– fordi tiden kræver et MODSPIL

10. Dec 2007

Nero

 
Peter Ørsted: Nero
Jeg har netop læst Peter Ørsteds bog Nero, et portræt af den bekendte romerske kejser, som ofte beskyldes for grusomhed, bl.a. mod kristne i forbindelse med Roms brand.

Ørsted følger de eksisterende kilder tæt, og tegner et portræt af en mand, der kom til magten i en meget ung alder, der som ung, grækofil og kunstnerisk interesseret kejser nærmest var leder af en modebølge og derfor enormt populær blandt ungdommen, og som ved en politik præget af fester, forestillinger og omhyggelig sikring af Italiens infrastruktur blev ekstremt afholdt af hele folket.

Hvad der fældede Nero var derfor i sidste ende ikke hans moralske habitus - som Nero-fjendtlige kilder som Tacitus og Sveton ellers lægger stor vægt på - men en økonomisk politik, der var præget af kolossale projekter; for eksempel en 250 km lang kanal fra Avernersøen til Rom, den meget prangende og stort anlagte gennemførelse af, hvad der i alle tilfælde ville have været meget dyrt, nemlig genopbygningen efter Roms brand, store skattelettelser samt et utal af fester, sportsbegivenheder og krævende udenrigspolitiske initiativer.

Denne rundhåndethed, kombineret med en udpræget mangel på evne til at sætte tæring efter næring, tvang ham efterhånden til at bevæge sig lovligt tæt på Senatets formuer og især indtægtskilder, hvilket i sidste ende måtte føre til et opgør ellem Nero og Senatet - et opgør, som i 68 evt. endte med Galbas oprør og Neros død.

Ørsted opsummerer således et sted:
Kan man ikke konstatere andet, må man retfærdigvis karakterisere Nero som et meget begavet menneske.

Han kunne synge, spille lyre, digte og skrive. Han var en dygtig skuespiller, og på det motoriske plan beherskede han både dans og den komplicerede vognkørsel. Han kunne også modellere og male, havde kunstforståelse og interesserede sig for arkitektur. Selv om alle disse færdigheder bliver mere eller mindre latterliggjort i vores kilder, bekræftes deres niveau af de situationer, Nero bringer sig selv i ...

Nero-legenden, som gør Nero til noget nær et monster i antikken og til noget nær en psykopat i senere tider, holder efter min mening ikke. Nero myrdede næppe sin moder, han brændte ikke Rom af og forfulgte ikke de kristne, blot fordi de var kristne. Nero var blot en glad, lille begavet dreng med sans for humor, som tilfældet og fødsel gjorde til kejser i verdens største imperium. Det skulle han aldrig have været.
Ørsteds metode er at sammenholde kilderne, primært Tacitus, Sveton og Dio, med hvad man ellers ved om tidens sociale og politiske forhold. Da Ørsted herved forsøger at se om bag kildernes Nero-fjendtlige tendens (historien skrives jo af sejrherrerne, og det var i dette tilfælde senatorstanden og den økonomiske fornuft repræsenteret af kejser Vespasian), og denne deduktion kan sine steder synes lovligt spekulativ - der er jo simpelt hen så mange ting, man ikke kan vide, og Ørsteds "bedste bud" kan mange steder lige så godt være forkert ...

Men det er stadig en omhyggelig gennemgang af en spændende historisk periode- det er næsten rørende at se en så positiv skildring af en mand, der ellers i dén grad er blevet udskreget som morder og tyran.

Kommentarer: