– fordi tiden kræver et MODSPIL

16. Jul 2005

Alt under kontrol

 
"Trods afsløring af forskelsbehandling og brud på gaveregler afviser Udlændingestyrelsens direktør enhver snak om kaos", læser vi i Politiken - alt har, med andre ord, været business as usual.

Mens almindelige menneskers familiesammenføringer, asylbevillinger eller humanitære opholdstilladelser er blevet syltet eller afvist i en bevidst strammere tolkning af reglerne, end loven tillader, har store virksomheder med behov for udenlandsk arbejdskraft kunnet springe køen over.

Men "uregelmæssigheder"? Aldrig i livet. Integrationsminister Rikke Hvilshøj har da også straks foreslået, at alle virksomheder skal kunne booke møder på linje med A.P. Møller, flyselskaberne og de største fodboldklubber, så der ikke bliver nogen forskelsbehandling.

Almindelige mennesker - som sikkert bare vil ind at nasse på samfundet på den ene eller den anden måde, i modsætning til store, driftige virksomheder, hvis indsats og kreativitet (i al fald når det gælder skatteregler) vi belønner med både stats- og EU-tilskud - må så til gengæld vænne sig til, at tingene tager den tid, de nu engang tager.

Diskrimination? Nej da - der er blot tale om service i ét tempo til dem, der tør smøge ærmerne op og bestille noget, og ét til de aparte, der forelsker sig i en udlænding og ligefrem kunne tænke sig at bo sammen med vedkommende, eller som er uforsigtige og uansvarlige nok til at gå hen at blive forfulgte i deres hjemland.

Velkommen til Foghs fagre nye Danmark!

Kommentarer: