– fordi tiden kræver et MODSPIL

15. Oct 2005

Et par observationer

 
Jørgen Leth er rystet over forargelsen over hans nye bog, og siger i et interview til Weekend-Avisen:
Ja, det er jo først og fremmest formiddagsbladene, der har forskrækket mig. Jeg har jo før været udsat for angreb på min person, det er, som om jeg irriterer dem ved at leve mit liv, som jeg lever det. Der er en åndsforsnævring i tiden. Det var jeg ikke klar over. At der er nypuritanisme i Danmark. Det var jeg ikke klar over.
Det er faktisk mange udlandsdanskere, der bliver chokerede, når de kommer hjem til Danmark; over småligheden, småborgerligheden og racismen i et land, hvor statsministeren (da han også hed Rasmussen) kunne udtale, at muslimer ikke passer ind på det danske arbejde med alt deres bederi, og Pia Kjærsgaards kronisk forurettede udtryk nærmest symboliserer det politiske klima.

Reaktionen er oftest vantro og lettelse over ikke længere at bo i Danmark.

Leth fandt ud af det på den hårde måde, kan man vist roligt sige - i den variant, der hedder "menneskejagt".

Selvom jeg synes, at Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 tegninger af profeten Muhammed (rettelig 11 tegninger af profeten og én af en skoledreng ved navn Muhammed, der skriver på tavlen, at JPs redaktion er nogle reaktionære provokatører) var en usympatisk og overflødig måde at træde på folk, der allerede ligger ned, skal der ikke være nogen tvivl om, at offentliggørelsen er og skal være lovlig.

Sådan er ytringsfriheden - alle har lov til at sige endog de mest udsøgt ubehagelige ting uden senere at blive retsforfulgt, fyret eller på anden måde chikaneret for det. Vi kan nu engang ikke alle være enige, og en ytringsfrihed, der kun giver dem, som vi selv kan lide, lov til at ytre sig, er ikke meget værd.

At jeg ved Gud ikke kan se, hvorfor man vælger at komme med en sådan gratuitøs forhånelse af en trængt minoritet under et meget tyndt påskud om at "undgå selvcensur", er så en anden sag.

Men det er lovligt, og derfor er det også uacceptabelt og uheldigt, at to af de pågældende tegnere iflg. Politiken har måttet gå under jorden. Inden vi blæser det alt for meget ud af proportion, skal det dog siges, at politiet mener, det drejer sig om en enkelt sindsforvirret person - ikke et "muslimsk komplot" (tag den, paranoide højrebloggere!).

Bl.a. i den anledning vil regeringen fremsætte et lovforslag, der skal gøre det til en "skærpende omstændighed, hvis en forbrydelse begås med baggrund i offerets lovlige ytringer i den offentlige debat".

Og nu kommer kuppet, godt gemt af vejen:
Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener, at denne bestemmelse bør finde anvendelse, når den eftersøgte person findes.
Skaarup mener, at manden bag de konkrete trusler bør dømmes efter den nye bestemmelse, når og hvis han fanges. Men denne bestemmelse er ikke vedtaget (eller udarbejdet) endnu.

Skaarup mener med andre ord, at den nye bestemmelse skal indføres med tilbagevirkende kraft.

Er der da slet ingen grænser for Dansk Folkepartis foragt for retssamfundet?

Kommentarer: