– fordi tiden kræver et MODSPIL

25. Sep 2007

Fri software som politisk bevægelse

 
– af Justin Podur, ZNet

Richard Stallman er en af grundlæggerne af bevægelsen for fri software og leder udviklingen af operativsystemet GNU. Han har skrevet bogen 'Free Software, Free Society'. Jeg fangede ham i telefonen den 1. december 2005.

JP: Kan du først og fremmest forklare, hvad "fri software-bevægelsen" er for noget?

RMS: Fri software-bevægelsens grundlæggende idé er, at man som bruger af et program forbeholder sig visse friheder. Der er fire gundlæggende friheder, som vi nummererer fra 0 til 3.

Frihed nummer 0 er friheden til at køre programmet, som du vil. Frihed nummer 1 er friheden til at undersøge og ændre programmets kildetekst, som du vil. Frihed nummer 2 er friheden til at kopiere og distribuere programmet, som du vil; og frihed nummer 3 er friheden til at skabe og distribuere ændrede versioner, som du vil. Med disse fire friheder har brugerne fuld kontrol over deres computere og kan bruge dem til at arbejde sammen i fællesskab. Frihed nummer 0 og 2 er til gavn for alle brugere, eftersom alle brugere kan udøve dem. Frihed nummer 1 og 3 kan kun udøves af programmører, men kommer alle til gavn, eftersom alle kan vælge at tage programmørernes ændringer til sig eller lade være. Fri software udvikler sig altså under brugernes kontrol.

Ikke-fri software splitter derimod brugerne og gør dem hjælpeløse. Det distribueres efter et socialt mønster, der er beregnet på at splitte og undertvinge. Producenter af ikke-fri software har magt over deres brugere, og de udnytter på mange måder denne magt til skade for deres brugere. Det er almindeligt for ikke-fri software at indeholde skadelige funktioner, funktioner, som ikke eksisterer, fordi brugerne ønsker dem, men fordi producenterne ønsker at presse dem ned over hovedet på brugerne. Fri software-bevægelsens formål er at undslippe den ikke-fri software.

JP: Hvad er din egen baggrund i fri software-bevægelsen?

RMS: Jeg grundlagde bevægelsen i 1983, da jeg besluttede mig for at skabe en hel verden af fri software. Ideen er ikke blot at skabe nogle få, spredte frie programmer, som det kunne være rart at bruge. Ideen er snarere systematisk at skabe så meget fri software, at det er muligt at slippe helt og aldeles af med ikke-fri software. Ikke-fri software er grundlæggende samfundsfjendtligt - det undertvinger sine brugere og burde ikke eksistere. Så jeg ønskede at skabe et fællesskab, hvor vi kunne flygte væk fra ikke-fri software og ud i friheden.

Den første samling af programmer, som man har brug for for at undslippe ikke-fri software, er et operativsystem. Hvis du har et operativsystem, er der masser af ting, du kan gøre med din computer. Uden et operativsystem kan du faktisk ingenting gøre, heller ikke selvom du har en masse brugerprogrammer - du kan ikke køre nogen af dem uden et operativsystem. I 1983 var alle operativsystemer proprietære. Det betød, at det første skridt, du var nødt til at tage for at bruge en computer, var at opgive din frihed: De forlangte, at brugerne skulle underskrive en kontrakt, et løfte om ikke at dele med andre, bare for at få en eksekverbar udgave af programmet, som du ikke kunne læse eller forstå. For at få lov til at bruge din computer var du nødt til at skrive under på, at du ville forråde dine egne.

Jeg var derfor nødt til at skabe et frit operativsystem. Systemudvikling var tilfældigvis netop mit fagområde, så rent teknisk lå opgaven godt for mig. Det var også den første opgave, der skulle løses.

Det operativsystem, vi skabte, var kompatibelt med UNIX og kom til at hedde GNU. GNU står for "GNU is Not Unix", og den vigtigste ting ved GNU er, at det ikke er Unix. Unix er et ufrit operativsystem, og det er ikke tilladt at lave en fri udgave af Unix. Vi udviklede et frit system, der virker ligesom Unix, men ikke er Unix. Vi skrev det hele fra grunden.

I 1983 bestod Unix-systemet af hundredevis af komponenter. Vi begyndte den lange proces at erstatte dem en efter en. Nogle af komponenterne tog et par dage, andre tog et eller flere år.

I 1992 have vi alle de vigtigste dele bortset fra en: Kernen. Kernen er en af de allervigtigste dele af systemet. Vi begyndte at udvikle en kerne til GNU i 1990. Jeg valgte selv det oprindelige design i den tro, at det ville være hurtigt at implementere. Mit valg gav bagslag, og det kom til at tage meget længere tid, end jeg havde håbet. I 1992 blev Linux-kernen så befriet. Den kom ud allerede i 1991, men under en ikke-fri licens. I 1992 skiftede udvikleren kernens licens og gjorde den fri. Det betød, at vi nu havde et frit operativsystem, som jeg kalder GNU/Linux eller "GNU plus Linux".

Men da vi havde sat delene sammen på den måde, blev brugerne forvirrede og begyndte at kalde det hele for "Linux". Det er ikke særlig rart.

For det første er det ikke rart, fordi der er tusindvis af mennesker involveret i GNU-projektet, som fortjener deres del af æren. Vi startede projektet og gjorde størstedelen af arbejdet, så vi fortjener at blive nævnt på lige fod. (Nogle folk mener, at kernen i sig selv er vigtigere end resten af operativsystemet. Denne opfattelse kommer tilsyneladende af et forsøg på at konstruere en retfærdiggørelse for den forkerte betegnelse "Linux").

Men der er mere end blot æren på spil: GNU-projektet var en kampagne for frihed, og det var Linux ikke. Linux' udvikler havde andre og mere personlige motiver. Dette gør ikke hans bidrag mindre værdifuldt. Hans motiver var ikke slette. Han udviklede systemet for at more sig og lære noget. Det er godt at more sig - programmering er virkelig sjovt. At ville lære noget er også godt. Men Linux blev ikke skabt med det formål at befri cyberspace, og motiverne bag Linux ville ikke have givet os hele GNU/Linux-systemet.

Der er i dag millioner af brugere, som bruger et operativsystem, der blev udviklet, så de kunne have frihed - men det ved de ikke, fordi de tror, at systemet er Linux og blev udviklet af en studerende "bare for sjov".

JP: Så GNU+Linux-systemet opstod ikke ved en tilfældighed.

RMS: Du kan ikke regne med, at tilfældigheder vil forsvare din frihed. Tilfældigheder kan somme tider hjælpe, men der er brug for folk, som er bevidste om det og opsat på at gøre det. Fordi det ikke blev skabt specifikt for frihed, var den første Linux-licens da også ufri. Faktisk ved jeg ikke engang, hvorfor han lavede den om.

JP: Har forskellen mellem GNU-projektet og Linux noget at gøre med forskellen mellem "fri software" og "open source"?

RMS: Efterhånden som GNU+Linux begyndte at blive brugt af tusinder og så hundredetusinder, begyndte folk at tale sammen: Se hvor effektivt, pålideligt, praktisk, billigt og morsomt dette system er. De fleste af de mennesker, der talte om det sagde bare aldrig, at det handlede om frihed. De tænkte aldrig på det på den måde. Og sådan gik det til, at vores arbejde nåede ud til flere mennesker, end vores ideer gjorde.

Linus' udvikler Linus Torvalds har aldriv været enig med vores ideer. Han gik ikke ind for de moralske aspekter af vores ideer og stillede sig ikke kritisk overfor den ufri softwares samfundsfjendtlige natur. Han påstod bare, at vores software var teknisk overlegent i forhold til bestemte konkurrenter.

Denne påstand holdt tilfældigvis stik: I 1990erne var der en, der lavede et kontrolleret forsøg for at undersøge forskellige systemers pålidelighed, idet man fodrede de forskellige programmer (Unix-systemer og GNU-systemer) med tilfældigt genererede input-sekvenser og fandt, at GNU var det mest pålidelige. Han gentog forsøget flere år senere, og GNU var stadig det mest pålidelige.

Torvalds' ideer førte i 1996 til et skisma i bevægelsen, hvad angik målet. En gruppe gik ind for frihed, den anden for effektiv og pålidelig software. Der var jævnligt offentlige diskussioner. I 1998 valgte den anden lejr betegnelsen "open source" til at beskrive deres position. "Open source" er i mine øjne ikke en bevægelse. Det er måske snarere en samling ideer, eller en kampagne.

JP: Vi kommer til at vende tilbage til det her senere, så måske det nu er et godt tidspunkt at definere "bevægelse".

RMS: Jeg har ikke en definition parat, jeg bliver nødt til at tænke på en. Lad os definere det som en samling mennesker, der arbejder for at fremme et ideal. Eller måske et ideal kombineret med en aktivitet, der skal fremme den.

JP: Så "open source" mangler et ideal?

RMS: De anbefaler en bestemt softwareudviklingsmetologi og påstår, at den model vil producere bedre software. Hvis det er rigtigt, er det en bonus. Friheden er ofte også det mest behagelige. Jeg sætter pris på at have bedre software, og hvis friheden gør dét nemmere, så er det en god ting. Men for os i fri software-bevægelsen er det sekundært.

JP: Og faktisk burde man være villig til at ofre både effektivitet og bekvemmelighed til gengæld for at have fri software.

RMS: Helt bestemt.

FRI SOFTWARE OG POLITIK


JP: Mange af ZNets læsere ser sig selv som del af en bevægelse - mod fattigdom, mod krig eller for en eller anden form for social forandring. Kan du sige noget om, hvorfor sådanne mennesker burde høre efter og forholde sig til bevægelsen for fri software?

RMS: Hvis du er imod globalisering af den økonomiske magt, så må du også gå ind for fri software.

JP: Men det er ikke kun det, at den økonomiske magt er globaliseret, er det? Hvis den samme økonomiske magt kun var lokal, ville den heller ikke være acceptabel?

RMS: Folk, der siger, at de er imod globaliseringen, er i virkeligheden imod globalisering af økonomisk magt. De er i virkeligheden ikke imod globalisering som sådan, eftersom der er andre former for globalisering, globalisering af samarbejde og vidensdeling, som de ikke er imod. Fri software erstatter økonomisk magt med samarbejde og vidensdeling.

Hvis du globaliserer en dårlig ting, bliver den værre. Den kommercielle magt er noget skidt, så den bliver værre, når den globaliseres. Men at globalisere en god ting er som regel godt. Samarbejde og vidensdeling er gode ting, og hvis de sker globalt, er de endnu bedre.

Den form for globalisering, der er demonstrationer imod, er globalisering af handelsmagten. Og fri software er en del af den bevægelse. Det er et udtryk for softwarebrugernes modstand mod producenternes dominans.

JP: Hvordan vil du svare dem, der antyder at aktivister for fri software mangler sans for proportioner? Hvis man ser på det kolossale omfang og den kolossale lidelse forårsaget af krige, invasioner, besættelser og fattigdom, kommer friheden til at bruge computere så ikke til at blegne og synes ubetydelig?

RMS: Vore synspunkter er nok blevet fremstillet forkert. Det er umuligt for ét mennesker at involvere sig i alle sager. Det bør ikke overraske nogen, om en programmør engagerer sig der, hvor hans kundskaber og evner kan gøre mest nytte.

Hvis jeg mente, at fri software var den eneste eller den vigtigste sag, kan jeg godt se, hvorfor folk ville se det som ude af proportioner. Men jeg tror ikke, det er den eneste eller den vigtigste sag. Jeg tror bare, at det er der, hvor jeg selv kan gøre mest nytte.

Der opstår et problem, når folk, som måske er sympatisk indstillede overfor vores moralske position, men selv fokuser på andre områder, får for vane at presse andre til at bruge ikke-fri software. Det er så min pligt at fortælle dem, at det er, hvad de gør – at de med deres handlinger er med til at give bestemte store selskaber endnu mere magt. Når du sender nogen en ".doc"-fil, altså en "Word"-fil, eller en lyd- eller videofil i RealPlayer- eller Quicktime-format, så presser du faktisk vedkommende til at opgive sin frihed. Måske mener nogen, jeg mangler sans for proportioner, fordi jeg hele tiden er nødt til at bringe det emne op.

Sommetider tager folk for givet, at jeg vil samarbejde med dem om den slags. Når jeg webcaster en tale, er jeg derfor nødt til at spørge, hvilket format den bliver webcastet i. Jeg vil ikke acceptere, at min tale om frihed webcastes, hvis man er nødt til at opgive sin frihed for at høre eller se den. Jeg lagde engang min jakke over et kamera, før jeg begyndte at tale, da jeg hørte, at det webcastede i RealPlayer-format.

JP: Gandhi stillede sig selv et tilsvarende spørgsmål og besvarede det i sin "Hind Swaraj", som oprindelig var en række avisartikler. Han talte om, hvordan Indien var nødt til ikke blot at skaffe sig at med det britiske styre, men med alle dårlige egenskaber ved "vestlig civilisation". Han spurgte sig selv: "Hvordan kan nogen argumentere mod vestlig civilisation og samtidig bruge en trykkemaskine og skrive på engelsk"? Hans svar var, at nogle gange er man nødt til at bruge gift for at dræbe gift.

RMS: Men kendskab til engelsk er ikke undertykkende - i Indien var det ikke nødvendigt at opgive noget af sin frihed for at lære engelsk. Og jeg forestiller mig, at med alle de sprog, der er i Indien, var der ikke noget bedre sprog for ham at kommunikere på.

JP: Når du siger, der ikke var noget bedre sprog end engelsk, så siger du, at det bliver et moralsk spørgsmål, når der er et alternativ, men ikke før?

RMS: Det bliver et moralsk spørgsmål, lige så snart der er en begræsning. Brugen af engelsk kan være god eller dårlig for Indien, men kendskab til det tager ikke din frihed fra dig. Indien blev uafhængigt, men slap ikke af med engelsk; faktisk fandt jeg fornylig ud af, at der i dag er folk i Indien, hvis modersmål er engelsk, og som ikke taler andre sprog.

For at installere RealPlayer på din computer er du derimod rent faktisk nødt til at opgive noget af din frihed.

JP: Burde ZNet bruge fri software?

RMS: Alternativet er at drive folk til at opgive deres frihed, hvilket går imod Zs ånd og formål.

De fleste har ikke opfattet, at der er et moralsk valg i forbindelse med brug af software, eftersom de fleste kun har set kommerciel software og ikke er begyndt at overveje andre måder at indrette samfundet på. Z Magazine er vant til at forholde sig til retfærdigheden i den måde, samfundet er indrettet på, og kunne hjælpe andre med at tænke over, hvordan det fungerer i forbindelse med software.

JP: Men er der stadig et moralsk spørgsmål, hvis der ikke er noget alternativ? Hvad nu hvis der er en bestemt opgave, for eksempel for ZNet, som det ikke er muligt at løse med fri software?

RMS: Man kan leve uden at få løst de opgaver.

JP: Efter hvilke kriterier? Hvordan kan nogen diktere sådan noget?

RMS: Hvis der er en bestemt opgave, som I absolut er nødt til at løse, så bør I hjælpe med til at skabe en fri erstatning. Selvom man ikke er programmør, kan man stadig bidrage på andre måder - for eksempel ved at donere penge, så andre kan udvikle det.

JP: Så du kan slet ikke forestille dig nogen omstændigheder, hvor brug af ikke-fri software kan være det mindste af to onder?

RMS: Der findes særlige omstændigheder. For at udvikle GNU var jeg nødt til at bruge Unix. Men først var jeg nødt til at overveje, om det ville være moralsk rigtigt at gøre.

Jeg konkluderede, at det var legitimt at bruge Unix for at udvikle GNU, eftersom GNUs formål var at hjælpe alle til at holde op med at bruge Unix så hurtigt som muligt. Vi brugte ikke bare Unix for at få løst en opgave, vi brugte det til at gøre en ende på det specifikke onde, vi deltog i.

JP: Så for ZNet ville du ikke anbefale noget, der betød at vi kom til at miste læsere eller neddrosle vore aktiviteter?

RMS: Det ville ikke være nødvendigt.

Der er et universitet i Brasilien, der besluttede at gå over til kun at bruge fri software, men der var nogle nødvendige opgaver, som de ikke kunne finde fri software til at udføre, så de hyrede programmører til at udvikle fri software til det. (Dette kostede en del af de penge, de sparede på licenser.) ZNet kunne gøre det samme. Hvis I deltager i udviklingen af en fri erstatning for et program, kan I godt forsvare at bruge det så længe.

I ZNets tilfælde tvivler jeg på, at I ville få brug for noget fri software, som ikke allerede findes. Der er allerede netsider og tidsskrifter, som kører udelukkende med fri software. Det ville formentlig være meget let for jer at skifte.

KAPITALISME OG STRATEGI


JP: Jeg har læst andre interviews, hvor du har sagt, at du ikke er antikapitalist. Jeg tror, det ville hjælpe med en definition af kapitalisme.

RMS: Kapitalisme betyder, at samfundet især er organiseret omkring handel, som folk er fri til at foretage inden for nogle bestemte regler.

JP: Handel?

RMS: Jeg kan ikke på stående fod give en definition af "handel". Jeg tror godt, vi ved, hvad handel betyder.

JP: -- Men "anti-kapitalister" bruger en anden definition. De ser kapitalisme som markeder, privat ejendom og, helt grundlæggende, klassedeling og et hierarki af klasser. Opfatter du klasse som et grundlæggende aspekt af kapitalismen?

RMS: Nej. Vi har megen social mobilitet, klassemobilitet, i USA. Faste klasser - som jeg ikke bryder mig om - er ikke et nødvendigt aspekt af kapitalismen.

Men jeg mener dog ikke, at man kan bruge social mobilitet som undskyldning for fattigdom. Hvis man som meget fattig har 5 procents chance for at blive rig, så kan det ikke retfærdiggøre, at man nægter det menneske mad, husly, klæder, medicinsk behandling eller uddannelse. Jeg tror på velfærdsstaten.

JP: Men du går ikke ind for lige materielle forhold for alle?

RMS: Nej, jeg går ikke ind for lige materielle forhold for alle. Jeg vil gerne forhindre forfærdelige materielle forhold. Men udover at beskytte folk mod hjerteskærende forhold, tror jeg en vis ulighed er uundgåelig.

JP: Ulighed baseret på, hvor stor en indsats folk gør?

RMS: Ja, men også på held.

JP: Men du ønsker vel ikke, at samfundet skal belønne held.

RMS: Held er bare et andet ord for tilfældigheder. Det kan ikke undgås, at tilfældigheder har en eller anden indflydelse på dit liv. Men fattigdom kan undgås. Det er forfærdeligt for folk at lide under sult, død forårsaget af mangel på medicinsk behandling, eller under at arbejde 12 timer om dagen bare for at overleve.(Vel, jeg arbejder selv 12 timer om dagen, men det er ubetalt aktivisme, ikke et job - så det er OK.)

JP: Du har mulighed for at bruge dine evner, hvilket er tilfredsstillende. Synes du, at samfundet burde belønne folk for deres medfødte evner?

RMS: Ikke direkte, men folk kan bruge deres evner til at gøre noget. Jeg har ikke noget problem med, at nogen bruger deres evner til at få succes, jeg tror bare ikke, at succes er det højeste mål her i livet. Ting som frihed og skabelse af viden er vigtigere end succes, vigtigere end det rent personlige. Personlig succes er ikke forkert, men er af begrænset betydning, og når først du har nok af den, er det en skam at blive ved med at stræbe efter mere i stedet for at stræbe efter sandhed, skønhed eller retfærighed.

Jeg er liberal i den amerikanske betydning af ordet (ikke i den canadiske eller europæiske). Jeg er imod fascisme.

JP: Her ville det også hjælpe med en definition.

RMS: Fascisme er et samfundssystem, der bøjer sig for forretningslivet og ikke har nogen respekt for menneskerettighederne. Så Bush-regimet er ét eksempel, men der er mange andre. Faktisk ser det ud, som om vi globalt set er på vej mod mere fascisme.

JP: Det er interessant, at du brugte ordet "undslippe" i begyndelsen af interviewet. De fleste mennesker, som tænker på "bevægelser", tænker i retning af at opbygge en opposition, ændre den offentlige mening og fremtvinge indrømmelser fra magthaverne.

RMS: Det vi gør, er direkte aktion. Jeg troede ikke, jeg ville komme nogle vegne ved at forsøge at overbevise software-firmaerne om, at de burde lave fri software gennem politisk aktivitet, og det havde jeg heller ikke hverken evner til eller forstand på. Så jeg begyndte bare at skrive programmer. Jeg sagde, hvis firmaerne ikke vil respektere vores frihed, så vil vi udvikle programmer, som gør.

JP: Men hvis vi taler om regeringer og fascisme, hvad gør I så, hvis de simpelt hen forbyder jeres programmer?

RMS: Ja, så har vi et problem. Det er faktisk, hvad der er sket. Nogle former for fri software er ulovlig.

JP: Kan du komme med et eksempel?

RMS: Software til at afspiller DVDer. Der er et program ved navn DECSS, der stadig cirkulerer under jorden. Men ikke blot er det forbudt i USA, USA lægger også pres på andre lande, for at de skal indføre den samme form for censur. Canada var ved at overveje det, men jeg er ikke sikker på, hvordan det endte. EU vedtog et direktiv, og landene er nu ved at implementere det med love, som faktisk er skrappere end direktivet lagde op til.

JP: Hvad gør I ved det?

RMS: Vi forsøger at gå imod det i de lande, der ikke har indført det endnu, og med tiden håber vi på at få det afskaffet og frigøre de lande,som har. Vi kan ikke gøre det ved direkte aktion, men det er stadig muligt at udvikle programmerne under jorden. I USA tror jeg ikke, det er ulovligt at udvikle dem og lade være med at distribuere dem.

AKTUELLE SAGER


JP: Lad os slutte af med at se på nogle af de andre sager, fri software-bevægelsen kæmper med lige nu.

RMS: De vigtigste problemer er hardware med hemmelige specifikationer, softwarepatenter og treacherous computing.

Om hardware med hemmelige specifikationer: Det er svært at skrive fri software til hardware, hvis specifikationer holdes hemmelige. I 1970erne gav fabrikanterne dig en manual med oplysninger om alle niveauer af systemet - lige fra elektriske signaler til programmer, så du kunne bruge deres produkter rigtigt. Men i de sidste 10-15 år er der kommet hardware, hvis specifikationer er hemmelige. Udviklere af proprietær software kan få specifikationerne, hvis de underskriver en aftale om hemmeligholdelse; almindelige mennesker kan ikke.

Så vi er nødt til at prøve os frem og regne baglæns, hvilket tager tid, eller lægge pres på firmaerne, hvilket somme tider hjælper. Det værste eksempel er indenfor 3D-grafik, hvor de fleste specifikationerne for de fleste chips er hemmelige. Ét firma har offentliggjort sine specifikationer, og der er et andet, til hvis chips der er skrevet drivere uden hjælp. Men det firma, som hededer "NVidious" (nåja, det er hvad jeg kalder det) har ikke villet samarbejde, og jeg synes ikke, folk skal købe computere med dets dele i.

Lad mig illustrere problemerne med software-patenter med et uddrag fra mit indlæg i The Guardian:

En roman og et komplekst computerprogram har visse ting tilfælles: De er begge store og implementerer mange ideer. Antag, at patentlovgivningen også gjaldt for romaner i 1800-tallet; antag, at stater som Frankrig tillod patenter på litterære ideer. Hvordan kunne dette have påvirket Victor Hugos forfatterskab? Og hvordan ville litterære patenter virke i sammenligning med litterær ophavsret?

Se på romanen Les Misérables, som Hugo skrev. Eftersom det var ham, der skrev den, tilhørte ophavsretten kun ham. Han behøvede ikke at frygte, at en eller anden fremmed skulle retsforfølge ham for overtrædelse af ophavsretten og vinde. Det var umuligt, fordi ophavsretten kun dækker den konkrete udformning af et værk i forfatterskabet og kun begrænser kopiering og efterligning. Hugo havde ikke kopieret Les Misérables, så han var ikke i fare.

Patenter virker anderledes. De dækker ideer - hvert patent er et monopol på at praktisere en bestemt ide, som er beskrevet i selve patentet.

Her er et eksempel på et hypotetisk litterært patent:

Påstand 1: en kommunkiationsproces, der i en læsers bevidsthed repræsenterer en figur, som har været i fængsel i lang tid og bliver bitter overfor samfundet og menneskeheden i almindelighed.

Påstand 2: en kommunikationsproces som angivet under påstand 1, hvor den pågældende figur efterfølgende opnår en moralsk renselse gennem en anden persons venlighed.

Påstand 3: en kommunikationsproces i overensstemmelse med påstand 1 og 2, hvor den pågældende figur skifter navn i løbet af historien.

Hvis et sådant patent havde eksisteret i 1862, ville romanen have krænket alle tre påstande - disse ting skete for Jean Valjean i romanen. Romanen kunne være blevet forbudt - reelt censureret - af patenthaveren.

Betragt nu dette, hypotetiske, litterære patent:

Påstand 1: En kommunikationsproces, der i en læsers bevidsthed repræsenterer en figur, som har været i fængsel i lang tid og bagefter ændrer sit navn.

Les Misérables ville også have krænket det patent, eftersom den beskrivelse også passer til Jean Valjeans livshistorie. Og her er et tredje hypotetisk patent:

Påstand 1: En kommunikationsproces, der i en læsers bevidsthed repræsenterer en figur, som gennemgår en moralsk renselse og bagefter ændrer sit navn.

Det patent ville Jean Valjean også have krænket.

Disse tre patenter ville alle dække én romanfigurs historie. De overlapper, men de er ikke helt ens, så de kunne allesammen gælde på én gang; alle tre patenthavere kunne have sagsøgt Victor Hugo. De kunne alle have nedlagt forbud mod udgivelsen af Les Misérables.

Der er andre aspekter af Les Misérables, som kunne være blevet ramt af patenter. Der kunne for eksempel have været et patent på en fiktiv fremstilling af slaget ved Waterloo, eller et patent på at bruge parisisk slang i fiktion. To retssager mere. Faktisk er der slet ingen grænser for, hvor mange forskellige patenter, der kunne være krænket af en roman som Les Misérables. Alle patenthaverne ville sige, at de fortjente en belønning for det litterære fremskridt, som deres patenterede idé repræsenterer, men disse forhindringer ville ikke bidrage til litteraturens udvikling, de ville kun obstruere den.

Denne analogi kan hjælpe folk, som ikke selv er programmører, til at forstå, hvad software-patenter gør. Softwarepatenter dækker funktionalitet, som at definere forkortelser i tekstbehandlingsprogrammer, eller genberegning i et regneark. Patenter dækker algoritmer, som programmer er nødt til at bruge. Der er patenter, der dækker egenskaber ved filformater, for eksempel Microsofts nye formater for Word-filer. MPEG2-video er dækket af 39 forskellige amerikanske patenter.

Ligesom en roman kunne krænke mange forskellige litterære patenter på en gang, kan et program krænke mange forskellige patenter på en gang. Det er så stort et arbejde at identificere alle de patenter, som et stort program krænker, at der kun er lavet én sådan undersøgelse. I en undersøgelse fra 2004 af Linux, kernen i GNU/Linux-systemet, fandt, at den krænkede 283 forskellige amerikanske softwarepatenter. Det vil sige, at hvert af de 283 patenter dækker en beregningsproces, der forekommer et eller andet sted i de tusinder af sider, som Linux' kildetekst udgør.

Det er derfor, softwarepatenter virker som landminer for software-udviklere. Og for brugere, eftersom brugerne også kan sagsøges.

"Treacherous computing" [som egentlig hedder "trusted computing" og ikke har nogen anerkendt dansk betegnelse] er en plan om at ændre designet af fremtidens PC'er, så de vil adlydede softwareproducenterne i stedet for dig. Fra gerningsmændenes synspunkt er sådanne programmer "pålidelige", så de kalder det for "trusted computing"; fra brugerens synspunkt er det forræderisk. Det navn, du bruger for det, viser hvilken side, du er på. Den nye Xbox er et tidligt eksempel - den er lavet til at forhindre brugeren i at installere noget software uden Microsofts godkendelse. Her følger en forklaring fra mit essay 'Can you trust your computer':

http://www.gnu.org/philosophy/can-you-trust.html

Den tekniske ide bag "treacherous computing" er, at computeren indeholder en komponent til at håndtere digital kryptering og signatur, og nøglerne holdes hemmelige for dig. Proprietære programmer vil bruge denne komponent til at kontrollere, hvilke andre programmer du kan køre, hvilke dokumenter du kan tilgå og hvilke programmer, du kan åbne dem med. Disse programmer vil hele tiden downloade nye autorisationsregler fra Internettet og automatisk håndhæve disse regler overfor dit arbejde. Hvis du ikke giver din computer lov til regelmæssigt at hente de nye regler fra Internettet, er der nogle ting, som automatisk vil holde op med at virke.

Programmer, der bruger "treacherous computing", vil som sagt hele tiden downloade nye autorisationsregler fra nettet og automatisk håndhæve disse regler overfor dit arbejde. Hvis Microsoft eller den amerikanske regering ikke kan lide, hvad du siger i et bestemt dokument, du har skrevet, kunne de i princippet udsende nye instruktioner, som gav alle computere besked om ikke at læse det dokument. Hver computer ville adlyde, lige så snart den downloader instrukserne. Alt, hvad du skriver, ville kunne udsættes for en 1984-agtig retroaktiv sletning. Det kunne være umuligt for dig selv at læse det.

"Treacherous computing" sætter eksistensen af frie operativsystemer og frie programmer i fare, fordi du måske slet ikke vil være i stand til at køre dem på nogen computer. Nogle udgaver af "treacherous computing" ville kræve, at hvert enkelt program eksplicit skulle autoriseres af udvikleren af operativsystemet. Du ville ikke kunne køre frie programmer på sådan et system. Hvis du kunne regne ud, hvordan det skulle gøres, og fortalte det til nogen, ville det være en strafbar handling.

Oprindelig bragt her – gengivet med tilladelse.

Kommentarer:

Lusepuster skrev:
26/09/2007 05:57:41

Hej Agger; Tusind tak for igen at gengive en glimrende RMS-artikel. Det kan godt være, at den mand træder en del mennesker over tæerne med sin stil, men hold k***, hvor er han en nødvendig stemme. Kan forresten se at du i din 'om mig' artikel skriver om Turing og Gödel - skægt, fordi jeg selv lige nu er ved at pløje mig igennem The Emperor's New Mind... Interessant stuff.

Carsten Agger skrev:
27/09/2007 16:35:32

Selv tak! Min interesse for Turing og Gödel kommer fra datalogistudiet, naturligvis - jeg finder det fascinerende, at man matematisk kan udtale sig om, hvad man matematisk kan udtale sig om, og så videre.

Jeg har "The Emperor's New Mind" stående, men har ikke fået den læst; jeg er generelt kritisk overfor Roger Penrose, dels på grund af hans i mine øjne uovervejede sammenkædning af kvantegravitation og bevidsthed (det bliver også lidt New Age-agtigt, når det viser sig, at vi lige mangler en holdbar teori for at kunne lave en sammenkædning), dels fordi jeg faktisk har set ham skrive et sted, at bevidstheden er kendetegnet ved, at den kan "løse algoritmisk uafgørlige problemer", tilsyneladende ved en slags kvanterspring, der har noget at gøre med bølgefunktionens kollaps.

Min egen position ift. kvantefysikken læner sig op ad Bohrs, og hvis man antager hans forklaring af EPR-paradokset (som forklaret i min egen gamle artikel om dét emne), bliver det slet ikke nødvendigt at have en særlig, mystisk eller materialistisk eller hvad du vil, kategori for bevidstheden - det bliver alt sammen anskuelsesformer, afhængig af, hvor du står.

OK, jeg gør måske nok Penrose uret, men det forhindrer mig ikke i at være kritisk overfor det af ham, jeg har læst, og det er mest populære artikler. Hvad jeg mener om "The Emperor's New Mind" vil jeg vente med at tage stilling til, til jeg har fået den læst. :-)

Skriv kommentar:

Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.
Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.
 
Name:
URL/Email:
Comments:
ANTI-SPAM: Markér denne box/Please check this box.