– fordi tiden kræver et MODSPIL

Hvem åbner Koranen - ny bog af Carsten Agger!


08. Dec 2008

Det ligner racisme - Morten Uhrskov Jensen på gale veje

 
Det ligner racisme
24/11 havde cand. mag. og kendt højreorienteret skribent Morten Uhrskov Jensen en kronik i Jyllands-Posten, hvor han fortalte om, hvor forfærdelig, kriminaliteten er blevet i den lille svenske by Trollhättan ved Göteborg, og det er også de onde indvandreres skyld alt sammen.

Dette blev fulgt op af et indlæg fra informationschefen i Trollhättan kommune, der skrev at Uhrskov Jensens kronik er noget sludder, og af et svar fra Uhrskov, der mente, at det kunne informationschefen da sagtens sige, for han bor sikkert selv i et fint kvarter, hvor der er fred og ro.

Det er en lidt nem måde at komme uden om den alvorlige misinformation og manipulation fra Uhrskovs side, som informationschefen havde påpeget.

Informationschefens svar er derfor suppleret af nedenstående læserbrev fra min hånd:

DET LIGNER RACISME

Morten Uhrskov Jensen fremturer 3/12 med sine påstande om, at Trollhättan i Sverige har udviklet sig til »helvede på jord« og medgiver, at det selvfølgelig ikke gælder de privilegerede kvarterer.


Jeg voksede selv op i 1980'ernes Randers og kan fortælle, at de episoder, som Uhrskov refererer i sin kronik 24/11, ikke ligger ud over, hvad man kunne komme ud for her, i en dansk provinsby af cirka samme størrelse som Trollhättan. Blot var der her ingen indvandrere involveret. Betyder det, at livet i 1980'ernes Randers også var »helvede på jord«?

Det var det måske for nogle, men ikke primært på grund af kriminaliteten.

Men det har i hvert fald ikke Uhrskov Jensens interesse. Det rene, fredelige og kriminalitetsfri Norden, som de onde indvandrere har ødelagt, har aldrig eksisteret. Uhrskov Jensen har en dagsorden, og den handler mere om at sværte indvandrere end om kriminaliteten i Danmark eller Sverige.

Dette må man ikke kalde "racisme", og det er det måske heller ikke. Men det ligner.

Kommentarer:

wolf skrev:
08/12/2008 01:53:46

Lige netop Randers er måske heller ikke den bedste by at sammenligne med. I slut-1980'erne og frem til midten af 1990'erne lå Randers og Frederikshavn i konkurrence om, hvilken af de to byer, der var Danmarks voldeligste by.

Informationschefen har dog ret i, at de voldelige elementer ikke var indvandrere. Det forlød dengang, at når der var større fyringsrunder ved en bestemt virksomhed, der havde en del klejnsmedene ansat i Randers, så sørgede arbejdsgiven for at give politiet et tip om fyringerne, så de kunne være parate til at tage imod klejnsmedenes reaktion ude i byen.

Jeg ved ikke, hvordan situationen med vold i Randers og Frederikshavn ser ud i dag, 10 år senere.

Carsten Agger skrev:
08/12/2008 02:17:51

Om det er den heldigste by at sammenligne med ved jeg ikke, men nu var det jo der, jeg boede, dengang ...

Og det påfaldende er jo stadig, at den kriminalitet, som får Uhrskov til dramatisk at proklamere, at indvandrerne har forvandlet den fredelige lille Trollhättan til "helvede på Jord", ikke er specielt bemærkelsesværdigt i forhold til, hvad der foregik i Randers i 80erne - uden, at nogen dengang fandt anledning til at svinge sig op til de helt store retoriske højder.

Mit indtryk er i øvrigt, at Randers er blevet en meget mere fredelig og pæn by siden da. Måske lidt for fredelig og pæn, men det er en anden historie.

The Citizen skrev:
08/12/2008 17:31:18

Wolf, vi har haft lidt skyderier heroppe fra tid til anden, men nu er LB flyttet fra byen, der har hjulpet. Lidt tilfældige overfald har vi også, men mest fuldemandsballade. Det vil i hvert fald i mine øjne være overraskende, hvis vi bare er over gennemsnittet for vold. Så jeg tvivler på, at Fres'avn er i toppen på den statistik længere, også dér er vi nok faldet bagud af dansen :-)

René Lehmann skrev:
12/12/2008 10:12:11

Hvis man ønsker at få sat Morten Uhrskov Jensen påstande på plads, så tager man dem påstand for påstand, hvis de er helt ude i hampen så burde det ikke være det store problem. Blomstret faktaløst sprogbrug dur ikke i denne sammenhæng

Carsten Agger skrev:
12/12/2008 10:13:50

Jeg venter ...

René Lehmann skrev:
12/12/2008 10:32:51

Ditto ...

Carsten Agger skrev:
12/12/2008 10:38:24

... og glæder mig til at se dine argumenter og fakta, når de kommer.

René Lehmann skrev:
12/12/2008 14:56:49

Jeg prøver at finde ud af om der er realiter bag de anklager der kommer fra MUJ Her et beroligende svar fra en dansk dame, hun forholder sig dog ikke til MUJ tal-oplysninger http://jp.dk/arkiv/?id=1531973&eceExpr=Trollhättan"%20/>&eceArchive=o Her det intetsigende svar fra Informationschefen: http://jp.dk/arkiv/?id=1527516&eceExpr=${eceExpr}&eceArchive=${eceArchiveEscaped} Dit eget svar er også svært at tage alvorlig. Så hvordan forestiller du dig at min kommentar skal være - MUJ virker skråsikker i sin fakta og talfremlæggelse, jeg fejer hjertens gerne hans argumentation til side hvis det viser sig at være vinklet og udokumenteret, men det er dig der angriber ham, så du må frem med nogle tungere argumenter, end han er en beskidt rascist.

Carsten Agger skrev:
12/12/2008 18:15:08

Morten Uhrskov Jensen udråber i sin kronik Trollhättan i Sverige til Helvede på Jord på bagrund af nogle anekdotisk refererede hændelser, som han nok omgiver med en masse skræmmende retorik, men som ikke i sig selv kvalificerer som værre end, hvad man kunne opleve andre steder til andre tider, f.eks. i Randers i 80erne, som jeg henviser til.

Det er rigtigt, at Randers dengang var én af de mest voldelige byer i Danmark, men det er også rigtigt, at ingen dengang brugte uroen dér til den form for retorisk dommedagslyrik, som Uhrskov Jensen får ud af de svenske hændelser. Og hvorfor gjorde man ikke det, dengang?

Det nærliggende svar er, at der ikke var nogen med en veldefineret interesse i at male fanden på væggen, dengang.

Og dette fik mig til at nære den mistanke som Mia Gustafsons læserbrev bekræfter, nemlig at hvis Trollhättan virkelig er "Helvede på Jord", så har de stakkels indbyggere deroppe nok ikke opdaget det. Og det er såmænd bare det, jeg forsøger at nå frem til i mit indlæg.

Per skrev:
13/12/2008 07:15:48

Det forekommer mig, at det du forsøger at nå frem til i dit indlæg er, at hr Uhrskov ligner en racist selvom han måske ikke er det. Måske det får dig til at ligne en nar - også selvom du ikke er det? Ikke fordi jeg vil genere dig Carsten, men fordi det er en pointe du måske kan forstå...

Per skrev:
13/12/2008 07:24:33

Det forekommer mig, at det du forsøger at nå frem til i dit indlæg er, at hr Uhrskov ligner en racist selvom han måske ikke er det. Måske det får dig til at ligne en nar - også selvom du ikke er det? Ikke fordi jeg vil genere dig Carsten, men fordi det er en pointe du måske kan forstå...

Carsten Agger skrev:
13/12/2008 08:04:05

Og det var så vigtigt, at du var nødt til at sige det to gange! Det giver ekstra emfase og slår din pointe fast med syvtommersøm.

Hvad det derimod er, jeg prøver på at sige, skulle efter min mening være forholdsvis klart. Se også opfølgeren.

Michael skrev:
15/12/2008 11:45:47

Jeg kender ikke nok til Trollhättan til at vide om det virkelig er "helvede på jord" som Morten Uhrskov Jensen påstår. Jeg har dog mine tvivl. Til gengæld er der ingen tvil i mit sind om at Jyllands-Posten er et højreorienteret "Helvede iført papir og sværte".

Jumper skrev:
30/12/2009 04:40:41

Jeg voksede også op i Randers i 80erne, og synes ikke den var voldelig, kommer nok an på hvor man kom i byen. i 90erne arbejede jeg på bynes avis, og jeg vil give avisen skylden for det rygte Randers fik og tildels stadig har. Avisen skrev meget om bla. H2O banden og rockerne, og hvorfor? ja det var godt stof og solgte mange aviser. Selv de mindste ting blev blæst op til noget det ikke var. Jeg vil give medierne skylden for at tingende blev værre end de realt var. Og jeg vil slet ikke give indvanderene skylden.

Carsten Agger skrev:
30/12/2009 05:16:29

Næh, der var jo ikke rigtig nogen indvandrere, bortset fra Tamal og Tanat og deres pizzabar ved Mariagervej (tror jeg nok).

Men i 80erne kom jeg en hel del i Storegade, og det og tilstødende kvarterer kunne i perioder være nogle rimeligt voldsomme steder at opholde sig. Desuden var der masser af stoffer i omløb, i en grad så der dengang var lige så mange narkomaner i Randes som i Århus. Fra slut-firserne og op gennem 90erne blev byen meget pænere og fredeligere, H20 eller ej.

Skriv kommentar:

Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.
Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.
 
Name:
URL/Email:
Comments:
ANTI-SPAM: Markér denne box/Please check this box.