– fordi tiden kræver et MODSPIL



17. Oct 2013

Fri software, nysgerrighed og teknologi

 

Denne artikel blev skrevet på baggrund af et foredrag afholdt i Open Space Aarhus 5. oktober 2010, i anledning af Free Software Foundations 25 års fødselsdag. Jeg bringer den nu her på siden som markering af 30 år med GNU-projektet.

Baggrund, filosofi og nødvendighed

Som mennesker er vi fra naturens hånd udstyret med en god portion nysgerrighed.

Denne nysgerrighed får os til at undersøge verden omkring os. Den kan få os til at splitte ting ad for at se, hvordan de virker, og den kan få os til at eksperimentere med nye måder at sætte dem sammen igen for på den måde at opdage nye egenskaber og sammenhænge.

Vi er også udstyret med en pæn portion handle- eller skaberkraft, som kan beskrives som et ønske om at omskabe vores omgivelser, så de passer til vore egne ønsker, behov og visioner. Dette sker meget ofte ved at splitte ting ad og sætte dem sammen igen på nye måder, som vores nysgerrighed allerede har lært os kan give spændende resultater.

Det kan virke som en uvidenskabelig tilsnigelse at tale om nysgerrighed og skaberkraft "fra naturens hånd", men der er ikke desto mindre tale om egenskaber, der har fulgt os gennem hele menneskets kendte historie. Som eksempel kan nævnes de berømte hulemalerier ved Lascaux i Sydfrankrig, der ifølge kulstof 14-analyser blev lavet for cirka 17.000 år siden. For at skabe disse malerier må stenaldermenneskene have undersøgt mange planters og stens egenskaber og farver, og resultaterne af disse undersøgelser har de udnyttet til at forvandle hulerne til udsmykkede sale udstyret med kolossale billeder af jagt- og naturscener - og det med farver, som indtil videre har holdt i mere end 17.000 år.

I dag er vi omgivet af maskiner og har omskabt den fysiske verden omkring os endnu mere radikalt. Herom vidner vores storbye byer og et utal af broer, veje og skyskrabere, samt ikke mindst de mange mere og mindre komplicerede maskiner, der omgiver os i hverdagen.

I den fuldstændig teknificerede verden, som det moderne bymenneske lever i, bliver ét af de mest fundamentale aspekter af vores medfødte nysgerrighed - nemlig at splitte ting ad, for at se, hvordan de virker - til en nysgerrighed efter at splitte maskiner og elektronik ad.

Vores handle- og skaberkraft bliver dermed i høj grad at sætte netop maskiner og elektronik sammen på nye og hidtil usete måder og se, hvad der sker, og hvad nytte, det eventuelt kan gøre.

Dette foregår i stor målestok i fabrikker og diverse højteknologiske virksomheder. I denne skala kan arbejdet let komme til at foregå på en måde, der er fremmedgørende for den enkelte medarbejder: En ingeniør kan bruge al sin tid på at designe faconen på en bestemt møtrik, der skal bruges i en bils rat eller en flyvemaskines vinge, og går efter endt arbejdstid hjem til en hverdag, der intet har med dette arbejde at gøre.

I mindre skala får denne teknologiske nysgerrighed og skabertrang mange elektronikbegejstrede og gør-det-selv-entusiaster (hvad man ofte betegner som hackere, folk der holder af at pille ved moderne teknologi) til at gå radikalt til værks i bestræbelserne på at undersøge og omskabe deres egne umiddelbare omgivelser.

Som eksempel herpå kan nævnes 1960ernes ungdommelige telefonhackere, der udforskede det gamle, analoge telefonsystem og fandt ud af, at telefoncentraler og omstillinger kunne styres fra en hvilken som helst telefon ved hjælp af elektriske signaler med bestemte frekvenser, som de selv kunne gengive med en tonegenerator. Med denne opdagelse kunne hackerne ringe overalt til lokaltakst, hvis de ville. For de fleste af dem var det dog endnu mere spændende, at de ved at stille sig selv om fra central til central kunne kortlægge hele telefonnettet, så de endte med at kende det mindst lige så godt som telefonselskabernes egne teknikere.

Et andet og mere moderne eksempel er 3D-printere, elektroniske maskiner, der kan "udprinte" en tredimensional model skabt på en computer i plastic eller andre nyttige materialer. Med en 3D-printer an hvem som helst umiddelbart lave prototyper eller kopiere maskindele og lignende, som tidligere krævede adgang til et kompliceret laboratorium, i sin egen stue. De første 3D-printer var kommercielle projekter, der kostede hundredetusinder af kroner, men hackerbevægelsens interesse for den førte snart til udviklingen af frit tilgængelige alternativer, for eksempel den såkaldte RepRap, der udmærker sig ved at være selv-replikerende: Ejeren af en RepRap og tilstrækkeligt med plasticmasse til udprintning kan selv fremstille samtlige dele, der skal bruges til at fremstille en ny RepRap.

I OSAA, som er det nye hackerspace i Århus, har brugerne opsat elektroniske dørlåse med RFID-chips og pinkoder, men har selv bygget elektronikken dertil. Den indlæsnings- og scanningsenhed, som det ville have kostet flere tusinde kroner at få et professionelt firma til at sætte op, kunne bygges for en materialeudgift på omkring ti kroner.

Mange af os har bekendte, der kan lave denne form for tryllenumre med moderne teknologi. Menneskets trang til at splitte ting ad og samle dem igen på nye måder er allestedsnærværende, og når folk, der ikke kan styre denne nysgerrighed og skaberkraft, for alvor begynder at kaste sig over de nærmeste omgivelser, er det kun fantasien, der sætter grænsen for, hvor langt de kan nå.

Noget lignende kan siges at gælde for computerprogrammer.

Computerprogrammer og nysgerrighed

Hvor vi hidtil har talt om menneskets trang til at udforske de fysiske omgivelser og i moderne tid undersøge og forbedre fysiske maskiner, handler computerprogrammering i høj grad om skabelse af virtuelle maskiner.

Et computerprogram er en tankekonstruktion, der er beregnet til at udføre bestemte handlinger, og er bygget ved at sammensætte forskellige erklæringer og kommandoer og give dem til en computer, som er en maskine, der kan udføre alle mulige operationer på enhver information, der kan omformes til nuller og ettaller. At programmere en computer er med andre ord at bygge en virtuel maskine, hvor programmets algoritmer og variabler spiller rollen som logiske ækvivalenter til stænger og tandhjul.

I dette tilfælde vil menneskets nysgerrighed give sig udtryk i en trang til at undersøge, hvordan programmet er skruet sammen og virker. Vores skabertrang vil vise sig i et ønske om at ændre og forbedre programmerne, så de bedre svarer til vore egne ønsker og behov.

Her løber vi imidlertid ind i et betydeligt problem. Det forholder sig nemlig sådan, at computerprogrammer er maskiner af en ganske særlig beskaffenhed: Ligesom iPads og andre højtpolerede gadgets er de ikke udstyret med skruer, møtrikker eller overhovedet synlige samlinger, så vi har ikke umiddelbart nogen mulighed for at skille dem ad.

Den handling, der for et computerprogram svarer til at skille noget ad, kræver nemlig adgang til programmets kildekode, og de fleste computerprogrammer sælges i dag med en klausul om, at man ikke kan få adgang til kildekoden og heller ikke må forsøge at omgå mangelen på kildekode ved at undersøge programfilerne og på den måde lære noget om, hvordan programmet virker (såkaldt reverse engineering). Inden for software-området har vi med andre ord bygget en verden af maskiner, der ikke kan skilles ad i form af kommercielle programmer, som vi i det følgende vil betegne som proprietær software.

Når disse omhyggeligt forseglede maskiner breder sig på folks computere, betyder det, at folk i al almindelighed - ejerne af disse computere - mister kontrollen over, hvad de selv gør, og hvad der foregår på deres egen maskine. For et nysgerrigt menneske er det en rimelig tanke, at ejerskab over en ting er noget, man har, hvis man selv kan råde over den og ikke mindst selv kan bestemme, hvad den skal gøre.

I denne forstand er det svært at argumentere for, at vi kan "eje" de proprietære programmer, der kører på vores computere. Vi har ikke lov til at studere kildekoden, så vi kan forstå, hvordan de hænger sammen, og det er helt udelukket at få lov til at rette lidt i koden for at få dem til at gøre noget andet, end de gør i forvejen.

Men hvis vi ikke har lov til hverken at forstå eller påvirke, hvad programmerne på vores computer gør, når vi trykker på en knap, kan vi så overhovedet siges at "eje" dem, selv om vi ganske vist har betalt for dem i dyre domme? I hvert fald ikke ifølge købsaftalen, der som regel stipulerer, at vi ikke har købt programmet, men kun har købt en licens til at bruge det, som altså ikke giver os de samme rettigheder, vi som regel forbinder med at eje fysiske genstande.

Producenterne af proprietær software indrømmer altså for så vidt allerede i købsaftalen, at vi ikke kan siges selv at eje de programmer, der kører på vores computere. Men det bliver værre endnu: Hvis vi ikke har mulighed for at vide, hvad vores computerprogrammer foretager sig på vores vegne og slet ikke har nogen mulighed for at få dem til at foretage sig noget andet, ejer vi så overhovedet vore computere? Et af svarene er, at vi i hvert fald ikke kan få at vide eller få lov til at påvirke, hvad den egentlig gør, når vi beder den om noget - denne viden beholder producenterne af de kommercielle programmer, som vi bruger, for sig selv. Hvis vi bruger almindelig, proprietær software som for eksempel Microsoft Windows, Microsoft Office eller Adobe Photoshop, ejer vi hverken vores computer eller programmerne på den på samme måde, som vi ejer almindelige fysiske genstande, som vi til hver en tid har lov til at skille ad, hvis vi har lyst.

I den situation kunne man næsten gå hen og blive helt paranoid: Hvis vi ikke selv kan bestemme, hvad et givet program gør, når vi bruger det - hvordan kan vi så vide, at det ikke bag vores ryg gør onde ting, som vi ikke ønsker, at det skal gøre?

Hvis producenten ikke har rent mel i posen, kunne man for eksempel forestille sig, at de kunne finde på at putte vira eller trojanske heste i programmerne, så de kan fylde vores skærm med popup-vinduer eller melde vores computer ind i et botnet styret af den russiske mafia. Kunne email-programmet finde på at sende kopier af min korrespondence til PET, eller endnu værre: Til min chef? Det er muligvis paranoidt, men måske du alligevel ville have en lidt bedre fornemmelse i maven, hvis du selv havde mulighed for at checke efter, om din programmer er ude på fiksfakserier eller ej.

Som tidligere ansat i softwarebranchen har jeg selv brugt mange år netop på at udvikle proprietære programmer, som vi solgte og herefter ikke ønskede, at kunderne selv skulle rette i. Min erfaring fra dette arbejde er, at en sådan paranoia i de fleste tilfælde er ganske grundløs. Udviklernes tid går som regel med at få programmerne til at gøre præcis det, som brugeren forventer, og hvis der er noget "hemmeligt" ved måden det gøres på, skyldes det i højere grad de ikke særligt elegante snuptagsløsninger, som programmørerne forledes til på grund af travlhed og almindeligt sjuskeri, end det skyldes nogen form for onde hensigter.

Computerprogrammer i hverdagen - begrænsninger og problemer

Og dog kan man ikke bare afvise denne paranoia. Nogle af de mange (altså ikke helt) gratis kommercielle programmer, som man kan downloade rundt omkring på internettet, kan virkelig finde på at installere virus og trojanske heste på din computer.

I den mere seriøse del af branchen er Microsoft gentagne gange blevet beskyldt for at bygge bagdøre til brug for den amerikanske efterretningstjeneste ind i forskellige versioner af Windows.

Microsofts hyppige sikkerheds- og programopdateringer bruger i øvrigt Windows Genuine Advantage, som er et system, der sender oplysninger om dit system og dets hardware til Microsoft, der ud fra disse data forsøger at tage stilling til, om dit eksemplar af Windows skulle være en piratkopi.

Apple måtte i juni 2010 indrømme, at alle iPhones med indbygget GPS er indstillet til hver dag at sende besked hjem til Apple om, hvor telefonen og altså den pågældende bruger befinder sig. For Apple følger der altså med salget af en håndholdt computer med indbygget telefon og GPS en ret til at vide, hvor kunden befinder sig hver eneste dag. Apple har forsvaret denne systematiske indsamling af data om deres kunders bevægelser med, at firmaet ikke har til hensigt at krænke nogens privatliv og at oplysningerne alene skal bruges for at kunne producere mere målrettet og dermed mere effektiv markedsføring. Man kan spørge sig selv, om en henvendelse fra en offentlig myndighed med eller uden en retskendelse kunne forlede Apple til alligevel at krænke deres kunders privatliv ved at videregive oplysninger om, hvor de har befundet sig, men det er dog stadig et akademisk spørgsmål. Til gengæld går en sådan overvågning fra Apples sider måske længere, end kunderne havde forventet, da de købte deres iPhone eller iPad.

I Danmark har IT-Politisk Forening kritiseret den nye officielle digitale signatur NemID, fordi den kræver, at brugeren installerer en såkaldt signeret Java-applet på sin computer. En signeret Java-applet har mulighed for at læse alle de samme filer, som brugeren selv har adgang til og kan derfor potentielt misbruges til at overvåge og udspionere brugeren og kan endda selv anbringe filer og installere programmer (for eksempel bagdøre) bag brugerens ryg. Dette kan de fleste computerprogrammer selvfølgelig, men IT-Politisk Forenings kritik gik blandt andet også på, at det er problematisk, når det drejer sig om et program, som det offentlige forsøger at overtale samtlige danskere til at installere på deres computer og bruge til al kommunikation med det offentlige. Man skal ikke være ret paranoid for at forestille sig, at en ny regering med færre skrupler over for almindelige retsprincipper og borgernes privatliv kunne finde på at udskifte den adgangsgivende Java-applet med en udgave, der også ledte efter særligt interessante filer på borgerens computer og sendte dem videre til statsmagten. Det er i hvert fald et eksempel på et program, som nogle mennesker ville sætte pris på at kunne undersøge for at se, hvordan det virker, men det har DanId indtil videre afvist - af "sikkerhedsgrunde", som de siger.

Løsningen på disse problemer er at gå over til at bruge fri software i stedet. Fordelen ved fri software er, at du som bruger altid har ret til at skille et program ad for at se, hvordan det virker og samle det igen på nye måder, ligesom du selvfølgeligt forventer at kunne gøre ved for eksempel din cykel, din plæneklipper eller din motorcykel.

Fri software har eksisteret lige så længe, som der har været computere, men bevægelsen blev grundlagt for omkring 25 siden. Vigtige skæringsdatoer er grundlæggelsen af GNU-projektet i september 1983 og stiftelsen af Free Software Foundation den 4. november 1985.

Fri software - en løsning på problemet

Den egentlige bevægelse for fri software blev stiftet af Richard Stallman, der i begyndelsen af 80erne arbejdede på Massachusets Institute of Technology (MIT) og var én af de ledende systemprogrammører i MITs laboratium for kunstig intelligens. Han havde arbejdet på laboratoriet siden 1973 og elskede den åbne stemning og den frie samarbejdsånd, der herskede på stedet. Laboratoriets programmører deltes om den samme kode og hjalp med at rette hinandens fejl.

Mod slutningen af 70erne begyndte miljøet imidlertid så småt at blive mere lukket og kommercielt, og Stallman blev mere og mere frustreret over, hvad han opfattede som ødelæggelsen af det frie samarbejde mellem programmører, som han indtil nu havde taget for givet.

Dråben, der fik Stallmans bæger til at flyde over, var en laserprinter - én af de allerførste laserprintere fra Xerox, en på den tid uvurderlig prototype, som MIT havde fået som gave fra producenten. En skønne dag sad der imidlertid noget papir i klemme, så mange brugere måtte gå forgæves efter deres print. Stallman kendte ellerede en enkel løsning på dette problem, nemlig at programmere printeren til at give alle berørte brugere besked, så én af dem kunne gå ud og fjerne det fastklemte papir.

Det var med andre ord en smal sag - Stallman behøvede blot at gå ind i den driver, der satte computeren i stand til at skrive ud på netop denne printer, og indsætte de nødvendige kommandoer. Da han begyndte at kigge efter driveren, fandt han imidlertid hurtigt ud af, at han ikke kunne rette i den, fordi den kun var leveret i en rent binær form. Han havde brug for kildekoden, og den kunne han ikke finde nogen steder.

Richard Stallman var og er en stædig mand, og efter flere måneders eftersøgning lykkedes det ham endelig at finde den mand, der havde skrevet printerdriveren for Xerox. Til Stallmans forbløffelse afslog han blankt at udlevere kildekoden - Xerox havde pålagt ham at holde den og enhver anden viden om printerens indre dele for sig selv.

For Stallman var dette det ultimative svigt: En medprogrammør havde afslået at hjælpe ham, og Xerox' venlige gave havde vist sig at være en trojansk hest, der indførte branchens nye principper om lukkethed og hemmeligholdelse i Stallmans elskede laboratorium. Han havde set det komme gradvist i mange år, men denne konfrontation gjorde det helt klart for ham, at det var hans frihed som bruger, programmør og systemadministrator, der var på spil.

Stallman opsagde sin stilling på MIT og stiftede GNU-projektet, der havde til formål at skabe et 100% frit, Unix-lignende styresystem ved navn GNU (en forkortelse for GNU's not Unix). Arbejdet med GNU førte i de følgende år til udviklingen af en række fremragende værktøjer, der hurtigt blev populære på universiteter og naturvidenskabeligt orienterede virksomheder verden over, især tekst-editoren Emacs og programmeringsværktøjerne gcc og gdb. Visionen om et 100% frit system, som enhver faktisk kunne bruge på sin computer, om han skulle ønske det, blev dog først virkeliggjort, da GNU-værktøjerne blev lagt sammen med Linux-kernen, som den finske studerende Linus Torvalds havde udviklet og frigivet på samme vilkår som GNU-systemet.

I 1985 indså Stallman, at han havde brug for en formel organisation for at håndtere ikke mindst de økonomiske og juridiske aspekter af udviklingen af GNU-systemet, og han grundlagde derfor Free Software Foundation (FSF) for temmelig præcist 25 år siden, nemlig (som allerde nævnt) den 4. oktober 1985. FSFs erklærede formål var at støtte udvikling og brug af fri software og har fra begyndelsen ansat programmører til at arbejde på GNU-projektet på deres kontorer i Cambridge, Massachusets.

Men hvad mener vi egentlig, når vi siger, at et program er "fri software", og at brugen af fri software løser de problemer, som den manglende frihed til at undersøge og ændre den proprietære software introducerer?

Ifølge Free Software Foundations officielle definition er et program fri software, hvis du som bruger af programmet altid har ret til at

  1. bruge
  2. dele
  3. undersøge og tilpasse
  4. ændre og videregive

det - uden begrænsninger af nogen art.

Hvis vi undersøger den enkelte frihed for sig, kan frihed nummer 0 forekomme at give sig selv. Men tilføjelsen uden begrænsninger af nogen art gør det en smule mindre trivielt: Hvis et program er fri software, og du har det installeret på din computer, har du altså ikke alene ret til at bruge det, du har ret til at bruge det til et hvilket som helst formål uden at skulle spørge producenten om lov, hvis du skulle ønske at bruge det til noget nyt. Dette er faktisk ikke helt trivielt. Hvis man køber et eksemplar af en softwarepakke som "Microsoft Office Home Edition" står der faktisk meget eksplicit i salgsbetingelserne, at programmet ikke må bruges til "kommercielle formål", hvor "kommercielle formål" omfatter enhver brug i forbindelse med indstægtsgivende kontorarbejde.

Hvis du for eksempel starter dit eget garagefirma og beslutter at føre firmaets regnskaber i Microsoft Excel fra din MS Home Edition-pakke, gør du dig derfor skyldig i pirateri, eftersom du bruger programmet til noget, som producenten ikke har givet dig lov til i salgsbetingelserne.

Hvis et program er fri software er det derimod brugeren, der ene og alene kan bestemme, hvad det skal bruges til - hvilket kan forekomme at være rimeligt nok, eftersom det er brugerens computer, det skal afvikles på.

Frihed nummer 1 betyder, at man altid har lov til at dele et program med andre, sådan rent privat. Hvis én af dine venner fortæller dig om et problem, og du selv har et computerprogram, der kan løse lige præcis det problem, har du altid lov til at hjælpe ved at give din ven et eksemplar af programmet. Hvis et program er fri software, kan du frit give et eksemplar, som du har modtaget fra producenten eller fra én eller anden tredjepart, videre til venner og bekendte. Dette er i skarp modsætning til den filosofi med betaling pr. eksemplar, der gælder for proprietære programmer. Til gengæld tillader den brugeren at hjælpe sine venner til at løse deres problemer, hvis han har et program, der kan gøre det.

Frihed nummer 2 giver dig den samme ret til at undersøge og forstå dine programmer og tilpasse dem til dine egne behov, som du opfatter som en selvfølge for de fysiske genstande, du ejer. For at kunne udøve denne frihed er du nødt til at have adgang til programmets kildekode - ellers kan du nemlig hverken læse, forstå eller tilpasse det på forsvarlig vis.

Frihed nummer 3 betyder, at du ikke blot har lov til at undersøge dine programmer, men at du også kan skille dem ad og sætte dem sammen på nye måder og give resultatet af dine anstrengelser videre til andre. Generelt betyder det, at hvis et program er fri software, har du altid ret til at lave de ændringer i det, som de har lyst til, og give den således forbedrede version videre til andre. Du har også lov til at tage dele af programmet og bruge dem som byggesten i et helt tredje system, som du er ved at lave. På samme måde, som du har lov til at skille din motorcykel ad og bygge en dampmaskine af delene, hvis du har lyst til det.

De fire friheder giver os altså lige præcis de samme rettigheder over vores egen computer og de programmer, der kører på den, som vi tager for givet for fysiske genstandes vedkommende. Hvor computerrevolutionen syntes at have berøvet os en væsentlig del af vores frihed til at kontrollere vores egne virtuelle omgivelser og infrastruktur, får vi med fri software denne frihed tilbage. Med fri software er det atter helt og holdent dig, der ejer din computer.

GPL - et skjold til værn om fri software

Så for at frigive et computerprogram som fri software, skal ophavsmanden bare skrive det og sørge for at give alle lov til at se og rette i kildekoden, som de har lyst til, og så skulle den være hjemme - eller hvad?

Faktisk er det ikke helt så simpelt. Hvad nu, hvis nogen vil tage et program, der i udgangspunktet er fri software, og bygge det ind i et nyt og mere brugervenligt proprietært produkt, som brugerne måske ender med at foretrække, fordi det er nemmere at få fat i eller nemmere at bruge?

Dette spørgsmål plagede Richard Stallman allerede fra GNU-projektets begyndelse. Han var selv blevet ramt netop af et sådant "tyveri", da en tidlig version af Stallmans eget tekstbehandlingsværktøj Emacs var blevet kopieret og tilpasset af andre programmører, som herefter havde solgt deres nye version videre uden at give brugerne den frihed, som Stallman mente, at de havde krav på.

Han brugte derfor en del år på at løse et kompliceret juridisk puslespil: Hvordan bærer man sig ad med at give brugerne de fire friheder, der sikrer dem kontrollen over, hvad der foregår på deres egen computer, samtidig med, at man sørger for, at de ikke misbruger til at lave en ny udgave af programmet, som berøver deres egne "kunder" den selvsamme frihed?

De proprietære udgaver af Emacs var alvorlige nok, men måtte trods alt regnes til småtingsafdelingen. Hvis Stallman og hans samarbejdspartnere i Free Software Foundation virkelig havde held til at skabe et helt frit styresystem, og det som planlagt endte med at blive virkelig godt, hvordan kunne de så være sikre på, at der ikke ville komme en stor virksomhed som Microsoft eller IBM og lave deres egen udgave, som de så kunne tæppebombe markedet med, så folk endte med at bruge GNU-systemet uden at få spor af den frihed, som var hele projektets formål?

Disse overvejelser førte i 1989 til udgivelsen af den første udgave af GNU General Public License eller GPL, der måske er Stallmans og Free Software Foundations væsentligste bidrag til softwarebranchen - dette sagt på trods af den kolossale betydning, som GNU-systemets tekniske værktøjer har haft, ikke mindst som uundværligt teknisk grundlag for alle GNU/Linux-systemer.

GPL løser problemet med det mulige "tyveri" af fri software til proprietære systemer ved at stipulere nogle få og enkle betingelser for den, der ønsker at ændre og videregive programmet: Enhver har lov til frit at bruge et program under GPL og tilpasse det efter eget ønske og behov, og der er heller ikke noget problem i at dele det i den forstand, at man giver et eksemplar videre til en ven eller en begrænset gruppe af venner, så længe det ikke kan opfattes som egentlig distribution af programmet.

Hvis du derimod ønsker at sælge eller på anden måde videre-distribuere et program under GPL, er du forpligtet til at videregive det på samme betingelser, som du har modtaget det, det vil sige under GPL - hvilket blandt andet indebærer, at du enten skal distribuere hele programmets kildekode sammen med selve programmet eller medsende et tilbud om at stille kildekoden til rådighed, om det ønskes, eventuelt mod et rimeligt gebyr til dækning af dine omkostninger (reglen om gebyr var mere relevant, før Internettet blev udbredt, og man for at stille kildekoden til rådighed var nødt til at sende en diskette eller et bånd med posten).

Hvis du selv har lavet ændringer i programmet, skal alle disse ændringer også stilles til rådighed under GPL, så alle med adgang til programmet kan bygge videre på hele produktet, inklusive dine ændringer.

Dette betyder, at ethvert program, der først er frigivet under GPL, er nødt til at forblive fri software, og at ethvert forsøg på at "bortføre" programmet ved at indbygge det i et proprietært system er ulovligt og kan medføre store erstatninger og i værste fald fogedforbud mod det afledte proprietære system.

GPL er senere blevet opdateret med version 2 fra 1991 og version 3 fra 2007. Opdateringerne har i høj grad handlet om juridiske præciseringer, heriblandt spørgsmålet om, hvorvidt man efter licensen skal have lov til at stille kildekode til rådighed, men låse den hardware, som programmerne er beregnet til at køre på, så man ikke kan bruge sine egne, tilpassede udgaver af koden til noget (den sidste metode blev udnyttet af den GNU/Linux-baserede amerikanske harddisk-optager TIVO, der på den måde sikrede, at brugerne alligevel ikke fik lov til at pille ved systemet).

Rent juridisk er GPL særdeles stærk, fordi den formulerer tilladelsen til at kopiere og videregive programmer som en afståelse af rettigheder, som programmets ophavsmand ellers kunne tage for givet. Det betyder, at hvis en given producent ikke ønsker at respektere eller anerkende betingelserne, har afståelsen ingen gyldighed, og enhver ret til at videregive programmet bortfalder. Styrken i denne formulering har i USA betydet, at ingen sag om overtrædelse af betingelserne i GPL nogen sinde er kommet for retten - de skyldige har indtil nu valgt at indgå forlig for at undgå de hermed forbundne sagsomkostninger.

I Tyskland er der afsagt dom i enkelte sager. Én af de anklagede virksomheder havde solgt en router med GNU/Linux og en række embeddede værktøjer, bl.a. Busybox, som er en mini-udgave af en række vigtige værktøjer, som egner sig specielt godt til systemer med få fysiske ressourcer. Virksomheden forsvarede sig i retten med, at betingelserne i GPL ikke var rimelige, og at det ville undergrave deres konkurrenceevne, hvis de skulle leve op til kravet om at offentliggøre kildekoden til deres egne ændringer i de komponenter, der var omfattet af GPL. Dommeren gjorde hertil gældende, at GPL var det eneste, der kunne give firmaet ret til at indbygge GNU/Linux og Busybox i deres router. Hvis de ikke fandt betingelserne i GPL rimelige og derfor ikke ønskede at overholde dem, skulle de have ladet være med at inkludere de berørte systemer i deres produkt. Nu hvor de havde gjort det alligevel, var det klart, at der var tale om misbrug uden formildende omstændigheder overhovedet. Virksomheden endte derfor med at blive idømt en erstatning.

GPL er delt i to - en politisk motiveret fortale og en juridisk holdbar formulering af de regler, der skal sikre, at den software, den omfatter, altid vil forblive fri. Den korte udgave af de juridiske spidsfindigheder er: Dette er fri software og du kan gøre med det som du vil og har derfor krav på et eksemplar af kildekoden, hvis du ikke allerede har det - men du må kun give det videre på de samme betingelser, som du selv har modtaget det.

Dette præciseres ved at indskærpe, at alle ændringer, du måtte have indført i et program, der er udgivet under GPL, også skal være omfattet af GPL.

Fortalen til GPL er et kapitel for sig og anslår med sin tale om brugerens frihed en tone, man ikke ville vente at finde i en slutbrugeraftale, men som harmonerer godt med licensens historisk store indflydelse på software-verdenen:

The licenses for most software and other practical works are designed to take away your freedom to share and change the works. By contrast, the GNU General Public License is intended to guarantee your freedom to share and change all versions of a program--to make sure it remains free software for all its users. We, the Free Software Foundation, use the GNU General Public License for most of our software; it applies also to any other work released this way by its authors. You can apply it to your programs, too.

When we speak of free software, we are referring to freedom, not price. Our General Public Licenses are designed to make sure that you have the freedom to distribute copies of free software (and charge for them if you wish), that you receive source code or can get it if you want it, that you can change the software or use pieces of it in new free programs, and that you know you can do these things.

To protect your rights, we need to prevent others from denying you these rights or asking you to surrender the rights. Therefore, you have certain responsibilities if you distribute copies of the software, or if you modify it: responsibilities to respect the freedom of others.

For example, if you distribute copies of such a program, whether gratis or for a fee, you must pass on to the recipients the same freedoms that you received. You must make sure that they, too, receive or can get the source code. And you must show them these terms so they know their rights.

Developers that use the GNU GPL protect your rights with two steps: (1) assert copyright on the software, and (2) offer you this License giving you legal permission to copy, distribute and/or modify it.

For the developers' and authors' protection, the GPL clearly explains that there is no warranty for this free software. For both users' and authors' sake, the GPL requires that modified versions be marked as changed, so that their problems will not be attributed erroneously to authors of previous versions.

(...)

The precise terms and conditions for copying, distribution and modification follow.

Og således kan vore venner, superhelten GNU og hans lillebror Linux fortsat sikre brugernes frihed, beskyttet af deres magiske (eller var det: juridiske?) skjold GPL.

GNU/Linux: The Dynamic Duo

Konklusion - fri software som norm

Sammenfattende kan vi konkludere, at hvor computerprogrammer i dag ofte distribueres på en måde, som fratager dig den frihed til at skille dem ad og undersøge dem, som du normalt tager for givet for dine fysiske ejendele, giver fri software dig denne frihed tilbage.

Fri software giver dig altså præcis den frihed til at undersøge og ændre i computerprogrammer, som du tager for givet i verden i almindelighed, og som er en naturlig konsekvens af menneskets naturlige og medfødte nysgerrighed og skabertrang. Samtidig gengiver det dig kontrollen med, hvad det er, din computer gør på dine vegne.

Fri software burde derfor være normen for, hvordan vi laver software i disse dage. Som min væsentligste konklusion vil jeg derfor gerne slutte af med at opfordre til, at du gør alt, hvad du kan, for at håndhæve denne norm. Brug fri software, overalt hvor det er muligt og kræv mulighed for at kunne bruge fri software, overalt hvor det ikke er muligt.

Kun således undgår vi, at en væsentlig del af vores almindelige og hævdvundne kontrol med vores egne omgivelser og umiddelbare infrastruktur bliver taget fra os i den digitale verden. Og kun således sikrer vi, at vores egen nysgerrighed og trang til at påvirke og bestemme over vores egne, umiddelbare omgivelser kan føres intakt med over i den nye, computerstyrede og digitale verden, som er på vej.

Kommentarer:

Skriv kommentar:

Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.
Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.
 
Name:
URL/Email:
Comments:
ANTI-SPAM: Markér denne box/Please check this box.