– fordi tiden kræver et MODSPIL

21. Jan 2006

Linux i januar: Damn small Linux

 
Damn Small Linux
(Klik for fuld størrelse)
Hvad gør man, hvis man har en gammel computer, som vånder sig bare ved tanken om at køre Windows XP, men man har brug for et mere stabilt og sikkert system end Windows 98, som ikke længere får sikkerhedsopdateringer og derfor er et lidt for let bytte for virus og andre former for angreb?

Jeg står selv i netop denne situation, idet jeg har købt en meget gammel IBM Thinkpad med en 366 Mhz Pentium 2, som selv med 288 Mb RAM aldrig vil kunne køre et office-program (eller ret meget andet for den sags skyld) under Windows XP.

En oplagt mulighed er at kaste sig over en af de mange letvægtsudgaver af Linux, som kan puste endnu nogle års ydelse ind i hardware i Pentium 2-klassen.

Som et første bud har jeg installeret Damn Small Linux, en fuld Linux-installation, der ikke fylder mere end 50 Mb.

Resultatet, som ses på billedet, er en rock solid kontor- og Internetmaskine, som ikke alene kører - den formelig flyver! DSL kan bootes fra et USB-drev, hvis man har lyst til det, og kan efter sigende køre på en gammel 486-processor med så lidt som 16 Mb RAM.

Der er Firefox til Internet, og letvægtsprogrammer som Ted og Siag til hhv. tekstbehandling og regneark, som er perfekte til almindelig daglig brug - og som sagtens kan skiftes ud med mere fuldstændige programmer som f.eks. Word-klonen Abiword. Ganske anvendeligt for den bruger, der primært bruger maskinen til tekstbehandling og email og som hellere vil få noget fra hånden end ud at købe ny hardware, og til at sætte meget gamle maskiner op som moderne, virussikre Internetmaskiner.

Kommentarer: