– fordi tiden kræver et MODSPIL

14. Apr 2005

Besættelsens realiteter

 
Her to år og lidt til efter Baghdads fald opsummeres situationen i Irak kort, men barskt, i Washington Monthly:
The newly-elected Iraqi government inherits a country in which assassinations, kidnappings, suicide bombings, pipeline sabotages, and beheadings of foreigners are daily occurrences. For the last eight months, the ranks of the insurgency have been growing faster than those of the security forces of the provisional Iraqi government—and an alarming number of those government forces are secretly working for the insurgency. American-led combat operations in Ramadi and Fallujah killed large numbers of the enemy, but at the price of fanning the flames of anti-American hatred and dispersing the insurrection throughout Iraq. Despite nearly two years of effort, American troops and civilian administrators have failed to restore basic services to much of the central part of the country where a majority of Iraqis live. The U.S. military has not even been able to secure the 7-mile stretch of highway leading from the Baghdad airport to the Green Zone where America's own embassy and the seat of the Iraqi government are headquartered.
Dette som introduktion til en analyse af den amerikanske hærs situation, der gør det klart, at hæren reelt er ved at blive bundet på hænder og fødder - artiklens titel er "The Case for the Draft".

Skulle der stadig være nogen derude, som lider af den illusion, at invasionen af Irak i det store og det hele har bragt noget godt med sig, kan det måske mane til eftertanke, at tilfældene af undernæring blandt irakiske børn er fordoblet siden invasionen; skønt Irak på grund af sanktionerne (og Saddams kynisme) før invasionen havde en af de allerhøjeste rater er børnedødelighed, har Saddams fald og det påfølgende kaos kun gjort alting værre. Læg hertil, at den civile befolkning hader den besættelsesmagt, som fører sig frem som herrefolk, samler uskyldige op på gader og stræder og torterer og voldtager dem, samtidig med at deres blinde skyderi og stadige luftangreb mod boligkvarterer dræber langt flere civile og gør livet langt mere surt end man umiddelbart havde grund til at forestille sig under Saddam.

Læg hertil rene absurditeter som den eskalerende benzinmangel og konstante strømafbrydelser i et olieproducerende land. Jeg har sagt det før, og vil uden tvivl sige det igen: Irakkrigen må nødvendigvis gå over i historien som en af vor tids største og blodigste fejltagelser.

Kommentarer: