– fordi tiden kræver et MODSPIL

11. Oct 2005

Er det bare mig ...

 
eller er det, som om den ene dags nyheder lige så godt kunne have været den andens?

Nogle gange ikke, men alligevel: Overskriften på Al-Jazeera lige nu er: Many Iraqis killed in market blast.

Deprimerende. Især må det være deprimerende, hvis man bor i Irak: Det eneste, der svinger, er hvor bomben er placeret og antallet af dræbte, aldrig selve volden, som synes at fortsætte og fortsætte og fortsætte.

Og endnu mere deprimerende, at dette blev det nedslående resultat af dén overflødige, morderiske og inderligt sjusket førte krig, mange af os advarede mod allerede i 2003.

En krig, der igen og igen legitimeres som en del af "krigen imod terror": Men krigen mod terror er en ikke-krig, og vi har ikke brug for den: "Terror" er, som begreb (ubehagelig som den er i dens konkrete instanser), ikke en trussel mod verden, og de "farlige" grupper som Al-Qaeda, som det angiveligt er så nødvendigt at sætte vore borgerrettigheder ud af kraft for at bekæmpe, overhovedet ikke i nærheden af at være en betydningsfuld faktor i international politik.

En gruppe danskere anført af advokaterne Bjørn Elmquist og Christian Harlang trækker derfor regeringen i retten for dens ulovlige deltagelse i Irak-krigen - ulovlig, fordi deltagelsen blev gennemtrumfet med henvisning til usande påstande om Iraks masseødelæggelsesvåben.

Måtte de have heldet med sig! Omend der ikke umiddelbart synes at være megen grund til optimisme. Først og fremmest vilel det være godt, hvis Danmark fulgte Spanien og andre landes eksempel og forlader den irakiske dødssejler - og klart markerer, hvorfor vi ikke længere kan forsvare at være medskyldige i den ulovlige besættelse og i amerikanernes krigsforbrydelser i landet.

Update, onsdag d. 12. oktober kl. 10:20:
Morten Nielsen skriver:
Situationen med forsøget på at flytte opfattelsen af nutidens terrorbevægelser hen mod, at de udgør en nærmest uoverstigelig trussel mod den vestlige verden, er i og for sig parallel med den måde man reagerede mod grupper som RAF, Røde Brigader etc. i 70erne. Heller ikke disse grupper var bare tilnærmet i nærheden af at være en trussel mod de pågældende lande, men også den gang så man en fuldstændig proportionsforvrænget reaktion fra statsapparatet (inkl. lovgiverne) fint sekunderet af pressen.

Det vi ser i dag, er for mig at se, fuldstændigt identisk, dog med den krølle, at fordi det er lykkedes at gøre dem-mod-os historien til en mere basal islam-mod-vesten, er reaktionen naturligvis også blevet mere omfattende, i og med den ikke længere omfatter enkelte national-stater, men hele den vestlige verden.

Jeg læste en gang en bog, der forholdsvist detaljeret beskrev, hvordan Heinrich Böll røg gennem hele maskineriet, og gennem en medie-kampagne kom til at fremstå som RAF-sympatisør (og så vidt jeg husker -hjælper, men det kan være en erindringsforskydning forårsaget af Katharina Blum), blot fordi han offentligt tilkendegav holdningen, at pressen burde dække RAF-problematikken sagligt og kritisk, og at man burde søge andre løsninger på problemet. Jeg har desværre været ude af stand til at genfinde denne bog (endsige finde frem til titel eller forfatter), som nok kunne tåle en genlæsning i lyset af de senere års begivenheder.

Måske det er disse (og tilsvarende) erfaringer, der i dag holder mange ´intellektuelle dissidenter´ tilbage fra at kritisere udviklingen? Eller måske findes disse ´intellektuelle dissidenter´ blot ikke mere i det omfang vi så i 70erne?
Stemningen i Vesttyskland var i al fald pisket langt nok op til, at Günther Walraff i en kritisk bog om tabloid-avisen Bild så sig nødsaget til i kolofonen at gøre opmærksom på, at han tog afstand fra RAFs terror. Og de "intellektuelle dissidenter" findes vel stadig (se blot på ZNet o.l.), men deres gennemslagskraft i medierne er nok blevet en hel del mindre.

Kommentarer: