– fordi tiden kræver et MODSPIL

20. Jul 2006

En underlig episode i en underlig krig

 
Kærlig hilsen fra Israels børn
Forleden bragte jeg ovenstående billede på min anden blog, hvor det skabte en del rummel i kommentarsektionen: Israelske børn, der skriver "kærlige hilsener" på missiler før de sendes afsted mod ukendte mål - som f.eks. kunne være libanesiske børn.

Den israelske blogger Lisa Goldman har opsnuset baggrunden for disse billeder, hvor de blev taget og hvordan de blev taget - en underlig historie om mennesker, der er fanget i krydsilden i en underlig krig.

I forlængelse heraf, og for at kvalificere betegnelsen "underlig": Den israelske avis Ha'aretz bringer an analyse af angrebet på Libanon, der peger på, at angrebet indtil videre ikke lader til at have skadet Hizbollah eller lagt den mindste dæmper på deres evne til at angribe.

Og det er også underligt og får mig igen til at tænke på den artikel af Ilan Pappe, jeg citerede forleden: For hvad opnår det israelske militær egentlig ved at smadre Libanons civile infrastruktur - udover at styrke Hizbollah både i forhold til regeringen og i forhold til andre grupper i landet?

Hermed ikke være sagt, at Israel ikke har ret til at forsvare sig mod et voldsomt militært angreb, som det Hizbollah nu har lanceret. Men man kunne ønske, at man måske havde anlagt en strategi, der på den ene side var bare en smule mere nænsom - og på den anden side havde den mindste chance for at virke ...

Link til indlægget på Lisa Goldmans blog - som jeg vil anbefale dig at læse og således få et menneskeligt ansigt på også denne lille episode i den store krig.

Kommentarer: