– fordi tiden kræver et MODSPIL

01. Mar 2005

Gråspurve og litterære kanoner

 

Dansk kulturpolitik har i den senere tid handlet meget om kanoner. Først blev der nedsat et udvalg til at sammensætte en litterær kanon af forfattere og værker, der skulle være obligatoriske i landets folkeskoler og gymnasier. Herefter meldte kulturminister Brian Mikkelsen sig på banen med sit forslag om en decideret kulturkanon, der skulle bestå af de femten bedste værker inden for syv kunstværker, der alle skal udgives i en bog med tilhørende CD og DVD, der således vil indeholde den statsautoriserede kvintessens af dansk kulturliv. Indtil videre står det dog ikke klart, om det er lykkes at ramme andet end gråspurve.

Forstå mig ret: Hele ideen om, at der er forfattere, som man bør stifte bekendtskab med i løbet af ens skoletid, og som man i en vis udstrækning bør kunne antage, at folk har hørt om og læst lidt af, er både god og rigtig. Selve ideen om en let tilgængelig samling af de bedste værker i samtlige kunstarter er da heller ikke så tosset.

Men ... en ting er, at der vitterlig er forfattere, der må anses for uomgængelige i dansk litteratur - noget ganske andet er, om vi virkelig behøver en statsautoriseret liste af "kanoniske" forfattere for at sikre, at de mest relevante forfattere og værker medtages? Og endnu mere interessant: Når nu alle er mere eller mindre enige om, hvilke værker og forfattere, der er uomgængelige, hvilken praktisk forskel vil en sådan statsligt autoriseret liste overhovedet gøre? Ligeledes kan en samling af de femten (i en eller andens øjne) bedste værker i syv kunstarter næppe undgå at blive en interessant udgivelse - men hvad skal vi med statslige smagsdommeres dom over, hvilke værker der fortjener således at blive "kanoniseret"?

Sagen er vel, at det slet ikke handler om omsorg for dansk kunst- eller kulturliv, men alene om "flag-waving" hos politikere, der næppe i deres liv har åbnet en bog, der ikke er pensum, men som ved, at behørig viften med Dannebrog kun kan styrke deres politiske fremtid.

Ser man på, hvad det litterære kanonudvalg rent faktisk har præsteret, er det i al fald svært at se, hvad man tror, man kan opnå. Efter side op og side ned om "kanonpædagogik" og krav til læreren om at opbygge "kanonforventninger" hos eleverne, kommer man (det er virkelig kanon, det her!) til selve listen af uomgængelige danske forfattere, som omfatter:

Folkeviser
Ludvig Holberg
Adam Oehlenschläger
N.F.S. Grundtvig
Steen St. Blicher
H.C. Andersen
Herman Bang
Henrik Pontoppidan
Johannes V. Jensen
Martin Andersen Nexø
Tom Kristensen
Karen Blixen
Martin A. Hansen
Peter Seeberg
Klaus Rifbjerg

Ved et første blik på listen må jeg hellere afholde mig fra at udstille min himmelråbende uvidenhed med impertinente spørgsmål som: "Hvem fanden er Peter Seeberg?" og "Hvorfor lige Rifbjerg?".

Mere oplagt er nok: "Hvor er Kierkegaard?" (for svær til folkeskolen og gymnasiet, måske, men så: "Ewald?"), eller: "Hvorfor ikke I.P. Jacobsen"? - "Hvor er Ibsen?" (jaja, han var ganske vist nordmand, men skrev meget på dansk eller i al fald på et norsk, der lå meget tæt på dansk), "Hvor er Aarestrup, Heiberg eller (hvis det endelig skal være) Paludan-Müller?"

Den foreslåede kanon er tungen ud af vinduet: Det er svært at være uenig i, at de pågældende forfattere bør man da have hørt om, men det er lige så svært at forestille sig, at de ikke allerede står på folke- og gymnasieskolernes program. En kanon, med andre ord, som intet vil ændre, intet vil gavne, og som i det mindste heller ikke kan ramme så meget som en gråspurv - en "reform", hvis eneste formål er at tillade de konservative og Dansk Folkeparti at sende det "signal", at Danmark værner om sin litteratur og kultur - hvilket næppe nogen var i tvivl om i forvejen. Flot!

Kommentarer: