Barbanos kronik for yderligere underbygning; der står også lidt om vampyrer ...