– fordi tiden kræver et MODSPIL

03. Dec 2005

Frankrig: Pres for forbud mod fri/Open Source software

 
Den franske underholdningsindustri er i færd med at presse på for en meget restriktiv lov om ophavsret, der bl.a. vil forbyde Open Source, som vi kender det i dag.

Repræsentanter for musikbranchens organisation SNEP, SCPP og CASEM (ca. svarende til pladebranchens organisationer og CODA i Danmark) har således direkte forlangt, at en masse programmer gøres "closed source" og deres kildekode hemmeligholdes, fremgår det af en pressemeddelelse fra Free Software Foundation i Frankrig.

Konkret vil det lovforslag, man arbejder med, gøre det til en forbrydelse på linje med svindel at udgive, distribuere eller reklamere for software, som på nogen måde kan bruges til at give andre adgang til værker, der er omfattet af lov om ophavsret, medmindre der er indbygget mulighed for kontrol og overvågning.

Det vil sige, at alle programmer, der på nogen måde giver adgang til download af filer - Webservere, FTP-servere, P2P-programmer og så vidt jeg kan se også Internet-browsere og email-programmer fra nu af skal indeholde kopibeskyttelse og spyware godkendt af underholdningsindustrien.

Eftersom alle frit kan rette i fri/Open Source-software, vil det sige - og det er som antydet overfor noget, industriens talsmænd ligefrem slår på - at al Open Source-software, der kan bruges til download og anden udveksling af filer, fra da af vil være forbudt.

Om det kan lade sig gøre at indføre så drakoniske og tåbelige restriktioner er én ting - at industrien overhovedet forsøger at få det gennemført siger mere end rigeligt!

Her er et link til en oversigt over den franske presses dækning af sagen.

Kommentarer: