Mennesket – Den genetiske arv

 

Mennesket – Den genetiske arv er en del af Aarhus Universitetsforlags Univers-serie, hvor "danske forskere fra hele spektret af fagområder skriver om store emner ud fra deres specialviden", som det hedder på indersiden af omslaget.

Denne bog handler, som det vel fremgår af titlen, hovedsaglig netop om menneskets genetiske arv, især om studier af menneskets oprindelse gennem DNA-analyse, og er skrevet af overlæge Peter K. A. Jensen.

Efter et indledende historisk kapitel, hvor genernes og kromosomernes betydning for nedarvningen og levende organismers udvikling fastslås, følger et lidt tungere teoretisk kapitel, hvor de konkrete molekylære mekanismer bag nedarvning og celledeling gennemgås (genomets molekylære struktur, forskellen på mtDNA og "rigtigt" DNA, genetisk variation forskellige steder i genomet og hvordan denne variation kan forstås ud fra DNA'ets rolle i celledelingen, med meget mere).

Herefter rummer bogen kapitler om evolution og selektionens rolle i forbindelse med menneskets udvikling, om menneskets oprindelse og alder som den genetiske videnskab ser det i dag, om menneskehedens mangfoldighed og om konsekvenserne af de senere århundreders voldsomme ændringer i menneskets udbredelse og levemåde for genomet og den fremtidige udvikling.

Bogen er ikke altid lige velskrevet (især i de første kapitler er der irriterende mange anglicismer, og her tænker jeg ikke på fagudtrykkene) og kan sine steder være lidt vanskelig, men samtidig er det dybt fascinerende at læse om, hvor tæt menneskets biologiske udvikling egentlig kan følges ud fra forskellige mutationer og andre genetiske varianters migrationer.

Vi læser for eksempel, at Homo Sapiens er opstået for ca. 200.000 år siden, og at denne art for ca. 50.000 år siden udvandrede fra Afrika og herfra endte med at kolonisere hele verden, idet de synlige forskelle mellem racerne er opstået som tilpasninger til klimaet forskellige steder i verden.

Det er meget spændende at se, både hvor tæt man som sagt kan følge udviklingen, og hvor hurtigt den nogle gange går. Når et stort flertal af befolkningen i Nordeuropa således kan tåle mælk, skyldes det således en mutation af et enkelt gen, som menes at være opstået blandt steppefolk ved Volga-floden for kun 6000 år siden.

Hos folkeslag med kvægbrug har personer med denne egenskab (at kunne fordøje mælk) haft en klar fordel, idet de lettere kunne skaffe sig føde, og den er derfor blevet udbredt i især Nordeuropa og blandt hvide nordamerikanere.

Om den traditionelle og gammeldags biologiske racisme, dvs. forestillingen om, at folk af andre racer end den "hvide" er "underlegne", mindre intelligente, osv., hedder det flere steder at det er ganske absurd, eftersom de genetiske forskelle inden for verdens forskellige etniske grupper er langt større end de er grupperne imellem - og samtidig er de mere påfaldende forskelle (hudfarve, ansigtsform, osv.) bestemt af nogle meget få gener, som på ingen måde er korreleret med dé gener, som bestemmer individets intelligens mv.

Herom læser vi på bogens side 157:

Den vestlige civilisations intellektuelle historie har været præget af en forestilling om, at Homo sapiens kan inddeles i racer. Det biologiske racebegreb indbefatter en forestilling om, at en art kan inddeles i distinkte grupper, som hver især er homogene. Hvis det var tilfældet for menneskets vedkommende skulle den væsentligste del af den genetiske variation findes mellem grupperne (racerne) og meget mindre variation skulle findes inden for den enkelte gruppe. Men som omtalt ovenfor finder vi lige det modsatte! En del af vores forvirring omkring den genetiske variation skyldes, at de fleste skemaer for raceklassifikation omhandler overfladekarakterer såsom hudfarve, hårfarve og -tekstur og ansigtsform, der alle vides at være formet af den naturlige selektion i forbindelse med tilpasning til lokale klimatiske og andre miljøforhold.
(...)
Disse fysiske træk - hudfarve, hårfarve, kranieform osv. er i bogstaveligste forstand overfladiske forskelle, der vedrører de eksponerede dele af legemet og som hovedsaglig er betinget af ernæring, opvækstvilkår og ikke mindst klimatiske forhold. Alle er de af nyere dato, dvs. opstået inden for de sidste 50.000 år. Store brystkasser hos højlandsindianere i Andesbjergene er f.eks. en tilpasning til optagelse af ilt i store højder, hvor luften er tynd; eskimoernes kompakte kropsbygning er velegnet til at nedsætte varmetabet; sydsudanesernes høje slanke skikkelse er velegnet til at afgive varme; og de små, skråtstillede øjenspalter hos nordlige asiater beskytter øjnene mod kulde og mod solens genskin i sneen.
(...)
Manglen på sammenhæng mellem karaktertræk og traditionelle befolkningsgrænser, når udbredelsen af flere træk analyseres samtidigt, gør begrebet om rene racer meningsløs[t]. Det er også blevet klart, at der ikke er noget videnskabeligt grundlag for den antagelse, at nogle populationer er genetisk bestemt til at være andre populationer overlegne.

Bogens observationer er ikke alle steder lige dybsindige; således mindes vi om, at det som gør os til mennesker ikke kun er bioliogisk men også sprog og kultur - i et afsnit, der forsøger at forklare de genetiske forskelle mellem mennesker og menneskeaber. For det er vel en noget irrelevant observation, når disse biologiske forskelle netop er forudsætninger for, at ting som sprog og kultur overhovedet kan eksistere?

Dette så meget mere, som lingvistikken har påvist et sprogbehov hos mennesket, således at grupper af mennesker, der vokser op i et miljø uden sprog, omgående vil begynde at udvikle et helt nyt sprog, hvis først de får mulighed for at kommunikere (se f.eks. R.L. Trask: Language: The Basics, s. 175-79) - dvs., at Homo sapiens nødvendigvis altid må have haft et sprog. Så bemærkningen om sprog og kultur er altså ikke alene unødigt lommefilosofisk, den er for sprogets vedkommende decideret forkert: Ikke alene er det biologiske begrænsninger, der forhindrer chimpanser i at udvikle sprog, den menneskelige biologi ikke alene mulig-, men nødvendiggør udviklingen af sprog. Men det var et sidespring ...

Skulle man savne noget i en bog om menneskets genetiske arv er det måske en behandling af den genetiske arvs betydning for adfærden, dvs. hele debatten mellem arv og miljø, som behandles af adfærdsgenetikken og bl.a. også (som det fremgår af ovenstående) af lingvistikken - dette felt glimrer ved sit fravær i denne bog, som efter de indledende kapitler udelukkende koncentrerer sig om menneskets udvikling og mulige fremtid.

Overordnet set giver Mennesket – Den genetiske arv en glimrende omend kort introduktion til et dybt fascinerende emne. I disse Intelligent Design-tider, hvor den biologiske videnskabs grundlag undergraves af mørkemænd og fortalere for sakral uvidenhed, er en sådan introduktion til moderne genetik og dens meget vidtgående konsekvenser mildest talt guld værd.

Så ... hvis man kunne være interesseret i nogle af de ting vi også skriver om i denne anmeldelse, og man godt kunne tænke sig at høre lidt om, hvad alt det her DNA-analyse man hører om i retssale egentlig er for noget, og hvordan det alt sammen virker ... er der værre ting, man kunne gøre, end at læse denne lille bog om emnet. Trods sine fejl er den god at få forstand af og kan være en god forberedelse for den, der senere måtte ønske at dykke længere ned i emnet.

Peter K. A. Jensen: MENNESKET – DEN GENETISKE ARV, Aarhus Universitetsforlag 2006. 227 sider, kr. 198,-

[ agger, Wed 27 Dec, :20:51: /litteratur] - kommentar(er) - link

Kommentarer: