– fordi tiden kræver et MODSPIL

10. Apr 2005

Det går ufatteligt godt

 
Jeg tror, jeg har luret, hvordan tilhængere af krigen i Irak bærer sig ad med at konstruere den alternative virkelighed, hvorefter invasionen og det påfølgende kaos har været en ubetinget succes, en Guds gave til den irakiske folk givet gennem Hans (selvproklamerede) redskab her på Jorden, George W. Bush.

Når Yassir Arafat dør en naturlig død, og hans premierminister vælges til ny palæstinensisk leder i et temmelig forudsigeligt valg, hvor hans vigtigste modkandidat Mustafa Barghouti måtte lide under konstant israelsk chikane, er det en sejr for demokratiet og viser, vi gjorde ret i at invadere Irak.

Når millioner af libenesere demonstrerer for en syrisk tilbagetrækning, er det en sejr for demokratiet og viser, vi gjorde ret i at invadere Irak. (Når millioner af libanesere demonstrerer imod en syrisk tilbagetrækning, tæller det ikke).

Når et dårligt forberedt valg, uden internationale valgobservatører, hvor kandidaternes navne endog måtte hemmeligholdes, giver en lav valgdeltagelse, et mudret resultat og først og fremmest en sejr til de pro-iranske fundamentalister under Sistani, er det en sejr for demokratiet og viser, vi gjorde ret i at invadere Irak.

I forbindelse med valget af en ny irakisk præsident er det ekstra oplagt: For første gang bliver en kurder præsident for Irak - dette er en stor sejr for demokratiet og viser, vi gjorde ret i at invadere Irak. Havde det nu været en shia-muslim, ville det betyde, at shiaerne i det sydlige Irak endelig begyndte at få den indflydelse, deres antal berettiger til - det ville have været en sejr for demokratiet og vist, vi gjorde ret i at invadere Irak.

Uanset hvad der sker, kan vi - idet vi følger den danske og amerikanske regerings eksempel - skrige: "Yes!" og konstatere, at dette er en sejr for demokratiet og viser, vi gjorde ret i at invadere Irak.

Imens fortsætter oprøret med uformindsket styrke - langt over halvdelen af alle huse i Falluja er jævnet med jorden, og andre byer - f.eks. Mosul - kunne meget vel ende med at lide samme skæbne. Alene lørdag blev 29 mennesker dræbt og snesevis såret i angreb over hele Irak. Men, det viser jo blot, at oprørerne er ved at blive nervøse! Det er en sejr for demokratiet og beviser, at vi gjorde ret i at invadere Irak.

Kommentarer: