– fordi tiden kræver et MODSPIL

26. Aug 2005

Et gådefuldt smil

 
Mona Lisa
Mona Lisas gådefulde smil har, som det vil være nogen bekendt, givet anledning til talrige spekulationer. Hvad smiler hun ad? Er der er et skjult budskab i billedet, som Mona Lisa, billedets hovedperson, kender til, men som beskueren må bryde sit hoved for at finde ud af?

Når du ser et billede som ovenstående, kunne der i al fald sagtens være det. Steganografi er kunsten at skjule budskaber, hvor ingen venter at finde dem, f.eks. i binære filer.

Steganografi er således en fattig fætter til kryptografien, eller måske snarere en variant eller et supplement.

Et tidligt eksempel herpå var en belejret romersk general, som måtte have en vigtig besked igennem fjendens linjer.

Han tog derfor en slave, kronragede hans hoved og tatoverede den livsvigtige besked på issen. Herefter var det bare at vente, til slavens hår var vokset ud, og slaven kunne nu begive sig gennem fjendens linjer og lade sig undersøge uden frygt for, at den hemmelige besked skulle blive kompromitteret.

Programmet Outguess udfører netop steganografi ved at skjule data, hvor der er "plads" til dem i JPG-billeder. På hjemmesiden finder man bl.a. en artikel, der forklarer de mere tekniske aspekter - lad det være nok på dette sted at antyde, at de indlejrede data ikke anbringes i letgenkendelig form i et hjørne af billedfilen. Så længe de data, man vil skjule, udgør mindre end ca. 10% af JPG-billedets størrelse, er det noget nær umuligt at afsløre.

Outguess kan downloades frit, men findes pt. kun til Linux- og andre Unix-lignende systemer - hvis du gerne ville have det, men selv bruger Windows, er jeg sikker på, mange andre (ikke mindst programmets forfatter) ville blive dybt taknemmelige, om nogen skulle have lyst til at portere det og lægge det ud til download.

Som et eksempel ser vi således herunder atter la Giaconda, men denne gang med hemmeligt budskab - faktisk har jeg indlejret Byrons digt She walks in Beauty.

Let er det jo ikke at se forskel - filerne er, som man vil se, ikke helt lige store - som sagt, så længe de data, man skjuler, ikke er sammenlignelige med selve billedets størrelse, er "hemmeligheden" næsten umulig at afsløre. Selvom det som sagt ikke er let at se forskel, ville jeg dog gerne bilde mig ind, at hun nu smiler bare en lille smule mere hemmelighedsfuldt og indforstået, som charmen ved Byrons ord rammer hende, og hun ved, at denne lille hemmelighed er og forbliver skjult for beskueren. Mona Lisa - nu med 
hemmeligt budskab

Kommentarer: