Fragmenter

 


Det Poetiske Bureau, der tidligere har udmærket sig ved en lang række "skæve" udgivelser af både poetisk, alment litterær og politisk karakter, udgiver 18/9 antologien Fragmenter med bidrag fra over 70 digtere og billedkunstnere.

Jeg bidrager selv med digtet DIGTERENS HYLDEST, som man altså kan finde i antologien.

I anledning af udgivelsesdagen afholdes en reception, hvor der vil være mulighed for at købe bogen, og hvor op mod 40 digtere vil læse op af deres bidrag (dog ikke undertegnede, der desværre er otherwise engaged).

Forlaget skriver om udgivelsen:

Det Poetiske Bureaus Forlag præsenterer igen en årsantologi, denne gang med titlen Fragmenter, hvori primært unge, men også garvede, forfattere, og grafikere deltager. Der er i år fundet plads til 75 kunstnere, og hovedvægten er lagt på det digteriske bidrag.

I anledning af udgivelsen vil der blive afholdt en reception, hvor mange af digterne vil læse op af deres poesi og grafikerne fortælle om deres billeder i Det Poetiske Bureaus legendariske lokaler, lørdag den 18. september kl. 16.00, Griffenfeldsgade 52, København N – giv endelig besked om, hvorvidt du kommer. Vel mødt!

Læs også: Det Poetiske Bureau - digte fra Guantánamo

[ agger, Tue 14 Sep, :15:32: /litteratur] - kommentar(er) - link

Fagre nye verden

 


Kunne du tænke dig at høre Aldous Huxley læse sin bog "Brave New World" højt på en LP fra 1979?

Selvfølgelig kunne du det. Og så er det jo godt, at RecordBrother har lagt Huxleys egen oplæsning af bogen op som en MP3 med original musik komponeret af filmkomponisten Bernard Herman.

"Brave New World is a fantastic parable about the dehumanisation of human beings. In the negative Utopia described in my story, man has been subordinated to his own inventions. Science, technology, social organisation - these things have ceased to serve Man, they have become his masters."

Enjoy!

MP3 af side 1, MP3 af side 2.

[ agger, Fri 07 May, :09:31: /litteratur] - kommentar(er) - link

Jeg drømte mig en drøm

 

Video af Rune Engelbreth Larsen med indledningsdigtet til hans nye digtsamling Danmarks Krans. Musik af Kevin MacLeod.

[ agger, Thu 29 Apr, :08:02: /litteratur] - kommentar(er) - link

Ledestjernen

 
– en fantasi

Jeg voksede op i en udkant. Mine forældre var pionerer, og jeg husker stadig de mørke nætters øde stilhed og kuplen, der hævede sig mod den måne- og stjernebesatte himmel.

Man kunne ikke gå udenfor - det var en helt ny koloni, som aldrig slog rod som varig bosættelse. Vi var der måske femten år, mens geologerne og mineralogerne færdiggjorde deres analyser og udvandt det brændstof og de mineraler, de kunne finde. Min verden var en rumstation som alle andre, store kupler med ovenlysvinduer forbundet med gange af gennemsigtig plastic.

Om dagen vovede vi os somme tider udenfor i rumdragter, men ellers voksede jeg op med sollyset fra kuplerne. Himlens farver vekslede fra dag til dag.

Vores verden lå lunt og godt i en mindre klynge af endnu uudforskede stjerner - for langt fra alfarvej til at være truet af den slags nyfigen interesse eller grådighed, der kunne ramme lidt for vellykkede udviklingsprojekter.

Stjernehimlen var først og fremmest domineret af tre stjerner, der udgjorde klyngens centrum. Disse stjerner havde en noget særpræget virkning i vores eksotiske atmosfære: Store bolde af en ubestemmelig og uefterlignelig gul farve, omkranset af et glødende skær. Hver aften hang de over fællesrummets ovenlysvinduer som en evig trekant, hvis faser og periodiske forandring for os børn var det bedste mål for tidens og årets gang. Min far kaldte dem under ét for "ledestjernen", fordi det var spektrallinjerne i trekantens stjerner, der først havde henledt pionerernes opmærksomhed på, at der kunne være noget at hente i dette lidt afsides hjørne af universet.

Hele området var ubeboet. Vores planet var øde, men der var liv på den verden, der kredsede om den allerinderste af trekantens stjerner, sagde min far. Om aftenen fortalte han af og til historier om rummets udforskning og tidligere pionerers skæbne. Den inderste planet havde engang været beboet, men var i dag forladt. Kolonien var begyndt lovende, men planeten havde udviklet liv af den mere uberegnelige slags, farlige rovdyr og næsten-intelligente grønne uhyrer, der var begyndt at udgøre en trussel mod menneskene, som derfor var rejst igen. Der var trods alt mange andre steder, man kunne tage hen, og denne planet syntes ikke at have andet at byde på end fare.

Sådan var det mange steder. Engang havde universet været øde og tomt, blottet for liv bortset fra en enkelt planet i en fjern galakse, den tredje fra solen i et temmelig ordinært solsystem med otte planeter og forskelligt kosmisk ragelse, der kredsede om en almindelig gul stjerne i midten.

På denne planet dannedes for milliarder af år siden nogle kulstofforbindelser, der var i stand til at reproducere sig selv. Da mennesket var blevet voksent og havde skabt en civilisation, der kunne søge mod stjernerne, rakte det ud i universet på bestandig jagt efter sit eget spejlbillede - intelligent liv, eller i det mindste bare liv. Og de fandt liv, men aldrig i store mængder, og det lignede altid os selv betænkeligt meget.

Og det var da heller ikke så underligt: Vi tænker sjældent over, at vi, til hver en tid og uanset, hvor sterilt et miljø, vi skaber os, altid er afhængige af tusinder af forskellige slags mikroorganismer, som vi tager med os, hvor vi går og står. Hvis der ikke var liv på en planet i forvejen, var der det altid, når astronauterne var rejst igen, i hvert fald, når de havde tømt deres skraldespand og latrin. Det ville naturligvis tage millioner af år for disse mikroorganismer at udvikle sig og overtage planeten i samme grad, som livet havde overtaget på Jorden, men det overlevede næsten altid i form af spredte slimklatter, som fremtidige ekspeditioner kunne finde og analysere.

Noget liv, som de ikke selv var beslægtet med, fandt de aldrig, og de første århundreder efter rumfartens opfindelse var eventyrlysten da også begrænset til deres eget solsystem. Koloniseringen af de ydre planeter begyndte langsomt og i begyndelsen kun yderst nødtvungent, efterhånden som Jorden begyndte at løbe tør for ressourcer til de mange milliarder, der efterhånden beboede dens overflade. I begyndelsen var lukkede komplekser af den type, jeg selv voksede op i, det bedste, man kunne stille op.

Men folk ville nødig bo i de store og trange komplekser, og kosten var af nødvendighed sparsom og ensformig. Det var muligt at overleve på den måde, men ikke uden store psykologiske skader på en befolkning, der trods alt stadig bestod af biologiske væsner.

Alle var enige om, at Jorden var fyldt til bristepunktet, men kunne man ikke skabe nogle omgivelser, der lignede den lidt mere?

Bio-bomben var svaret. Man havde i sin tid hypotetiseret, at kulstofstrenge som i organisk materiale kan opstå spontant under bestemte kemiske forhold, og det, vi opfatter som liv skulle ifølge den teori være opstået, fordi de kemiske reaktioner blev accelereret af et meget højt niveau af kosmisk stråling.

Af kulstofkæderne opstod simple virus-lignende organismer, der under en vanvittigt accelereret udvikling klumpede sig sammen først til encellede organismer, der kunne æde de spontant genererede kulstofkæder, siden til autotrofer, der kunne få energi fra solen - de første planter.

Kunne man genskabe denne udvikling i laboratoriet? Oprindelig havde forskerne ønsket at genskabe disse ekstreme forhold i håb om at skabe liv, der var fundamentalt anderledes end os selv, hvilket måske kunne forberede os på den type fremmedartet liv, som vi kunne vente at finde i universet. Når man begyndte helt på bar bund, lykkedes det imidlertid aldrig at komme længere end til virus-stadiet.

Hvis man i stedet "gødede" præparatet med rester af levende dyr og planter, kunne processen tage udgangspunkt i disse, og i løbet af kort tid ville præparatet nærmest eksplodere i en gudsvelsignelse af nye arter, der udviklede og formerede sig svimlende hurtigt.

Det lykkedes med andre ord ikke at skabe nye livsformer. I stedet fik vi bio-bomben: Et passende behandlet præparat kunne bringes til at vokse eksplosivt og i løbet af få måneder skabe helt nye dyre- og planteformer. Eksperimentet kunne forberedes i en "kasse", hvor man blot skulle sørge for at opretholde et passende strålingsniveau, indtil kassen var fuld; når reaktionen først var kommet så langt, havde processen opnået en kritisk masse, der tvang den til at fortsætte, længe efter at det grasserende liv havde sprængt kassens vægge.

I det oprindelige eksperiment lykkedes det at befolke en øde ø med helt nye plante- og dyrearter, hvorefter livets egen dynamik stille og roligt fik øen til at falde til ro i en stabil biosfære.

På en fremmed planet var forskellen bare, at der skulle en meget større "kasse" til - ikke længere tre gange tre meter, men på størrelse med en rumstation. Under de rette forhold - en temperatur og en afstand fra den lokale sol, der mere eller mindre svarer til Jordens egen - kunne livet bide sig fast i løbet af årtier. Efter nogle få århundreder ville de fleste planeter have en menneskevenlig atmosfære samt dyre- og planteliv. Keine Hexerei: Problemet var løst.

Eller, i henved tusind år så det i hvert fald sådan ud. Mennesket rejste fra planet til planet og fra solsystem til solsystem og såede deres stjernefrø og udbredte deres egne livsvilkår til de fjerneste afkroge af galaksen. Jorden døde, udpint af hundredevis af milliarder menneskers fornødenheder, men ikke før, den havde afskudt sit fortryllede frø mod stjernerne og genskabt den biosfære, den selv havde mistet, i tusindvis af kolonier.

Og sådan gik det til, at en galakse, der engang var aldeles gold og uden spor af menneskelig civilisation bortset fra en lille ubetydelig planet i kredsløb om en lille ubetydelig sol var blevet befængt med sygdommen Liv og havde forvandlet sig til en uigennemtrængelig og farlig jungle af beboede og forladte planeter.

Mit eget land lå som sagt afsides, langt fra de store transportveje eller handelscentre. Det var fordelt ud over nogle få hundrede planeter og havde form som et aflangt prisme. Beboelsen var koncentreret i den nederste eller sydlige del af prismet, mens det fredelige hjørne, hvor jeg selv voksede op, lå i den øverste eller nordlige.

Bio-bomberne forsynede menneskene med det, som rumstationerne på Mars og Titan ikke havde kunnet, nemlig en biosfære: Plante- og dyrearter og en atmosfære, man kunne ånde. Et menneskeliv tilbragt inden døre i kliniske omgivelser havde haft en ødelæggende virkning på de første rumrejsende og kolonister. Der var dem, der mente, at folk ville gå til grunde, hvis de blev berøvet muligheden for at gå uden for og trække vejret eller spise mad, som de selv havde dyrket.

Jeg skal ikke kunne sige det - jeg voksede selv op på en rumstation, et stort kompleks med legestuer og drivhuse, og selvom det var noget af en åbenbaring for mig at komme til Marib, bemærkede jeg aldrig, at jeg havde savnet noget i min barndom. Tværtimod: Midt i plaskene ved de gulblå strande og under løvhanget i de store skove, mine forældre straks insisterede på at vise mig, endte jeg altid med at savne stjernehimlen i fællesrummet derhjemme.

Udvindingen var nemlig færdig, kort før jeg alligevel skulle starte på Akademiet, og mine forældre tog hjem, hvor de kom fra. Jeg begyndte at uddanne mig til ingeniør for selv at tage del i den evige søgen efter brændstof til vore rumskibe. Den tilstundende krig fik mig til at søge ind i flåden, hvor jeg selv mente, at jeg kunne gøre størst nytte.

I en af de sidste uger før min afgangseksamen begyndte jeg at blive plaget af en underlig drøm: Jeg var tilbage i rumstationen, under den sorte himmel med solens ild i horisonten. Natten var plastret til med stjerner, og lavt på himlen stod en trekant som tre gule blomster, omkranset af en cirkel med en uefterlignelig gul nuance: Ledestjernen. Hvis man lagde hovedet på sned kunne man næsten se et lille hvidt glimt ved kanten af den inderste: Terra Viva, den ubeboede planet med de grønne uhyrer og den uhæmmede plantevækst fra min barndoms eventyr.

Synet forfulgte mig i de følgende dage: Udsigten fra fællesrummet, stjernehimlen og Ledestjernen med dens gule, trygge og hjemlig lys. Det var jo absurd: Jeg længtes efter udsigten fra en nedlagt rumstation på en ubeboet klippeø i universet, som nu var så tømt for ressourcer og værdi som et æbleskrog. Jeg længtes efter noget, som nu var væk, og hvori jeg ikke med min bedste vilje kunne se nogen værdi.

Og dog kunne jeg ikke få drømmmen ud af hovedet, så meget mere, som den gentog sig nat efter nat. Til sidst gik jeg på kompromis og fik lavet en halskæde, der så vidt muligt indfangede essensen af den tryghed, jeg længtes efter: En oval skive besat med stjerner og tre små ringe, omkranset af en cirkel, med cirklen og ringene i hvidguld og sølv. Jeg puttede den i lommen og tog den frem, når følelsen kom over mig. Problemet var løst: Jeg havde nu den tabte udsigt i lommen og vidste, at jeg til hver en tid kunne få den tilbage.

Drømmen og længslen lod mig i alle tilfælde være i fred, og tre uger senere tog jeg min eksamen og endte med at få kommandoen på et skib. Krigen var nu så tæt på som nogensinde før.

Da imperiet brød sammen, blev det i første omgang opløst i tre-fire store "lande", som hver repræsenterede tusindvis af planeter og hundreder af milliarder af mennesker. Bio-bomben havde imidlertid en omkostning, som vore forskere ikke kunne gøre meget ved: Sygdom.

Vi havde naturligvis alle vore forkølelses- og influenza-vira, mæslinger, skoldkopper, herpes og HIV. Det var ikke noget stort problem, det var længe siden, nogen havde set en dødelig variant.

Hvad bio-bomben gjorde, var at skabe en vanvittigt forceret udvikling, som svarede til at lave et decideret remix af de dyre- og plantearter, man brugte som "frø". Der slap uvægerlig alle slags bakterier og vira med, og de første generationer efter, at en planet var indflytningsklar, indtraf mutationerne stadig foruroligende hurtigt. Rejser mellem forskellige planeter med hver deres helt friske biotoper og mikroflora komplicerede det hele yderligere. På verden efter verden begyndte folk at falde om og dø af sygdomme, man aldrig havde hørt om før.

Nødhjælp fra andre planeter risikerede blot at eksportere smitten, hvorefter scenariet kunne gentage sig og sygdommen hoppe fra solsystem til solsystem i en vanvittig, dødbringende kædereaktion. Mange af de vigtigste kolonier blev på den måde aldeles tømt for mennesker, og resten af galaksen havde forståeligt nok ikke travlt med at genbosætte en planet, der havde fået udryddet sin befolkning af guderne må vide hvilken sygdom, der var opstået i dens tropiske sumphuller.

Da man først havde forstået mekanismen bag de stjernehoppende pandemier, blev sygdomsbekæmpelsen på galaktisk plan reduceret til en enkelt, grusom men meget let forståelig regel: Ingen nødhjælp. Så snart en planet blev ramt af en pandemi, blev den sat i karantæne og enhver samhandel indstillet, indtil sygdommen var udryddet.

Det var en grusom beslutning at træffe, for de fleste planeter var slet ikke selvforsynende og kunne dårligt blive det. Når først en planet var afskåret, måtte den kæmpe hårdt for at bevare civilisationen. Nogle steder blev hele befolkningen simpelt hen udslettet. Andre var mere heldige, men så snart de var ramt af karantænen, var det kun et spørgsmål om tid, før de løb tør for reservedele og måtte klare sig med landbrug, jagt og fiskeri. Efterhånden som der blev tyndet ud i de beboede planeter ophørte kontakten også mellem forskellige dele af universet. Planeternes sprog gled fra hinanden, og efter få århundreder var galaksen politisk, sprogligt og kulturelt splittet op i hundredevis af riger svarende til den gamle verdens "lande".

Min egen verden lignede som sagt et aflangt, stavformet krystalprisme med hovedstaden og de vigtigste planeter forneden og de mere tyndt befolkede og vilde egne foroven. Hvis vi fastholder denne orientering lurede der over prismet en stor, uformelig ballon, som var et af de få helt store riger, der var tilbage. Vores sikkerhed i forhold til dem var nogenlunde proportional med vandstanden i deres beholdning af vigtige ressourcer, især tungmetaller.

Forneden lurede en helt anden trussel, et stort, uformeligt krat af planeter, der alle havde været ramt af karantæne. De udgjorde ikke en politisk enhed, havde ingen fælles stat, mange af deres planeter var stadig helt ubeboede efter de store pandemier, mens andre var sunket ned i overtro og barbari. Det var en jungle, vi så vidt muligt holdt os fra, og som intet andet end mangel på livsvigtige ressourcer kunne have trukket os ned i.

Problemet med dette krat var, at mange af dem havde opdaget de omliggende verdeners rigdom og kultur og derfor udspyede en lind strøm af marodører og bosættere. Hvorfor skulle de have besværet med at bygge byer, når vi havde gjort det for dem? Hvorfor skulle de selv genskabe deres civilisation fra grunden og genopdage den videnskab, der skulle til for at gøre dem selvforsynende, når de kunne tage det hele fra os?

Marodørernes taktik var gruopvækkende simpel: De angreb vore planeter én ad gangen, satte dem ud af spillet med et lynangreb og stillede befolkningen over for et ultimatum: Samarbejde eller døden.

Hvis planeten var rig på ressourcer blev den plyndret, og dens byer brændt. Var den frugtbar, sendte marodørerne gerne tre-fire skibe med civile bosættere, der installerede sig som høvdinge med forbindelse tilbage til marodørernes egen planet og den oprindelige befolkning - vores landsmænd - som slaver. Særligt genstridige planeter blev udslettet med atom- og brintbomber.

Man skulle tro, at den slags rumrøvere ville have svært ved at klare sig mod en avanceret civilisation som vores, men faktum er, at de åd sig ind på os, planet for planet, rædselsscenarie for rædselsscenarie. Smeltede byer, massakrer, voldtagne og tilfangetagne kvinder og mænd, mennesker, der døde som fluer af de sygdomme, som oprindelig havde hærget marodørernes planeter.

Det værste var, at vi stadig var nødt til stadig at respektere den gamle karantæneregel: Så snart marodørerne havde rørt ved en planet, var den død, indtil i vidste, om der var udbrudt en smitte, og den eventuelt kunne kureres; ellers kunne vi hurtigt selv komme til at gøre marodørernes arbejde for dem.

Det var en hektisk tid, hvor jeg var glad for at vide, at min egen familie levede i relativ fred og sikkerhed på Marib, som trods alt lå centralt og i ly ved siden af hovedstaden, men hvor vi ikke desto mindre så barbarerne gøre større og større indhug på det, som vi engang troede var et fredeligt og stabilt rige. Millioner af døde det ene år blev til milliarder af døde det næste.

Marodørernes normale praksis var at sende et eller to skibe ind mod en planet for at lamme alt i et enkelt, ødelæggende angreb, og hvis det ikke lykkedes, så løbe. Vi kunne ikke forudsige, hvor de ville slå til næste gang og kunne selvfølgelig ikke slå ring om samtlige planeter. I stedet anbragte vi to skibe i kredsløb om hver af de yderste og som regel tyndt befolkede planeter, mens flåden trak sig tilbage og forsvarede de inderste solsystemer med næb og kløer.

Jeg blev selv sat til at lede forsvaret af Nova Altair, som var én af disse udkantsverdener.

På trods af situationens alvor havde jeg nogle dejlige og paradoksalt nok fredelige år dér. Der er tale om en lille planet med et dejligt klima, sneklædte bjerge med gode muligheder for skisport og et naturskønt tempereret bælte med skove og sandstrande. Industri og minedrift var koncentreret på planetens nordside, mens det meste beboelse lå i det tempererede område omkring ækvator - det var også der, jeg selv boede, når jeg ikke var på vagt ude i rummet. Som planetens redningsmænd var vi rimeligt populære i befolkningen, og jeg begyndte så småt at overveje at slå mig ned permanent, når og hvis vi fik bugt med indtrængerne.

Det var også i disse år, at min halskæde begyndte at røre på sig igen. I lang tid havde jeg ikke tænkt over den, den havde simpelt hen været min trofaste, daglige følgesvend, der så selvfølgeligt som min uniform eller mit låsekort, eller måske nærmere som min næsetip eller min øreflip, var fulgt med mig, hvor jeg gik og stod.

Jeg drømte. Det gør man selvfølgelig altid, men dette var mere påtrængende. Jeg drømte om min barndom, om fællesrummet i rumstationen, om min far, der sad og fortalte historier, om at lege med de andre børn; jeg drømte om Ranja og de første forsigtige omfavnelser, før også hendes forældres kontrakt udløb og hun tog tilbage til Dilmun, om at være på ekspedition udenfor, myriader af leende børn i rumdragter og en lærer, der fortvivlet forsøgte at holde styr på det hele.

Gennem alle disse drømme løb ét bestemt billede som en rød tråd. Tre gule stjerner samlet i en trekant og omkranset af en glorie skabt af atmosfæren trådte frem og fyldte drømmen med en underlig, malplaceret længsel, der altid blev hængende i dagevis. De tre stjerner trængte sig selv i forgrunden og ønskede tydeligvis at fylde alt og få resten af mit liv til at tage sig trivielt ud.

Jeg forstod det ikke. En rumstation er en rumstation, og så fantastisk var min barndom dér altså heller ikke.

Når jeg ikke arbejdede, hang jeg ud med kollegerne fra skibet. Vi officerer var blevet venner med en del af de kvinder, der arbejde for Rådet, og der var en af dem, som jeg havde et særligt godt øje til, og som jeg plejede at invitere ud til både det ene og det andet. Måske, når alt dette var overstået, hun ville rejse tilbage til Marib med mig. Måske, når alt dette var overstået, jeg selv ville slå mig ned på denne friske, åbne, grønne planet, der var så fuldstændig forskellig fra de sterile omgivelser, jeg selv var vokset op i.

Og så kom denne drøm og satte det alt sammen i skyggen af tre ligegyldige, ubestemmeligt-gule stjerner, der kun kunne observeres på en forlængst nedlagt rumstation i den anden ende af landet.

Krigen gik ikke ret godt. Marodørerne lod stort set vores planet være i fred, men den var heller ikke specielt stor eller attraktiv, og fjenden blev naturligt tiltrukket af de større og mere tæt befolkede planeter nær hovedstaden.

Man begyndte at tale om at trække alt inden for hovedklyngen: Evakuere Nova Altair og andre perifere planeter, tømme dem for ressourcer, ødelægge byerne og evakuere befolkningen. Det største problem ved den plan var, at man ikke kunne bygge boliger til alle de mennesker.

I mellemtiden var vores generalstabskort ramt af stjerneskud.

Selv brugte jeg tiden på at cirkle rundt ude i rummet som kaptajn på mit skib, parat til at slå til mod et angreb, der aldrig kom. Nede på jorden så jeg efterhånden mere og mere til Zenia, som var datter af et af de vigtigste rådsmedlemmer. Vi var begyndt at drømme mere og mere om, hvad vi gerne ville, når dette en dag var forbi.

Drømmen forfulgte mig stadig, drømmen om min barndom, om rumstationen og stjernehimlens ubestemmeligt-farvede lys i fællesrummet. Det gik mig på: En slags omvendt traume, min barndoms tryghed på rumstationen nedkogt til et enkelt billede, som gav mig den uafvendelige følelse, at hvad jeg end foretog mig nu og her, så var det forkert. Hvad var der med de ovenlysvinduer og den stjernehimmel, der havde givet genlyd nok i mit sind til at manifestere sig i min lomme som en halskæde, jeg lagde vægt på altid at have på mig?

Det kom i hvert fald ikke til at vare længe, før billedet kom tilbage.

Jeg stod på broen, ude på en af de rutinemissioner, der udgjorde min eksistensberettigelse på Nova Altair. Resten af besætningen gik rundt og passede deres ting, jeg stod og betragtede udsynet med stjernehimlen uden for. Det er frustrerende at bruge sin tid på at vente på noget, der ikke sker, og dog var det nødvendigt.

Stjerneskud, stjerner, rummets uendelige tomhed, som generationer af dårlige digtere havde fablet om. Fire års patruljetjeneste, fire år som kaptajn på et af de fire skibe, der i døgndrift beskyttede denne planet. Det var efterhånden begyndt at blive rutine. Som en vagtpost på den kinesiske mur. Og dog måtte vi holde modet oppe: Det skulle ikke gå os som den vagt, der efter halvtreds års tro tjeneste skulkede fra sin post netop den dag, hvor barbarerne valgte at dukke op.

Samtidig med vagttjenesten forsøgte vi at analysere de seneste angreb og lede efter et mønster. Næstkommanderende sad foran mig og fumlede med skærm og tastatur, et stjernekort dukkede op under det store udsyn:

"Hovedklyngen er endnu uberørt; i sidste måned faldt Hyksos, i denne kvadrant. Petra, Palmyra og Anbar slog angreb tilbage."

Tre prikker lyste grønt, og en enkelt blev manende rød.

"Som sædvanlig intet mønster. Men jeg tror, vi er inde i en byge."

"Nogen overslag?"

"Almindelig stokastisk analyse ud fra angrebshyppigheden de sidste ti år giver en sandsynlighed på 10% for et angreb i løbet af den næste måned.

Analyse ud fra sidste år alene konvergerer mod 50% med en usikkerhed på 5%. De kommer tættere og tættere på."

"Med mindre de løber tør," indskød jeg tørt.

Det var et problem: Det eneste redskab vi havde til at gennemskue, hvad fjenden var ude på, var en statistisk analyse af angrebshyppigheden. Men det var fuldstændig usikkert - på et eller andet tidspunkt måtte angrebene trods alt høre op, fordi der ikke var sendt flere skibe, og det ville vores statistiske modeller ikke kunne vise.

Tre prikker lyste op på skærmen, og for hver af dem blinkede yderligere fire-fem stykker - hvert af de sidste angreb med deres "forgængere" i samme område.

"Oppefra ... nedefra ... - det lader alt sammen til at konvergere mod dette område. Det er os, eller vores nærmeste naboer ...". Prikkerne lyste op på tavlen og dannede en ubehageligt påtrængende ring omkring os selv. Min næstkommanderende var en ung, spændstig kvinde, som en dag ville blive en god og lidenskabelig ægtefælle eller kæreste. Desværre ikke min.

"I sidste måned var de på vej væk ...?

Måske du i stedet for at filosofere over, hvem der står for tur næste gang, kunne give et bud på, hvor de har deres base?"

"Hvis de har en. Men i så fald er jeg sikker på, at de også har tænkt på, at vi kan udnytte deres angrebsmønster til at forsøge at finde den.

Men angrebene er stadig koncentreret om den nederste del af riget, kun ganske få forsøg over hovedklyngen," et par enkelte punkter i den øverste del af det stavformede krystal lyste op. "Næste gang nogen bliver angrebet må de forsøge at tage besætningen levende og så se, hvad de kan få ud af dem."

Det var endnu en stående vittighed. Tage dem levende og se, hvad man kunne få ud af dem, inden man var inficeret af en af de myriader af uheldsvangre mikrober fra længst glemte pandemier, som de brugte som biologiske våben. Tage dem levende og se, om man overhovedet kunne snakke med dem. Tage dem levende og håbe på, at de overhovedet kunne sige noget som helst.

"Kaptajn," sagde hun. "Vi har haft fred og ro de sidste fem år. Med lidt held får vi det de næste fem og tyve også. Men ...".

Hun havde tabt mig. Faktisk var jeg slet ikke med, og det var ikke kun, fordi hendes situationsrapport mest var en kedelig gentagelse af de samme, evindelige spekulationer. På udsynet tegnede sig pludselig tre små prikker i en trekant i den nederste del af stjernehimlen, en trekant omgivet af en slags glorie, der måtte skyldes en optisk effekt i selve udsynet. Prikkerne voksede hastigt, efterhånden som de endnu uidentificerede lyskilder kom tættere på. Vi var under angreb.

"Alle mand på dæk!" råbte jeg, for befippet til at huske den rigtige procedure. Næstkommanderende satte sirenen igang, og broen blev straks forvandlet til et mylder af mennesker og aktivitet.

Udkigsposten begyndte at lire koordinater og mulige angreb af: "Afstand 300.000 kilometer, forventet landing på Altair 25 minutter, kan måske afskære dem ved at accelerere og give dem en god gang peber."

"Afgang!", skreg jeg. Få øjeblikke efter var vi igennem hyperrummet og så de tre prikker lyse op meget tættere på, uhyggeligt nok stadig i en perfekt trekant, der ubarmhjertigt brændte sig ind i min barndoms trygge, lyse nætter.

Koordinater blev indtastet, og tre målsøgende missiler gled tavst gennem rummet. De havde ikke en chance: Fjenden havde ingen overlysflyvning og skulle være heldige, hvis deres primitive detektorsystemer overhovedet kunne nå at varsko dem om den forestående død.

Styrmanden kiggede intenst på skærmen, talte minutterne, ventede på en chance til at sætte sekvensen i gang: ni, otte, syv, seks ... et blændende lys oplyste udsynet, de to andre måtte snart følge efter ... fem, fire, tre, to ... der kom de ... EN, og mine indvolde krængede sig nok engang ud, mens det sortnede under springet.

Overlysspring er forbandet ubehagelige, men denne gang var det trods alt helt oplagt at foretrække frem for at brænde som et støvfnug i tryk- og varmebølgen fra tre brintbomber. På udsynet flimrede tre supernovaer, døde hen i en dystert-gul glød og forsvandt lige så stille, borte igen så hurtigt, som de var kommet.

Jeg kiggede lamslået på NK og styrmanden.

"Jeg tror vi slap, kaptajn!" sagde styrmanden.

Jeg nikkede nådigt, stadig ophidset. Det var første gang, nogen af os havde været i kamp, og det havde ikke engang varet tyve minutter. Melder, at vi har reddet verden, og det har ikke taget mere end de vigtigste tyve minutter i vores liv.

Næstkommanderende lagde sig tilbage i stolen, hendes bryster stod i vejret, som hun faldt hen med et drømmende smil. "Det var ni ud af ti," sagde hun. "Det var nioghalvfems ud af hundrede. Hvis vi ikke havde stået lige dér ... hvis du ikke havde råbt op ..."

Jeg nikkede og havde egentlig mest lyst til at omfavne hende, lægge mig ind til hende og synke med ind i hendes drømme.

"Men de er døde nu. Endnu en chance forspildt."

Det var dog et problem, der var til at overse. Det var sjældent, at det overhovedet lykkedes at slå angriberne tilbage. At give sig tid til at tage et af de fjendtlige skibe til fange ville have været ensbetydende med at give et af de øvrige tid til at nå og udslette Nova Altair. Et fjendtligt skib kan udslettes på minutter eller sekunder, men tager timer og dage at tage til fange. Som sædvanlig ville et oprydningshold blive sendt ud for at se, om de kunne redde nogle stumper af de ødelagte fjendtlige skibe, og som sædvanlig ville de intet finde.

Tomheden fyldte mig, som adrenalinen døde ud i min krop. Jeg rystede på hovedet.

"Tre dage tilbage," sagde NK. "Tre dage, så skal vi ned og aflægge rapport til Rådet."

Ned til en heltemodtagelse, tænkte jeg. Tre dage, hvor vi kunne tage den lidt med ro, vel vidende, at vi havde slået et angreb tilbage, og at der nu kunne gå mange år, før vi blev ramt igen. Tre dage, hvor vi kunne køre videre på rutinen, plotte de angribende skibe ind i det overordnede mønster og prøve at se, hvad det kunne give os af oplysninger om mordernes base.

Jeg fortalte ingen om, hvad jeg så, da jeg opdagede angriberne. Jeg havde aldrig ladet nogen vide, at min amulet var andet og mere end et stiliseret minde om min barndoms stjernehimmel.

I virkeligheden var jeg rystet i min grundvold. Jeg var stadig besjælet af den dybe længsel fra utallige nætters urolige drømme, hvor jeg atter var blevet præsenteret for den uforståelige, uimodsigelige og alt for dybe længsel efter en helt bestemt stjernehimmel. Ledestjernen, tre ubestemmeligt-gule kugler omkranset af en fælles glorie, der måtte være et artefakt fra atmosfæren. Og nederst, en lille, stålblank prik under det nederste hjørne i trekanten, slyngede min fars historier sig ind gennem lianskove og grønne uhyrer, der kæmpede med spyd. Tre stjerner, der forlener barndommen med ubeskrivelig tryghed, og under dem min fars eventyr. Man skulle tro, jeg var kommet over det.

Og nu dette. Symbolet havde vakt de samme følelser som altid, men denne gang repræsenterede det et alt-ødelæggende angreb, der kunne have udslettet eller i bedste fald uhjælpeligt raseret den planet, der nu i mange år havde været mit hjem, og hvor jeg håbede at gifte mig og grundlægge en familie. Jeg havde båret på en hemmelighed, og denne hemmelighed havde marodørerne brugt som en vej ind i mit sind.

Tre dage senere stod vi i rumhavnen på Nova Altair, parat til at tage den næste transport ind til hovedstaden. Næstkommanderende og styrmanden var alvorlige og nervøse, deres ansigter udtrykte nærmest ærefrygt. Ingen af os havde prøvet at være krigshelt før. Jeg tænkte ikke på meget andet end at drukne min forvirring og forløsning i Zenias arme, så snart det kunne lade sig gøre.

Men først: Rådet. Vi lod os køre, gik ad lange gange og trådte endelig ind i den alvorsfulde sal, hvor vi så ofte havde fremlagt vore beregninger og bekymringer, og gjorde klar til at aflægge rapport.

"Melder, at vi har opsnappet tre fjendtlige skibe, der var på vej til at angribe. Melder, at sandsynligheden for nye angreb på denne planet de næste fire år hermed er nede under 0,1%. Melder, at fjenden er udslettet. Der var ikke tid til at forsøge at tage dem levende."

Jeg kiggede rundt. Rådets medlemmer så underligt stift, udeltagende på os. Lederen rømmede sig og begyndte at tale.

"Godt klaret, kaptajn! De fleste er ikke så heldige. Desværre er der bare et problem ..."

Der var noget galt. Ud ad øjenkrogene mærkede jeg en bevægelse, en sitren i salens skygger bag de ærværdige rådsfolk. Nogle ildevarslende, mørke skikkelser trængte sig fremad.

Jeg havde vel halvt om halvt tænkt på dem som kæmper, to en halv meter høje med sorte rustninger og en hellebard klar ved siden. I virkeligheden var de små, nærmest uanselige - men deres uniformer var rent faktisk sorte.

"Hvis bare I forholder jer i ro, sker der ikke noget", sagde den forreste af skikkelserne med en kraftig, raspende accent, som jeg ikke havde hørt før. "Jeg ved ikke, om ordet 'afledningsmanøvre' er en del af jeres militære træning. 'Sænke paraderne', talte man vist om i gamle dage. Tre tomme, fjernstyrede skibe, og forsvarerne sætter alle deres kræfter ind på at afværge angrebet. Og imens ..."

Jeg nikkede. De havde fået os til at hæve armen for at slå ud efter en flue, mens de ubemærket stak deres modbydelige, forgiftede spyd dybt, dybt ned i vores alt for bløde indvolde. Det sank i mig, som situationens alvor begyndte at gå op for mig. Vi var døde.

"Det var nødvendigt at holde jer hen, indtil I kom hertil; I var de sidste forsvarsstyrker. Alle fire skibe er besat, og der vil ikke ske nogen noget, så længe I samarbejder. I modsat fald forbeholder vi os ret til at ødelægge alle værdier på planeten, så de ikke falder i fjendens hænder. Jeg må på det kraftigste råde jer til at samarbejde."

Det kunne han sagtens sige. Vidste han ikke ...?

Han så ildevarslende rundt på os. "Jeg og mit mandskab vågnede for en måneds tid siden efter tusinder af års dvale. Vore folk har sat os nødtørftigt ind i situationen. Vi har samlet store mængder af brændstof og tungmetaller på en base kun få lysår herfra. Det er ikke lykkedes at holde en eneste af jeres verdener, men det har ikke været uden omkostninger for jer at holde os ude.

Til gengæld er det ikke lykkedes at trænge gennem jeres indre forsvarsværker. Men det vil nu ændre sig."

Han så betydningsfuldt, nærmest sjofelt indtrængende på mig. Vi var fanget som en lus mellem indtil flere negle. Hvis vi ikke døde af de sygdomme, som de nu havde tænkt sig at inficere os med, skulle vore egne landsmænd nok sørge for, at ingen af os kom til at forlade planeten i live de første tyve år.

Med mindre marodørerne bestemte sig for at holde Nova Altair, i hvilket fald vores slagstyrke havde ordre til at udslette den.

"I kan ikke bryde igennem den indre ring uden hjælp. I kan ikke flyve vores skibe. I er efterkommere af en civilisation, der blev udslettet under en af de store epidemier, og hovedparten af denne planets indbyggere vil snart være døde. Hvorfor skulle vi hjælpe jer?"

Han smilede, så over på sine fæller, og herefter ud over Rådets medlemmer, der så ud, som om de var medvidere i en frygtelig hemmelighed.

"Fordi I gerne vil leve. Fordi jeres side umuligt kan vinde, og fordi det er i alles interesse at få afsluttet denne krig så hurtigt som muligt.

I kan ikke engang forestille jer, hvad det er, der driver os. Vi mistede alt - teknologi, rigdom, mad. Vore forfædre var tvunget til selv at dyrke jorden på et tidspunkt, hvor de end ikke havde maskiner til at lave redskaber med. I generationer døde vi som fluer. Vi mistede alt, bortset fra erindringen om, hvad vi havde været og atter kunne blive. Efter et par snese generationer kunne vi møjsommeligt tøffe på besøg hos hinanden, og vi indgik et forbund af folk, der har svoret en dyr ed: At få civilisationen tilbage. Atter at blive dem, der bestemmer her i universet. Og vi byggede en million skibe og sendte dem afsted i alle retninger.

Denne her planet havde I nær fået reddet, troede I. Og nogle hundrede gange skal det nok være sket, at I har reddet en verden. Men hvor længe tror I selv, I kan blive ved? Selv de ti tusind stjernekrydsere ved den indre forsvarsring må blive trætte engang. Desuden ... hvad tror I egentlig, vi er ude på?

Vi er ikke uhyrer. Vi kommer ikke for at udrydde jeres civilisation, vi kommer for at overtage den. Vi kan ikke betjene jeres maskiner, og det vil tage os år at lære. Vi har ingen interesse i, at I dør. Men vi har en interesse i, at I overgiver jer!

Så længe krigen bliver ved, dør jeres rige, en planet ad gangen. Hvis I overgiver jer, kan I leve videre mere eller mindre som før. Nu er det bare os, der bestemmer i stedet for generalerne i hovedstaden.

Men det er ikke kun det. Kaptajn! Du er den øverste leder af denne planets forsvar. Du har ansvaret for indbyggernes liv og sikkerhed. Hvis I ikke griber ind, risikerer de at dø, af epidemier eller i de kampe, der snart vil komme. Vi har udviklet vacciner mod alle de dødelige sygdomme, som vi selv har lidt under, og vi kan dele dem med jer, hvis I vil. Men vi har brug for tid!

Denne planets indbyggere har nu valget mellem et fredeligt, uforstyrret og stort set uændret liv under vores herredømme - og så den mere eller mindre totale undergang, der ville blive konsekvensen af at nægte. Valget er dit."

Jeg kiggede rundt på de andre officerer. Måske havde han ret. Hvis Marodørerne virkelig kunne tage magten mere eller mindre smertefrit, ville deres skibe holde op med at angribe vore planeter. Hvis ikke, ville det betyde døden for alle planeter uden for den indre ring, og i længden ville heller ikke den kunne holde stand. Det var afpresning i den største målestok, jeg nogen sinde havde hørt om.

Jeg sank. Den svimlende erkendelse af, at vores planet var prisgivet, var erstattet af erkendelsen af, at vi var døde, med mindre vi spillede fjendens spil og forræderiet lykkedes.

"Kan vi drøfte det lidt for os selv?"

"Selvfølgelig," svarede talsmanden. Få minutter senere havde erobrerne forladt salen og overladt det til de besejrede selv at håndtere deres nederlag.

Rådets formand så på mig. "Du hørte ham. Det rigtigste ville være at kæmpe imod for enhver pris, og det er også, hvad vores forholdsordre siger. Hvis vi er nødt til at samarbejde, ville det være endnu mere rigtigt at forsøge at advare vore landsmænd om det forestående angreb.

Men: Før de landede, kastede marodørerne nogle kapsler med en livsfarlig influenza-virus. Hvis vi slår alarm, vil deres læger ikke hjælpe os med at immunisere folk, og de vil plyndre os nådesløst, inden vore egne kan nå at slå igen.

Som det er lige nu, er der ingen, der ved, at vi er faldet. Det sidste, Overkommandoen har hørt fra os, var meddelelsen om jeres enestående bedrift.

Denne bedrift er nu blevet endnu mere enestående: I har ikke blot uskadeliggjort tre fremmede skibe, I har også haft held til at fange et fjerde intakt og tage hele dets besætning til fange. Det er en enestående chance for at studere indtrængerne på nærmeste hold og finde ud, hvor de kommer fra, og hvordan de måske kan standses eller overvindes.

Desværre nægter besætningen at tale, og vi kan hverken forstå deres sprog eller betjene deres computere.

Planen er sådan set færdig, i alle detaljer. Det eneste, vi mangler, er jeres ord for, at I vil samarbejde."

NK trak sig foragteligt baglæns, tog sig så sammen og nikkede. Styrmanden rystede på hovedet, og jeg selv sukkede oprørt og bed ydmygelsen i mig. Der var ikke andet at gøre.

Rådsformandens spådom viste sig at holde stik. Aldrig så snart var beskeden om det tilfangetagne, fjendtlige fartøj sendt afsted, før der indløb en ordre fra Overkommandoen: Skibet skulle tømmes for alt af efterretningsmæssig værdi, og alle disse ting skulle sammen med besætningen holdes i karantæne og omgående flyves til hovedstaden. Vores mandskab skulle tage afsted med to af Nova Altairs fire stjernekrydsere; dette var strengt taget ikke forsvarligt, men det var usandsynligt, at marodørerne ville angribe igen så hurtigt.

Besætningen på det fremmede skib skulle underkastes en bakteriologisk og virologisk analyse, og vi skulle forsøge at neutralisere enhver form for smitte, så efterretningsfolkene i hovedstaden selv kunne komme til at forhøre dem. Selvfølgelig ville de aldrig komme længere end til karantæneområdet, men det kunne være rart, om afhøringsofficererne kunne få lov til at forlade det igen.

Ekspeditionen begyndte så småt at tage form, og jeg aflagde rapport for overkommandoen om vore hensigter. Jeg, NK og styrmanden skulle flyve ind med den fjendtlige besætning i dvale i lasten. Kaptajn Samson ville tage det andet skib med alt materiel fra det fjendtlige skib, så eksperterne kunne se nærmere på det.

Marodørernes læge gik samtidig i gang med immuniseringen. Befolkningen på Nova Altair fik i første omgang samme historie, som vi havde fortalt Overkommandoen, at det var lykkedes os at tage det fjerde marodørskib intakt, og at de tilfangetagne indtrængere og deres udstyr snart ville blive fløjet væk; i mellemtiden var vi bekymret for eventuelle huller i det fjendtlige skibs karantæne, hvorfor Rådet var tvunget til at iværksætte en storstilet vaccination af alle planetens 50 millioner indbyggere.

Dette fuldendte marodørernes afpresning: Hvis kuppet mislykkedes, ville vaccinationen medføre en eller to generationers karantæne, hvor der ikke ville komme forsyninger med brændstof eller tungmetaller. Civilisationen ville smuldre, og der kunne udbryde borgerkrig og hungersnød.

Jeg behøver vel ikke fortælle, at vi alle sov dårligt i denne tid. På 24 timer havde planetens forsvar og Råd forvandlet sig fra Rigets og civilisationens indædte forsvarere til usle forrædere, hvis eneste chance for overlevelse var at assistere den primitive og grusomme fjende i et storstilet kup mod selve regeringen.

Smykket lå stadig i min lomme, men det lå mindre sikkert eller trygt end før. I alle de år, hvor billedet af de tre stjerner havde ligget i mit baghoved og fulgt mig i mine drømme, havde såvel ledestjernen som forestillingen om den stået for noget godt. Dette var uventet: Hvorfor viste de tre fjendtlige skibe sig netop som symbolet på den tryghed, der ikke ville lade mig være i fred?

Overkommandoens ordre havde ikke været til at tage fejl af, og det tog os knap en uge at forberede afrejsen.

Og sådan gik det til, at jeg og NK tre dage senere sad på broen og ventede på signal fra kaptajn Samson. Turen til den indre ring var gået problemfrit, og vi var nu i kredsløb om hovedstaden. Vi var dages karantæne i kredsløb, mens Overkommandoens udsendinge gennemførte deres biologiske skanninger. Ikke, at der skulle kunne være noget - marodørernes materiel i Samsons skib var omhyggeligt desinficeret, og de sovende fjender i vores eget lastrum blev af samme grund holdt hermetisk adskilt fra os andre. Selvfølgelig var der også seks marodører løs på de to skibes dæk, men det kunne Overkommandoen ikke vide.

Vi var parat til sammenkoblingen og den sidste rådslagning med kaptajn Samson og hans folk, inden vi landede i regeringskomplekset. Den sidste rådslagning, inden det gik løs.

Jeg så på NK og beundrede som så ofte før den selvfølgelige, afklarede værdighed og autoritet, der strålede fra hver pore af hendes krop.

Som jeg ofte havde drømt om, men indtil nu aldrig gjort alvor af, knugede jeg mig ind til hende, mærkede hendes skuldre spændes i et øjebliks overraskelse som straks forsvandt og druknede i et sus af blødhed. I morgen var det afgørende slag i vores liv, og som to tørstende pilgrimme bortkastede vi den militære korrekthed, der i årevis havde reguleret et forhold, der aldrig før havde været andet end kollegialt.

Jeg knugede hende tættere, lige så overrasket over mig selv, som jeg var over hende. Blæse være med Zenia, dumme Zenia og hendes vigtige familie på en planet langt borte, som vi måske aldrig ville vende tilbage til. Jeg og NK gik ind i dette slag sammen, og det var det eneste, der betød noget.

Tre lamper begyndte at blinke på kontrolpanelet, en trekant som af små, lysende kugler omkranset af en kunstig refleks i panelets plastik, antydningen af en glorie. Alt var parat.

Sammenkoblingen forløb planmæssigt, og vi havde en konstruktiv rådslagning på kaptajn Samsons dæk. I morgen ville vi flyve ind på karantænestationen i hovedstaden, og der ville vi vække de sovende marodører i lasten. Når myndighederne havde overbevist sig om, at det var sikkert at lade os forlade skibet, ville vi blive kaldt til afhøring hos regeringsrådet. Samtidig ville rigets bedste teknikere kaste sig over de udvalgte stumper af marodørernes computere, som vi havde besluttet at overlade dem.

I samme øjeblik skulle begge skibe gå på vingerne, og vores egentlige mission ville være at meddele regeringen vores ultimatum, mens skibene rettede et knusende slag mod Overkommandoens flåde. Om mindre end et døgn ville kuppet være overstået og krigen forbi.

Vi forlod mødet i en beslutsom stemning, jeg aldrig havde oplevet før. Vi kan gøre det her - i morgen er det os, der bestemmer, og krigen er overstået!

Jeg og NK gik og småsnakkede, kom lidt foran vore tre sortklædte vogtere, som vi nærmede os luftslusen. Samtalen fortsatte under frakoblingen, og for enden af den lange slusegang vendte jeg mig forsigtigt om, knælede og beundrede den historiske scene. Samsons skib hvælvede sig uden for slusegangens gennemsigtige vægge, og de tre Marodører var på vej, klar til at spille deres rolle i rigets undergang. Jeg fumlede, trillede en lille kugle ned mod dem, som om de skulle gribe den, trykkede på knappen foran mig og så sluseportene glide i. Nødlukning af dør. Kuglen åbnede sig og begyndte at udspy en langsomt voksende sky; det var ikke uden en vist tilfredsstillelse, at jeg så de tre fjender styrte sammen. En overvældende buldren fyldte luften, som Samsons skib begyndte at trække slusegangen til sig. Nødproceduren var i gang.

Jeg og NK styrtede op på broen, hvor vi ankom tidsnok til at se Samsons skib folde sig ud som en sjælden ildblomst. "NU!," skreg jeg, og styrmanden trykkede på knappen, der satte den sidste sekvens i gang. Endnu tre missiler fløj afsted for at fuldende arbejdet med Samsons skib, mens vi alle sank tilbage i vore stole, parat til at absorbere chokket og væmmelsen ved overgangen til hyperrummet.

Vi dukkede op i kredsløb om en forladt rumstation langt mod nord, tæt på den øverste spids i det aflange krystal, der udgjorde vores land. Jeg havde valgt stedet med vilje; lavt på himlen stod tre store, smukke stjerner i en trekant. En optisk illusion i skibets kameraer forsynede dem med en fælles glorie, tre ubestemmeligt-gule tennisbolde omkranset af en cirkel. Lige under den nederste tennisbold glimtede en næsten umærkelig stålhvid prik, en verden af fugle og skove og grønne, menneskelignende uhyrer bevæbnet med spyd.

Vi fløj lavt hen over den forladte rumstation, et sidste kig på mit barndoms land før springet. Vi gik ikke ned. Stationen var rimeligvis fuldt funktionsdygtig, men vi havde ikke brændstof nok til at sætte gang i kompleksets luftanlæg, og så kunne vi lige så gerne blive i rumskibet.

Jeg så ned på NK, skottede hen til styrmanden, som trykkede en ny sekvens ind, hvorefter rumskibet begyndte at gøre klar til sidste etape af vores rejse.

Kaptajn Samson og hans besætning var døde. Marodørernes ledere var døde, og et skib med hundrede af rigets soldater og tusind sovende marodører var på vej mod en næsten umærkelig stålhvid prik, en levende planet i kredsløb om det nederste hjørne i et stjernebillede, der kun kunne ses fra den rumstation, hvor jeg havde tilbragt min barndom. Og sådan gik det til, at vi grundlagde det land, som jeg nu snart skal forlade.

Vi gik ned i en frugtbar lysning midt i en dyb, grøn skov. Det første, vi gjorde, var at ødelægge skibets motor og alt kommunikationsudstyr. Herefter spredte vi det omhyggeligt for alle vinde, så ingen kunne finde det fra luften, og begyndte at opbygge et samfund med den teknologi, vi havde til rådighed: Frugter, korn, vildt og rødder, huse af tømmer og skind. Vi gjorde marodørerne til slaver og fik dem til at gøre det meste af arbejdet, mens vi officerer tog os af det administrative.

Som tiden gik, begyndte vi at lukke slaverne ind i vore egne cirkler, vi giftede os med dem, og de og vi smeltede sammen til ét folk. Jeg beholdt kommandoen længe nok til at gøre den til en kongemagt, som NK og min ældste søn står klar til at føre videre.

Hvad resten af verden angår, ved jeg simpelt hen ikke, hvordan det gik. Marodørernes kup mislykkedes, kaptajn Samson og hans besætning er døde, og Overkommandoen fik aldrig deres eftertragtede fanger. Vi var på vej til at begå det ultimative forræderi, men forrådte i stedet i sidste øjeblik forræderiet selv. Nova Altair kan være smadret af Overkommandoen, men må mindst være kommet i karantæne.

For mange tusind år siden gjorde en mand oprør mod et stort rige og stjal et af dets skibe, som han sammen med sine mænd strandede på en øde ø. Imperiet gennemtrawlede havet på jagt efter det stjålne skib, men fandt det aldrig. Manden havde ingen planer om at blive på øen og var ude af sig selv af raseri, da hans besætning en dag kom til at brænde skibet af under en af deres hyppige drukture. I stedet var de tvunget til at opbygge et nyt samfund, der i de følgende århundreder sjældent kom over de hundrede indbyggere.

Med os var det omvendt. De evige drømme om ledestjernen fik det til at gå op for mig, at vi kunne redde livet ved at stjæle skibet og opbygge et nyt samfund på den ene, ubeboede og frugtbare planet, som jeg vidste var inden for rækkevidde. I stedet for at redde livet og forråde imperiet, kunne vi skabe et nyt, på et sted, hvor ingen ville kunne finde os.

I den lysning, hvor vi landede og grundlagde vores land, har vi bygget et palads og ved siden af paladset et tempel, på hvis tag tre gyldne stjerner troner, som tre ubestemmeligt-gule appelsiner indfattet i en glorie af hvidguld. Hvad betyder det?, spørger de unge mennesker, og det ligner heller ikke noget, nogen af os vil kunne se de næste mange generationer.

Tegnet betyder ikke noget i sig selv og skal ikke opfattes som en hyldest til obskure guder, som jeg alligevel ikke tror på. Det er bare min måde at ære den stjerne, der engang brændte sig sådan ind i mit sind, at den førte mig til at grundlægge denne nye verden, da den gamle var ved at gå under.

[ agger, Thu 31 Dec, :16:34: /litteratur] - kommentar(er) - link

På vej: Danmark er en kvinde

 

Forfatteren og idéhistorikeren Rune Engelbreth Larsen udgiver 6. november sin nye bog Danmark er en kvinde, hvor han beskriver, hvad han selv kalder "en naturfremmed danskers genopdagelse af Danmarks naturrigdomme".

Engelbreth beskriver bl.a., hvordan han på et forholdsvis sent tidspunkt blev opmærksom på de værdier og den skønhed, der faktisk ligger i den danske natur:

Ad omveje var jeg drevet uden for det nærliggende boligkvarters stisystemer og fandt mig selv lidt længere fra alfarvej end sædvanligt. Jeg var ikke klar over, hvor tæt det åbne landskab lå inden for rækkevidde, men det blev begyndelsen til stadig hyppigere omveje og flere vandreture med stadig større entusiasme.

Jeg begyndte at falde i staver over udsigten til en riflet mark i morgendisen, en krumrygget eg i regnvejr eller en diffus nattemåne i stormvejr. Der var ikke tale om et omslag fra den ene dag til den anden, og da det endelig gik op for mig, hvor galt det egentlig var fat, var det for sent at stille noget op – jeg sad i saksen og lod mig rive med ...

Hvilke naturrigdomme?, vil nogen måske spørge - men det ville jeg nu ikke selv: Jeg voksede op på landet men med næsen i bøger og tegneserier, men siden jeg som 18-årig flyttede hjemmefra og endte i et kollektiv på Djursland og blev slået af den velsignede, altgennemtrængende fred der er ude på landet og langt fra byens stadige sus af biler og industri, har Danmarks natur haft en fast plads i min bevidsthed, som er blevet holdt ved lige ved hyppige udflugter til skov, bæk, strand og hede og hvad naturen stadig kan byde på selv i et så hærget kulturlandskab som det danske.

Naturen og især skoven er et refugium, et tilhodssted, hvor sindet kan finde fred i en elementær skønhed, hvis tillokkelse måske delvist består i, at netop slette og skov i årtusinder var menneskenes naturlige omgivelser, da vi stadig levede som jægere og samlere. Hvordan dét så ellers forholder sig, er der stadig overraskende mange fristeder tilbage i landbrugslandet Danmark.


Og derfor må jeg åbent erkende, at jeg glæder mig til Engelbreths bog. Han har tydeligvis været ude i nogle af de smukkeste og mest øde og spektakulære afkroge, som Danmark kan byde på, hvor jeg selv af praktiske grunde har begrænset mig til, hvad man finder i omegnen af Randers og Århus - hvilket, når sandheden skal frem, også er en hel del, når man ved, hvor man skal kigge.

Men Engelbreths bog lader til at blive en spændende genopdagelse af naturen, af dens skønhed og indre værdi for os mennesker, og af dens plads i vort lands kulturhistorie og litteratur - for nu at citere bogens forord:

Mit eget forhold til naturen har i mange år ligeledes været præget af en tidstypisk distance, som dog har vedligeholdt sig selv uden større anstrengelser. Ikke desto mindre tog naturen også i mit tilfælde revanche, sneg sig ind på livet i et uagtsomt øjeblik og begyndte at »ruge gaver ud« – for nu at låne Højholts ord.

Og det er den ikke ophørt med siden.

Der var ikke tale om noget lyn fra en klar himmel, men snarere om et besnærende forløb, hvorunder jeg stedse, om end til tider modstræbende blev mere og mere – tør jeg sige – forgabt i Danmark.

Denne bog handler indledningsvis lidt om, hvordan dét gik til, og lidt om, hvad der gik forud – men allermest handler den om, hvad der siden hændte.

Det har også betydet et fornyet forhold til de dele af den kulturhistoriske arv, som jeg tidligere havde forbigået med vekslende omhu.

Jeg kastede ikke hovedkulds mine reservationer bort, men tog alligevel så småt guldalderen med i bagagen, når jeg skulle ud i det fri, og efterhånden vænnede jeg mig til epokens højtravende naturlandskabstilbedelse – og konsulterede den i stigende grad.

Hen ad vejen følte jeg mig dog snarere hjemme i mere nærværende, men af samme grund også mere nærgående danske naturdigte fra slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede. Her fandt jeg min foretrukne guide og parlør til et Danmark, jeg havde fortrængt, men som jeg begyndte at drømme om og efterhånden satte mig for at genopdage.

Jeg tror, det er en bog, som både er spændende i sig selv og som kommer til at sætte dagsordenen for mange spændende diskussioner om Danmark og Danmarks natur i de kommende år - både som noget, der definerer os og påvirker os som danskere, men også om noget, der er truet og skal passes på.

Link: Danmark er en kvinde - forudbestilling.

Illustrationerne til dette indlæg er taget af Rune Engelbreth Larsen, som har ophavsretten - se her for de nærmere betingelser.

[ agger, Sun 11 Oct, :18:52: /litteratur] - kommentar(er) - link

Oplysning og tolerance - arv og aktualitet

 

For den vestlige kultur, som siden oplysningstiden og især i takt med det sidste århundredes teknologiske revolution har bredt sig til meget store dele af verden, kan begrebet religion siges at udgøre en slags dobbelt paradoks.

For det første kan religion virke som en ubegribelig, dogmatisk overtro: Når der ikke i vores dagligdag er spor af nogen almægtig Gud, som har skabt verden og bekymrer sig om selv den mindste skabnings ve og vel, hvorfor har stort set alle tidligere slægtled så holdt så hårdnakket fast i denne forestilling?

I forhold til vores moderne tekniske og videnskabeligt dominerede, sekulære verden kan religionen forekomme hjerteligt irrelevant. Vi kan fordømme den som forældet eller overflødig overtro, eller vi kan give den en særlig plads på et ophøjet sidespor som "smukke metaforer" eller "moralsk fundament", som nok kan udgøre et vigtigt grundlag for folks verdensbillede, men som ikke kan tilkendes nogen bogstavelig sandhed i den verden af videnskabelige fakta, sociale forhold og hårde økonomiske realiteter, vi i stigende grad bebor.

Indtil de sidste årtier af det tyvende århundrede kunne det se ud til, at religionen lige så stille var på vej ud, i hvert fald i den vestlige verden og i den vestliggjorte økonomiske elite i det meste af den tredje verden.

Og godt det samme, kunne man sige: Disse religioners og indbyrdes stridende sekters væsentligste bidrag til menneskeheden kunne forekomme at være intolerance, overtro, dogmatisk ensretning, splittelse og ufordragelighed.

Religion og religiøsitet kan på den baggrund forekomme at være en historisk perversion, en forhåbentlig kortlivet aberration, som man ikke skulle tro kunne fylde meget i historien. I hvert fald er det først efter, at vi i oplysningstiden for alvor begyndte at frigøre os fra kirkens og religionens snærende bånd, at vi blev så imødekommende overfor anderledes tænkende, at vi overhovedet udviklede begrebet "tolerance".

Problemet er bare, at når vi ser tilbage på historien, er det ikke det, vi ser - snarere tværtimod. Religion er ikke en forbigående aberration, der nu synes på vej til at blive rettet - tværtimod har den fundamentalt gennemtrængt alle kulturer, vi overhovedet har kendskab til, og det kun med undtagelse af ganske få og korte perioder bl.a. i moderne tid og i antikkens Rom og Grækenland.

I det historiske perspektiv er det derfor ikke religion og religiøsitet, men det sidste århundredes irreligion og areligiøsitet, der er afvigelsen. Mennesket har ganske enkelt været religiøst i stort set hele sin historie, og jo længere vi kommer tilbage, både tidsmæssigt og udviklingsmæssigt, jo mere uadskillelig fra det generelle verdenssyn bliver denne religion.

Hvad mere er, eller, som en religionskritisk positivist utvivlsomt ville sige, hvad værre er, synes religion som fænomen ikke at være på vej til at forsvinde - snarere tværtimod.

Amerikansk politik domineres af kristen fundamentalisme, og i Danmark besinder politikere på begge sider af det politiske spektrum sig udtrykkeligt og højlydt på det "kristne", højrefløjen typisk i et forsøg på at udskille det "danske" og "vestlige" fra det "fremmede", venstrefløjen med appel til kristendommens humane og medmenneskelige værdier, ikke mindst budet om næstekærlighed.

Kristendommen er dog ikke længere alene på markedet. Stort set alle vestlige lande rummer i dag en stor indvandrerbefolkning, der har bragt ikke blot islam, men også hinduisme, buddhisme og sikhisme til området. Der florerer også en del varianter af New Age-religion, reinkarnationstro og andre mere eller mindre hjemmestrikkede trosretninger, og i Danmark er der sågar og naturligvis en gruppe, der forsøger at genoplive den gamle asatro, dog så vidt vides uden menneskeofringer.

Så religionens betydning i Vesten er i det første årti af det enogtyvende århundrede ikke alene voksende, den er også præget af en helt anden mangfoldighed, end man kendte til før oplysningtiden, hvor kirken sad tungt på definitionen af den eneste sande tro.

For det andet er tolerancen ikke af så ny dato, som man kunne tro. Hvor de europæiske samfund ganske rigtigt blev noget mere rummelige og tolerante over for andres ideer som følge af oplysningstidens og rationalismens opgør med kirkens dominans, var det en reaktion mod halvandet årtusinds fanatisk kristen intolerance kulminerende i reformationens religionskrige, mere end det var noget andet.

Ser man tilbage i historien til før kristendommens opståen og udbredelse, viser det sig, at det ikke er intolerance, der har været reglen i religionernes forhold til hinanden - tværtimod.

Antikkens erobrere så som udgangspunkt ikke nogen grund til at blande sig i de erobrede folks guddyrkelse eller påtvinge dem deres egen, og dyrkelsen af forskellige religioner og deres guder har historisk set kunne sameksistere problemfrit i det meste af verden.

I Romerriget greb myndighederne for eksempel ind mod visse mysteriereligioner, fordi de ansås for at være umoralske, eller fordi de opfattedes som undergravende for samfundsordenen, fordi de ikke anerkendte den officielle religion eller overhovedet statens overhøjhed.

Den fanatiske forfølgelse af folk med anden religion eller afvigere inden for egen religion som henholdsvis "vantro" og "kættere" tilhører de monoreligiøse samfund, der blev grundlagt af de store monoteistiske religioner, først og fremmest kristendommen og islam. Religionshistorisk set er denne intolerance en afvigelse fra normen.

Oplysning og tolerance

Rune Engelbreth Larsens nye bog Oplysning og tolerance - arv og aktualitet (herefter blot Oplysning og tolerance) tager sit udgangspunkt netop i dette dobbelte paradoks:

Hvor religionen for en moderne vesterlænding kan forekomme at være et forhåbentlig snart heldigt overstået kapitel i menneskehedens historie, har den faktisk gennemsyret alle kulturer til alle tider og forekommer at være en så fundamental del af den menneskelige erfaring, at den for nogle endda er en del af selve definitionen på det at være menneske.

Og hvor det religiøse samfund i betragtning af vore umiddelbare historiske erfaringer kan forekomme at være præget af ensretning, overtro, intolerance og forfølgelse af anderledes tænkende, er denne adfærd historisk set en undtagelse blandt de store religiøse kulturer. Normen i de hedenske civilisationer har tværtimod været en udstrakt rummelighed, imødekommenhed og tolerance over for fremmede religiøse ideer. Hermed ikke være sagt, at man ikke i antikken har kendt til splid, forfølgelse, vold, udryddelse og krig, blot at disse ting sjældent er blevet praktiseret af religiøse grunde.

Det følger som en slags korrolar, at hvis religionen i det 21. århundrede ikke længere synes at være på vej ud, men tværtimod manifesterer sig med stadigt større relevans, så giver det ikke nødvendigvis grund til bekymring. Netop i de antikke multireligiøse samfunds traditionelle implicitte tolerance og den europæiske oplysningstids eksplicit formulerede tolerance over for anderledes tænkende og troende ligger måske en nøgle til en samfundsudvikling, hvor der er plads til alle. En nøgle, der netop bygger på den tradition for tolerance, der er indbygget i den europæiske kultur siden de store oplysningsfilosoffer.

Engelbreth behandler i Oplysning og tolerance dette emne vidende og grundigt. Bogen er et godt eksempel på en i vore dage lidt forsømt genre, nemlig den korte monografi, som behandler ét eneste emne og gør det godt.

Forbindelsen til oplysningstiden og dens ideer om tolerance trækkes op allerede ved bogens motto, som er af Holberg:

Thi det er klart, at U-roeligheder og indbyrdes Krige reyse sig lige så lidt af differente Meeninger i Religion, som af different Smag udi Mad og Drikke; men de reyse sig alleene af Forfølgelser, og deraf, at den eene Borger vil tvinge den anden til at finde Smag udi det, hvori han haver naturlig Afsmag, det er, at nægte sit eget Lys og sine egne Sandser.

Holberg udtrykker her det enkle og blandt oplysningstidens filosoffer almindelige synspunkt, at der ikke er noget i mangfoldigheden, der nødvendigvis fører til strid og intolerance - disse opstår først, i det øjeblik, nogen får den idé, at lige præcis deres eget verdens- og livssyn og deres egen tro er andres overlegen og de andres derfor bør bekæmpes.

Bogen er i tråd med sin karakter inddelt i tre lange kapitler, der hver behandler et aspekt eller historisk fase af problemet og forsynet med en indledning og en efterskrift, der sætter spørgsmålene om religiøsitet og tolerance samt mangfoldighed versus ensretning ind i deres centrale, nærmest brændende aktuelle kontekst.

Kreationisme, krig og næstekærlighed: Kristen og islamisk fanatisme

Engelbreth begynder med at observere, at religionens store indflydelse i samtiden faktisk godt kunne give anledning til en vis bekymring. Som eksempel nævnes bevægelsen for at få kreationisme eller Intelligent Design ind i skolernes undervisning. Man kan trække på smilebåndet ad religiøse fanatikere, der insisterer på at underkende en så usædvanligt veldokumenteret og anerkendt teori som den biologiske lære om arternes udvikling, men faktum er, at halvdelen af alle amerikanere tilsyneladende tror på, at Bibelens skabelsesberetning er bogstaveligt sand, og at verden ikke er mere end ca. 6000 år gammel.

Man kan spørge sig selv, hvor stor skade det kan gøre, om kreationisme eller "Intelligent Design" bliver fremført som alternativ til udviklingslæren - vi har jo ytringsfrihed, og så længe både udviklingslæren og kreationismen får lov til at eksistere side om side på den almindelige videnskabs præmisser, er det jo hver enkelt teoris konkrete resultater, der må gøre udslaget for, i hvilken grad man vil acceptere den.

Problemet er ikke den religiøse skepsis over for en usædvanligt vellykket naturvidenskabelig teori i sig selv, men det, som den bagvedliggende absolutisme synes at føre med sig: "For kan det ene skriftsted om guddommelig skabelse tages til indtægt for teologiens naturvidenskabelige implikationer, så kan det andet skriftsted om guddommelig straf vel også tages til indtægt for teologiens juridiske implikationer?" (s. 25).

Og hvad med de mange skriftsteder om Dommedag? Kan magtfulde religiøse grupper, der er besjælet af forestillingen om verdens snarlige undergang, måske forventes at ville fremskynde et sådant scenario - "hjælpe Gud lidt på gled" eller blot ikke tilstrækkeligt aktivt modarbejde en afgørende militær konfrontation mellem to atommagter? Kan religiøsiteten og den hermed forbundne intolerance og fanatisme ligefrem rumme kimen til menneskehedens udslettelse?

Sådanne tanker er ikke så søgte, som man umiddelbart kunne tro. Den forhenværende amerikanske præsident George W. Bush havde i sit bagland betydelige grupper af fundamentalistiske kristne, der mener, at The Rapture, Guds endelige bortrykkelse af de frelste og dom over de vantro, er nært forestående.

Ikke blot ser disse kredse støtten til Israel og opgøret med islamisk terrorisme som led i en religionskrig mod islam, de opfatter også forurening og et muligt økologisk sammenbrud som "opløsningstegn", der indvarsler den længe ventede Dommedag, og som der derfor ikke er nogen grund til at gribe ind imod.

Allerede præsident Reagan så, som Engelbreth gør opmærksom på, i konfrontationen med Sovjetunionens kommunisme en indvarsling af slaget ved Harmagedon, den kristne udgave af Ragnarok:

Over en politisk middag i 1971 gav den senere amerikanske præsident og daværende guvernør i Californien, Ronald Reagan, udtryk for, at de mellemøstlige begivenheder var i overensstemmelse med apokalyptiske skriftsteder i Bibelen. Ved den lejlighed bemærkede han, at "alt er på plads for slaget om Harmagedon og Kristi genkomst".
(s. 28).

Det er ikke kun på den amerikanske højrefløj, at sådanne tanker florerer. Den iranske præsident Ahmadinejad er meget optaget af islamisk eskatologi og den islamiske "Messias"-skikkelse Mahdi'ens tilsynekomst inden verdens undergang. Også ultraortodokse jødiske kredse interesserer sig for en sådan konfrontation ved Verdens forestående Undergang, og det fra en nøgleposition nær regeringsmagten i Israel.

Indtil det 20. århundrede var sådanne forestillinger om Undergangen måske ikke værd at bekymre sig om, men i lyset af atomvåbnenes opfindelse og med første og anden verdenskrigs fortilfælde in mente kan truslen om, at religiøse fanatikere kunne se sig selv som Guds redskaber og med fuldt overlæg udslette menneskeheden i et grotesk opgør mellem de tre store monoteistiske religioner tage sig skræmmende realistisk ud.

Engelbreth går i bogen i dybden med disse perpektiver og opruller overbevisende, hvor nærliggende og ønskværdigt et sådant globalt opgør vitterlig forekommer i visse religiøse kredse.

Så måske der vitterlig er grund til at ønske al religion hen hvor peberet gror, og til at bekymre sig over, at religiøsiteten forekommer at vokse snarere end at aftage her i begyndelsen af det 21. århundrede.

Eller også er det billede, vi lige har skitseret, for unuanceret. Mange og måske de fleste kristne og muslimer vil gøre opmærksom på, at mange udsagn i helligskrifterne ikke skal opfattes bogstaveligt, og at skrifterne i alle tilfælde er blevet til i en helt anden tid og en helt anden kontekst.

Måske det, der betyder noget, ikke så meget er religionernes iboende tolerance eller intolerance, som den fortolkning, som trosretningernes moderne tilhængere vælger af de foreliggende trossætninger og tekster.

En moderne kristen kan med andre ord vælge at tage udgangspunkt i Kristi ord om sig selv som "Vejen, Sandheden og Livet", eller han kan fokusere på lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Mange, måske de fleste, moderne kristne har faktisk en fortolkning af deres tro og skabelsesberetning, som efter deres egen opfattelse ikke strider mod det moderne verdensbillede.

Hvormed være sagt, at en religion ikke er en evig monolitisk enhed, men snarere et levende og foranderligt udtryk for, hvad dens tilhængere gør den til.

Religion: Overtro eller kulturbaggrund for rationelle mennesker?

Med dette udgangspunkt kaster Engelbreth sig i bogens Kapitel 1 over hele spørgsmålet om, hvad religion overhovedet er for noget og gør blandt andet op med forestillingen om, at religiøsitet nødvendigvis behøver at være udtryk for uvidenhed eller overtro.

For det første har religiøsiteten været menneskehedens konstante følgesvend, lige siden det moderne menneske så vidt man ved opstod ved en slags "kulturelt Big Bang" for ca. 40.000 år siden. De tidligst kendte kulturelle frembringelser var de imponerende hulemalerier i Nordspanien og Sydfrankrig, som uden tvivl har haft et religiøst formål:

Chauvet-hulen i Sydfrankrig rummer kunstværker af op til 35.000 års ælde med afbildninger af dyr, mennesker og blandingsvæsner, der muligvis skal forestille guddomme eller udklædte shamaner, og Lascaux-hulen, der er udsmykket for ca. 20.000 år siden, betegnes sågar som "Stenalderens Sixtinske Kapel". Ved hjælp af sofistikerede maleteknikker og under brug af stilladser har datidens "Michelangelo'er" omhyggeligt dekoreret lofterne i sådanne forhistoriske helligdomme.
(s. 60).

Et andet meget tidligt eksempel på denne kombination af en kolossal arbejdindsats med stor teknisk viden og kunnen er Cheops-pyramiden i Ægypten, der blev bygget ca. år 2500 før vor tidsregning. Der er, som Engelbreth bemærker, to væsentlige aspekter ved denne og andre pyramider.

For det første er det tydeligt, at ægypternes verdensbillede var gennemsyret af religiøse forestillinger i en grad, vi i dag kan have vanskeligt ved at forestille os. For det andet må disse bygningsværker have krævet en meget høj grad af rationel teknisk og administrativ kunnen. Hvad man end kan sige om de mennesker, der har planlagt, designet og udført sådanne bygningsværker - uvidende, overtroiske og irrationelle har de ikke været. Pyramiderne er ikke blot store, de er så velkonstruerede, at det også i dag og med moderne teknik til hjælp ville være en stor udfordring at bygge noget lignende.

Engelbreth giver en manende beskrivelse af et andet projekt af lignende omfang, nemlig hindutemplet i Kailash i Maharashtra i Indien, der er omtrent på størrelse med Parthenon i Athen, men ti meter højere - og hugget ud af én eneste klippe, oppefra og ned:

Kunsthåndværkere har her frembragt et arkitektonisk vidunder af tårne, broer og forbundne bygninger med en vrimmel af basrelieffer og skulpturer, der imponerer lige så meget i kraft af den detaljerede kunstfærdighed, som Cheopspyramiden imponerer ved sin monumentale enkelhed. Men Kailas er ikke blot et unikt tempel med en righoldig og fantasifuld udsmykning, det er også en rejse ind i hinduismens univers, hvor beskueren så at sige oplever et detaljeret koncentrat af verden - og verden bag verden. (...) Der er mytiske kamphandlinger og himmelske stridsvogne, guder og glædesstrålende dværge i ceremoniel dans, æggende gudinder i selvbevidst og udfordrende positur og romantiske nicher med elskende par - alt sammen suppleret af rigt dekorerede søjler og farvestrålende malerier.
(s. 65).

Igen er der tale om, at en bygning med religiøs funktion er udført med en meget stor ingeniørmæssig, teknisk, administrativ og kunstnerisk dygtighed, der må have krævet en høj grad af rationel verdensbeherskelse fra alle involverede.

Så måske religionen i virkeligheden ikke har udgjort en "modsætning" til det rationelle, kausale verdenssyn men snarere har repræsenteret et andet aspekt af verden? Og hvis den ikke stod i modsætning til en rationel forståelse af verden, kan den vel heller ikke siges at have udgjort nogen egentlig "overtro".

Noget lignende kan siges om forestillingen om religion som ensrettende og intolerant. Historisk set har de fleste store kulturer været multikulturelle og multireligiøse, idet de både har haft religioner, hvor flere guder er blevet dyrket side om side, og religioner, der ikke havde deres oprindelse i majoritetskulturen.

I det gamle Ægypten dyrkedes f.eks. ikke alene de ægyptiske guder som Isis, Horus og Thoth, men også semitiske og kanaanæiske guder som Astarte og Baal. Noget lignende gælder de fleste andre af antikkens storriger, herunder Romerriget, perserriget og Indien. Den berømte kejser Ashoka fremhævede i sine befalinger religiøs mangfoldighed som noget godt og ønskværdigt i sig selv:

Contact (between religions) is good. One should listen to and respect the doctrines professed by others. Beloved-of-the-Gods, King Piyadasi, desires that all should be well-learned in the good doctrines of other religions.
(citeret efter http://www.cs.colostate.edu/~malaiya/ashoka.html).

Intolerance er altså ikke et særkende ved religion som sådan, men først og fremmest ved de store monoteistiske og monoreligiøse kulturer, der nok har domineret store dele af verden det sidste halvandet årtusind, men som ikke desto mindre må betegnes som et kulturhistorisk særsyn.

Disse og lignende overvejelser leder Engelbreth frem til den konklusion, at multikulturelle og multireligiøse samfund ikke er noget nyt fænomen, og at mangfoldigheden normalt ikke har været et problem - den almindelige tolerance og gensidige respekt, som en fredelig sameksistens mellem forskellige religioner og kulturer kræver, har tværtimod været betragtet som noget helt naturligt, som det kun i undtagelsestilfælde overhovedet har været nødvendigt at formulere eksplicit.

Oplysningstiden og bruddet med kirkens undertrykkelse

Kapitel 2 lægger ud med at definere den skelnen mellem eksplicit og implicit tolerance, som vi tidligere været inde på.

Implicit tolerance er den indstilling, der kulturhistorisk set har været den mest almindelige over for folk med anden religion end den dominerende, nemlig accept. Ingen forbud eller forfølgelse af folk med en anden tro end den dominerende, men heller ingen aktiv tilskyndelse.

Eksplicit tolerance går skridtet videre ved ligefrem at anspore og påbyde religiøs mangfoldighed. Hvor der i den implicitte tolerance ikke behøver at ligge andet end, at man slet og ret tolererer dem, der er anderledes end én selv, ligger der i den eksplicitte en gensidig respekt og et ønske om fredelig sameksistens mellem forskellige religioner og trosretninger.

Den eksplicitte tolerance kan forekomme en smule overflødig, hvis alle i forvejen accepteres og får lov til at praktisere deres religion og kultur i fred gennem en udbredt implicit tolerance, så egentlig er den måske et symptom på, at den implicitte tolerance har svigtet og ikke længere kan tages for givet.

Dette var netop tilfældet i oplysningstiden.

Jeg har omtalt middelalderen som en periode, hvor kirken sad på det hele, og der reelt kun var én tro, som ikke tålte nogen anden ved sin side. Dette er for så vidt rigtigt nok, men det er vigtigt at bemærke, at kirken selv i middelalderen aldrig var enerådende som religiøs faktor i samfundet. De fleste europæiske lande husede et stort mindretal af jøder, og den førkristne religion overlevede også i form af forestillinger om overnaturlige væsner, elverfolk, dværge og feer - i de mere afsides egne af Europa helt op til de første årtier af det tyvende århundrede, som det bl.a. fremgår af den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensens arbejde. I det sydlige Frankrig var manikæiske og gnostiske forestillinger vidt udbredt blandt katharerne, indtil de brutalt blev slået ved det såkaldte albigenserkorstog i det 13. århundrede.

Kirken sad dog overordnet set tungt på det hele, og hvis den besluttede sig for at slå ned på "tøjeriet", kunne straffen være streng.

Et gennemgående problem ved absolutistiske religioner er deres tendens til at brække midt over i kølvandet på uenighed om det ene eller det andet fundamentale trosspørgsmål.

Et tidligt eksempel på en sådan teologisk strid var skismaet mellem kristne monofysitter og nestorianere i det femte århundrede; monofysitterne mente, at Kristus har ét væsen, der forener det menneskelige og det guddommelige, mens modstanderne lærte, at Kristus rummer en forening af to væsner, et menneskeligt og et guddommeligt.

Tilsvarende blev islam tidligt splittet af skismaet mellem sunni- og shia-islam, og af striden om, hvorvidt Koranen er skabt på et givet tidspunkt, eller om den er uskabt og dermed evig og uforanderlig.

I begge tilfælde kunne man tro, at en sådan uenighed kun kunne interessere pedantiske teologer, men både inden for kristendommen og islam førte disse og andre skismer til omfattende krige, udrensninger, forfølgelser og undertrykkelse.

Pointen med at nævne dette her er, at den mangfoldighed og tolerance, der overvintrede og gryede i middelalderen og for alvor begyndte at spire med renæssancens genopdagelse af den klassiske kultur, i Europa blev knust af reformationen og de påfølgende religionskrige, der erstattede den spirende tolerance med en bølge af intolerance, forfølgelse og vanvittigt myrderi.

Oplysningstidens tolerancetænkning var dermed først og fremmest en reaktion mod den intolerance, der fulgte i kølvandet på de store brud inden for den kristne kirke.

Jonathan Swift satiriserede i Gullivers Rejser over det latterlige teologiske hårkløveri og dets blodige konsekvenser:

"Meningsuoverensstemmelser har kostet mange millioner menneskeliv, for eksempel om, hvorvidt kød er brød, eller brød er kød, om saften af et vist bær er blod eller vin, om fløjten er en last eller en dyd, om det er rådeligst at kysse en stolpe eller kaste den i ilden, hvilken farve der er den bedste for en kjole: sort, hvid, rød eller grå, og om den bør være lang eller kort, snæver eller vid, snavset eller ren. Og ingen krige er så voldsomme og blodige, eller så langvarige, som de, der skyldes meningsuoverensstemmelser, især hvis de drejer sig om ligegyldige ting."
(Gullivers rejser, citeret i Oplysning og tolerance s. 115).

Det knap så morsomme aspekt af Swifts satire er naturligvis, at millioner af mennesker over hele Europa vitterlig havde slået hinanden ihjel over spørgsmål om, hvorvidt kød er brød eller brød kød - i dette tilfælde nemlig spørgsmålet om, hvorvidt brødet og vinen virkelig forvandler sig til Kristi kød og blod under nadveren (som katolikkerne hævder) eller dette ritual kun har symbolsk betydning (ifølge protestanterne med Luther i spidsen).

Som reaktion på dette myrderi og den påfølgende mentale ensretning begynder oplysningsfilosofferne at spørge sig selv som i det allerede citerede Holberg-citat, om det nu virkelig også er forskellen mellem mennesker og trossamfund, der er problemet, eller det er selve ufordrageligheden.

Eller rettere sagt, de spurgte og kom selv med svaret:

Den franske renæssancetænker Michel de Montaigne, der oplevede religionskrige på nært hold og selv spillede en aktiv rolle som mediator mellem katolikker og protestanter, konkluderede i sine Essais (1580-1588), at de kristne opførte sig langt mere grusomt og hyklerisk end de hedninge, der almindeligvis blev betragtet som primitive. Selv kannibaler var mindre barbariske, fordi de trods alt ikke spiser en mand, før han er død, hvorimod europæerne kunne finde på at anvende uhyrlige pinsler og tortur mod deres egne medborgere "under foregivende af fromhed og religiøsitet".
(s. 86).

Engelbreth giver med dette udgangspunkt en grundig redegørelse for tolerancens idéhistoriske oprindelse i oplysningstiden, som jeg ikke skal forsøge at referere her - lad det være nok at konstatere, at han kommer vidt omkring. Mange af tænkerne behandles indgående, og vi får bl.a. en oplysende modstilling af tolerancebegrebet og kulturoptimismen hos Voltaire og Rousseau, hvor Rousseau trods sit ry som "naturfilosof" skiller sig ud ved en noget større tillid til og respekt for statens autoritet i forhold til individet. Disse modstilles igen Kants fornuftsdyrkelse og fremskridtsoptimisme, hvor vi ser oprindelsen til den patroniserende ophævelse af tolerancen over for bl.a. religiøse mennesker, som af nogen også forbindes med begrebet "oplysning".

Men det er, som Engelbreth gør opmærksom på, vigtigt at huske, at tolerancen var et helt centralt element i det opgør med ufriheden og den autoriserede kristendoms rolle som spændetrøje for tanken, som vi forbinder med perioden - ikke mindst i spørgsmålet om trykkefrihed.

Central i den forbindelse er Voltaires observation om den religiøse mangfoldighed i England, hvor han en periode var tvunget i eksil:

"Hvis der kun havde eksisteret én religion i England, ville der sandsynligvis opstå despoti. Hvis der havde været to, ville de skære halsen over på hinanden; men der findes tredive, og de lever i fred og fordragelighed."
(Lettres Philosophiques, citeret i Oplysning og Tolerance, s. 95).

Et helt afsnit helliges en gennemgang af Struensees velmente men ikke specielt gennemtænkte reformprogram i Danmark 1770-72. Danmark indførte som et af de første lande i Europa fuld trykkefrihed i 1770, og de næste år fulgte et vanvittigt forceret, oplyst reformprogram, der gjorde Danmark til et af Europas mest oplyste og "progressive" lande. Trykkefriheden fik bl.a. Voltaire til at rose Danmark og dets oplyste monark til skyerne.

I virkeligheden havde Struensee kuppet sig til magten i et provinsielt og konservativt (nogen ville sige "tilbagestående") land, der under Struensees regime led under økonomisk nød som følge af misvækst og dårlige somre. Hans arrogance, forcerede tempo, manglende politiske tæft og - for God's sake - manglende diskretion i det erotiske forhold til dronning Caroline Mathilde førte sammen med hans tyskhed og manglende danskkundskaber forholdsvis hurtigt til hans undergang.

Tolerance og mangfoldighed - er der noget, vi kan lære af oplysningstiden?

I kapitel 3 behandler Engelbreth oplysningstidens og især tolerancetraditionens betydning i dag i lyset af samfundets udvikling i Vesten siden 2. Verdenskrig, ikke mindst den "fragmentering" af kulturen, der er fulgt i kølvandet på "frigørelsen" i 1960erne og den store indvandring af muslimer, hinduer, sikher og buddhister, der på godt og ondt har præget udviklingen mange steder i Europa de sidste årtier.

Under overskriften "Vestens multikulturelle samfundsudvikling" diskuteres bl.a. kritikken af oplysningstiden som forudsætning ikke kun for ytringsfrihed og tolerance, men også for den rationalisering og teknologisering af hele samfundet i statens eller fællesskabets tjeneste, som ifølge den polske sociolog Zygmunt Baumans analyse udgør hele forudsætningen for, at det 20. århundredes ultimative katastrofer som Holocaust og den stalinistiske undertrykkelse kunne gennemføres.

Er det med andre ord oplysningstidens fremskridtsoptimisme og videnskabelige, sekulære fornuftsdyrkelse, der har været ved at føre os ud over kanten? Er det sandt, som oplysningskritikeren Juan Donoso Cortes udtrykte det, at menneskets vilje er syg, at mennesket uden Guds hjælp endikke kan ønske det gode? (Jfr. Oplysning og tolerance, s. 139).

Engelbreths svar på dette er tofold: Ganske vist har oplysningstiden med dens fritænkeri og dens opgør med middelalderens teologiske dogmatik ført til den effektivisering og rationalisering, der har muliggjort Holocaust, men den har også ført til åbne samfund og menneskerettigheder, begreber, som meget gerne skulle kunne fungere som bolværk og beskyttelse mod den form for overgreb - og som netop kan umuliggøre folkedrab og vilkårlig grusomhed, nu hvor vi kan formodes at have lært lektien.

Dette gælder så meget mere, som deisme og skepsis ikke var det eneste aspekt af oplysningstidens opgør med middelalderens ensretning. Et andet og nok så væsentligt var faktisk en øget tendens til religiøs pluralisme, der blandt andet førte til en opblomstring af forskellige former for religiøs mystik - Engelbreth nævner kunstnere som spanieren Goya, schweizeren Johann Heinrich Füssli og danskeren Nicolai Abildgaard. Om Mozarts opera "Tryllefløjten" hedder det, at

"... den mytologiske metaforik nærmest står direkte i oplysningens tjeneste. Epokens solopgang forkyndes her af ypperstepræsten Sarastro i oldegyptiske omgivelser, hvor nybruddet får status af en indvielse i menneskehedens navn. Tamino skal "flå sit natlige slør af sig, og skue ind i det største lys' helligdom", hvor "visdom og fornuft" river fordommenes "spindelvæv" itu."
(s. 109).

Oplysningstiden har endda bidraget med en del af Vestens nuværende religiøse mangfoldighed i form af frimureriet, en tværreligiøs bevægelse med en fem-seks millioner medlemmer på verdensplan.

Det væsentlige i oplysningstidens arv bliver dermed netop tolerancen og den hermed forbundne beskyttelse af individet og dets ret til at tænke, som det vil.

Og det er jo godt, for Engelbreths pointe er naturligvis også, at i lyset af den multikulturelle samfundsudvikling i Vesten lader det til, at vi kan få god brug for den.

Der er da også mange eksempler på, at der ikke er nogen modsætning mellem et moderne, højteknologisk samfund og en udbredt religiøsitet - sekulariseringen er med andre ord langt fra indbygget i moderniteten.

Engelbreth nævner Japan, hvis teknologisering og høje levestandard på ingen måde har betydet en udryddelse af den lokale kultur eller den traditionelle forfædredyrkelse, shintoismen.

Andre eksempler på dette er Indien, hvor de sidste årtiers voldsomme teknologiske og økonomiske udvikling ikke har medført en tilsvarende sekularisering, og Brasilien og andre sydamerikanske lande, hvor afrikansk-inspirerede religioner som santería, umbanda og candomblé sameksisterer fredeligt med katolicismen og mindre fredeligt med den fremstormende evangeliske kristendom.

Det sidste punkt rummer en vigtig pointe: Hvis der er et problem med den voksende religiøse mangfoldighed i Vesten er det måske ikke mangfoldigheden i sig selv, men den defensive og intolerante positur, især højreorienterede grupper i Europa og religiøse fundamentalister i de islamiske lande indtager, der udgør et problem.

Og her er det, at religionskrigenes erfaringer og oplysningstidens tolerance måske kan give et håb for fremtiden:

Hvis sekulariseringen af de vestlige samfund forekommer at være på retur, er den ikke på retur på en måde, der signalerer en massiv tilbagevenden til en af de gamle, monolitiske religioner. Tværtimod: Religionen forekommer overalt at være i opbrud. Ud over et utal af kristne retninger udfordres den kristne kirke af hinduisme, buddhisme og alle mulige og umulige former for New Age-inspirerede grupper. Samtidig er variationen inden for den enkelte kristne kirke vokset kolossalt, måske i nogen grad, fordi kirken ikke længere har den magt, den havde engang, og gerne vil undgå at støde nogen fra sig:

Hvor enhedsdogmatikken er smuldret som formel autoritet, er religiøsiteten ingenlunde smuldret i samme grad, men er til gengæld blevet langt mere flerstrenget og pragmatisk. Især den protestantiske kristendom er blevet så rummelig, at den som tidligere nævnt nærmest danner ramme om en slags "multikristen" identitet.
(s. 158).

Noget lignende gælder de islamiske samfund i Europa. Hvor højreorienterede nationalister ynder at beskrive Europas muslimer som en enig gruppe af fanatisk troende, der forsøger at påvirke vore samfund ud fra en fælles juridisk, religiøs og kulturel grundholdning, er de i virkeligheden meget splittede: Der er sunnier og shiaer; liberale og konservative; moderate og fundamentalister; flittige moskégængere og deistiske eller agnostiske "kulturmuslimer"; dybt religiøse ældre mennesker og stærkt sekulariserede unge, der alle overordnet set bekender sig som "muslimer", men som på ingen måde er enige om, hvad det betyder for deres ønsker for fremtiden.

Og hermed er vi ved at få en situation, hvor vi for at parafrasere Voltaire har ikke blot (mindst) 30 kristne religioner, men også 30 versioner af islam og 30 forskellige former for "spiritualitet" og New Age-inspireret nyreligiøsitet, så de ganske enkelt er nødt til ikke blot at leve i fred og fordragelighed, men også at respektere hinanden og indse, at vi sagtens kan lære noget af hinanden på tværs af religiøse og ikke-religiøse skel.

Engelbreth kan derfor konkludere, at megen kritik af oplysningstiden som overdrevent fremskridtsoptimistisk eller rationalistisk har en tendens til at overse tolerancetraditionen, og at netop tolerancetraditionen med dens vægt på det enkelte menneskes frihed og ret til at stille spørgsmål ved den herskende sandhed måske er oplysningstidens vigtigste arv - en arv, som det kan være værd at finde tilbage til og holde godt fast i.

Hermed ikke være sagt, at den udstrakte sekularisering af de vestlige samfund skal ses som noget dårligt. Så længe vi fastholder, at alle har lov til at tro og tænke, hvad de vil, kan sekulariseringen sikre en grundlæggende religionsneutralitet - det vil sige, at ingen bliver favoriseret eller diskrimineret mod, fordi de har eller ikke har en bestemt religion.

Vestens samfundsudvikling er præget af en bevægelse mod større religiøs og kulturel mangfoldighed, og hvis denne mangfoldighed understøttes af en ægte neutralitet fra samfundets side, er der ingen grund til at være bekymret over eller frygte en sådan udvikling. Religions- og kulturhistorisk har denne form for mangfoldighed nemlig som allerede nævnt været reglen, ikke undtagelsen.

Tolerance i praksis - Lockes princip og dets anvendelse

I efterskriften skitserer Engelbreth nogle principper for den praktiske anvendelse af oplysningstidens tolerancetradition på nogle af de konkrete udfordringer, vi står over for i det multikulturelle moderne samfund.

Betyder religiøs tolerance, at vi skal tolerere alt i religionens navn? Hvad hvis jeg ville grundlægge en ny religion, der pålagde mig at stjæle mine medmenneskers ejendom og slå dem ihjel, hvis de prøvede på at standse mig? Eller, for nu at tage et eksempel, der ikke er grebet ud af luften: Hvad hvis en religiøs gruppe insisterer på, at utroskab skal straffes med døden ved stening?

Betyder ytringsfrihed, at alle har lov til at sige alt, uden nogen grænser overhovedet? Og hvis ikke, hvordan skal vi så trække grænserne, så alle kan bevare deres tros-, tænke- og ytringsfrihed?

Engelbreth begynder med at observere, at det at tolerere noget ikke er det samme som at understøtte eller billige det. Mangfoldighed er ikke noget gode i sig selv, det er i sig selv hverken positivt eller negativt. Vi kan sagtens mene, at al religion er ren overtro, samtidig med, at vi forsvarer andre menneskers ret til at lade en i vore øjne "overtroisk" eller "falsk" religion præge deres dagligdag.

Der, hvor vi sætter grænsen, er naturligvis der, hvor disse andre mennesker vil lade deres religiøse sensibilitet diktere eller begrænse, hvad vi selv skal have lov til at tro eller gøre. Et banalt eksempel kunne være, at det er i orden ikke at ville vise sig nøgen for andre og dermed kræve mulighed for individuel badning f.eks. i forbindelse med skolernes gymnastikundervisning, men ikke at kræve forbud mod nøgenbadning ved stranden.

Engelbreth foreslår, at man bruger Lockes princip til at afstikke de praktiske grænser for religiøs tolerance.

Den britiske filosof John Locke mente, at tolerancen over for folk med andre meninger måtte omfatte alle, pånær de intolerante:

Derfor bør øvrigheden ikke forbyde spekulative meninger, som hævdes eller læres i nogen kirke, fordi de ikke vedrører undersåtternes rettigheder i staten. Hvis en papist tror, at det, som en anden kalder brød, i sandhed er Kristi legeme, har naboen ikke derved lidt nogen skade. Hvis en jøde ikke tror, at Det Ny Testamente er Guds ord, har naboen ikke derved lidt nogen skade.
(Et brev om tolerance, citeret i Oplysning og tolerance, s. 93).

Som kriterium for, hvilke religiøse handlinger, der er tilladelige, opstiller Locke et meget enkelt princip: "Det, som er tilladt i staten, kan øvrigheden ikke forbyde i kirken, og man kan og bør ikke forbyde, at alt det, som til dagligt er tilladt for andre undersåtter, bliver anvendt i en kirkelig forsamling og af denne eller hin sekts præster til brug for sakramenterne". (s. 172).

Med andre ord: Hvad der er tilladt i samfundet i almindelighed, må også være tilladt i religiøse sammenhænge eller af religiøse grunde. Den anden side af dette princip vedrører religionsneutralitet og handler om, i hvilken udstrækning enkelte religioner skal have særbehandling og undtages fra samfundets øvrige regler.

Lockes svar er enkelt: "Det, som ikke er tilladt i hjemmet og i det borgerlige liv, er det heller ikke i den religiøse forsamling eller under gudstjenesten."

Engelbreths opdatering af Lockes princip lyder altså i al sin enkelhed: Hvad der er tilladt i samfundet i almindelighed er også tilladt i religiøs sammenhæng eller af religiøse grunde, og hvad der ikke er tilladt i samfundet i almindelighed, er heller ikke tilladt i religiøs sammenhæng eller af religiøse grunde.

Dette princip sikrer, at diskussionen om, hvad der er tilladeligt eller ej, afkobles fra en eventuel religiøs sammenhæng: Samfundet skal ikke bekymre sig om, hvorvidt en given praksis er tilladelig i den ene eller den anden religion, men kun om, hvorvidt denne praksis er tilladelig eller ej, punktum.

Lockes princip giver en enkelt og slagkraftig rettesnor, der får mange vanskelige eller i hvert fald omstridte spørgsmål til at falde på plads. Hvis det er tilladt at gå med tørklæde, fordi det blæser og er koldt, må det også være tilladt at gå med tørklæde af religiøse grunde.

Engelbreth behandler en lang række etiske og praktiske problemer i det multietniske og multireligiøse samfund. Mange af disse er vanskelige og har ingen enkle svar, men Lockes princip hjælper godt på vej og giver ofte et svar, der ikke diskriminerer eller tilgodeser nogen religion eller irreligion men netop kun forholder sig til den praksis, der rejser problemet.

En vigtig pointe vedrører spørgsmålet om blasfemi, hvor Lockes princip viser sig fra en lidt anden side: Eftersom det er tilladt og i et frit samfund må være tilladt at udtrykke sig "kritisk, satirisk og sarkastisk" om alle samfundsforhold, må det samme også gælde for religiøse forhold; og eftersom det i et retssamfund ikke kan være tilladt at udsætte folk for bagvaskelse eller alvorlige injurier, fordi de har en bestemt profession eller politisk overbevisning, kan det heller ikke være tilladt at udsætte folk for bagvaskelse eller alvorlige injurier, fordi de har en bestemt religion.

Der er altså ikke brug for særlige regler om udtalelser, der vedrører religion, og følgelig er der heller ikke brug for en særlig "religiøs" undtagelse fra ytringsfriheden.

Grænser for tolerance - er der plads til alle?

Engelbreth kaster sig til sidst ud i en analyse af det vigtige spørgsmål om, hvor tolerancens grænser så går. Vi må tolerere alle de kulturer og religioner, der udgør vores samfund stadig mere mangfoldige kludetæppe, og heri ligger ingen fare, så længe vi i Holbergs ånd tillader den religiøse mangfoldighed og ikke tillader forfølgelser af folk, blot fordi de tror eller tænker anderledes end flertallet.

Men hvad med de intolerante? Hvad med folk, der vier hele deres liv og al deres energi til en tilbagevenden til religiøs, politisk, etnisk eller kulturel ensretning. Skal de ikke have lov at være der og sige, hvad de vil?

Engelbreths svar er, at alle skal have lov til at sige og gøre, hvad de vil, inden for de grænser, der nu engang må være for ord og handlinger i et retssamfund. Det er tilladt at sige sin mening, og hvis man ønsker at ændre samfundet, har man lov til at varsle demonstrationer og oprette foreninger til at arbejde for sine synspunkter, ligesom man har lov til at stille op til folketinget for at arbejde for sine synspunkter dér.

Til gengæld har man ikke lov til at fremsætte injurier, trusler eller groft nedgørende propaganda, ligesom man heller ikke har lov til at forsøge at ændre samfundet ved at anbringe bomber, udøve hærværk eller myrde folk.

Men ligesom spørgsmålet om, hvilke handlinger og kulturelle afvigelser vi skal tolerere, ikke afhænge af, om handlingen eller afvigelsen vedrører religiøse spørgsmål eller ej, således kan vurderingen af problematiske eller ulovlige handlinger heller ikke afhænge af, hvilke holdninger der ligger bag dem.

Som Engelbreth udtrykker det: Problemet ved nazistiske dødstrusler er ikke, at de er nazistiske, men at de er dødstrusler. Om den, der fremsætter den, er nazist, er hverken en skærpende eller formildende omstændighed.

Man har med andre ord lov til at mene lige præcis hvad man vil, men ikke til at følge disse meninger op med handlinger, som går andres menings- eller handlefrihed for nær. Den ærligt overbeviste nazist, stalinist eller islamiske fundamentalist har med andre ord lov til at arbejde for at afskaffe tolerancen og mangfoldigheden, så længe de ikke tyr til midler, der heller ikke tolereres, hvis de anvendes af andre grunde.

Så gerne vi end vil forsvare tolerancen mod intolerancen, er vi nødt til at holde fast i, at alle har lov til at mene, hvad de vil - også selv om det, de mener, i vore øjne er forkert.

Friheden må med oplysningstænkeren Pierre Bayles ord også være friheden til at tage fejl: "Den samvittighed, der har uret, har samme rettigheder som den, der har ret." (citeret i Oplysning og tolerance, s. 198).

Konklusioner - oplysning og håb for fremtiden

Så vidt bogens indhold - Oplysning og tolerance er, som jeg allerede har nævnt, nærmest et skoleeksempel på den korte, filosofiske monografi, der behandler et og kun et emne og gør det godt.

Her er det kun muligt at gengive en begrænset del af spændvidden og det brede fundament af såvel kulturhistorisk som idéhistorisk indsigt i denne velargumenterede og grundige bog. Den kulturhistoriske gennemgang i kapitel 1 og den idéhistoriske oversigt i kapitel 2 supplerer hinanden fint og lægger grunden for behandlingen af det moderne samfunds multikulturelle udvikling i kapitel 3. Efterskriftet sætter kronen på værket ved at tilføre diskussionen en praktisk dimension, der inspireret af Locke og Bayle munder ud i et enkelt princip for tolerance på tværs af religiøse og kulturelle skel. Dette princip - som vi kunne kalde "Engelbreths reviderede udgave af Lockes princip" eller blot Lockes princip - anvendes herefter på en række aktuelle og højst kontroversielle problemstillinger og leder ofte frem til et indlysende retfærdigt resultat.

Og dette er måske bogens største bedrift. Oplysning og tolerance leverer det historiske og filosofiske fundament for en præcisering af begrebet "tolerance" i et samfund med mange religioner og en stærkt varieret kultur. Som sådan repræsenterer den et velskrevet og tiltrængt indspark i hele den debat om integration og gensidig påvirkning mellem nye og gamle kulturer, der på godt og ondt har præget de seneste årtier.

Dens praktiske dimension giver et enkelt og overbevisende svar på et yderst relevant spørgsmål: Hvor meget og hvor lidt skal vi tolerere og hvor store afvigelser fra "konsensuskulturen" skal vi tillade for at holde fast i et frit og åbent samfund, hvor den enkelte er sikret ytrings-, tros- og tænkefrihed i oplysningstidens forstand? Jeg kan kun ønske den den størst mulige udbredelse i samfundsdebatten.

Rune Engelbreth Larsen: Oplysning og tolerance - arv og aktualitet, Aarhus Universitetsforlag 2009. 210 sider, kr. 248,-. Kan bl.a. bestilles her.

[ agger, Tue 16 Jun, :22:46: /litteratur] - kommentar(er) - link

Romantikkens verden

 

Romantikken var, som mange vil være klar over, en sammensat og langtfra éntydig bevægelse eller strømning, der opstod i løbet af 1800-tallet som reaktion på oplysningstidens rationalisme og videnskabelige reduktionisme.

Når romantikken var så sammensat, hænger det blandt andet sammen med, at den manifesterede sig på højst forskellig måde forskellige steder på kontinentet - opfattes romantikken som én bevægelse, gav denne ene bevægelse ophav til såvel den moderne nationalisme som til individualistisk socialisme, til transcendentalistisk mystik såvel som til store naturvidenskabelige gennembrud, til større internationalisme såvel som til større fokus på det regionale og det lokale.

Blandt romantikkens "helte" kan regnes såvel de opdagelsesrejsende Alexander von Humboldt og Carsten Niebuhr som folkemindesamlere som Jacob og William Grimm og den mere hjemlige Evald Tang Kristensen.

To ting, der overalt er fælles for den romantiske bevægelse er essentialisme og transcendentalisme. Dette skal blandt andet forstås som modsætning til den universalisme, der havde bredt sig under oplysningstiden og dennes rødder i renæssancens og middelalderens dannelsesidealer.

For helt at forstå denne essentialisme må vi se lidt på de filosofiske ideer, som prægede især den tyske romantik. Udgangspunktet var her blandt andet Immanuel Kants (1724-1804) erkendelsesteori, hvor han indførte en skelnen mellem "tingen i sig selv" eller verden, som den er, uafhængigt af, om vi iagttager den eller ej, og "tingen for mig", verden, som vi ser og opfatter den med vores eget begrebsapparat.

Filosofferne Fichte (1762-1814) og Schelling (1775-1804) byggede videre på disse tanker og formulerede en filosofi, hvor verden ikke har nogen eksistens uafhængigt af det menneskelige sind, men til stadighed skabes af "ånden", som antages at være en altgennemtrængende skaberkraft.

I kraft af denne ånd var mennesket i sin tid ét med verden, som blev til af menneskets ånd via dets sansning eller oplevelse af den, men med tiden kom en splittelse eller spaltning ind, som antydet i Kants skelnen mellem "tingen i sig selv" og "tingen for mig: Mennesket har, gennem sit sprog og sin opfattelse af verden som "ydre", sat skel mellem sig selv og den og har tabt sin egen oprindelige enhed med verden. Der er imidlertid én type menneske, der kan genetablere den tabte enhed, og det er digteren, der i kraft af sin særlige gave eller skaberkraft atter formår at lade Ånden flyde.

Vi får her romantikkens karakteristiske tredeling, der både forklarer dens essentialisme og dens transcendentalisme og hang til mysticisme: Engang, da mennesket stod i et mere sandt og umiddelbart forhold til verden, fandtes en magisk guld- eller sølvalder, som vi i dag har tabt. Studerer vi imidlertid fortiden og ganske særligt de minder, vi har om de gamles særlige, umiddelbare forhold til verden, kan vi genvinde lidt af den oprindelige Åndens forjættelse, og vi kan derfor i fremtiden gøre os håb om atter at blive genvinde det oprindelige langt tættere forhold til verden. Mønsteret går igen mange steder, også i mindre mystisk udformning: I gamle dage gjorde man tingene "rigtigt", i vores moderne tid er vi desværre begyndt at gøre dem "forkert", men vi lægger os det på sinde, kan vi måske begynde at gøre tingene "rigtigt" igen og blive bedre og gladere mennesker. Dette romantiske mønster går igen i alt fra lokalpatriotisme over kunst og litteratur til så forskellige områder som natursyn og pædagogik.

Den grundlæggende filosofi, at verden er et produkt af ånden og af menneskets perception af den, var naturligvis på ingen måde ny. I det gamle Indien ansås grammatikken for at være den vigtigste af alle videnskaber, fordi verden blev til af sproget, og i Upanishaderne detaljeres ligefrem Selvets skabelse af verden gennem åndedrættet (ånden og sproget) . I Platons "Symposion" beskrives bl.a., hvordan verden opstår af Eros forstået som menneskets begær, og i Johannes-evangeliet fastslås, at "i begyndelsen var Ordet".

I romantikken systematiseredes imidlertid forestillingen om, at menneskets oprindelige enhed med verden og ånden var tabt og kunne genvindes af digteren. Oplysningstidens strengt rationalistiske og videnskabelige opfattelse af verden blev forkastet, og i stedet dyrkedes følelserne og de "irrationelle" drifter som mere passende udtryk for den oprindelige "åndelighed" - sådan i meget store og generaliserende træk, forstås.

Men denne filosofiske baggrund siger en del om, hvorfor romantikken var så frugtbar, rent kunstnerisk, og hvorfor den førte til så meget sværmeri, som tilfældet var. En dyrkelse af følelserne og det geniale individ kombineret med en dyrkelse af "oprindeligheden" fører let til en dyrkelse af de mest spændende og mystiske ting, og frakoblet den strengt empiriske, naturvidenskabelige tilgang, der vel om noget var barn af oplysningstiden, blev der både plads til store tanker og fortænkt sludder. Gode eksempler på det sidste var mesmerismen og Goethes farvelære, der begge led under en manglende empirisk stringens men vel snarere repræsenterede en regression til forestillingen om, at man kan tænke sig til, hvordan verden bør være indrettet, "hvorefter Verden sig haver at rette".

Ironisk nok har dén forestilling om den ydre verdens afhængighed af menneskets begrebsapparat, der var en del af romantikkens filosofiske grundlag, "vundet" i den moderne naturvidenskab, hvor kvantefysikken har opgivet forestillingen om en verden, der eksisterer uafhængigt af iagttageren, samtidig med, at neurologien og neuropsykologien er i færd med empirisk at bestemme, hvordan verden bliver til af menneskets sansning, når hjernen skaber den sensoriske verden, vi lever i (se f.eks. kapitlet om visuel perception i Anders Gade: Hjerneprocesser, Frydenlund 1997).

I den moderne naturvidenskab fører denne "subjektivisme" dog ikke til nogen form for sværmeri, fordi forskningen ledes af den stringente empiriske tilgang, der har kendetegnet naturvidenskaben siden dens gennembrud i oplysningstiden og den sene renæssance.

Blandingen af essentialisme, "subjektivime" og ideal forventning til fremtiden siger også noget om, hvorfor de romantiske ideer kunne udvikle sig så farligt, som tilfældet var. En dyrkelse af én nations eller lokalitets essentielle væsen kunne forvandle sig til en agressiv undsigelse af alle andre og alt andet, som i yderste konsekvens var en del af det, der kammede over i nazismens store angreb på den tyske befolknings almenmenneskelighed til fordel for dens patriotiske fanatisme.

Den romantiske essentialisme var og blev nemlig i høj grad lokalt orienteret. Selve ordet "romantik" er afledt af den latinske vending "in lingua romana", som betyder "på det romanske sprog".

En "roman" var oprindelig en "romance", afledt af vulgærlatin: "romance scribere", og brugtes om en sang eller fortælling, som var fortalt på "romansk", f.eks. oldfransk: På folkesproget i modsætning til på latin.

I romantikken indgik altså en forestilling om, at det enkelte land, den enkelte nation eller det enkelte lokalområde havde en "egen" eller "iboende" sjæl, således at en dansker, der vokser op i Danmark, herved erhverver sig en andel i noget essentielt dansk, der hænger sammen med såvel jorden som med sproget og kulturen, og som er væsensforskelligt fra den essentielle franskhed eller tyskhed, en borger i et af disse lande vokser op med.

Vi vil nikke genkendende til denne essentialisme, der også udstrækker sig til lokalområder, så f.eks. en thybo, hvis families tilhørsforhold til Thy strækker sig generationer tilbage (hvis sådanne da stadig findes!), har en andel i en essentielt "Thy'sk" folkesjæl.

Essentialismen er endvidere mystisk eller transcendental og hænger sammen med forestillingen om en "forsvunden guldalder": Engang for længe siden fandtes de "rigtige" danskere og "rigtige" thyboer, nationens "essens", hvoraf folkeviser, eventyr og gudesagn opstod, men i dag er vi kommet væk fra denne guldalder og har hermed mistet vores andel i dens nærmest guddommelige forjættelse. Vi kan imidlertid finde tilbage til den, guldalderen kan genopstå her på jord, men for at det kan lade sig gøre, må vi søge tilbage til det oprindelige, genetablere det, så vidt det kan lade sig gøre.

Inden for litteraturen søgte Oehlenschläger tilbage til en idealiseret version af de nordiske gudesagn, ligesom arkæologerne søgte at genskabe en svunden nordisk storhed ud fra oldtidsminderne. De store folkemindesamlere arbejdede ligeledes ud fra forestillingen om, at man hermed kunne afdække og katalogisere en særligt national folkesjæl, der ville blive jo mere "ren" og specifik, jo længere man kom tilbage.

Bevægelsen blev i denne forstand ophav til både gode og dårlige ting, på plussiden til en opvurdering af folkesprogene og den lokale litteratur og kultur, hvor latin mange steder var enerådende i de akademiske miljøer, på minussiden til den farlige og radikale "Blut und Boden"-nationalisme, der fandt sin yderste konsekvens i nazismen og fascismen.

I Danmark førte denne, om man vil, lokalromantiske eller lokal-essentialistiske gren af romantikken til en dyrkelse af det nationale, der måske paradoksalt fik særligt gode kår efter det forsmædelige nederlag i slaget ved Reden i 1801 og de senere nederlag til prøjserne i 1848 og 1864.

Et andet aspekt af romantikkens "mysticisme" er en dyrkelse af det irrationelle frem for det fornuftsmæssige, og i denne forstand - samme forstand, som er endt som den moderne forestilling om "romantik" som noget med en blid aften for to med rødvin og stearinlys - blev den litterære romantik skudt i gang i 1774 med udgivelsen af Goethes roman om "Den unge Werthers Lidelser".

Et andet og nok så velkendt eksempel på bevægelsens essentialisme er naturdyrkelsen eller naturromantikken, herunder forestillingen om menneskets "oprindelige" liv i naturen og naturmennesket som "den ædle vilde" - det er ikke noget tilfælde, at antropologien for alvor blev grundlagt i denne periode. Med denne tankegang kan vi (for nogles vedkommende kun til dels) associere digtere som Goethe, Heinrich Heine, Novalis, Blake, Shelley, Wordsworth, Keats og danskere som Shcack Staffeldt og Emil Aarestrup.

Om denne periode har Aarhus Universitetsforlag for nylig udgivet antologien "ROMANTIKKENS VERDEN - Natur, menneske, samfund, kunst og kultur", der forsøger at give et signalement af romantikken som periode ved en lang række essays af forskere fra mange forskellige fagområder.

Rektor for Aarhus Universitet Lauritz B. Holm-Nielsen skriver i forordet som en slags målsætning for bogen, at den "giver en lang række perspektiver på romantikkens tid og tænkning og på dens effekter i vor egen tid og viser næsten alle centrale aspekter af den tids reflektion verden over".

Denne opgave er det meget passende at løse i netop dét tværfaglige regi, man har grebet den an i, eftersom Holm-Nielsen allerede meget korrekt har anført, at romantikken er kendetegnet ved, at "videnskab og kunst, naturkundskab og humaniora, Gud, natur, ånd og menneske blev smeltet sammen i den komplicerede helhed, som blev udforsket på det nye universitet og videreformidlet i det store dannelsesprojekt, som også i dag ved siden af forskningen er en central opgave for universiteterne".

Jeg kan ikke dy mig for her at bemærke, at vi er nogen, som ikke synes, det går så godt med det store dannelsesprojekt, som det foregår på universitetet, som vi kender det i dag. På trods af, hvad jeg ikke tvivler på er en oprigtigt god vilje, fremstår universiteterne i dag kompartmentaliseret og opdelt, således at der er meget lidt kontakt og udveksling mellem de forskellige fagområder og især meget lidt integration mellem naturvidenskab og humaniora.

En uheldig konsekvens af dette er, at mennesker med en humanistisk uddannelse, selv humanistiske universitetsforskere, ikke ved de mest elementære ting om moderne matematik eller fysik, mens folk med en naturvidenskabelig baggrund ofte ikke ved selv de mest elementære ting om litteratur, religion, kulturhistorie eller blot almindelig historie, og hvis de gør, har de ofte erhvervet sig denne viden i deres fritid.

Den helhed - universitas - der var hovedtanken i såvel den oprindelige idé om universitetet som i renæssancens dannelsesideal, er dermed i høj grad og desværre gået tabt i vore dage. Universitetet som dannelsesinstitution er efterhånden passé, og fag der ikke umiddelbart kan forsvare sig med, at de kan "bruges til noget", helst i form af en eller anden form for økonomisk indtægt, er truet af udryddelse.

For 10-15 år siden talte man om at genindføre lidt af det oprindelige dannelsesideal i form af et studieforberedende og ikke nødvendigvis direkte erhversrettet studium generale, men denne idé forekommer at være helt kvalt under vore dages dyne af erhvervstilpasning, der sværger til mottoet om "fra forskning til faktura".

Det kunne forekomme vigtigt at gøre opmærksom på, at man herved saver den gren over, man sidder på; at man ved at slippe det oprindelige fokus på forskning for kundskabens skyld og kundskab for indsigtens skyld, altså at studierne og forskningen handler om at blive klogere på verden, og at dette er noget værd i sig selv, er ved at trække tæppet væk også under den forskning, der kunne give de store opdagelser med praktiske og økonomisk vigtige anvendelser, men dette er ikke stedet for en sådan diskussion - om ikke andet, fordi det forekommer indlysende, at i det øjeblik man har mistet den dimension, at det at blive klogere på verden er et mål i sig selv, er alt i virkeligheden tabt og universitetet for alle praktiske formåls skyld ophørt med at eksistere.

For ROMANTIKKENS VERDEN er rent faktisk et seriøst bud på et bidrag til netop en sådan dannelse, og som sådan er ideen bag projektet meget værdifuld - så meget mere, som den faktisk rummer eksempler på forskning fra principielt "unyttige" fakulteter, som vil være og formentlig allerede er truet af en helt økonomifikseret "forskning til faktura"-tankegang.

Og det er da også en både flot og udstyrsmæssigt imponerende bog at sidde med i hånden. Bogen er på 640 sider i A4-format, rigt illustreret. Indholdet er delt i fem afsnit, hvis artikler hver for sig skal belyse netop ét aspekt af den romantiske strømning: NATUREN, MENNESKET, SAMFUND, KUNST OG KULTUR og KUNSTNEREN.

Da bogen er en antologi, skrevet af en lang række forskere, der skriver om et emne fra deres eget område, skal den ikke forstås som en udtømmende historisk og filosofisk gennemgang af romantikken som strømning; selvom redaktøren tydeligvis har holdt en rød tråd og har sørget for at få de vigtigste emner dækket ind, er der altså ikke tale om et standardværk om perioden - hvis man ikke simpelt hen bruger den som tekstsamling, kunne man se den som en slags impressionistisk røntgenbillede, hvor hver artikel forsøger at gengive sin egen lille facet.

Hvor vellykket det resulterende billede bliver er en anden sag, men da antologien som sagt består af artikler skrevet af fagfolk netop om deres eget område, og somme tider om et forholdsvis lille eller perifert aspekt af dette område, er det vel klart, at alle artiklerne ikke umiddelbart kan være lige interessante for alle. Dette kan sætte anmelderen i et interessant dilemma:

Skal man betragte en artikel som "kedelig", fordi man selv finder den tør og fuld af uinteressante detaljer? Måske den selvsamme artikel i virkeligheden er en fremragende og informativ gennemgang af et emne, som vil være kærkommen for den, der faktisk interesserer sig for dette emne. Og som sådan vil den klart nok ikke kunne kritiseres, hvis bogen betragtes som en akademisk tekstsamling.

Således er jeg sikker på, at jeg selv kunne komme i tanker om mere spændende emner end dansk botaniks udvikling til folkesag i løbet af det 19. århundrede, eller det danske museumsvæsens historie - som henholdsvis Peter Wind fra Danmarks Miljøundersøgelser og Anne Hejlskov, Vinnie Nørskov og Hanne Teglhus fra Kunsthistorie, Antikmuseet og Steno-museet har gjort - men trods alt er der vel en plads også for den slags. Artiklerne er faktisk velskrevne, og hvis emnet kan forekomme en smule kedsommeligt, kan det måske tjene som påmindelse om, at 1800-tallet, romantikkens århundrede, faktisk også var en i mange henseender kedelig og fantastisk borgerlig periode, eksemplificeret ved den såkaldte Biedermeier-stil og idealet om den ulastelige, borgerlige karriere i erhvervsliv eller bureaukrati.

Men ud fra sine egne kriterier kan en artikel jo sagtens være god, bare fordi en anmelder, der ikke interesserer sig for emnet, synes, den er kedelig.

Der er imidlertid et andet, gennemgående problem ved mange af den foreliggende bogs indlæg (ikke dem alle). Mange af artiklerne er præget af, hvad jeg vil kalde en akademisk letbenethed, som ikke klæder værket.

Akademisk formidling handler ikke om at trække faget derned, hvor alle kan forstå det, det handler om at anstrenge sig for at forklare ofte meget komplekse sammenhænge således, at den intelligente lægmand kan få et reelt indblik i, hvad der egentlig foregår og er på spil i vores fag.

Groft sagt: Akademisk formidling handler om efter bedste evne at formidle, ikke om at spille pauseklovn. Det er det ikke alle denne bogs forfattere, der har forstået.

Det ville føre for vidt her at omtale alle bogens artikler i detaljer. I stedet vil jeg i det følgende gennemgå nogle få og bemærke mig nogle karakteristiske træk, og herefter fremhæve de af bogens artikler, som faktisk hæver sig over mængden - og til sidst give en endelig, sammenfattende vurdering. Men nu til sagen.

Første afsnit om NATUREN lægger ud med en vurdering af, hvordan og især hvor ren naturen kunne formodes at være dengang i de "gode gamle dage". Jes Fenger fra Danmarks Miljøundersøgelser giver et varieret og spændende overblik over forholdene vedrørerende forurening og sundhed i det 19. århundredes København og lægger stor vægt på de kvantitative metoder, man bruger til at bestemme forureningens natur og omfang.

I modsætning til, hvad man umiddelbart forestiller sig, var luftforureningen i byerne langt værre dengang end i dag. Dette skyldtes dels de hygiejniske og sanitære forhold, som vi i dag ville have betragtet som fuldstændig uacceptable, med åbne rendestene i stedet for ordentlig kloakkering, husdyrhold, dårlige toiletforhold, utilstrækkelig vandforsyning; forureningen med svovldioxid vurderes at have været ti gange højere, end den er nu, hovedsaglig på grund af kulfyring, som også var den svøbe, som allerede i århundreder havde gjort London til en af Europas mest forurenede storbyer (s. 39).

Det vil føre for vidt at referere Fengers artikel i større detalje, men den giver et spændende og tilsyneladende veldokumenteret indblik i en europæisk storbys almindelige hygieniske og miljømæssige tilstand i den romantiske periode.

Herefter overtager litteraturhistorikeren Svend Erik Larsen, der fortæller om "romantikerne", det vil sige den romantiske periodes store forfattere og digtere, og deres forhold til storbyen. Han lægger ud med at parallellisere romantikernes forhold til byen med de fleste menneskers forhold til skatter: "Vi er ikke meget for at betale, men vi vil nødig undvære de goder, den financierer".

Og i betragtning af, at netop romantikken karakteriseres af en higen mod, dyrkelse af og stræben efter "selvfordybelse i ensomhed og tosomhed væk fra gademylderet og om visioner med udsigt til evigheden og fortiden" (s. 49), kan det virke paradoksalt, at de fleste af selv samme digtere og forfattere, da det kom til stykket, hverken ville eller kunne undvære de beskidte, overbefolkede og generelt usunde byer.

Artiklen forekommer dog mere end en egentlig indsigt i romantikernes forhold til byen at formidle en nyfigen interesse for det paradoks, den lægger ud med: At digterne ikke kan undvære byen.

Han citerer således helt relevant Wordsworths vision af overjordisk skønhed i London før daggry i sonnetten Composed upon Westminster Bridge, September 3, 1802:

        Earth has not any thing to show more fair: 
        Dull would he be of soul who could pass by 
        A sight so touching in its majesty: 
        This City now doth, like a garment, wear 
        The beauty of the morning; silent, bare, 
        Ships, towers, domes, theatres, and temples lie 
        Open unto the fields, and to the sky; 

Svend Erik Larsen citerer dog dette og flere andre digte i dansk oversættelse, hvilket jeg som læser og beundrer af Wordsworth finder en smule generende: Hvis passager fra fremmedsproget litteratur forholdsvis let lader sig oversætte, og hvis de er på et sprog, som kan formodes at volde læserne besvær, er det helt rimeligt at give en oversættelse.

Når det handler om netop engelsk lyrik af den kvalitet, som karakteriserer den romantiske periodes største engelske digtere, er det svært at lave en oversættelse, der ikke gør vold på originalen, og en hurtig sammenligning mellem Larsens citater og originalen viser, at det ikke er lykkedes. Jeg indrømmer, at det er en speget problematik, eftersom lyriske citater på engelsk også kan være vanskelig rent sprogligt og hermed højne selve artiklens sværhedsgrad betragteligt, men jeg mener godt, man også her kunne have valgt den løsning, man vælger i flere af bogens andre artikler, nemlig at bringe både originalen og en dansk oversættelse.

Men det var et sidespring. Larsen følger ovenciterede sonnet om byens skønhed ved daggry op med et citat fra "The Prelude", hvor Wordsworth udtrykker sin afsky for byens umoral og stank, dens ensomhed og forlorenhed, og konkluderer lidt bagvendt, at også for Wordsworth er byen uundværlig som "kontrast" til digterens naturfølelse: "Uden byen kan den ikke vækkes med den rette styrke og form".

Og det skal Larsen måske også skrive, eftersom det jo altså er hans tese, at romantikerne fundamental er bymennesker, der måske nok drømmer om naturens ophøjede ro, men i virkeligheden har deres rødder i storbyens larm og tumult (og tætpakkethed og møg). Men lige netop med Wordsworth kan jeg ikke se, hvordan han vil få det til at passe.

Digterens ophold i byer, primært London og Cambridge, beskrives i "The Prelude" som lettere mislykkede, og kort efter sit ophold i London flyttede digteren på landet i Somerset og senere tilbage til sin barndomsegn i "The Lake District", hvor han boede resten af sit liv. Om storbyens pulserende liv skrev han senere, at han holdt sig væk fra det for at pleje sit åndelige liv, at han

             ... shrank with apprehensive jealousy 
             From every combination which might aid 
             The tendency, too potent in itself, i
             Of use and custom to bow down the soul 
             Under a growing weight of vulgar sense, 
             And substitute a universe of death
             For that which moves with light and life informed, 
             Actual, divine, and true. 
          
             (Prelude 14, 155-62)

Wordsworth var med andre ord overhovedet ikke noget bymenneske - han voksede op i The Lake District, hvor han allerede som barn udviklede et nærmest religiøst forhold til Naturen og dens skønhed, og da han som knap 30-årig flyttede tilbage til området, blev han der resten af sit liv og udviklede sig til en indædt modstander af den moderne tekniks indtog.

Det er svært at se andet, end at byen for netop Wordsworth var alt andet end uundværlig både praktisk og kulturelt, og at den eneste grund til Larsens påstand om, at hans naturfølelse ikke kan "vækkes" uden at have byens eksistens som "kontrast" er, at han er for vigtig en romantisk digter at "lade gå", hvorfor han nødvendigvis må presses ned i den urbane teses Prokrustesseng. Med Wordsworth går den bare ikke; hans digtning og visionære geni var i den grad bundet til naturens skønhed og ro som en konkret, daglig oplevelse, ikke som abstrakt drømmeri.

Mere valid er Larsens tese, når talen falder på de danske romantikere med Oehlenschläger i spidsen, omend man også her mistænker, at tesen er mere valid, fordi Oehlenschläger var bybo, end fordi han var romantiker. Larsen skriver om romantikerne med "tankerne i de ophøjede sfærer og fødderne i byens lort" og giver i den forbindelse en manende beskrivelse af de hygiejniske aspekter af datidens byliv og samfundets opløsning i årene efter englændernes bombardement af Københav i 1809.

Han citerer bl.a. Københavns overkirurg Heinrich Callisen, som i sin bog om Physisk Medizinske betragtninger over Kiöbenhavn bl.a. skrev om

"Vellevnet og Ødselhed, Usædelighed og Forfængelighed, Misbrug af Fremmede Produkter ... Ogsaa den tiltagende Letsindighed, hvormed en Deel unge Mennesker indlade sig i ægteskabelige Forbindelser, uden bestemte Næringsveie" (citeret s. 54).

Og byen var da som tidligere antydet og som også behandlet af Jes Fenger ikke i, hvad vi i dag ville betegne som en tilfredsstillende hygiejnisk tilstand:

"Snavs, dårlige boliger og mangel på byfornyelse fortættedes i bogstaveligste forstand: Dårlig luft inde og ude medførte sygdomme... Stanken stiger næsten op fra siderne, når Callisen tager fat på natrenovationen i kapitlet Om renlighed og Luftens tilfældige Fordærvelse uafhængig af Klimatet. Han skriver ikke kun om de menneskelige afsondringer, som det så diskret kaldes, men også om dyrenes efterladenskaber: København rummede tusinder af heste og køer, små 5.000 i alt skønner Callisen. (...) kolort og hestepærer blev ikke altid smidt i dertil indrettede opsamslingskister, men i rendestenen. Her blev det hele trådt ned i andet affald, blandet med brugt sand fra husenes gulve og andet rendestensskidt, ikke mindst døde dyr."

Det er for så vidt både udmærket og interessant at blive mindet om, hvordan "byen" for romantikerne på mange måder var noget ganske andet og langt mere overbefolket, beskidt og usundt, end for os i dag; på samme måde, som det (som Larsen også nævner) er værd at tænke over, at historier som H.C. Andersens berømte "Den lille pige med svovlstikkerne" dækker over en realitet, det kan være svært for mange at forstå i betragtning af den velstand, Danmark senere har opnået.

På H.C. Andersens tid var der faktisk små piger, der måtte gå barfodede om vinteren og hutle sig igennem ved at sælge svovlstikker på dagen uden at nogen af alle de velnærede borgere, der læste og skrev tidens litteratur tog sig af det eller fandt på at gøre noget for dem, og sådanne piger døde faktisk somme tider på gaden af sult og kulde.

Larsen forfalder dog for meget til en nyfigent/humoristisk "se, hvor dumme/anderledes de var dengang"-holdning, der får ham til ud fra sin tese om romantikerne som "bymennesker" at skøjte overfladisk hen over emnet uden rigtig at nå ind til dets kerne, hvis det da overhovedet har nogen.

Et eksempel på denne nyfigenhed har vi, når Larsen i sin beskrivelse af det berømte møde mellem Oehlenschläger og Steffens, der inspirerede Oehlenschläger til at skrive sit digt "Guldhornene" skriver, at Oehlenschläger nok var "glad for at gå i sine unge dage":

"Og glad for spisning og legemets pleje ligeså. Måske også, så mange år efter, mere imponeret over gåturens fysiske kraftanstrengelse end dens kreative indhold" (s. 53).

Måske, eller det kan da ikke udelukkes - det er jo i alle tilfælde lidt svært at spørge Oehlenschläger selv. Ikke desto mindre vil jeg vove den påstand, at Larsens "afdramatiserende" læsning af den unge digters sans for bordets glæder få timer, før han gik hjem og skrev den danske romantiks definerende værk, er mere præget af hans egen nutidige og bekvemme indgang til stoffet end af nogen indsigt i, hvad der foregik i Oehlenschlägers hoved i de timer.

Nyfigenheden og banaliteten bliver værre, når afsnittet om byens hygiejniske tilstand (med den sigende titel "I lort til knæene") afsluttes med et citat af overkirurg Callisen, der bemærker det problematiske i, at byens fodgængere ("især af Mand-Kiønnet") bidrager til de mange "uddunstninger" ved at lade deres vand op ad husene, og herefter selv observerer:

"Efter den megen mad og vin og den lange gåtur kunne Oehlenschläger og Steffens godt høre til dem, der på den måde bidrog til at gøre de mure 'kvalmfulde', de så gerne ville væk fra."

Utvivlsomt, kunne man tilføje, men så kan magisterens nyfigenhed og morskab over, så dumme de var dengang i gamle dage, og så meget klogere, vi gudskelov er i dag, dårligt blive mere usaglig og fladpandet.

Litteraturkritik som afstandsskabende og trivialiserende frem for oplysende?

Som helhed lider Svend Erik Larsens artikel under en måske lidt for oplagt eller typisk fejlslutning.

Larsen skriver om og har formentlig forsket i romantikernes forhold til byen, og når herefter frem til, at byen er vigtig, ja uundværlig for romantikerne - man kunne kalde det en slags "studieobjektets fejlslutning": Et potentielt interessant, men forholdsvis perifert studieobjekt forekommer under udforskningens mikroskop at vokse til et omfang og en relevans, det ikke i sig selv er berettiget til. I tilfældet Wordsworth må Larsen endda bøje eller i hvert fortolke lidt på kendsgerningerne, som vi har set.

Det kan forekomme urimeligt og en smule uretfærdigt at afse så meget plads til at hakke på denne ene artikel, men den illustrerer meget godt det gennemgående problem med flere af bogens artikler: Trangen til at underholde ved hjælp af det kuriøse - er det ikke sjovt, og var de ikke "dumme" dengang, samtidig med, at selve fremstillingens objekt - in casu, romantikernes forhold til byen - forekommer så perifert i forhold til de ting, der ellers var på spil i perioden, filosofisk og litterært, at det nærmest er ubærligt.

Bogens koncept er, som tidligere omtalt, ikke en historisk fremstilling af romantikken men et mangefacetteret, tværfagligt billede, hvor hver artikel måske kan sammenlignes med en plet på et impressionistisk maleri, og i den forstand er der ikke noget galt i, om den enkelte artikel behandler en forholdsvis perifer facet - det kan sågar være en fordel.

Hvis jeg kritiserer en artikel som denne, er det altså ikke, fordi jeg ikke finder den underholdende eller ikke interesserer mig for emnet, men fordi dens tilgang til sit emne er intetsigende, "flad"; en "kuriøs", nyfigen gengivelse af fortiden og dens folk, og en i bedste fald perifer indgangsvinkel, der blæses op til afgørende.

Nyfigen fremmedgørelse af studieobjektet er i mine øjne det modsatte af god, faglig formidling, og opgørelse af romantikken som periode ud fra dens forhold til det urbane fører, hvis man kører det helt derop, hvor man ser "byen" som "romantikernes globaliseringserfaring", til en triviel, pedantisk katologisering af fakta og temaer, som i mine øjne ikke har noget med god eller interessant forskning at gøre.

Peter Mortensen fra Engelsk skriver i artiklen "Tro mod jorden" om økologi og miljøbevidsthed i Storbritannien omkring år 1800. Han indleder med en masse udmærkede betragtninger om romantikernes naturforståelse og polemiserer mod den opfattelse, at romantikkens optagethed af naturen var udtryk for en slags "sværmeri" eller virkelighedsflugt i modsætning til den demokratiske, engagerede ånd, der stod bag den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution.

Peter Mortensen mener tværtimod, at den romantiske periodes optagethed af naturen skal ses på baggrund af en samfundsorden, der allerede dengang gennem forurening og industrialisering var begyndt at udgøre en trussel mod naturen, som man kendte den:

"Romantikerne levede i en tid, der ligesom vor egen prægedes af menneskeskabte miljøforandringer. Romantikernes ofte erklærede kærlighed til naturen kan opfattes som udtryk for mange ting, heriblandt som en protest mod en samfundsform, som sætter kortsigtet økonomisk vækst over hensynet til bæredygtighed og sundhed, og som et forsøg på at forestille sig en anden form for væren-i-verden end den, som blev knæsat i Europas nationalstater ved industrialiseringens begyndelse."

Første halvdel af artiklen kommer omkring naturstudier, Darwin, Blake, Samuel Taylor Coleridge og hans digt "Den gamle sømand"/"The ancient mariner" og gør det generelt godt, især i den omfattende diskussion af netop "romantikkens erklærede hjemmefødning" William Wordsworth og hans fascination dels af naturen, dels af "almindelige" menneskers liv.

I anden halvdel af artiklen bevæger også Mortensen sig i mine øjne over i det lovligt trivielle, når han i lange afsnit beskæftiger sig med dyrerettigheder og vegetarisme. Jeg kan da godt se relevansen i at skrive to sider om Percy Bysshe og Mary Shelleys natursyn, men om deres madvaner (i dette tilfælde, deres vegetarisme) frem for deres filosofi?

Jo, men Peter Mortensen mener så, at

"Shelley-parret var forud for deres tid, idet de på et meget tidligt tidspunkt indså, at det personlige er politisk, og at kropslighed, livsstil og vaner har mere end symbolsk betydning",

og det kan man jo også godt mene, men egentlig forekommer det lidt kaloriefattigt og uden rigtig relation til, hvad parret selv skrev om emnet.

Det kan også virke lovlig flot på baggrund af Mary Shelleys roman "Det sidste menneske i verden" og Lord Byrons digt "Mørke" at konkludere, at de store romantiske digtere var bekymrede over industriens mulige virkninger på klimaet. Det er rigtigt, at "Mørke" formentlig var inspireret af det meget kolde klima i år 1816, der i Europa blev kaldt "året uden sommer". Det kolde klima var faktisk forårsaget af en massiv luftforurening efter et vulkanudbrud i Indonesien, men det virker måske lidt søgt ligefrem at bruge det til at konkludere, at

"Romantikerne var forud for deres tid, og vi er på mange måder først nu ved at hale ind på dem".

Selvfølgelig kan man altid finde paralleller, og måske er det pudsigt, at man i begyndelsen af 1800-tallet også kunne tænke på klimaforandringer og globale katastrofer, men mere er der nok heller ikke i den parallel.

Tommy Dalgaard, Frode Guul-Simonsen og Torkild Liboriussen fra henholdsvis Jordbrugsproduktion og Miljø, Jordbrugsteknik og Genetik og Bioteknologi belyser et helt andet emne med deres artikel om "Landbruget i romantikken".

Artiklen er en ret grundig gennemgang af landbruget, som det så ud kort før år 1800 og den revolution, det gennemgik i det 19. århundrede. Mest interessant er i mine øjne den fuldstændige forandring af landområdernes karakter, der fandt sted, hvor landet før 1800 var præget af "åbent land", hvor det i dag domineres af endeløse kornmarker. Overordnet set er artiklen spændende nok, men landbrugets udvikling behandles som i botanik-artiklen mere detaljeret, end jeg selv kan følge med til.

Helge Kragh fra Videnskabshistorie følger op med en spændende og velfortalt artikel om H.C. Ørsted og hans position som den store romantiske naturvidenskabsmand, og hvad det betød for hans filosofiske position og hans forhold til magnetismen.

I afsnittet om MENNESKET er der rigtig gode artikler om Frenologi og Mesmerisme, af henholdsvis Ole sonne fra Fysiologi og Thomas Ledet fra Biokemisk patologi; om Psykiatriens fødsel og Florence Nigthingale af henholdsvis Raben Rosenberg fra Psykiatri og Susanne Malchau fra sygepleje.

I afsnittet om SAMFUND giver Ole Høiris end god og vidende gennemgang af antropologiens historie, mens Michael Böss fra Engelsk fortæller om romantikerne og den nationale idé, en mildt sagt interessant og sprængfarlig kombination.

I afsnittet om KUNST OG KULTUR skriver Anders Moe Rasmussen fra Filosofi om Jacobis fornufts- og oplysningskritik, som udmærker sig ved at kaste lys på en ellers relativt upåagtet, men meget indflydelsesrig, filosof. Peter C. Kjærgaard giver et fremragende portræt af den "romantiske akademiker", indbegrebet af det omnivoraciøse og grænsesprængende videnskabsideal, der bl.a. var inspirationen for Mary Shelleys Frankenstein-figur. Kjærgaards model er Erasmus Darwin (1731-1802), der for os moderne mennesker også kan virke som en påmindelse om renæssancens og oplysningstidens tværfaglige dannelsesideal, som vi måske gjorde klogt i at genindføre.

Hans Carl Finsen fra Tysk fortæller om "Miraklet i Jena", nemlig det romantiske projekt som søsat af de tyske romantiske filosoffer, bl.a. Friedrich Schlegel, som vi omtalte i denne artikels begyndelse.

I afsnittet om KUNSTNEREN vil jeg gerne fremhæve Henrik Kragh Sørensens artikel om "Romantikkens ligninger", som handler om tre af romantikkens helt store matematiske genier, nemlig Carl Friedrich Gauss (1777-1855), Niels Henrik Abel (1802-1829) og Evariste Galois (1811-1832). Kragh Sørensen beskriver den grad, hvori disse matematikere opfattedes som typiske og i Galois' og Abels tilfælde også tragiske romantiske genier.

Denne artikel skæmmes desværre typografisk af, at nogle græske bogstaver og andre matematiske symboler et par steder er gledet ud, så man selv skal regne ud, at der skulle have stået PI, men selve artiklen er faktisk god og behandler et ofte upåagtet emne, nemlig det "kunstneriske" og mere og mere transcendente og filosofiske islæt, som matematikken fik i løbet af det 19. århundrede.

Om de (mange) artikler, jeg ikke har nævnt i denne afsluttende opremsning gælder ikke for dem alle, at de falder i én eller flere af de ligegyldighedens kategorier, som jeg har udskældt herover, men det gælder for mange af dem. Og det er en skam, for det må også smitte af på den endelige vurdering af bogen.

Trods temmelig mange gode intentioner, og trods temmelig mange gode indlæg, hvoraf jeg har opremset de fleste herover, er resultatet ikke godt nok. Mens mange af bogens indlæg er gode og forsvarlige, er andre præget af en akademisk letbenethed, som jeg har forsøgt at skyde mig ind på. Måske man skulle have lavet en mindre antologi kun med de gode og vægtige bidrag fra denne?

Som det er nu, er det godt forsøgt, og resultatet er rigtig godt for mange af de enkelte artiklers vedkommende, men som helhed falder bogen igennem - indholdsmæssigt, fagligt og akademisk er den for tynd. Og det er ikke pænt at måtte sige om en bog på 640 sider.

Ole Høiris og Thomas Ledet (red): Romantikkens Verden, Århus Universitetsforlag 2008. 640 sider, kr. 499,-

[ agger, Sat 04 Apr, :21:14: /litteratur] - kommentar(er) - link

Einsteins univers

 
Der er ingen tvivl om, at Albert Einstein (1879-1955) var en af det 20. århundredes største og mest indflydelsesrige fysikere. Som sådan var han en af de vigtigste af en lang række af banebrydende fysikere, som i løbet af første halvdel af det 20. århundrede vendte op og ned på det naturvidenskabelige verdensbillede.

Einstein skilte sig ud ved en unik og meget karakteristisk filosofisk tilgang til fysikken, som bærer en meget stor del af æren for hans teoriers elegance og gennemslagskraft, og som senere i hans liv måske stillede sig i vejen, da det ikke lykkedes at opstille en samlet teori for elektromagnetisme og gravitation, der kunne tilfredsstille hans egne filosofiske forestillinger og fysiske intuition om, hvordan en sådan teori skulle se ud.

Einsteins filosofiske standpunkt endte i sidste ende ikke med at få "ret" i den forstand, at det blev godtaget af fysikken i almindelighed, men der er ingen tvivl om, at mange af hans ideer var korrekte og indgår som selvfølgelige dele af den moderne fysiks verdensbillede.

Hans teoretiske bidrag er faktisk så store og har haft en så afgørende og fundamental indflydelse på fysikkens og naturfilosofiens udvikling i det 20. århundrede, at det er svært at forestille sig, hvor vi i dag ville have været uden ham. Helge Kragh betegner ligefrem Einstein som "arkitekten bag det 20. århundredes nye verdensbillede, hvor begreber som tid og rum fik en radikalt anden betydning end tidligere", og det er ikke nogen overdrivelse.

Professor i videnskabshistorie Helge Kragh har med sin nye bog Einsteins univers - en fysikers tanker om natur og erkendelse givet os en kortfattet gennemgang netop af Einsteins tankeverden og filosofi. Bogen er struktureret som en biografi, men modsat de fleste andre Einstein-biografier er vægten hverken på hans personlige liv, hans bidrag til fysikken eller hans virke som offentlig og politisk figur, men på hans filosofi og idéhistoriske udvikling.

Efter en kort introduktion gennemgår bogen kapitel for kapitel de vigtigste aspekter af Einsteins tankeverden, og det slipper den for det meste godt fra: Kragh bestræber sig på at gengive netop så meget af teorien som er nødvendig for at forstå de filosofiske overvejelser og det verdenssyn, der ligger bag.

Mange vil nok have gavn af at supplere kapitlerne om den specielle og almene relativitetsteori med en god populærvidenskabelig introduktion til selve teorien, hvilket Kragh da også selv antyder i sit forord.

Jeg kan ikke her give en sammenfatning af Einsteins filosofiske position eller hans bidrag til fysikken og deres konsekvenser - det ville føre alt for vidt. Og her er en vigtig pointe: Jeg kan ikke se, hvordan man skulle kunne give en forsvarlig gengivelse af Einsteins filosofiske position på ret meget mindre end de 154 sider, som Kraghs bog fylder.

Som sådan er bogen vigtig for enhver fysiker med interesse for filosofi, og for enhver lægmand med interesse for videnskabsfilosofi og moderne fysik: Bogen giver den kortest mulige sammenfatning af Einsteins bidrag på forskellige områder og oplyser således læseren om det hele, samtidig med at den righoldige litteraturliste giver god mulighed for at fordybe sig i enkelte emner for den, der måtte have lyst til dét.

Der er således kapitler om den specielle og almene relativitetsteori, om kosmologi, om Einsteins bidrag til og lange polemik mod kvantefysikken, og om hans forhold til videnskabsfilosofi, religion og politik.

Det bedste og mest interessante er for mig at se kapitlet om videnskabsfilosofi, hvor der trækkes interessante perspektiver fra Einsteins unikke og intuitive tilgang til teoridannelsen.

Einstein var nemlig en usædvanligt deduktiv og aksiomatisk indstillet fysiker. Hans arbejdsmetode var ikke at opstille teorier ved at generalisere ud fra de empiriske data, men at opstille nogle vigtige aksiomer eller postulater ud fra fundamentale, fysiske principper og ud fra dem deducere sig frem til, hvordan verden må se ud.

Noget af det, der skilte Einstein ud, var en enestående intuition i valget af postulater og en tilsvarende uforfærdethed i forhold til disse postulaters konsekvenser.

Grundlaget for den specielle relativitetsteori var således Einsteins postulat om, at alle naturlove må være de samme i ethvert system, der bevæger sig med jævn hastighed. I elektromagnetismen var der en konstant, der ifølge dette postulat måtte være den samme for alle, nemlig lysets hastighed i det tomme rum.

Men lysets hastighed kunne kun være den samme for to iagttagere, der bevæger sig i forhold til hinanden, hvis man lavede om på hele definitionen af, hvordan begreberne "afstand" og "samtidighed" skal forstås for systemer i bevægelse. Således kunne Einstein skabe en teori, der løste problemet med lysets hastighed i det tomme rum og forenede den klassiske mekanik og elektromagnetisme - på bekostning af forestillingen om tid og rum som absolutte størrelser.

Kragh refererer Einsteins eget synspunkt på bogens side 102:

[Den] empiriske basis forestillede han sig som en grundlinje, kaldet E. Ganske vist er erfaringen uundværlig, men det vigtige er skabelsen af et system af aksiomer (A), og Einstein understregede, at disse ikke følger af erfaringen på nogen logisk måde. "Psykologisk set hviler A på E; men der er ingen logisk forbindelse, som fører fra E til A, der er kun en intuitiv (psykologisk) forbindelse, som altid er midlertidig".

Det var også Einsteins opfattelse, at teorier ikke er absolut sande, eftersom de altid er udtrykt i begreber, som er opfundet af det menneskelige sind, og forsøger at beskrive en verden, hvor disse begreber ikke hører hjemme.

En fysisk teori som relativitetsteorien blev efter Einsteins opfattelse således ikke opdaget, den blev skabt. Verden er "empirisk underbestemt", så det er altid muligt at skabe mange forskellige teorier, der kan forklare de data, det er muligt at indsamle.

Men vil det sige, at en fysisk teori hverken kan be- eller afkræftes, og den ene derfor næsten kan være lige så god som den anden?

Nej, det mente Einstein bestemt ikke:

[Einstein] forsvarede det synspunkt, at en teori kan testes i en stærk forstand, dvs. at den kan vises at være sand eller falsk. Dette gjaldt især falsifikation. (s. 106)

Ultimativt kan en fysisk teori ikke bevises eksperimentelt, for selvom et eksperiment bekræfter teoriens forudsigelser, giver denne bekræftelse ingen sikkerhed for, at et andet forsøg ikke vil modbevise teorien på et senere tidspunkt:

Eksperimenter eller observationer kan ikke entydigt vise, at en teori er korrekt, men de kan godt vise, at den er forkert. Dette skyldes den logiske struktur af deduktive slutninger, idet en forkert teori meget vel kan føre til sande forudsigelser eller andre konsekvenser; men hvis en teori deduktivt fører til en konsekvens, der viser sig at være forkert, må teorien også være forkert. (s. 108)

Hvis der nu skulle sidde nogen samfundsforskere eller idéhistorikere derude, som synes, at det er noget, de har hørt før, skal jeg ikke skuffe dem - ja, det lyder grangiveligt som Popper, og det er ikke nogen tilfældighed.

Popper var faktisk meget inspireret af Einsteins fysik, og Poppers formulering af kravet om, at en videnskabelig teori må være falsificérbar, tog netop udgangspunkt i Einsteins holdning til muligheden for at afprøve fysiske teorier eksperimentelt. Einstein var på sin side meget begejstret for Poppers Logik der Forschung og bidrog vel med sin begejstring til teoriens udbredelse.

EINSTEINS UNIVERS er altså, som det vil forstås, en kort og letlæst præsentation af Einstein som tænker og filosof, og som sådan burde den være at finde under alle filosofiske gemytters juletræ – især naturligvis, hvis vedkommende ikke i forvejen er bekendt med de filosofiske aspekter af netop Einsteins arbejde.

Men hvad har den af svagheder? Er det bare clean sailing hele vejen igennem? Vel, jeg kender selv den specielle og almene relativitetsteori fra min tid på universitetet, og i det store og hele slipper Kragh godt fra den vanskelige balancegang, som det er at forklare essensen i disse ting uden at gå i detaljer... men jeg vil altså tro, at nogle af læserne falder af et sted eller to.

Jeg er ikke sikker på, at det kan gøres meget bedre uden at bruge urimeligt meget plads, så det bedste man kan gøre er måske at supplere læsningen af denne bogs kapitel to og tre med en god populær introduktion til selve teorien (Einsteins egen "Relativity. The Special and the General Theory" fra 1917 forudsætter fysik ca. på gymnasieniveau og har mange gode forklaringer af begreberne).

Nogle steder forekommer formuleringerne at være løbet lovligt hurtigt ned på papiret, eller også er de bare undsluppet korrekturen. I kapitlet om kosmologi har jeg f.eks. svært ved at få mening i denne sætning:

Med opdagelsen af det ekspanderende univers i slutningen af 1920'erne stod det klart, at Einsteins model var forkert og måtte erstattes med en dynamisk model, hvor krumningsradien (der udtrykker store afstande i universet) vokser med tiden. (s. 65)

Udtrykker krumningsradius "store afstande i universet"? Hvis universet er endeligt svarende til en regelmæssig kugleform (egentlig en tredimensionel "hyperkugle"), kan krumningsradius opfattes som et mål for universets størrelse. Den kan også opfattes som et mål for, hvor store afstandene i universet kan være.

Men det giver ikke mening blot at sige, at den "udtrykker store afstande i universet". Grunden til, at jeg fremhæver det er, at det er sådan en fejl, som det ikke er let for lægmand at gennemskue - faktisk kan jeg ikke rigtig se, hvordan man kan dechifrere parantesen uden at vide, hvad en "krumningsradius" er. Eksemplet understreger måske, hvor vigtig korrekturfasen er for en bog, der er så koncentreret som denne.

I det i øvrigt velskrevne og spændende kapitel om kvanteteorien er der to udsagn, som jeg ikke er enig i.

På side 81 giver Kragh udtryk for, at den amerikanske fysiker David Bohms deterministiske kvanteteori fra 1952 skulle være ved at få en renæssance i de senere år: "Gennem de sidste 20 års tid er den blevet diskuteret af flere fysikere og filosoffer, som anser den for at være et udarbejdet og realistisk alternativ til den traditionelle kvantemekanik."

Det er min opfattelse, at den overvældende konsensus blandt de fysikere, der interesserer sig for disse ting (hvilket bestemt ikke er alle!) er, at der er store konceptuelle problemer med Bohms teori, der fra Bohms side også mere var tænkt som et proof of concept end som en teori, der skulle tages alvorligt i sig selv.

Hermed ikke være sagt, at den ikke har nogen værdi som proof of concept eller som teoretisk stipulation, for det har den, men den har stadig så store konceptuelle problemer, at den ikke kan fungere som et realistisk endsige bæredygtigt alternativ til standardfortolkningen af kvantemekanikken, og det er så vidt jeg ved stadig den dominerende opfattelse (som Einstein i øvrigt delte).

På side 86 skriver Kragh om Bohrs svar på den såkaldte EPR-artikel fra 1935, at der "ikke [var] tale om, at Bohr demonterede EPR-argumentet, snarere at han kritiserede det ud fra forudsætninger, som Einstein ikke delte."

Jeg er ikke af den opfattelse, at dette er et korrekt udsagn; der er ingen tvivl om, at hensigten med Bohrs svar var at gendrive EPRs argument, og der er heller ingen tvivl om, at det efter hans egen og mange samtidige fysikeres opfattelse var netop, hvad han gjorde.

Kort fortalt forsøgte Bohr at vise, at Einstein et als argument om, at nogle bestemte fysiske størrelser måtte tillægges bestemte fysiske værdier i en situation, hvor kvantemekanikken forbød det, ikke holder, hvis man analyserer, hvordan de fysiske størrelser, man gerne vil måle, overhovedet er defineret.

Og således blev argumentet da også modtaget af mange samtidige fysikere. Den russiske fysiker S. V. Illarionov skriver i sit bidrag til bogen Einstein and the philosophical problems of 20th century physics (Progress Publishers, Moskva 1983):

Bohr's arguments were perceived by the world scientific community as an almost ideal triumph of quantum mechanics. In any case, there were no more doubts about the inner completeness and consistency of the theory.
("The Einstein-Bohr controversy", s. 407)

Helge Kragh er professor i videnskabshistorie og kan formodes at vide mindst lige så meget om disse ting som undertegnede, men i dette tilfælde må jeg indrømme, at jeg ikke ved, hvor opfattelsen af Bohrs svar på EPR-artiklen som ikke en demontering af Einsteins argument kommer fra.

(Det ville føre for vidt at referere den ellers meget spændende historie om Einsteins kritik af kvantemekanikken her - interesserede henvises til Kraghs bog og til min artikel om EPR-paradokset.)

Men disse kritikpunkter er, når alt kommer til alt, få og små detaljer.

I det store og hele er det lykkedes Helge Kragh at skrive en letlæst, velskreven og spændende introduktion til en af det 20. århundredes største tænkere og vigtigste offentlige figurer.

I forhold til diskussionen om kvantefysikken og kausaliteten og determinismens betydning i den moderne fysik kan man siges kun at få den "ene side", som det er naturligt i en bog om Einstein; en oplagt idé ville være være at supplere EINSTEINS UNIVERS med en BOHRS VERDEN, der gav en tilsvarende introduktion til Niels Bohrs filosofiske ideer og deres betydning.

Men EINSTEINS UNIVERS indeholder faktisk alt, hvad man med rimelighed kan forvente af en introduktion til Einsteins tanker. Hvis du synes, at noget overhovedet i denne anmeldelse lyder spændende, og du ikke helt har styr på, hvad Einsteins bidrag til fysikken egentlig gik ud på, er denne bog højst sandsynligt noget for dig.

Køb den, lån den på biblioteket eller skim den ved boghandleren og gå på opdagelse i dens litteraturliste.

Helge Kragh: Einsteins univers – en fysikers tanker om natur og erkendelse, Aarhus Universitetsforlag 2008. 154 sider, kr. 198,-

[ agger, Mon 17 Nov, :22:17: /litteratur] - kommentar(er) - link

Eurofascism

 

I 1886 udgav franskmanden Édouard Drumont sin bog La France Juive, som var et klassisk og særdeles populært eksempel på tidens antisemitisme.

Drumont argumenterer i bogen for, at Frankrig reelt er erobret af et mindretal af jøder, der har gjort sig rige på almindelige franskmænds bekostning.

Frankrig og Europa var ved at blive undergravet af et snigende fremmedelement, der reelt havde taget magten og var blevet landets nye herrer – en argumentation, der minder påfaldende om den, man finder hos moderne "islamkritikere" som Bat Ye'or (der opfandt begrebet "Eurabia"), Oriana Fallaci, Daniel Pipes eller danskerne Lars Hedegaard og Helle Merete Brix.

For Drumont var Dreyfuss-affæren således et komplot med det ene formål at vanære det franske militær, ganske som højreorienterede debattører i dag kan udlægge retssager om påståede menneskeretskrænkelser f.eks. på Guantánamo (og sågar også selvmord blandt fanger sammesteds) som blot og bar sabotage rettet mod en retfærdig og nødvendig "krig mod terror".

Under Dreyfuss-affæren var Drumonts position så at sige, at han både ville blæse og have mel i munden; Dreyfuss var nok forræder og dermed skyldig, men i virkeligheden (og hvis han nu var uskyldig) var det hele et komplot for at vanære det franske militær ved at udstille dets iboende antisemitisme:

What is the exact meaning of the frenzied campaign organized by world Jewry to panic France, dishonor the French army and, in so doing, put it in no condition to play a role in Europe? This campaign simply means that the totality of interests of which Jewry is composed has taken a position against France and finds it advantageous that France cease to be a great European power.

[...]

Never has there been a more serious moment. We are going to witness: we already are witnessing a new sharing out of the world. The question is: are we going to intervene in this sharing out or will we be excluded.

[...]

The true goal of the campaign organized by the Jews, and for which Dreyfus was only ever a pretext, was to destroy the might, or the appearance of might, that was given by an army that only a few years ago seemed to be an element which Europe had to take into account.

(Drumont, citeret i EUROFASCISM, s. 130).

Men nutidens islamkritik og højre-ekstremisme minder ikke kun om fortidens antisemitisme pr. analogi - ser man på de mere ekstreme af de indvandrerkritiske partier, der i de senere år har fået vind i sejlene mange steder i Europa, finder man, at de har ideer, retorik og i mange tilfælde også personer tilfælles med mellemkrigstidens fascisme.

Dette er, kort fortalt, ideen bag den norske journalist, forfatter og IT-mand Øyvind Strømmens bog EUROFASCISM.

Disse moderne fascister er ofte kendetegnet ved en stærk bevidsthed om, at den lokale kultur er truet. Moderne fascister vil ofte meget omhyggeligt undgå alt, hvad der kan give associationer til fascisme eller den mere ekstreme højrefløj og forsøger i stedet at brande sig selv som liberale eller konservative.

De "eurofascistiske" partiers fælles ideer lader sig forholdsvis let opsummere:

• En oplevelse af, at europæisk kultur og livsstil er truet af muslimer og islam.
• Europa er besat eller på vej til at blive erobret af kulturfremmede.
• Europa er i kraft af indvandringen faktisk ved at blive omdannet til en slags arabisk provins under navnet "Eurabia".
• Dette kan lade sig gøre, fordi politikerne forråder os og konspirerer med muslimer og kulturradikale om at undergrave den lokale kultur.
• Politikerne og de toneangivende intellektuelle er med andre ord landsforrædere, der spiller "de andres" spil. Eurofascisterne opfatter gerne sig selv som "dissidenter", der udgør en "modstandsbevægelse".

Strømmens projekt er nu at vise, at ikke blot minder disse ideer slående om mellemkrigstidens fascisme - de partier og øvrige organisationer, der fremlægger dem, har gerne rødder direkte tilbage til de "klassiske" europæiske fascister, i nogle tilfælde endda til Adolf Hitlers NSDAP.

For at karakterisere fænomenet støtter Strømmen sig til historikeren Stanley G. Payne, der i sin gennemgang af fascismen op til 2. Verdenskrig opregner en række punkter, som de fleste fascistiske bevægelser har tilfælles, blandt andet:

• En idealistisk, vitalistisk filosofi med vægt på frivillig indsats
• Positiv opfattelse af vold og krig som politiske virkemidler, kombineret med et ønske om at bruge dem
• En autoritær, karismatisk ledelsesstil

Strømmen præciserer, at han med begrebet eurofascisme sigter til grupper med sådanne fascistiske tendenser, der endvidere er karakteriseret ved:

− Historical and current ties to pre-WWII fascist parties, neo-Nazi groups, openly neo-fascist movements, Holocaust deniers and similar groups.

− Xenophobia or extreme opposition to immigration, often including the notion that one's own group is being victimised.

− Strong focus on the 'nation', on 'ethnicity' and in some cases also on race.

− An understanding of a certain European unity, mostly expressed in the division into Europeans and non-Europeans (or in Westerners and non-Westerners).

(EUROFASCISM, s. 17)

Et eksempel på sådanne rødder kunne være selvsamme Drumont, som vi lagde ud med. Én af Drumonts arvtagere var forfatteren og digteren Robert Brasillach, der under 2. Verdenskrig udnyttede den tyske besættelse til at udgive en avis med titlen Je Suis Partout, hvor han angreb jøder og politikere og talte for henrettelse af hele den franske modstandsbevægelse.

Brasillach blev ikke overraskende henrettet efter krigen, men hans svoger og kampfælle Maurice Bardèche fortsatte det gode arbejde.

Efter krigen slog Bardèche sig således sammen med ligesindede fra andre europæiske lande og udgav bøger, hvor han fastslog, at Holocaust ikke havde fundet sted, og at jøderne i alle tifælde selv var skyld i deres lidelser.

En nazist og landsforræder, som ingen herefter ville røre med en ildtang, kunne man tro? Da Bardéche døde i 1938, kaldte Jean-Marie Le Pen, leder af Front National, ham ikke desto mindre for "a prophet of the European renaissance for which he had long hoped".

Bardèches arbejde efter krigen satte sig spor andre steder, blandt andet hos Roeland Raes, et fremtrædende medlem af det højreekstreme belgiske parti Vlaams Belang, hvis historie i det hele taget har været meget præget af nazister og kollaboratører fra krigens tid.

EUROFASCISM fører os vidt omkring; vi hører om den britiske fascist Oswald Mosley, hvis bevægelse fra før 2. Verdenskrig kan følges helt op til det, som i dag er det højrenationale parti BNP, om belgiske kollaboratører og antisemitter, der efter krigen fandt sammen og dannede Vlaams Blok, der senere blev til Vlaams Belang, og om lignende grupper i Norge, Sverige, Italien, Bulgarien, Frankrig, Tyskland og Malta.

Karakteristisk er, at disse partier i dag ofte gør en stor indsats for at fremstå som "pæne" udadtil, således at Holocaust-benægtelse og åbenlys racisme ikke accepteres og i mange tilfælde har ført til eksklusion. Undersøger man nu partiets historiske rødder, føres man ofte lukt tilbage til vold og fascisme, og kradser man lidt i den pæne overflade, er det atter fascismens hæslige ansigt, der stikker frem.

Det gælder også, selvom fascismen i dag har udskiftet uniformer og kommandoråb med jakkesæt og venlige smil, ligesom jødernes og "gullaschbaronernes" globale sammensværgelse er erstattet af muslimer og islam.

Strømmen følger op på dette ved at undersøge, hvordan det er gået de steder, hvor eurofascismen har fået magt, som den har agt. I den franske by Orange var erfaringerne for eksempel mere end tvivlsomme:

The policy of the Front National mayors towards libraries were very revealing as far as it comes to Eurofascist concern for «freedom of speech». Often complaining that they are not able to speak freely themselves, the Front was quick to censor as soon as they had the chance. Jacques Bompard, mayor of Orange, noted that «it [was] time to give a clean sweep to libraries as well as to other gearwheels of power».

Soon it became apparent that the party was trying to use libraries as a means of stifling opposing views and spreading their own political and cultural message. In Orange, Bompard took the matters into his own hands, and decreed that the mayor's office would oversee book selection. Multiple copies of self-published books written by Front National-members were quickly added, while books they mayor did not approve of where purged from the acquisition list. Annotations in the margins indicated the reasons for rejection of what Jared Taylor in American Renaissance simply sums up as «anti-French library books». A collection of fairy-tales from around the world was removed because of «multiculturalism». A novel concerning homosexuality was removed on the grounds of lack of respect for «good morals».

(EUROFASCISM, s. 151).

Læg hertil alle mulige andre former for vilkårlighed, ikke mindst voldelig chikane af indvandrere og politiske modstandere, og et ikke særligt rart billede træder frem, hvis et eurofascistisk parti som Front National, BNP eller Vlaams Belang nogen sinde skulle få magt over et helt land.

Et spørgsmål, der unægtelig rejser sig under læsningen er, hvor relevant hele denne diskussion er for et land som Danmark?

I Danmark hedder det ekstreme højreparti Dansk Folkeparti, og det har som regeringens eneste støtteparti kunnet tilrane sig en kolossal indflydelse, primært på udlændinge- og retspolitikken. Er Dansk Folkeparti "eurofascistisk" i Strømmens forstand?

Vel, der er ingen tvivl om, at fremtrædende medlemmer som f.eks. Mogens Camre og Morten Messerschmidt tager del i den eurofascistiske bevægelses stigmatisering af muslimer.

Dansk Folkepartis evindelige fokus på "truslen fra islam" og den mangel på hensyn til almindeligt kendte retsgarantier og frihedsrettigheder, der går igen og igen i deres "løsningsforslag", hører i det hele taget solidt hjemme i den eurofascistiske tradition.

Dansk Folkeparti har bare altid været meget omhyggelig med at holde sin sti ren og holde folk med forbindelser til åbenlyst fascistiske bevægelser ude, og i tilfældet Dansk Folkeparti kan man derfor ikke trække en klar, historisk forbindelse til 2. Verdenskrigs fascisme.

Det kan dog være fristende at observere, at Dansk Folkeparti er det eneste parti i Folketinget, der faktisk er nødt til at holde gang i en undertiden ret stor indsats for at holde ekstremistiske stemmer ude og nede. Hvordan kan det være, at de danske fascister netop søger mod Dansk Folkeparti - hvis ikke det er fordi de fornemmer, at Dansk Folkeparti grundlæggende er enig med dem?

Om Danmarks "islamkritiske", intellektuelle højre – det, som bl.a. omfatter "Trykkefrihedsselskabet" og karakteriseres af folk som historikerne Lars Hedegaard og Helle Meret Brix og Jyllands-Postens redaktører Carsten Juste og Flemming Rose - kan der på den anden side ikke være nogen tvivl: De er en fuldgyldig del af den eurofascistiske bevægelse, som Strømmen definerer den.

Med EUROFASCISM har Øyvind Strømmen begået en vigtig og også skræmmende lille bog, en bog, der omhyggeligt dokumenterer, hvor Europas ekstreme højre kommer fra, rent ideologisk, og hvor de vil tage os alle hen, hvis de får lov.

Skønt bogen er veldokumenteret, er den dog ikke fejlfri eller perfekt. Der gøres meget ud af den historiske forbindelse til fortidens fascisme, så meget, at selv nok så farlige bevægelser uden sådanne forbindelser har en tendens til at falde uden for; man kunne måske savne en lidt dybere analyse, der ville kunne tillade os at placere et parti som eurofascistisk, også selv om det ikke umiddelbart har rødder, der går tilbage til 2. Verdenskrig.

En anden ting er, at bogen lader til at være gået for hurtigt igennem produktion, og det i en grad, så den sine steder kan virke irriterende ufærdig: Referencer mangler eller er ufuldstændige, slåfejl, grammatiske fejl - alt sammen ting, som en to-tre dages yderligere korrekturlæsning kunne have rettet gevaldigt op på. Jeg håber, nogle af disse ting bliver rettet op i en senere udgave af bogen!

EUROFASCISM kan købes direkte fra bogens hjemmeside, både på papir og i PDF-format.

Det sidste koster knap fire dollars, og selvom bogen så rigeligt er pengene værd, kan jeg ikke lade være med at tænke, at Strømmen formentlig ville få mere gang i bogen og større salg af papirudgaven, hvis han som en anden Cory Doctorow lod bogens elektroniske udgave være gratis og distribuerede den under en passende Creative Commons-licens.

Jo flere mennesker, der får denne dokumentation mellem hænderne, jo bedre for bogens politiske budskab - og jo flere mennesker, der kan læse bogen elektronisk, jo flere mennesker vil høre om bogen og få lyst til at købe den på papir.

Denne bog er, sine fejl til trods, som sagt en ganske oplysende gennemgang af Europas ekstreme højre, der gør det klart, hvorfor det er berettiget at tale om "fascisme", og som giver et af og til skræmmende billede af, hvor disse fascister vil tage os alle hen, hvis de får lov.

Og det er ikke helt utænkeligt, at de kunne gå hen og få lov til mere, end vi ville bryde os om. Vlaams Belang, der ønsker at løsrive Flandern fra Belgien og vil forbyde alle andre sprog end flamsk/hollandsk, får i dag 25% af stemmerne i Flandern.

Folk, der i dag advarer mod tiltag, der underminerer borgernes rettigheder og øger den statslige kontrol, bliver ofte mødt med det argument, at staten jo vil os det godt: Det kan da godt være, det er helt nye beføjelser og det ville være uheldigt, hvis de blev misbrugt, men hvem skulle da også finde på at misbruge dem? Du tror da ikke i fuldt alvor, at den tyske/danske/hollandske/britiske regering kunne finde på at indskrænke den politiske frihed eller skabe en politistat, bare fordi reglerne giver dem mulighed for det?

EUROFASCISM dokumenterer, at der er al mulig grund til at holde fast i vore borgerrettigheder, og at der er god grund til at være bekymret for fremtiden. Der findes virkelig kræfter, som kunne finde på at afskaffe ytrings- og anden frihed og indføre et rædselsregime for indvandrere og andre dissidenter, som knap nok lægger skjul på, hvad de har i sinde, som har store dele af tidsånden og folkestemningen med sig, og som flere steder er rimeligt populære.

Når nu vi har så travlt med at skabe fortilfælde for, at staten har lov til at overvåge os, indespærre os uden lov og dom, tortere os og lyve for os om det alt sammen, hvis det er i den nationale sikkerheds interesse, kunne det måske alligevel være værd at stoppe op og spørge os selv, hvem det er, vi risikerer at komme til at give alle disse beføjelser.

De af os, der ønsker et frit samfund, har al mulig grund til at være bekymrede og stå fast. At det kan gå galt er ikke blot alarmisme, men påtrængende virkelighed. Det dokumenterer EUROFASCISM, og det gør den godt.

Eurofascism, ISBN 978-1-4303-1356-4, udgivet af Lulu.com 2007; 170 sider, pris $26.02

[ agger, Sat 30 Aug, :18:47: /litteratur] - kommentar(er) - link

Cora, eller den pæne racisme

 


Forleden var jeg ved at gennemgå 2. bind af "Danmarks Melodibog", en monumental samling af danske sange fra slutningen af det 19. århundrede, da jeg studsede over en sang, der skilte sig ud fra det andet.

"Danmarks Melodibog" består af en blanding af gamle vise, folkesange, meget høj- og ha-stemte fædrelandssange samt religiøse sange med tekster af digtere som Ingemann, Grundtvig osv. Selv søger jeg efter "oversete" og fascinerende gamle viser, og de findes faktisk også derinde, selvom de kan være ved at drukne under titler som "Mit Fædreland! Staa fast", "Vort Fødeland var altid rigt", "Danmark dejligst, Vang og Vænge", "Dansken har Sejer vundet", og hvad de nu ellers hedder allesammen. Selv en titel som "Dyb af Kærlighed" dækker over en smægtende fædrelandsfølelse, som måske kan være meget god i mindre doser, men som godt kan blive lidt for meget, når man forsøger at finde en skinnende perle midt på hele den fædrelandskærlige mødding:

     Ved din Varetægt
     Danmarks Kongeslægt
     bar Aarhundreder Kronen;
     styrk du med Aanden
     Lovhævder-haanden
     Folket, Riget og Tronen!

Selvfølgelig er der perler imellem, både kendte og mindre kendte, som folkevisen om dronning Dagmar og Liden Kirsten, eller "Roselil og hendes Moder":

     "Før hvert træ skal i Haven faa Blomster af Guld,
     før jeg skal vorde nogen Ungersvend huld.
     
     Hr. Peder stod på Svalen og lytted med List --
     "den ler dog bedst, som ler til sidst!"

     Og der de kom ned udi Urtegaardens Læ,
     da hang der en Guldring på hvert træ.

     Roselille blev rød som et Dryppende Blod, 
     hun stirred i Græsset ned for sin fod.

      Da kyssed Hr. Peder hendes Læber med Lyst, --
     "Den ler dog nok bedst, som ler til sidst."

Men den, jeg studsede over, er nu ikke en folkevise, men en revy- eller teatersang fra midten af 1800-tallet:

     HAR I ALDRIG SET EN ABOLITIONIST?

     Har I aldrig set en Abolitionist?
     Hio hip hip hop, aa nej!
     Vil I vide, hvad han tager sig for? - Ja vist!
     Hio hip, hip hop, o hej!
     Han hæler, og han stjæler fra de Hvide, hvor han kan,
     han lærer alle Sorte op til Rov og Mord og Brand, 
     han kalder sig en Ven af dem, fordi han ser,
     selv Hundene vil ikke kendes ved ham mer.
     Hio hip hip hop, ja vel: Han ser, 
     selv Hundene vil ikke kendes ved ham mer.

     Har I aldrig set en Abolitionist?
     Hio hip hip hop, aa nej!
     Vil I vide, hvordan han ser ud? - Ja vist!
     Hio hip hip hop ohej!
     To Øren som et Æsel og en Snude som en Ræv,
     en Skulder, som er skuttet, og en Hofte, der er skæv.
     Han stammer ikke ned fra Negerblod engang,
     hans Oldefader det var en Orangutang!
     Hio hip hip hop! Nej, hør engang:
     Hans Oldefader, det var en Orangutang!

     Har i aldrig set en Abolitionist?
     Hio hip hip hop, aa nej!
     Vil I vide, hvor han bliver af tilsidst?
     Hio hip hip hop, ohej!
     Først dyppes han i tjære, og saa rulles han i Fjer, 
     saa bærer man ham Byen Rundt til Løjer for Enhver,
     et reb omkring hans Hals, og saa hiv op, ohej!
     Og alle Kammeraterne skal Samme Vej.
     Hio hip hip hop, hiv op, ohej!
     Ja, alle Kammeraterne skal samme Vej.

Jeg tror, man vil forstå min overraskelse: Hvad laver en så åbenlyst racistisk skillingsvise i en samling med den prætentiøse titel "Danmarks Melodibog", som ellers mest består af fædrelandssange og viser? Kan den virkelig have været populær nok til det?

Sangen stammer, fremgår det af samlingen, fra teaterforestillingen "Cora eller Slavinden", og både tekst og melodi krediteres komponisten Erik Bøgh, der inden for det "satiriske" også havde gjort sig bemærket med en ondskabsfuld behandling af Frederik d. 7.'s borgerligt fødte hustru Louise Rasmussen, bedre kendt som grevinde Danner.

At en sådan skillingsvise kunne florere på den nationale, danske højrefløj i midten af det 19. århundrede kan vel ikke overraske. At den i 1899 bliver optrykt i en autoritativ samling af de bedste danske sange, og at den oven i købet fortsat bliver optrykt i reviderede udgaver af samme værk i både 20erne og 30erne, med et omkvæd som "et Reb omkring hans Hals, og så hiv op, ohej!", i en sangbog som intet dansk hjem kunne være foruden - det finder jeg påfaldende.

Min første tanke går umiddelbart til hele den flagsvingende nationalisme, der går igen i fædrelandssangene, og som man hørte ekkoer af langt op i min barndom - den selvsamme flagsvingende nationalisme, som Søren Krarup længes tilbage mod, når han beklager Danmarks og danskernes forfald: Fællessang, bordbøn, flaghejsning og Fædreland, Fædreland og atter Fædreland.

Mens amerikanske filosoffer som Emerson og Thoreau - trods deres megen kritik af abolitionisternes pænhed og moralske selvretfærdighed - og en digter som Whitman aktivt bekendte sig til abolitionismen og slaveriet afskaffelse, var dette, hvad man havde at byde på i vort lille, provinsielle Danmark - og dette var, hvad der åbenbart forblev normen for, hvordan man tænkte om slaveri og "negre" så sent som 40-50 år efter: Klyng dem op, hvis de tror, de er noget!

En simpel konsekvens af nationalisme og herrefolksmentalitet i et lille land, der siden Napoleonskrigene og den dertil hørende forsmædelige ydmygelse havde lukket sig om sig selv og "besindet sig på kristendommen og det nationale", som Søren Krarup vel ville have sagt? Et eksempel, mener jeg, på den agressive selvtilstrækkelighed, der griber provinsboen, der ikke vil vide noget om forholdene hinsides landsbyens gadekær, et eksempel på konsekvenserne af en selvtilstrækkelighed, som Danmark anno 1861 i dén grad var grebet af, og som Dansk Folkeparti og deres chefideologer Krarup og Langballe ville føre os lige lukt tilbage i, hvis de fik chancen.

Men er jeg nu ikke uretfærdig? Var en sådan racisme, selv i "klyng dem op!"-varianten, ikke simpelt hen udtryk for tidens holdning til fremmede kulturer, som det nationalt sindede Danmark vel som lille og (trods alt) provinsiel nation dårligt kunne forventes at hæve sig over?

Nej. De første indere, der bosatte sig i England, mødte for eksempel ingen racisme overhovedet, men kunne færdes frit overalt og leve deres liv på lige fod med alle andre. De slemme kolonialistiske briter var omkring 1800 levende optaget af sprog og kultur overalt, hvor de kom frem. Racismen tog først for alvor fat med udbredelsen af evangelisk kristendom i løbet af det 19. århundrede.

Teaterstykket "Cora eller Slavinden" var i øvrigt en oversættelse af et slaverifjendtligt stykke af den franske dramatiker Jules Barbier. Stykket har ved den danske opførelse rimeligvis også været vendt mod slaveriet, men man har altså også fundet for godt at "kræse" for det stupide, nationalt sindede borgerskabs racisme ved at indlægge en smædesang om, hvad vi gør ved negre, der gør sig ud til bens.

Og den smædesang blev altså senere så populær, at den blev fundet værdig til optagelse i et katalog over de bedste danske sange. I sandhed et opbyggeligt monument over det 19. århundredes "danskhed" og dens pæne racisme; over det "pæne" danske borgerskab og dets selvfølgelige racisme.

[ agger, Sun 20 Jul, :12:19: /litteratur] - kommentar(er) - link