– fordi tiden kræver et MODSPIL

09. Jan 2006

En lille bekræftelse

 
Forleden, lørdag d, 7. januar, havde jeg nedenstående læserbrev i Politiken under overskriften Flaget som ytring:
Dansk Folkeparti vil forbyde afbrænding af Dannebrog, kunne vi forleden læse. Vil vi nu se Jyllands-Postens chefredaktion gå forrest i kampen for ytringsfriheden og afbrænde et Dannebrog for åbent kamera? Eller er deres kamp for ytringsfriheden begrænset til en hyklerisk kamp for retten til at håne og smæde anderledestænkende, som i forvejen er 'lovligt vildt'?
I dag modtog jeg så et brev (sådan et rigtigt et, af papir og med frimærke og det hele) med posten, der takkede for indlægget og bl.a. gav det følgende ord med på vejen:
Det er dejligt med sådan en øjenåbner, der kan anskueliggøre problemet for almindelige danskere. Det burde have en meget fremtrædende plads, så det ikke forsvinder mellem de mange meget jævne indlæg. Forhåbentlig er der andre, der vil tage det op.
Vel, jeg kan love brevskriveren, at i hvert fald jeg vil tage det op igen, hvis det skulle blive nødvendigt.

Og så vil jeg bruge eksemplet til at opfordre alle jer derude, som hører om et eller andet uhyrligt og overvejer at skrive et læserbrev om det, så jeres synspunkt i det mindste får chancen for at blive hørt: Do it. Som eksemplet her viser, gør det faktisk en forskel.

Lille? Men måske netop dine ord er dem, som ender med at gøre forskellen for ét andet menneske, et eller andet sted. Så sig dem.

Kommentarer: