En venlig YouTube-bruger mindede mig lige om den indiske film-sanger Mohammed Rafi, og det fik mig igen til at tænke på denne sang, fra storfilmen Mughal-E-Azam fra 1960, én af de største indiske filmproduktioner nogensinde.
Om denne sang skrev jeg allerede i anmeldelsen af filmen, at
Kærligheden er stærkere end alt, og den, der som Akbar forsøger at knuse den, sår kimen til sit eget nederlag.
Da prins Salim står foran sin henrettelse rejser en respektløs kunstner sig til oprør, og en tusindtallig mængde stemmer i med sangen: Zindabad, Zindabad, ae mohabbat, zindabad - længe leve kærligheden.
Sangteksten er et urdu-digt om kærlighedens styrke, som jeg desværre ikke umiddelbart kunne finde en oversættelse af.
Lad det være nok at sige, at urdu-digtning er en kulturarv, som pakistanere og hinditalende indere har al mulig grund til at værne om og være stolte af.
Denne her film må og skal jeg se. Ikke blot fordi den lyder særdeles lovende, men også fordi skuespillerne stort set er teamet fra den hårdtslående og nærgående Rang De Basanti, og produceren er Vinod Chopra, manden bag Munna Bhai-filmene og den lidt mindre prangende, men alligevel flotte Eklavya.
Da jeg ikke har set filmen endnu, giver jeg ordet videre til Xeni Jardin på Boing Boing:
"The film is a cautionary moral tale about about aspiration at all costs, and a social commentary on India's educational system. The hacker-protagonist played by Aamir Khan preaches DIY tech education as an empowering journey to world-changing knowledge, not a shallow means to upwardly mobile ends.
Bollywood movies somehow manage to cram in more sheer total stuff than US pics. This one's no exception: there's a hot "wet sari" scene, a bathroom dance number with aerial toilet steadicam shots, a climax of of parental drama that involves comparison shopping between laptops and SLR cameras, an obviously fake rubber baby, and beautiful Himalayan scenery. Blogs, webcams, and aerial surveillance drones glide effortlessly through the script. Not once, but twice, a homemade penis-electrocution hardware hack serves for comic (and bladder) relief.
If you're reading this and you speak Hindi, none of this is news: by various metrics, Idiots was the most-anticipated (and is now the most-successful) Indian film in some time. But for Bollywood noobs, I can think of no better first door to open. The film is in Hindi and English, with English subtitles. Yes, you'll miss out on some of the layered humor in the film's ample Hindi puns, but there's so much else going on you'll be fine.
• philip's fil-ums - noter til og analyser af en lang række film, primært klassikere.
• Rediff.com Movie Reviews - indisk onlinetidsskrift med anmeldelser af de nyeste film og den nyeste film-musik.
• Upperstall.com - A Better View of Indian Cinema - nyt og gammelt, med hovedvægten på anmeldelser og biografier fra indisk films guldalder, dvs. 50erne og 60erne.
• realbollywood.com News - nyheder og anmeldelser.
• BollyWhat.com - the Guide for Clueless Fans of Hindi Cinema.
• Raaga.com - her kan du høre sangene fra de mest populære film. Kræver RealPlayer og er gratis, men slå popup-dræberen til før du går derind.
Efterhånden som flere tilføjes, vil denne liste naturligvis blive opdateret. Vi overvejer stadig at indføre et stjernesystem af en art, men foreløbig er man henvist til at læse omtalen for at danne sig et indtryk af filmen.
Filmklippene skal mest ses som et supplement til omtalerne, men kan også tjene som introduktion til indisk filmmusik - både musikalsk og koreografisk. De kommer (stort set) alle fra YouTube og kræver Flash.
Kender du selv en god film, som ikke er omtalt her på siden, eller en god hjemmeside, som ikke er med i link-sektionen, er du velkommen til at foreslå den - enten i kommentarerne eller via mail.
En af de bedste sange fra den meget 70eragtige Nagin.
Denne sang er et interessant eksempel på anvendelsen af traditionel indisk folklore, her forestillingen om den kvindelige slange eller "nagin", der kan forvandle sig til et menneske og lede uskyldige i fordærv, i populærkulturen, herunder denne Bollywood-film.
Den illustrerer også, hvordan elementer fra populærkulturen kan optages af og indgå i den traditionelle, ekstatiske gudsdyrkelse.
Indologen Frederick M. Smith skriver nemlig i sin bog "The Self Possessed - deity and spirit possession in South Asian litterature and culture" om Balaji-templet i Mehndipur, Rajasthan, at musikken er et centralt element i den kult, hvorunder deltagerne blandt andet besættes af forskellige ånder, bhoots.
Smith skriver bl.a.:
This [devotional singing] consists (at least at the locale in Balaji that I observed) of deafeningly amplified recordings of devotional singing to the melodies of Hindi film songs. This engages the largely Hindu audience of spirit afflicted (bhoot-pret ki bimaari) individuals and their families ..., and clap rhytmically - some of the standard accoutrements of shamanic "trance" music. The music that most often sends afflicted members of the audience (or concerned relatives) into trance, at least in the adaalat that I witnessed, is "snake-charmer" music from the Hindi film Nagin, which, appropriately, inspires some of the possessed to writhe like serpents.
Jeg ved naturligvis ikke, om det var lige netop denne sang, der havde den beskrevne virkning - men dette er som sagt en af filmens bedste og mest inciterende "slangeagtige" sange.
En antifascistisk informationsfilm produceret af det amerikanske militær efter 2. Verdenskrig – nærmere bestemt i 1947.
I lyset af de seneste års udvikling og de tilhørende diskussioner ovre på den anden blog er den stadig og desværre både god og relevant.
Lad dig ikke narre af dem, der vil så splid og sætte skel mellem "os" og "de andre", eller af deres medløbere.
Someone is going to get something out of it, and it isn't going to be you.
Det ville være synd at sige, at Andhaa Kanoon (1983) er nogen stor film - snarere end slags "B-filmenes B-film" med den Chuck Norris-lignende Rajinikanth i hovedrollen som en hårdtslående ung mand, der vil hævne sin familie og gør det i en verden fuld af slemme skurke, letlevende kvinder og energiske nævekampe.
Superstjernen Amitabh Bachchan optræder dog i en stærk birolle, således også her i titelsangen, der i modsætning til filmen faktisk er lidt af et hit.
"Andhaa Kanoon" betyder "blind retfærdighed" og spiller naturligvis på retfærdighedsgudindens bind for øjnene - her i form af et korrupt og uretfærdigt retssystem, hvor de store går fri og de små må betale.
Enjoy!
Ligesom sin inspirationskilde spillede den "indiske Charlie Chaplin" Raj Kapoor i grunden den samme rolle i film efter film. Naturligvis var der ligesom i Chaplins tilfælde ingen kontinuitet, så det var ikke formelt "den samme" figur fra historie til historie hvad angår forhistorie, familie osv. Men ikke desto mindre blev Kapoors Raju, den lille, komiske og let ynkelige syngende, spillende, dansende "typisk indiske" vagabond, et fast og meget populært indslag i indisk film op gennem 50'erne.
I JIS DESH MEN GANGA BEHTI HAI møder vi ham i skillelse af en ung, forældreløs brahman og dafli- (tamburin-)spiller, der en nat finder den hårdt sårede røverhøvding Sardar (spillet af S.B. Nayampalli) ude i skoven og tager ham med hjem til sin hytte, giver ham mad og plejer hans sår. De andre røvere er imidlertid ude for at undsætte Sardar, og da Raju, som ikke er klar over sagens rette sammenhæng, forsøger at få dem til at jage dem på flugt ved at påstå at være politimand, bortfører de ham til røvernes hemmelige lejr.
Her opstår der sød musik mellem Raju og høvdingens datter Kammo (spillet af Padmini), til stor fortrydelse for den røverhøvdingens næstkommanderende Raka (Pran), der er overbevist om, at Raju i virkeligheden er politimand i forklædning og i øvrigt gerne selv ville giftes med Kammo.
Præstesønnen Raju konfronterer Kammo over røvernes levevis og hvordan de kan leve med at udplyndre og dræbe ærlige folk og får det svar, at de ikke gør andet end at udplyndre de jordejere og pengeudlånere, der udsuger de fattige og fordriver dem fra deres jord. Hvordan kan det være forkert at stjæle fra de rige, når alternativet er nød og sult?
Raju bliver hende svar skyldig og konkluderer, at røverne må være socialister, og at det har han stor respekt for.
Samtidig med, at det bliver mere og mere klart, at Kammo ikke kan stå for den naive og lidt sølle Raju, trækker mere skumle skyer op i horisonten: Røverne angriber et bryllup, og da den hårde, men retfærdige Sardar er såret, ledes angrebet af den skurkagtige og grusomme Raka, der dræber brudgommen og flere af bryllupsgæsterne.
Raju er forfærdet og varskor straks politiet om endnu et forestående angreb; da politiet nu lægger sig på lur for at angribe røverne, advarer Raju også dem, tages til fange og bruger de næste dage på at prædike ikke-vold for røvernes hustruer og børn. Mens lejren omringes af politiet bryder konflikten ud i lys lue, og Raju og Kammo må finde ud af, om de vil stikke af og redde livet eller blive og forsøge at få så mange som muligt af røverne til at nedlægge våbnene.
JIS DESH MEN GANGA BEHTI HAI (det land, hvor Ganges flyder) kan virke lidt komisk med sin Gandhi'ske moraliseren og godt brugte klichéer. Iscenesættelsen er teatralsk med megen vægt på halvcirkler (især i sang- og dansescenerne), filmen er i sort-hvid, og omgivelserne er temmelig åbenbart kulisser med malet baggrund. Men det gør faktisk
ikke så meget: Det virker, og filmen gennemsyres af en smittende fortælleglæde, der gør den til en fornøjelse at se.
Samspillet mellem røverne og den lidt ynkelige og ikke ret heroiske præstesøn, og ikke mindst mellem præstesønnen og røverhøvdingens datter, formidles med gode mængder livfuld humor, ikke mindst i de i alt ni sange. Der dvæles ret skamløst ved det erotiske samspil og den kvindelige hovedpersons kurver, og det skader heller ikke.
Rent politisk kan filmens løsning på "røverproblemet" virke naiv set med moderne øjne: At røverne skal nedlægge deres våben efter Gandhis principper om ikke-vold og gives jord og mulighed for ærligt arbejde andetsteds. I Indien er den slags konflikter meget ofte endt med brudte løfter og svigt fra myndighedernes side - det gik f.eks. ud over det senere parlamentsmedlem Phoolan Devi, der overgav sig med sin bande i 1983 og herefter sad fængslet i 11 år.
Men igen, dette er 1960, hvor landet var præget af større optimisme og mere tillid til staten, end den senere skulle vise sig fortjent til.
Og hvis man kan leve med den naivitet og det lidt simple og fortærskede plot, er JIS DESH MEN GANGA BEITHI HAI rigeligt værd at se for sin livsglæde, sin humor og sine sange.
JIS DESH MEN GANGA BEHTI HAI, Indien 1960. Instrueret af Radhu Karmakar med manuskript af Arjun Dev Rashk. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
Den forældreløse vagabond Raju ankommer til Bombay uden andet på lommen end et eksamensbevis, en fortjenstmedalje af guld og sit gode humør.
I storbyen vises han til rette af en gammel tigger, der forklarer ham bylivets vilkår: Folk er hurtige til at le ad andre, når de falder, men hvis de selv snubler, stivner smilet. Arbejde skal man ikke regne med at få, selv ikke med en BA.
Hvis Raju vil have noget at leve af, kan han blive tigger eller 420'er.
"420'er" er slang og opkaldt efter den indiske straffelovs paragraf 420, som er den, der omhandler bedrageri. En 420'er er altså en svindler, lige fra gadens lommetyve og kortkunstnere til spekulanten, der tager de fattiges penge i indskud til huse, han aldrig har tænkt sig at bygge.
Den pengeløse Raju (spillet af Raj Kapoor) sælger sin fortjenstmedalje for 40 rupees, som han omgående mister til en flok lommetyve. Samtidig forelsker han sig i den fortryllende og uskyldige skolelærer Vidya (Nargis i en typisk rolle som dydig, giftefærdig ung kvinde) og finder langt om længe et underbetalt job i et renseri. En dag opdager forførersken Maya (spillet af Nadira), at Raju kan lave korttricks, og hun lokker straks den naive unge mand til at vinde stort i et kasino, hvorefter hun letter ham for gevinsten.
Raju trækker sig ydmyget, men fascineret tilbage og kan ikke lade være med at vende tilbage til kasinoet. Han trækkes nu ind i den kyniske pengemand Sonachand Dharmanands rænker. Hans eksamensbevis var ganske rigtigt ikke meget værd, men Raju er charmerende og god til at snakke, og tiltrukket af løfter om status og hurtige penge udvikler han sig snart til stråmand for Dharmanand, der klogelig holder sig i baggrunden, mens Raju tjener formuer på guldprospekter i Tibet og andre luftkasteller.
Mens Vidya for længst har vendt ham ryggen i sorg og Dharmanand planlægger at hænge ham op på den ultimative skurkestreg, kaster Raju sig ud i et uhæmmet liv i sus og dus sammen med Maya, der nu er blevet hans elskerinde – indtil han en dag konfronteres med, at det ikke blot er uduelige rigmænd, men også alle hans egne gamle venner fra livet på gaden, som Dharmanand planlægger at rippe for alt, hvad de ejer og har. Raju indser langt om længe, at han er blevet narret og sætter alt ind på at redde sine venner fra den totale ruin ...
Og så er vi sådan set tilbage ved filmens begyndelse og den sang, det hele starter med: Vagabonden Raju på landevejen, mens han synger med sin smittende livsglæde (mera joota hai japani, yeh patloon inglistani, sar pe lal topi rusi phir bhi dil hai hindustani - mine sko er japanske, mine bukser engelske, på hovedet en rød hue fra Rusland – men mit hjerte, det er indisk). Raj Kapoors rolle som den lille vagabond med et hjerte af guld er klart påvirket af Charlie Chaplin, og SHREE 420 kan måske ses som en mere moralsk og mindre socialt bevidst udgave af MODERNE TIDER. En parallel, der er oplagt, men måske nok lidt uretfærdig.
For SHREE 420 kan bedst forstås som en fabel, en mytisk fortælling om ærlighed og fordærv i det moderne Indien: Rajus fortjenstmedalje er for ærlighed, og der hentydes ustandselig til, at han har "solgt sin ærlighed". Sonachand Dharmanand ses i surrealistiske kameravinkler som en djævel, en sand Mefistofeles, der frister den arme Raju ud i et tomt jag efter penge, hæder og luksus. "Der hvor du skal hen, har du ikke brug for Vidya, men for Maya", tordner han i et næsten uoversætteligt ordspil: I den vilde dans om guldkalven er der ikke brug for åndelig viden og indsigt (vidya), men for nydelse, verden som blændværk og illusion (maya).
Filmen viser os en verden, hvor der ikke er forskel på forretningsliv og svindel, hvor den kyniske Dharmanand er lige så dreven, når han sælger falske boligbreve i Rajus navn, som når han hælder sten i risen, fordi høsten ikke rækker. Blændværket og fordærvet breder sig fra de kriminelle miljøer ud over hele byen, og Vidya må lukke sin skole, fordi hendes elever er stukket af og blevet 420'ere. Mens de rige svindlere mæsker sig og Vidya hentæres af sorg, er de ærlige, oprejste fattige i Dharmanands moderne, demokratiske Indien ligestillet med de rige: Her gøres ikke forskel, høj som lav lænses for alt, hvad de har.
Og på en måde er det netop når denne kontrast er mest surrealistisk, når Dharmanand er mest dæmonisk og hengivelsen til rigdom og luksus mest tøjlesløst hektisk, når de fattige er mest oprejste og Vidya mest uskyldig, at filmen er bedst. Den indlagte Chaplinske slapstick har en tendens til at blive for meget, som når Raju er ved at brænde renseriet af med et strygejern og bagefter oversprøjter såvel ejeren som alt det rene tøj med vand.
Men i det surrealistiske billede af et 50ernes Indien, hvor Nehrus og Kongrespartiets socialisme og tanker om national enhed udvandes af et omsiggribende kleptokrati, rammer den plet.
SHREE 420, Indien 1955. Instrueret og produceret af Raj Kapoor med manuskript af Khwaja Ahmad Abbas. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
Der er godt gang i den i denne charmerende hyldest til venskabet mellem to fallerede landevejsriddere og -røvere fra Ramesh Sippys klassiker fra 1975, Sholay.
Indslagets hovedpersoner spilles af superstjernerne Amitabh Bachchan og Dharmendra, mens det er playback-sangerne Kishore Kumar og Manna Dey, der synger.
Mathura nagarpati kaahe tum Gokul jaao ... Oh lord of Mathura why are you going to Gokul ...
Poor naari saari vyakul nayan Men and women watched with anxious eyes Kusum sajaa lage kantak shayan The flowers strewn on the bed felt like thorns Poor naari saari vyakul nayan Men and women watched with anxious eyes Raat bhar madhav jaagat bechain As Maadhav stayed awake the whole restless night Kaahe aadhi raat saarathi bulaayo Why did he call the charioteer in the middle of the night
Mathura nagarpati subhah subhah Gokul naa jaao Oh lord of Mathura don't go to Gokul early in the morning
Mathura nagarpati kaahe tum Gokul jaao Oh lord of Mathura why are you going to Gokul
Dheere dheere pahunchat jamuna ke teer Slowly he reached the shores of the Jamuna Sunsaan panghat mridul sameer Lonely banks, soft breeze Dheere dheere pahunchat jamuna ke teer Slowly he reached the shores of the Jamuna Khan khan madhav birha madeer Madhav felt the bittersweet pangs Use kaahe bhool na paao Why can’t you forget her Mathura nagarpati….
![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
If you're reading this and you speak Hindi, none of this is news: by various metrics, Idiots was the most-anticipated (and is now the most-successful) Indian film in some time. But for Bollywood noobs, I can think of no better first door to open. The film is in Hindi and English, with English subtitles. Yes, you'll miss out on some of the layered humor in the film's ample Hindi puns, but there's so much else going on you'll be fine.
Ligesom sin inspirationskilde spillede den "indiske Charlie Chaplin" Raj Kapoor i grunden den samme rolle i film efter film. Naturligvis var der ligesom i Chaplins tilfælde ingen kontinuitet, så det var ikke formelt "den samme" figur fra historie til historie hvad angår forhistorie, familie osv. Men ikke desto mindre blev Kapoors Raju, den lille, komiske og let ynkelige syngende, spillende, dansende "typisk indiske" vagabond, et fast og meget populært indslag i indisk film op gennem 50'erne.
Samtidig med, at det bliver mere og mere klart, at Kammo ikke kan stå for den naive og lidt sølle Raju, trækker mere skumle skyer op i horisonten: Røverne angriber et bryllup, og da den hårde, men retfærdige Sardar er såret, ledes angrebet af den skurkagtige og grusomme Raka, der dræber brudgommen og flere af bryllupsgæsterne.
Samspillet mellem røverne og den lidt ynkelige og ikke ret heroiske præstesøn, og ikke mindst mellem præstesønnen og røverhøvdingens datter, formidles med gode mængder livfuld humor, ikke mindst i de i alt ni sange. Der dvæles ret skamløst ved det erotiske samspil og den kvindelige hovedpersons kurver, og det skader heller ikke.
Raju trækker sig ydmyget, men fascineret tilbage og kan ikke lade være med at vende tilbage til kasinoet. Han trækkes nu ind i den kyniske pengemand Sonachand Dharmanands rænker. Hans eksamensbevis var ganske rigtigt ikke meget værd, men Raju er charmerende og god til at snakke, og tiltrukket af løfter om status og hurtige penge udvikler han sig snart til stråmand for Dharmanand, der klogelig holder sig i baggrunden, mens Raju tjener formuer på guldprospekter i Tibet og andre luftkasteller.
For