– fordi tiden kræver et MODSPIL

27. Sep 2007

Mere GIMP

 

Det tidligere omtalte podcast Meet the GIMP inspirerede mig til at se lidt mere på dette billedbehandlingsprograms muligheder (også fordi der vist er en hel del ting, man skal have styr på, hvis man skal tune sine billede optimalt), og forleden dumpede denne bog (Akkana Peck: Beginning GIMP: From Novice to Professional), så ind ad brevsprækken ($50 på Amazon + 130 kroner i told - man kunne muligvis få den billigere her i DK, hvis man kiggede sig lidt for, men til gengæld er den stor og tyk).

Er det en god bog? Det er lidt tidligt at sige, men den ser lovende ud - det er som sagt en ordentlig moppedreng, så den er ikke kun (men også) for den håbløse begynder.

En ting, der står allerede i kapitel 1, og som jeg selv havde overset: Under GIMP's hoved-menu er der et punkt, der hedder "Xtns", og der findes frisk fra start en stor mængde scripts, som kan generere diverse illustrationer ud fra nogle simple parametre, man først skal indtaste.

Så hvis man har lyst, kan man f.eks. let få genereret nogle simple geometriske former:

Spheres


Eller måske et nyt logo til siden her?

Nyt logo?


Velan, ved nærmere eftertanke måske ikke.

GIMP står for GNU Image Manipulation Program og er altså en del af GNU-projektet, der (som vi tidligere har forklaret) udgør den ene "halvdel" af det fri operativsystem GNU/Linux.

GIMP er på den måde et klassisk eksempel på et fri software-projekt, der er blevet helt stort: Startet af to studerende, der gerne ville lave et Photoshop-lignende" program og primært udviklet af frivillige, der har lavet det i deres fritid, har det i dag udviklet sig til at professionelt, grafisk værktøj, der trods visse mangler dagligt bruges af tusinder af professionelle grafikere (og hundredetusinder af hobby-brugere) verden over.

Til slut et lidt længere eksempel, et fif, der er sakset direkte fra podcastet Meet the GIMP. Antag, at du har et feriebillede, som er taget i modlys eller måske blot på en rigtig kedelig dag og derfor fremstår en smule fladt, gråt og trist:

Madeira, før

Kedeligt, ikke? Man kan gøre en del ved at pille med lysstyrke og kontrast, men i GIMP er der en meget nemmere metode:

1) lav et nyt lag som kopi af det gamle,
2) Skift det nye lags "Mode" eller virkemåde fra "Normal" til "Overlay" og
3) Gem som JPG-fil, hvorved de to lag igen flettes sammen til et.

Og presto:

Madeira, efter

Ikke, fordi der er grund til at være 100% tilfreds med det resultat heller - men det er da pokkers, så stor en forskel så lille en operation kan gøre ...

Så indtil videre ser Akkana Pecks GIMP-bog ud til at have været en særdeles god investering ...

Læs også:

GIMPs officielle hjemmesideWikipedia om GIMPGimpUsers.com

Mads fra Tuxhygge har i efterhånden et stykke tid lovet at færdiggøre en lidt større oversigt over programmer for den digitale fotograf - men indtil da er der så her i det mindste et par pegepinde, hvad angår GIMP.

Kommentarer: