![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Eurofascism
I 1886 udgav franskmanden Édouard Drumont sin bog La France Juive, som var et klassisk og særdeles populært eksempel på tidens antisemitisme.
Drumont argumenterer i bogen for, at Frankrig reelt er erobret af et mindretal af jøder, der har gjort sig rige på almindelige franskmænds bekostning.
Frankrig og Europa var ved at blive undergravet af et snigende fremmedelement, der reelt havde taget magten og var blevet landets nye herrer – en argumentation, der minder påfaldende om den, man finder hos moderne "islamkritikere" som Bat Ye'or (der opfandt begrebet "Eurabia"), Oriana Fallaci, Daniel Pipes eller danskerne Lars Hedegaard og Helle Merete Brix.
For Drumont var Dreyfuss-affæren således et komplot med det ene formål at vanære det franske militær, ganske som højreorienterede debattører i dag kan udlægge retssager om påståede menneskeretskrænkelser f.eks. på Guantánamo (og sågar også selvmord blandt fanger sammesteds) som blot og bar sabotage rettet mod en retfærdig og nødvendig "krig mod terror".
Under Dreyfuss-affæren var Drumonts position så at sige, at han både ville blæse og have mel i munden; Dreyfuss var nok forræder og dermed skyldig, men i virkeligheden (og hvis han nu var uskyldig) var det hele et komplot for at vanære det franske militær ved at udstille dets iboende antisemitisme:
What is the exact meaning of the frenzied campaign organized by world Jewry to panic France, dishonor the French army and, in so doing, put it in no condition to play a role in Europe? This campaign simply means that the totality of interests of which Jewry is composed has taken a position against France and finds it advantageous that France cease to be a great European power.
[...]
Never has there been a more serious moment. We are going to witness: we already are witnessing a new sharing out of the world. The question is: are we going to intervene in this sharing out or will we be excluded.
[...]
The true goal of the campaign organized by the Jews, and for which Dreyfus was only ever a pretext, was to destroy the might, or the appearance of might, that was given by an army that only a few years ago seemed to be an element which Europe had to take into account.
(Drumont, citeret i EUROFASCISM, s. 130).
Men nutidens islamkritik og højre-ekstremisme minder ikke kun om fortidens antisemitisme pr. analogi - ser man på de mere ekstreme af de indvandrerkritiske partier, der i de senere år har fået vind i sejlene mange steder i Europa, finder man, at de har ideer, retorik og i mange tilfælde også personer tilfælles med mellemkrigstidens fascisme.
Dette er, kort fortalt, ideen bag den norske journalist, forfatter og IT-mand Øyvind Strømmens bog EUROFASCISM.
Disse moderne fascister er ofte kendetegnet ved en stærk bevidsthed om, at den lokale kultur er truet. Moderne fascister vil ofte meget omhyggeligt undgå alt, hvad der kan give associationer til fascisme eller den mere ekstreme højrefløj og forsøger i stedet at brande sig selv som liberale eller konservative.
De "eurofascistiske" partiers fælles ideer lader sig forholdsvis let opsummere:
• En oplevelse af, at europæisk kultur og livsstil er truet af muslimer og islam.
• Europa er besat eller på vej til at blive erobret af kulturfremmede.
• Europa er i kraft af indvandringen faktisk ved at blive omdannet til en slags arabisk provins under navnet "Eurabia".
• Dette kan lade sig gøre, fordi politikerne forråder os og konspirerer med muslimer og kulturradikale om at undergrave den lokale kultur.
• Politikerne og de toneangivende intellektuelle er med andre ord landsforrædere, der spiller "de andres" spil. Eurofascisterne opfatter gerne sig selv som "dissidenter", der udgør en "modstandsbevægelse".
Strømmens projekt er nu at vise, at ikke blot minder disse ideer slående om mellemkrigstidens fascisme - de partier og øvrige organisationer, der fremlægger dem, har gerne rødder direkte tilbage til de "klassiske" europæiske fascister, i nogle tilfælde endda til Adolf Hitlers NSDAP.
For at karakterisere fænomenet støtter Strømmen sig til historikeren Stanley G. Payne, der i sin gennemgang af fascismen op til 2. Verdenskrig opregner en række punkter, som de fleste fascistiske bevægelser har tilfælles, blandt andet:
• En idealistisk, vitalistisk filosofi med vægt på frivillig indsats
• Positiv opfattelse af vold og krig som politiske virkemidler, kombineret med et ønske om at bruge dem
• En autoritær, karismatisk ledelsesstil
Strømmen præciserer, at han med begrebet eurofascisme sigter til grupper med sådanne fascistiske tendenser, der endvidere er karakteriseret ved:
− Historical and current ties to pre-WWII fascist parties, neo-Nazi groups, openly neo-fascist movements, Holocaust deniers and similar groups.Et eksempel på sådanne rødder kunne være selvsamme Drumont, som vi lagde ud med. Én af Drumonts arvtagere var forfatteren og digteren Robert Brasillach, der under 2. Verdenskrig udnyttede den tyske besættelse til at udgive en avis med titlen Je Suis Partout, hvor han angreb jøder og politikere og talte for henrettelse af hele den franske modstandsbevægelse.
− Xenophobia or extreme opposition to immigration, often including the notion that one's own group is being victimised.
− Strong focus on the 'nation', on 'ethnicity' and in some cases also on race.
− An understanding of a certain European unity, mostly expressed in the division into Europeans and non-Europeans (or in Westerners and non-Westerners).
(EUROFASCISM, s. 17)
Brasillach blev ikke overraskende henrettet efter krigen, men hans svoger og kampfælle Maurice Bardèche fortsatte det gode arbejde.
Efter krigen slog Bardèche sig således sammen med ligesindede fra andre europæiske lande og udgav bøger, hvor han fastslog, at Holocaust ikke havde fundet sted, og at jøderne i alle tifælde selv var skyld i deres lidelser.
En nazist og landsforræder, som ingen herefter ville røre med en ildtang, kunne man tro? Da Bardéche døde i 1938, kaldte Jean-Marie Le Pen, leder af Front National, ham ikke desto mindre for "a prophet of the European renaissance for which he had long hoped".
Bardèches arbejde efter krigen satte sig spor andre steder, blandt andet hos Roeland Raes, et fremtrædende medlem af det højreekstreme belgiske parti Vlaams Belang, hvis historie i det hele taget har været meget præget af nazister og kollaboratører fra krigens tid.
EUROFASCISM fører os vidt omkring; vi hører om den britiske fascist Oswald Mosley, hvis bevægelse fra før 2. Verdenskrig kan følges helt op til det, som i dag er det højrenationale parti BNP, om belgiske kollaboratører og antisemitter, der efter krigen fandt sammen og dannede Vlaams Blok, der senere blev til Vlaams Belang, og om lignende grupper i Norge, Sverige, Italien, Bulgarien, Frankrig, Tyskland og Malta.
Karakteristisk er, at disse partier i dag ofte gør en stor indsats for at fremstå som "pæne" udadtil, således at Holocaust-benægtelse og åbenlys racisme ikke accepteres og i mange tilfælde har ført til eksklusion. Undersøger man nu partiets historiske rødder, føres man ofte lukt tilbage til vold og fascisme, og kradser man lidt i den pæne overflade, er det atter fascismens hæslige ansigt, der stikker frem.
Det gælder også, selvom fascismen i dag har udskiftet uniformer og kommandoråb med jakkesæt og venlige smil, ligesom jødernes og "gullaschbaronernes" globale sammensværgelse er erstattet af muslimer og islam.
Strømmen følger op på dette ved at undersøge, hvordan det er gået de steder, hvor eurofascismen har fået magt, som den har agt. I den franske by Orange var erfaringerne for eksempel mere end tvivlsomme:
The policy of the Front National mayors towards libraries were very revealing as far as it comes to Eurofascist concern for «freedom of speech». Often complaining that they are not able to speak freely themselves, the Front was quick to censor as soon as they had the chance. Jacques Bompard, mayor of Orange, noted that «it [was] time to give a clean sweep to libraries as well as to other gearwheels of power».Læg hertil alle mulige andre former for vilkårlighed, ikke mindst voldelig chikane af indvandrere og politiske modstandere, og et ikke særligt rart billede træder frem, hvis et eurofascistisk parti som Front National, BNP eller Vlaams Belang nogen sinde skulle få magt over et helt land.
Soon it became apparent that the party was trying to use libraries as a means of stifling opposing views and spreading their own political and cultural message. In Orange, Bompard took the matters into his own hands, and decreed that the mayor's office would oversee book selection. Multiple copies of self-published books written by Front National-members were quickly added, while books they mayor did not approve of where purged from the acquisition list. Annotations in the margins indicated the reasons for rejection of what Jared Taylor in American Renaissance simply sums up as «anti-French library books». A collection of fairy-tales from around the world was removed because of «multiculturalism». A novel concerning homosexuality was removed on the grounds of lack of respect for «good morals».
(EUROFASCISM, s. 151).
Et spørgsmål, der unægtelig rejser sig under læsningen er, hvor relevant hele denne diskussion er for et land som Danmark?
I Danmark hedder det ekstreme højreparti Dansk Folkeparti, og det har som regeringens eneste støtteparti kunnet tilrane sig en kolossal indflydelse, primært på udlændinge- og retspolitikken. Er Dansk Folkeparti "eurofascistisk" i Strømmens forstand?
Vel, der er ingen tvivl om, at fremtrædende medlemmer som f.eks. Mogens Camre og Morten Messerschmidt tager del i den eurofascistiske bevægelses stigmatisering af muslimer.
Dansk Folkepartis evindelige fokus på "truslen fra islam" og den mangel på hensyn til almindeligt kendte retsgarantier og frihedsrettigheder, der går igen og igen i deres "løsningsforslag", hører i det hele taget solidt hjemme i den eurofascistiske tradition.
Dansk Folkeparti har bare altid været meget omhyggelig med at holde sin sti ren og holde folk med forbindelser til åbenlyst fascistiske bevægelser ude, og i tilfældet Dansk Folkeparti kan man derfor ikke trække en klar, historisk forbindelse til 2. Verdenskrigs fascisme.
Det kan dog være fristende at observere, at Dansk Folkeparti er det eneste parti i Folketinget, der faktisk er nødt til at holde gang i en undertiden ret stor indsats for at holde ekstremistiske stemmer ude og nede. Hvordan kan det være, at de danske fascister netop søger mod Dansk Folkeparti - hvis ikke det er fordi de fornemmer, at Dansk Folkeparti grundlæggende er enig med dem?
Om Danmarks "islamkritiske", intellektuelle højre – det, som bl.a. omfatter "Trykkefrihedsselskabet" og karakteriseres af folk som historikerne Lars Hedegaard og Helle Meret Brix og Jyllands-Postens redaktører Carsten Juste og Flemming Rose - kan der på den anden side ikke være nogen tvivl: De er en fuldgyldig del af den eurofascistiske bevægelse, som Strømmen definerer den.
Med EUROFASCISM har Øyvind Strømmen begået en vigtig og også skræmmende lille bog, en bog, der omhyggeligt dokumenterer, hvor Europas ekstreme højre kommer fra, rent ideologisk, og hvor de vil tage os alle hen, hvis de får lov.
Skønt bogen er veldokumenteret, er den dog ikke fejlfri eller perfekt. Der gøres meget ud af den historiske forbindelse til fortidens fascisme, så meget, at selv nok så farlige bevægelser uden sådanne forbindelser har en tendens til at falde uden for; man kunne måske savne en lidt dybere analyse, der ville kunne tillade os at placere et parti som eurofascistisk, også selv om det ikke umiddelbart har rødder, der går tilbage til 2. Verdenskrig.
En anden ting er, at bogen lader til at være gået for hurtigt igennem produktion, og det i en grad, så den sine steder kan virke irriterende ufærdig: Referencer mangler eller er ufuldstændige, slåfejl, grammatiske fejl - alt sammen ting, som en to-tre dages yderligere korrekturlæsning kunne have rettet gevaldigt op på. Jeg håber, nogle af disse ting bliver rettet op i en senere udgave af bogen!
EUROFASCISM kan købes direkte fra bogens hjemmeside, både på papir og i PDF-format.
Det sidste koster knap fire dollars, og selvom bogen så rigeligt er pengene værd, kan jeg ikke lade være med at tænke, at Strømmen formentlig ville få mere gang i bogen og større salg af papirudgaven, hvis han som en anden Cory Doctorow lod bogens elektroniske udgave være gratis og distribuerede den under en passende Creative Commons-licens.
Jo flere mennesker, der får denne dokumentation mellem hænderne, jo bedre for bogens politiske budskab - og jo flere mennesker, der kan læse bogen elektronisk, jo flere mennesker vil høre om bogen og få lyst til at købe den på papir.
Denne bog er, sine fejl til trods, som sagt en ganske oplysende gennemgang af Europas ekstreme højre, der gør det klart, hvorfor det er berettiget at tale om "fascisme", og som giver et af og til skræmmende billede af, hvor disse fascister vil tage os alle hen, hvis de får lov.
Og det er ikke helt utænkeligt, at de kunne gå hen og få lov til mere, end vi ville bryde os om. Vlaams Belang, der ønsker at løsrive Flandern fra Belgien og vil forbyde alle andre sprog end flamsk/hollandsk, får i dag 25% af stemmerne i Flandern.
Folk, der i dag advarer mod tiltag, der underminerer borgernes rettigheder og øger den statslige kontrol, bliver ofte mødt med det argument, at staten jo vil os det godt: Det kan da godt være, det er helt nye beføjelser og det ville være uheldigt, hvis de blev misbrugt, men hvem skulle da også finde på at misbruge dem? Du tror da ikke i fuldt alvor, at den tyske/danske/hollandske/britiske regering kunne finde på at indskrænke den politiske frihed eller skabe en politistat, bare fordi reglerne giver dem mulighed for det?
EUROFASCISM dokumenterer, at der er al mulig grund til at holde fast i vore borgerrettigheder, og at der er god grund til at være bekymret for fremtiden. Der findes virkelig kræfter, som kunne finde på at afskaffe ytrings- og anden frihed og indføre et rædselsregime for indvandrere og andre dissidenter, som knap nok lægger skjul på, hvad de har i sinde, som har store dele af tidsånden og folkestemningen med sig, og som flere steder er rimeligt populære.
Når nu vi har så travlt med at skabe fortilfælde for, at staten har lov til at overvåge os, indespærre os uden lov og dom, tortere os og lyve for os om det alt sammen, hvis det er i den nationale sikkerheds interesse, kunne det måske alligevel være værd at stoppe op og spørge os selv, hvem det er, vi risikerer at komme til at give alle disse beføjelser.
De af os, der ønsker et frit samfund, har al mulig grund til at være bekymrede og stå fast. At det kan gå galt er ikke blot alarmisme, men påtrængende virkelighed. Det dokumenterer EUROFASCISM, og det gør den godt.
Eurofascism, ISBN 978-1-4303-1356-4, udgivet af Lulu.com 2007; 170 sider, pris $26.02
Kommentarer:
|
wolf
skrev:
En meget væsentlig del af den nazistiske politik bygger på konspirationsteorien om det jødiske verdensherredømme. Selv om man i princippet godt kunne trække konspirationsteorien ud og erstatte den med en hvilken som helst syndebuk, så blev netop jødehadet på den anden side en så integreret del af politikken, at man næsten skulle finde et andet navn end nazisme, hvis man skulle beskrive en tilsvarende ideologi uden jødehadet. Det er et argument, som visse højreekstremister benytter, når de mener, at Dansk Folkeparti og andre "islamkritikere" ikke kan beskrives som nazister, og det må man jo reelt også give dem ret i. Kommer Øyvind Strømmen ind på, hvordan konspirationsteorien har kunnet "skifte race", uden at nogen af de mennesker, der førte den nazistiske politik, begyndte at undre sig over, hvor den jødiske konspiration blev af?
Carsten Agger
skrev:
Den ældre generation af antisemitiske fascister, dvs. folk, som er direkte inspireret af Oswald Mosley eller Francis Parker Yockey, syntes både dårligt om jøder og muslimsk indvandring. Den yngre generation har mere haft fokus et andet sted, end de har haft noget imod den ældre generations antisemitisme, så der har så at sige kunnet være end glidende overgang: Først var der kun et jødisk komplot, så var der både et jødisk og et muslimsk, så tog det muslimske overhånd i den forstand, at det jødiske blev mindre interessant, og det var først, da partier som BNP og Flaams Belang for alvor begyndte at tænke i baner af "politisk korrekthed" og "stuerenhed", at antisemitiske holdninger blev egentligt bandlyst i disse partier - og selv da handler det vel mest om, at de ældre medlemmer ikke siger, hvad de tænker (når Le Pen kan finde på at kalde en mand som Bardèche for en "profet", siger det noget om, at den gode Le Pen nok ikke selv bryder sig meget om jøder).
wolf
skrev:
Carsten Agger
skrev:
wolf
skrev:
Det er ligesom med studiet af religioner: Religionernes respektive guder findes ikke, og så kan religionernes regler og holdninger jo ikke rigtig komme andre steder fra end menneskene, der udgør religionerne. Det betyder så, at det er menneskene, ikke guderne, der er det interessante.
Carsten Agger
skrev:
Religion er et mere komplekst område, og den store udbredelse af religiøse forestillinger kan ikke forklares ved at reducere dem til en meningsløs og let gendrivelig "tro" på usynlige og ikke-eksisterende væsner. Dette er nok ikke rette sted og tid for denne diskussion, men det er noget, jeg har skrevet om her, hvor jeg bl.a. citerer filminstruktøren og antropologen Maya Deren: »The Haitian must be, and is, a very realistic person. His idea of the universe is built upon observations and evidence; and he is also reasonable enough to understand that reality extends beyond his immediate capacity and opportunity to experience and observe it. He judges such unseen realities by a pragmatic test: certain observable results indicate the reality of unobservable forces and facts. But those are understood as realities, not as irreal ideas or »beliefs«. It is significant that, in Creole, the word ’believe’ is never used in our sense of ’belief’, but only in the sense of an opinion as in ’I believe that he will come before nightfall’.« Hele spørgsmålet om, hvad religion er og hvorfor sådanne er opstået, kan mao. ikke reduceres til historien om en ubegribelig overtro, som vi nu sådan cirka har forladt. Religiøse forestillinger går igen i alle samfund og kulturer, hvilket man ikke ville forvente at se, hvis "taskenspillerteorien" holdt stik.
wolf
skrev:
Carsten Agger
skrev:
Og, som sagt, "findes" er et uklart begreb; hvad skal der til, for at noget "findes"? Skal man kunne tage og føle på det? Jeg har f.eks. aldrig set et "arbejdsmarked", og dog mener Claus hjort Frederiksen, at det er meget vigtigt, at jeg forholder mig til det. Er Claus Hjort Frederiksen overtroisk? Vi hænger i sproget, som Bohr sagde - vi er nødt til at gøre godt med de begreber, vi nu engang har. Anyway - this is hardly the time and the place :-)
wolf
skrev:
Med "findes" mener jeg i den forstand, at de ville være der, selv hvis ikke mennesker havde evnen til at forholde sig til dem. Du ved, den virkelighed, som man slår næsen imod, når det er mørkt og man ikke kan se. Lidt a la Kant og co. "Arbejdsmarked" er udtryk for noget, der foregår mellem mennesker, og som nødvendigvis forstås ad den vej, ikke ved at forholde sig til f.eks. åndemaneri af Adam Smith.
Carsten Agger
skrev:
wolf
skrev:
"Nisser" henviser til selvstændige væsner, der netop formodes ikke at have noget med mennesker at gøre (bortset fra når de driller mennesker). "Konspirationsteorier" er ikke noget, som beskriver en interaktion mellem mennesker på samme måde som et "arbejdsmarked" er det, fordi den pågældende interaktion jo netop ikke er mere til stede end nisserne er det. At såvel konspirationsteorier som nisser kan virke frygtelig oplagte at tro på for visse folk, og således i deres bevidsthed udgør noget, der eksisterer udenfor deres egne hoveder, det er så noget andet.
Carsten Agger
skrev:
Det er en meget simplistisk og også forkert opfattelse, der bygger på en naiv opfattelse af, hvad ord som "findes", "selvstændige væsner" og "have med mennesker at gøre" betyder i en erkendelsesteoretisk kontekst. Læs f.eks. den artikel, jeg henviste til. :-)
wolf
skrev:
Som satanist burde jeg også være den første til at forklare, at man sagtens kan bruge et i andre sammenhænge metafysisk væsen som symbol på mere komplekse strukturer. Men kæden hopper altså af, hvis man påstår, at disse metafysiske væsner er "derude" i forhold til vores egne hoveder. Jeg regner med, at vi godt kan tillade os at være simplistiske, hvis ikke vi skal ud i en alenlang udredning af fænomenologi, ontologi og epistemologi. (Eller sagt på en anden måde: Du ved sgu godt, hvad jeg mener med "findes".)
Carsten Agger
skrev:
Den empiriske virkelighed er "Ding für mich". Og i den forstand kan nisser godt være en del af (andre kulturers) oplevede virkelighed og fænomener, man er nødt til at forholde sig pragmatisk til, cf. Maya Derens bemærkning om, at folk på Haiti er nødt til at være meget realistiske. Men hvis du så spørger, om jeg dermed mener, at der i kulturer, hvor folk observerer nisser, kan findes et observerbart konglomerat af molekyler, der svarer til en eller anden form for biologisk liv, som ikke kendes i vores tid eller del af verden, er svaret "nej, naturligvis ikke". Der er tale om, hvad vi ville kalde psykologiske fænomener. Men det er "penge" eller "arbejdsmarkedet" f.eks. også, og det gør ikke disse til en mindre uafviselig del af vores empiriske virkelighed. De "findes" alså. På samme måder kan nisser siges a "findes" i kulturer, hvor de observers empirisk. QED. :-) Og nu er det måske nok med denne diskussion for now - vi har begge gjort klart, hvad vores positioner er, og diskussionen er lidt off-topic i det indlæg her - like I said, now is hardly the time or the place. :-) |
Skriv kommentar:
Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.