– fordi tiden kræver et MODSPIL

09. Jun 2007

Teknologisk update: GNU/Linux swap og USB-pladespiller

 
USB-pladespiller til konvertering til MP3
Dette indlæg er lidt af en to-i-en:

Jeg har et stykke tid nu haft problemer med at bruge Firefox på min Xubuntu-box, som er en ældre computer med 450MHz processor og 256 megabyte RAM.

Problemet er, at der er et såkaldt "memory leak" i Firefox: Når du ser en side, læser den siden ind i RAM, og når du så hopper over i en anden tab, bliver denne hukommelse ikke altid frigivet igen. Det kan der være fordele i, men hvis man kun har 256 megabyte RAM i systemet, går maskinen i stå, hvis man af den ene eller den anden grund (f.eks. fordi man også starter Gimp op) rammer mod "loftet".

Men, holdt stop: GNU/Linux bruger da også såkaldt virtuel hukommelse, ikke? Jooh, men ...

... problemet var, viste det sig, i mit tilfælde ikke så meget Firefox som det, at virtuel hukommelse eller swap var slået fra på grund af en fejl i opgraderingen fra Ubuntu 6.06 til 6.10.

Skrev jeg nemlig "top" i en kommandoprompt (en kommando, der i GNU/Linux og andre Unix-lignende systemer giver en oversigt over ressourceforbruget og de mest aktive processer), fik jeg dette lidt nedslående resultat:
top - 23:16:58 up 34 min,  2 users,  load average: 0.60, 0.76, 0.69
Tasks:  80 total,   2 running,  77 sleeping,   0 stopped,   1 zombie
Cpu(s):  2.6%us,  0.7%sy,  0.0%ni, 96.0%id,  0.7%wa,  0.0%hi,  0.0%si,  0.0%st
Mem:    256136k total,   249524k used,     6612k free,     1564k buffers
Swap:        0k total,        0k used,        0k free,    74284k cached
Altså: Swap 0 kilobytes - den virtuelle hukommelse er væk, og i samme øjeblik vi opbruger den fysiske hukommelse, ved systemet ikke længere, hvad det skal gøre af sig selv.

Løsning? Vel, udover at bruge Opera i stedet for den af og til lovligt hungrige Firefox, var der en venlig sjæl på Ubuntuforums.org, der kunne hjælpe: Man skulle blot redigere sin fstab og genindføre den Swap-partition, der røg ud ved opgraderingen til Edgy (Ubuntu 6.10).

Herefter blev verden atter normal ved nogle få kommandoer, nemlig
%sudo mount -a

%sudo mkswap /dev/hda5

%sudo swapon -a
Det er heldigvis sjældent, man er nødt til den slags, men jeg kan nu starte alle de programmer, jeg har lyst til, uden problemer - og performancemæssigt føles denne aflagte PC nu igen ret moderne. Outputtet fra "top" er også blevet normaliseret - bemærk tallene ud for "Swap":
top - 11:53:23 up 1 day, 13:10,  4 users,  load average: 0.77, 1.02, 1.40
Tasks:  85 total,   2 running,  81 sleeping,   0 stopped,   2 zombie
Cpu(s):  2.6%us,  0.7%sy,  0.0%ni, 96.7%id,  0.0%wa,  0.0%hi,  0.0%si,  0.0%st
Mem:    256136k total,   248520k used,     7616k free,     2848k buffers
Swap:   441748k total,   151036k used,   290712k free,    99660k cached
Pyha!

And now for something completely different: The Guardian reklamerer i dag for noget så genialt som en USB-pladespiller, som man kan bruge til at digitalisere sine gamle vinylplader én for én. Så hvis du har overvejet at gøre et-eller-andet ved din pladesamling (donere den til Frelsens Hær, sende den på lossepladsen, osv.) fordi din pladespiller er i stykker og en ny er for dyr, men hver gang er blevet stoppet ved tanken om nogle af optagelsernes uopdrivelighed i den digitale verden, er her chancen for at gøre noget ved det.

Problemet er ikke så stort for mig, men jeg kender mennesker, der har op mod 3000 vinylplader, hvis musik kunne blive reddet af denne her "gong-gong", nemlig en pladespiller, der simpelt hen er beregnet til digitalisering og kun koster ca. 1000 kroner. Se, det synes jeg såmænd er smart ...

Kommentarer: