![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
På vej: Danmark er en kvinde
Forfatteren og idéhistorikeren Rune Engelbreth Larsen udgiver 6. november sin nye bog Danmark er en kvinde, hvor han beskriver, hvad han selv kalder "en naturfremmed danskers genopdagelse af Danmarks naturrigdomme".
Engelbreth beskriver bl.a., hvordan han på et forholdsvis sent tidspunkt blev opmærksom på de værdier og den skønhed, der faktisk ligger i den danske natur:
Ad omveje var jeg drevet uden for det nærliggende boligkvarters stisystemer og fandt mig selv lidt længere fra alfarvej end sædvanligt. Jeg var ikke klar over, hvor tæt det åbne landskab lå inden for rækkevidde, men det blev begyndelsen til stadig hyppigere omveje og flere vandreture med stadig større entusiasme.
Jeg begyndte at falde i staver over udsigten til en riflet mark i morgendisen, en krumrygget eg i regnvejr eller en diffus nattemåne i stormvejr. Der var ikke tale om et omslag fra den ene dag til den anden, og da det endelig gik op for mig, hvor galt det egentlig var fat, var det for sent at stille noget op – jeg sad i saksen og lod mig rive med ...
Hvilke naturrigdomme?, vil nogen måske spørge - men det ville jeg nu ikke selv: Jeg voksede op på landet men med næsen i bøger og tegneserier, men siden jeg som 18-årig flyttede hjemmefra og endte i et kollektiv på Djursland og blev slået af den velsignede, altgennemtrængende fred der er ude på landet og langt fra byens stadige sus af biler og industri, har Danmarks natur haft en fast plads i min bevidsthed, som er blevet holdt ved lige ved hyppige udflugter til skov, bæk, strand og hede og hvad naturen stadig kan byde på selv i et så hærget kulturlandskab som det danske.
Naturen og især skoven er et refugium, et tilhodssted, hvor sindet kan finde fred i en elementær skønhed, hvis tillokkelse måske delvist består i, at netop slette og skov i årtusinder var menneskenes naturlige omgivelser, da vi stadig levede som jægere og samlere. Hvordan dét så ellers forholder sig, er der stadig overraskende mange fristeder tilbage i landbrugslandet Danmark.
Og derfor må jeg åbent erkende, at jeg glæder mig til Engelbreths bog. Han har tydeligvis været ude i nogle af de smukkeste og mest øde og spektakulære afkroge, som Danmark kan byde på, hvor jeg selv af praktiske grunde har begrænset mig til, hvad man finder i omegnen af Randers og Århus - hvilket, når sandheden skal frem, også er en hel del, når man ved, hvor man skal kigge.
Men Engelbreths bog lader til at blive en spændende genopdagelse af naturen, af dens skønhed og indre værdi for os mennesker, og af dens plads i vort lands kulturhistorie og litteratur - for nu at citere bogens forord:
Mit eget forhold til naturen har i mange år ligeledes været præget af en tidstypisk distance, som dog har vedligeholdt sig selv uden større anstrengelser. Ikke desto mindre tog naturen også i mit tilfælde revanche, sneg sig ind på livet i et uagtsomt øjeblik og begyndte at »ruge gaver ud« – for nu at låne Højholts ord.
Og det er den ikke ophørt med siden.
Der var ikke tale om noget lyn fra en klar himmel, men snarere om et besnærende forløb, hvorunder jeg stedse, om end til tider modstræbende blev mere og mere – tør jeg sige – forgabt i Danmark.
Denne bog handler indledningsvis lidt om, hvordan dét gik til, og lidt om, hvad der gik forud – men allermest handler den om, hvad der siden hændte.
Det har også betydet et fornyet forhold til de dele af den kulturhistoriske arv, som jeg tidligere havde forbigået med vekslende omhu.
Jeg kastede ikke hovedkulds mine reservationer bort, men tog alligevel så småt guldalderen med i bagagen, når jeg skulle ud i det fri, og efterhånden vænnede jeg mig til epokens højtravende naturlandskabstilbedelse – og konsulterede den i stigende grad.
Hen ad vejen følte jeg mig dog snarere hjemme i mere nærværende, men af samme grund også mere nærgående danske naturdigte fra slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede. Her fandt jeg min foretrukne guide og parlør til et Danmark, jeg havde fortrængt, men som jeg begyndte at drømme om og efterhånden satte mig for at genopdage.
Jeg tror, det er en bog, som både er spændende i sig selv og som kommer til at sætte dagsordenen for mange spændende diskussioner om Danmark og Danmarks natur i de kommende år - både som noget, der definerer os og påvirker os som danskere, men også om noget, der er truet og skal passes på.
Link: Danmark er en kvinde - forudbestilling.
Illustrationerne til dette indlæg er taget af Rune Engelbreth Larsen, som har ophavsretten - se her for de nærmere betingelser.