– fordi tiden kræver et MODSPIL

06. Jan 2008

'Linux er mindst lige så flot og fængende som Windows Vista'

 
Ubuntu
Nej, det er ikke mig, der siger det, men Århus Stiftstidende, der har prøvekørt Ubuntu og er ganske imponeret:
Startknappen er flyttet op i toppen og er delt op i tre kategorier, som desværre ikke er oversat til dansk. Du starter programmer ved at pege på Applications. Her vil du se, at systemet allerede indeholder en række programmer i kategorier som spil, grafik, internet og ikke mindst kontorpakken Openoffice.org.

Ved siden af program-menuen finder du »Places«, som skyder genvej til pc’ens drev, netværket og de vigtigste mapper. Og længst til højre sidder system-menuen, hvor du ændrer de mere tekniske indstillinger.

Når vi fortsætter mod højre, støder vi på genvejsikoner til web (Firefox), email (Evolution) og hjælpefunktionen. Længere til højre sidder genveje til brugerskift, søgefunktion, netværk, lyd, ur - og sluk-knappen. Det er altså slut med at klikke på start for at afslutte!

Nederst til venstre, hvor startknappen plejer at sidde, finder vi den knap, der rydder skrivebordet. I øvrigt har du som standard to skriveborde, som kan rumme forskellige programvinduer. Du skifter mellem dem ved at klikke på felterne nederst til højre, hvor papirkurven også er placeret.

Så vidt den nye brugerflade. Trods de nævnte ommøbleringer er den daglige brug ikke så forskellig fra Windows - eller for den sags skyld Mac. Man vænner sig hurtigt til det.

Før du brænder broen til Windows, er det en god ide at tjekke, om alt udstyret virker. Hvis det trådløse netværk driller, eller printeren har mistet en del funktioner, kan du søge hjælp hos andre Linux-brugere - ikke mindst på nettet (se boksen). En fordel ved Linux er netop, at brugerne generelt er overmåde hjælpsomme - måske ved udsigten til at vriste endnu en sjæl ud af Microsofts kløer.
Dette er mig bekendt den første seriøse omtale af Ubuntu eller Linux i en dansk mainstream-avis, og mangelen på forbehold siger nok også et og andet om, hvor langt systemet er kommet de sidste par år.

Artiklen er i det hele meget letlæst og anskuelig og giver en glimrende anvisning på, hvordan man kan prøvekøre og installere systemet. Journalisten konkluderer, måske lettere overrasket: "Hvis du troede, Linux var tørt og teknisk, vil du blive overrasket". Det er med andre ord slet ikke så nørdet, som man kunne tro.

Link.

Kommentarer: