– fordi tiden kræver et MODSPIL

26. Apr 2007

'Asmaas socialdemokratiske fortid har længe været offentligt kendt'

 
Løj Asmaa Abdol-Hamid om sin fortid i Socialdemokratiet, som Politiken påstod i går?

Nej - det er grebet ud af den tynde luft, eller ud af hvilke andre substanser man nu måtte indånde på Politikens redaktion.

Læs blot Enhedslistens pressemeddelelse om sagen:
ASMAAS SOCIALDEMOKRATISKE FORTID HAR LÆNGE VÆRET OFFENTLIGT KENDT

25. april 2007

På baggrund af en i forvejen omdiskuteret artikel i Politiken, mener journalist Claus Blok Thomsen at have påvist hukommelsessvigt hos Asmaa Abdol-Hamid.

Asmaa har på et tidspunkt overvejet at opstille, men har aldrig lavet en opstilling, endsige været opstillet for Socialdemokraterne. Hun forlod partiet til fordel for Enhedslisten, fordi det er her hun føler sig politisk hjemme. Alt dette har længe været offentligt kendt, og det er aldrig blevet benægtet af Asmaa. Tværtimod.

Asmaa Abdol-Hamid udtaler:

– Jeg havde følere ude og ytrede ønske om opstilling til byrådet for socialdemokraterne i pressen, men jeg lavede aldrig en opstilling. Det skyldtes, at partiet på det tidspunkt havde rykket sig alt for langt mod højre. Det eneste logiske valg for mig var at melde mig ind i Enhedslisten, fordi jeg her kan kæmpe for mine politiske holdninger om social lighed, bedre miljø og en retfærdig verden.

Per Berga Rasmussen, medlem af byrådet for Enhedslisten i Odense, udtaler:

– Det har aldrig været en hemmelighed for os, at hun har været medlem af socialdemokraterne og givet udtryk for, at hun gerne ville stille sig til rådighed som byrådskandidat. At hun så vælger på grund af socialdemokraternes højredrejning at tilsluttet sig Enhedslisten er jo kun helt naturligt, og at hun i den sammenhæng stiller sig til rådighed som kandidat er lige så naturligt.

Jørgen Arbo-Bæhr, integrationsordfører for Enhedslisten, udtaler:

– På baggrund af citatet: "Jeg ville aldrig stille op for dem", bliver Asmaa anklaget for at benægte at hun har haft følere ude i forhold til opstilling hos Socialdemokraterne. Men dels benægter Asmaa ikke dette faktum i artiklen, og dels ville det jo være absurd at benægte, da fakta i sagen længe har været offentligt kendt, bl.a. gennem Asmaas tidligere udtalelser i pressen.

– I lyset af Socialdemokraternes generelle højredrejning, f.eks. Helle Thornings nylige udtalelser om tørklæder, så forstår vi godt at deres folk søger i vores retning, og de skal være hjerteligt velkomne.
Eller, for at citere Informations leder i dag (kræver desværre abonnement, så derfor intet link): At Asmaa Abdol-Hamid har valgt at bære tørklæde og ikke ønsker at trykke mænd i hånden er til syvende og sidst en privat sag. Det signalerer holdninger til forholdet mellem mænd og kvinder, som ligger venstrefløjen fjernt. Men når den eventuelle kandidat til Folketinget forklarer, at hun går ind for den personlige frihed, og at det må være hvert enkelt menneskes valg, hvordan de ønsker at gå klædt, og hvem de vil trykke hænder med, så må man tage det udsagn for pålydende. Hvor svært kan det være?

Kommentarer: