![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Hvorfor ikke som Rushdie?
I dagens Information spørges det, hvorfor Jyllands-Posten ikke har vundet befolkningens opbakning og sympati i kølvandet på sine tegninger af profeten Muhammed i samme grad som Salman Rushdie gjorde i sin tid?
For at få svar på dette spørgsmål interviewer man præsident for Dansk PEN Niels Barfoed, der mener, at forskellen er, at Rushdie rent faktisk havde noget på hjerte:
Rushdie var en dissident, der spændte over begge verdener. Han havde både et muslimsk og et sekulært hjerte. For ham var Koranen et stort kulturbærende værk, som et moderne præsteskab misbrugte i politisk øjemed.Barfoed tilføjer, at "det er naturligvis deres grundlovssikrede ret at gøre, som de har gjort".
(...)
For Rushdie var ytringsfriheden et substantielt begreb i en frigørelsesproces. For Jyllands-Postens vedkommende var der tale om et efter min mening ikke velanbragt drilleri, hvor avisen svigtede sin pligt til at bidrage til en civiliseret optræden.
Et endnu bedre eksempel er måske den ægyptiske forfatter Naguib Mahfouz' roman Children of Gebelaawi (også kaldet Children of the Alley), en genfortælling af Koranens udgave af det Gamle Testamente som historien om et kvarter i Cairo og dets grundlægger, en godfatherskikkelse, som i sin alderdom isolerer sig i sit hjem og aldrig går ud, så hans efterkommere efterhånden tror, han måske er død eller slet aldrig har været der.
Historien gennemløber Iblis' fristelse af Adam og Eva og deres fordrivelse fra Gebelaawis hus, Kain og Abel, Josef, Moses, Jesus, Muhammed og lidt til i en fascinerende historie om livet i en by, hvor uretfærdigheden skriger til himlen, hvor alt forandrer sig, og alt dog forbliver det samme.
For en læser (som undertegnede) fra en ikke-islamisk kultur er det lidt anderledes perspektiv, f.eks. i skildringen af Jesus og Muhammed, fascinerende. Bogens mytologiske paralleller hæver den konkrete slægtskildring op til en fortælling om mennesket og livet, på én gang optimistisk og pessimistisk: Selvom uretfærdigheden skriger til himlen, og alt forandrer sig og dog forbliver det samme og folket under magthavernes pisk, ulmer håbet stadig overalt, som eksemplificeret i hver enkelt patriarks vilje og mod til oprør.
Da Mahfouz udgav bogen i 1959 blev der straks udstedt en fatwa mod ham for blasfemi, og i mange år var bogen forbudt i hele den arabiske verden, indtil den endelig nogle år senere kunne udkomme i Beirut.
I dag er den, skønt stadig ramt af fatwa, sammen med en del andre af Mahfouz' værker, en klassiker i den moderne arabiske litteratur.
Sammenligningen med Muhammed-tegningerne er slående: Mahfouz måtte genfortælle menneskets historie på en måde, der nødvendigvis måtte støde an hos dogmatiske teologer i 60ernes autoritære Ægypten - Jyllands-Posten valgte i en primitiv provokation at træde så hårdt som muligt på en udsat minoritet for at se, om de ømmede sig.
Derfor kan Jyllands-Posten aldrig forvente den samme sympati, som Rushdie i sin tid fik, og Mahfouz burde have fået.