– fordi tiden kræver et MODSPIL

31. Aug 2006

Historien om et forudsigeligt karaktermord

 
Nogle indlæg tager længere tid at få skrevet end andre - ikke, fordi de i og for sig er længere eller mindre interessante at få ud, men fordi det er for træls - åh nej, orker man?

Men nu kommer det så - endskønt andre, bl.a. Linda Nørgaard, Bo Gorzelak Pedersen, Lars Gorzelak Pedersen, Lars Raapil og Citizen Dane allerede har været inde på emnet og vist er nået frem til nogenlunde samme konklusioner som mig selv.

Det korte af det lange er:

Weekendavisen bragte 25/8 et usædvanligt modbydeligt angreb på forfatteren Rune Engelbreth Larsen i forbindelse med dennes nye bog Renæssancen og humanismens rødder, som vi tidligere har omtalt her på siden.

Rune Engelbreth Larsen var, hedder det i det såkaldte "portræt", for år tilbage stærkt påvirket af forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff - og det er åbenbart meget forfærdeligt.

Vel, jeg har selv læst en del af Neutzsky-Wulffs bøger i sin tid og kan derfor fortælle, at Neutzsky-Wulff i mange år har talt for religiøs pluralisme og forsvaret denne verden som god i modsætning til især urkristendommens og den tidlige reformations verdensforsagelse.

Religionsfilosofisk kan han således f.eks. sammenlignes med lyrikere som William Blake, Percy Bysshe Shelley, W.B. Yeats eller D.H. Lawrence - som vi ikke normalt plejer at finde helt så forfærdelige eller afskyelige (men nu er de jo også døde ...).

Hvem kunne mon tænkes at tage anstød af noget sådant - lad os se ... lad mig gætte: En eller anden ret langt ude på den kirkelige højrefløj, måske med tilknytning til Dialogcentret?

Bingo! Det viser sig faktisk, at artiklens hovedkilde, en vis hr. Johan Hermann Rump, både er en meget aktiv teologistuderende og som sin vigtigste anklage mod Engelbreth Larsen fremhæver, at denne formentlig kæmper for at "svække kristendommen og skabe en religiøst pluralistisk stat, hvor man frit kan hengive sig til mange guder".

Og her er det, jeg må bekende min himmelråbende naivitet: Jeg troede faktisk, vi allerede havde religionsfrihed og hermed frihed til at hengive eller ikke hengive os til den gud eller de guder, vi vil?

Artiklen skal altså læses i lyset af, at Weekendavisens journalist har pantsat sin troværdighed til en skræmt kristen fundamentalist, der gerne vil afskaffe den religionsfrihed, der allerede gælder i dette land.

Akja. Undres kan vi dog ikke, for der er ikke noget nyt under solen.

Allerede i 1833 skrev ovennævnte Percy Bysshe Shelleys fætter Thomas Medwin således om det berygtede, konservative kulturtidsskrift The Quarterly Reviews behandling af hans afdøde fætter:
The time is happily past when Quarterly Reviews can deal out damnation, or that they can drive out the pale of society, or point out as a mad dog to be knocked on the head, any one who does not happen to profess the same creed as themselves. How little did the reverend writer of that article know of Shelley, when he says that "from childhood he (Shelley) has carried about with him a soured and discontented spirit ..."
(...)
Are such libellers to pass with impunity? Is this proper and decorous language from a clergyman?
(T. Medwin: Memoir of Percy Bysshe Shelley, London 1833, s. 59-60).
Noget lignende kunne man sige om herr Rump såvel som om Weekend-Avisens journalist, der lader sig rive med af billig forargelse mod det, de vist nok ikke kan lide.

Måske Engelbreth burde se denne type kritik som en hædersbevisning - som Shelley (uden sammenligning i øvrigt) utvivlsomt gjorde?

Hvad en stundom seriøs og troværdig "intellektuel" avis som Weekendavisen vil på dén galej, står mig ikke klart - slet ikke, hvis den gerne vil bevare hvad rest af troværdighed, den end måtte have til overs.

Rune Engelbreth Larsen har også selv svaret på smædebrevet - helt bestemt værd at læse, omend det havde været bedre, om Weekendavisn havde sparet os for at skulle beskæftige os med et så småligt og underlødigt angreb.

Kommentarer: