![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Afledningsmanøvrer og folkeligt oprør.
Bankernes nyindførte gebyr på vores alle sammens Dankort har vakt en del furore, så man til tider forekommer at være på grænsen af et folkeligt oprør. Meget vil vi finde os i, men dette ...! - er i alle tilfælde for galt.
Eller er det?
Hvad enten Dankortets indførelse og brug har sparet bankerne for penge i tidens løb eller ej, er det et faktum, at kortet koster penge at administrere. Disse penge kan bankerne enten opkræve usynligt (ved at lade dem indgå i den almindelige drift) eller synligt, via et gebyr. Hvad enten gebyret nu er højt nok til at gøre kortet til en indtægtskilde i sig selv eller (hypotetisk) var sat til lige netop at dække omkostningerne ved ordningen, er der i sidste ende ikke andre end bankernes kunder til at betale.
Og hvor uvillige er vi i al almindelighed til at berige bankerne med gebyrer?
Som forbrugere betaler vi glad, gerne og rask væk op til flere procent af lånenes beløb i stiftelsesprovision. I et supermarked tæt på, hvor jeg bor, står der en pengeautomat, hvor det i årevis har kostet to en halv krone at hæve penge – et gebyr, der mig bekendt ikke har skræmt særligt mange.
Jeg mener: Hvorfor hidser folk sig op over at skulle betale 50 øre pr. gang, de bruger Dankortet - hvad der næppe nogensinde kan beløbe sig til mere end nogle få promille af deres forbrug - når de rask væk accepter at betale op mod 20 kroner for en busbillet og tusinder og atter tusinder af kroner for en daginstitutionsplads?
Måske det mest belejlige ved hele Dankort-furoren er, at her har man chancen for at hidse sig op over noget, der oven i købet har noget med penge og et indbildt økonomisk tab at gøre; samtidig med, at det virkelig ikke har nogen som helst konkret betydning for nogen som helst andre end bankerne, som såmænd nok skulle finde en måde at hente pengene hjem (og ud af folks lommer) på selv uden Dankort-gebyr ...