– fordi tiden kræver et MODSPIL

05. May 2005

Besættelse

 
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har i den senere tid gjort sig bemærket og påkaldt sig megen kritik ved sin gentagne kritik af samarbejdspolitikken under den tyske besættelse af landet 1940-45, senest ved hans kritik af det danske erhversliv i hans øjne alt for velvillige profiteren på besættelsen og det tyske fremstød mod øst.

I håb om, at det ikke vil etablere noget fortilfælde, må jeg indrømme, at jeg er enig med statsministeren: Samarbejdspolitikken under besættelsen var en skændsel. En ganske realistisk skildring af det officielle Danmarks imødekommenhed overfor besættelselsesmagten, herunder dens krav om udlevering af modstandsfolk, retsforfølgelse af "anderledes tænkende", osv., findes i Hans Scherfigs roman Frydenholm, hvor skildringen af de lokale miljøer nok er præget af Scherfigs "arbejderromantik", men beskrivelsen af myndighedernes ageren er 100% præcis.

Som sagt: Det var en skændsel. Det var en skændsel, at man valgte sikkerheden frem for idealerne, eller, som Frode Jakobsen udtrykte det: At man svigtede alle de ting, som for alvor betyder noget (såsom liv og frihed), til fordel for dem, som til syvende og sidst ikke gør det (såsom sikkerhed, tryghed og levebrød).

Det var en skændsel, at man helt frem til 29. august 1943 lod politiet slå hårdt ned på modstandsbevægelsen og bekæmpede såvel den mere voldelige modstand som den illegale presse med alle midler.

Det var en skændsel, at Danmark oprettede en officiel SS-styrke til at kæmpe side om side med det tyske SS på Østfronten, og det var en skændsel, at den danske regering opfordrede alle til at melde sig og selveste statsministeren gav dette forræderi sit blå stempel.

Og det var en skændsel, at denne dobbelthed blev mere eller mindre glemt efter besættelsen, hvor de følgende generationer kun lærte om, hvor meget imod tyskerne vi alle havde været - og intet om det samlede officielle Danmarks faste kurs mod Neuropa.

Statsministeren har ret: Samarbejdspolitikken var en skændsel, og jeg ville personligt ønske, at man kunne have været bare en lille smule mere stolt af sit lands officielle ageren end den ynkelige kryben for Nazi-Tyskland, der faktisk blev praktiseret.

Når alt dette er sagt, vil jeg dog alligevel gerne forsvare de historikere, Fogh også angriber: Når de siger, det ikke er deres opgave at fælde domme, men kun at fremskaffe fakta og formidle, hvordan tidens aktører selv forstod deres handlinger, har de faktisk ret. De politiske konklusioner er det op til historikernes læsere - eller brugere - at drage.

I vore dage får denne historie mig til at spørge, hvem der i dag bliver tromlet ned, og hvor Danmark står. Når jeg hører, at også vi i dag er besættelsesmagt og også vi idag har sager kørende om mishandling af civile i de områder, vi er med til at besætte, vil jeg konkludere, at vi igen - atter engang - logrer for stormagten og reelt deltager i krigen på den forkerte side. Og således gentager den skændsel, vi grundlagde under besættelsen.

Men dagen i dag minder os vel først og fremmest om dem, som ikke kunne eller ville leve med et Danmark, som gav efter som nazimen; som den 23-årige Christian Ulrik Hansen, der skrev fra arresthuset i Ålborg:
Hvad min dom bliver, ved jeg ikke, men eet ved jeg: hvis man dømmer mig til døden, vil denne dom give genlyd i alle himmerlandsbønders - ja, måske i alle danske bønders hjerter, og når de om aftenen samles i deres hyggelige stuer og krigen løfter sit grumme åsyn udenfor, så vil der altid være noget inde i deres stovte sind, der hvisker: fred er ikke alt, fred er ikke alt.
Kort efter blev han henrettet. Lad os ære hans og andres minde ved at huske dette hans sidste ord: Fred er ikke alt. Værdighed og frihed er vigtigere.

Kommentarer: