– fordi tiden kræver et MODSPIL

17. Sep 2006

Sædernes forfald: Almen dannelse før og nu

 
Et eksempel på, hvor meget det egentlig er gået tilbage med den almene dannelse blandt "almindeligt" uddannede mennesker:

I Robert Louis Stevensons kriminalnovelle "Story of the House with the Green Blinds" (En del af en cyklus om The Rajah's Diamond) fra ca. 1880 skal hovedpersonen, en 25-årig kontorist i en bank, tilbringe nogle dage med at overvåge sin yderst mistænkelige nabo.

Dette kan selvfølgelig gå hen og blive kedsommeligt, så han er nødt til at finde på et eller andet for at fordrive tiden. Og hvad kan vel være mere oplagt for en ung skotte i Paris - end at kaste sig over Euclids Elementer:
In order that he might not be entirely idle, and to give a certain colour to his way of life, Francis had purchased Euclid's Geometry in French, which he set himself to copy and translate on the top of his portmanteau and seated on the floor against the wall; for he was equally without chair and table.
(Citeret fra R.L. Stevenson: New Arabian Nights, Chatto & Windus (London) 1925, s. 142.)
Nu er dette selvfølgelig fra en fiktiv fortælling, men det viser også, at det omkring 1880 tilsyneladende forekom fuldstændig normalt, at en kontorist i en bank med lidt ekstra tid på hånden under et besøg i Paris skulle finde på at oversætte en matematikbog (matematikbogen, som Euklids Elementer ansås for dengang) fra fransk - "for at give sit liv lidt kolorit"!

Hvor utænkeligt, hvor nærmest science fiction-agtigt forekommer et sådant dannelsesniveau hos en ganske almindelig kontorist os ikke i dag? Dengang ville man have gyst ved tanken om, at såvel universiteterne som det offentlige liv ca. 100 år efter ville være fulde af ignoranter, der hverken kan latin eller matematik og er stolte af det oven i købet ...

Der er vel tale om en "demokratisering", en nivellering i ordets værste betydning: For 100 år siden var det kun hver tiende, der lærte, i dag er det alle - der lærer en tiendedel af, hvad enhver lærte dengang. Resultatet er et uvidende, åndløst og i sidste ende kulturløst samfund.

Kommentarer: