Piske og gulerødder

 

Sebastian Dorset skriver i dagens Urban om piske og gulerødder i den generelle motivering af folk til at arbejde eller lade være:

... udtrykket 'pisk eller gulerod' bruges jo som regel af folk, der vil forsøge at få folk til at gøre noget, de ikke er motiverede for. Hvis man arbejder som politiker, bruger man meget tid på at tænke over, hvordan man får folk til at handle anderledes, end de har lyst til. Hvis der for eksempel er mange borgere, der gerne vil holde op med at arbejde som 60-årige, så må man enten opmuntre dem til at blive på arbejdsmarkedet eller straffe dem for at stoppe.
Opmuntringen kunne selvfølgelig være bedre arbejdsvilkår, større ansvar, mere indflydelse på egen arbejdsdag, bedre løn eller bare en gradvis nedtrapning af arbejdet, så man kan følge med, selvom kroppen er blevet lidt langsommere.
'Straffen' for at stoppe kunne være, at man fik færre penge til rådighed - bare som et tilfældigt valgt eksempel. Og det er jo så det sidste, man har valgt, når vi nu snakker efterløn. Lad os tage den igen. På den ene side: Et næsten ubegrænset sortiment af gulerødder. Og på den anden side: Den ene, forudsigelige økonomiske pisk, der, som piske har for vane, rammer de bagerste i køen.

HVIS PROBLEMET ER, at for mange velstillede akademikere stopper på arbejdsmarkedet for at arbejde på deres golfhandicap eller deres forfatterambitioner, så bremser det dem nok ikke, at de får lidt færre penge til rådighed, hvorimod de nedslidte industriarbejdere ikke rigtig har noget valg, da de netop er nedslidte. Så hvad er der galt med alle de andre muligheder for at holde folk på arbejdsmarkedet.
Jo, de stiller krav til firmaer, arbejdsgivere, virksomheder. Krav om at de skal være fleksible og interesserede i at bidrage til samfundsudviklingen. Og den slags krav må man ikke stille.
Virksomhederne er vor tid største mimoser, der ikke kan høre et kritisk ord uden straks at true med at rejse til udlandet. Man kan ikke stille krav til firmaer, for det med at tjene penge tager deres fulde opmærksomhed. Man kan ikke engang stille etiske krav, for så kommer de jo bagud i konkurrencen med uetiske mennesker i det store udland.

Tjah... ja, hvordan skal de stakkels multinationale og jobskabende (se blot på TDC, der ikke kunne finde på at skride til massefyringer, medmindre de kan score kassen på det) virksomheder dog klare sig, hvis man ville lægge begrænsninger på deres indtjening eller gøre sig tanker om "ansvar" overfor samfundet eller medarbejdere? Dette er da også den dybeste mening bag den "nødvendighed" af såkaldte "velfærdsreformer", som især de radikale altid taler om, og som i borgerlige politikeres og kommentatorers mund altid er lig med "umotiverede nedskæringer".

Et nærmere eftersyn vil nemlig vise, at der ikke er nogen større økonomisk trussel mod velfærdsstaten på længere sigt, således at den største "risiko" forekommer at være, at de mest velstillede så ikke kan komme til at berige sig på pensionisternes og de arbejdsløses bekostning i samme helt samme grad, som de gør i "de lande, vi normalt sammenligner os med".
Og mon ikke det er en risiko, vi kan leve med?

[ agger, Tue 01 Mar, :18:02: /politik] - kommentar(er) - link

Kommentarer: