– fordi tiden kræver et MODSPIL

24. Aug 2006

Renæssancen og humanismens rødder

 
Rune Engelbreth Larsen: Renæssancen og humanismens rødder
Aarhus Universitetsforlag udgiver i dag Rune Engelbreth Larsens nye bog Renæssancen og humanismens rødder - en grundig gennemgang af renæssancens idéhistorie med udgangspunkt i spørgsmålet, som formuleret i bogens indledning: Hvad er humanisme?

Hvis du nogensinde har interesseret dig for renæssancen som periode, eller du nogensinde selv har spurgt dig selv om, hvor i dag det tilsyneladende udvandede og intetsigende begreb "humanisme" oprindelig kom fra og hvad det kan betyde, er Renæssancen og humanismes rødder noget for dig.

Jamen, eksisterede renæssancen overhovedet som en periode adskilt fra middelalderen, spørger nogen måske. Er der ikke noget med, at den svenske historiker Michael Nordberg i sine bøger "Den dynamiske middelalder" og "Renæssancens virkelighed" (især den første af disse kan i øvrigt anbefales, hvis man gerne vil have kvalificeret det sædvanlige statement, at middelalderen var "mørk") argumenterer for, at den italienske renæssance slet ikke var den store omvæltning, som nogen vil gøre den til, og abonnerer f.eks. dansk-amerikaneren Brian Patrick McGuire ikke på lignende forestillinger?

Fortvivl ikke! Denne problemstilling behandles også i bogen.

Blandt de mange filosoffer, digtere og kunstnere, der tages op, kan nævnes Dante, Petrarca, Bocaccio, Montaigne, Rabelais, Marsilio Ficino, Pico della Mirandola, Agrippa af Nettesheim, Giordano Bruno, Benvenuto Celliini, Sir Thomas More, Tizian, Rafael, Leonardo da Vinci, Johannes Reuchlin, Erasmus af Rotterdam, Michelangelo og danskerne Erasmus Lætus og Tycho Brahe.

Mit gæt er, at denne bog vil blive uundværlig både i gymnasiernes og universiteternes undervisning i periodens idéhistorie såvel som for den enkelte, der ønsker at bruge den som indgang til sit eget studium af perioden - eller sågar som opslagsbog. Med sine 380 sider er den naturligvis ret omfattende og dermed også lang at komme igennem, men det er jo svært at undgå, når den samtidig skal yde et stort emne retfærdighed.

Til gengæld er den skrevet i en ligefrem og lettilgængelig stil, og de få steder, hvor den er decideret vanskelig, er det, fordi de ideer, den behandler, er vanskelige. All you ever wanted to know about the renaissance, but was afraid to ask?

Kig ikke længere, hjælpen er på vej.

Kommentarer: