![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Anders Fogh Rasmussen: En idealist
Idealister er farlige, advarer bl.a. Søren Krarup flere gange: De kan finde på at stræbe efter det ideale, og i denne stræben sætter de gerne såvel andres som eget liv på spil.
Og dog er netop den statsminister, Krarup bakker så helhjertet op om, og netop i kraft af hele den selvtilstrækkelige impuls han repræsenterer, en sådan farlig idealist, skriver Klaus Rifbjerg i dagens kronik i Politiken.
Rifbjerg stiller heroverfor en pragmaiker som f.eks. den radikale politiker Viggo Hørup, hvis fokus på, hvad der mon virker og kan lade sig gøre falder i særdeles dårlig jord blandt tidens idealistiske, krigsførende borgerlige:
Her skal ikke les, her skal ikke engang smiles, her skal hades, og hvis man spørger, hvor de nuværende terrorister udklækkes, er det ikke kun i de infernalske madrasser eller i de moskeer, hvor der prædikes sharia og det, der er værre, det er snarere i den atmosfære af afsky for alt fremmed, der i de sidste mange år er udruget i dansk mentalitet. Hvem fanden bekymrer sig om, at flygtninge – børn såvel som gamle – rådner op i danske asylcentre eller begår selvmord af fortvivlelse – de kan jo bare rejse hjem, forsvinde, opløses i den blå luft ligesom alle de forbandede bøllespirer og kommende terrorister, vi med vores øllebrødsbarmhjertighed og ufattelige naivitet har åbnet dørene for. Så vi endelig kan være i fred!Og meget, meget mere, står der. Go read!
Viggo Hørup var hverken pladderhumanist eller blåøjet idealist. Han var først og fremmest pragmatiker, han tillod sig oven i købet at tro på fornuften. Det lyder i dag som noget totalt absurd, nørdet, idiotisk, politisk korrekt og fuldkommen gammeldags. Fornuft, hvad er det for noget? Det lyder oven i købet afsindig kedeligt, ikke mindst i en tid, hvor ellers fornuftige mennesker kaster sig over det metafysiske og religionen og bekender sig til evangeliet og går i kirke eller dyrker satanisme eller spiritisme eller numerologi eller astrologi, eller hvad ved jeg. Det er mærkeligt, for man skulle synes, der var nok at tage fat på, nok at bruge sin fornuft til. Man kunne måske indse, at man ikke afmonterer en bombe ved at hælde benzin på den og sætte en tændstik til eller afvæbner en terrorist ved at sparke ham bagi eller udnævner ham til at være en skurk, før det er bevist. "Det har man ikke tid til", hedder det, men hvis man ikke har tid til det, ligger vejen til standretten åben, døren til selvjustits er sparket ind, torturbødlen venter i kulissen, og snart har vi hver sit Guantánamo. Bare spørg George W. Bush, han ved besked.