– fordi tiden kræver et MODSPIL

16. May 2006

Feminister og indvandreres livsform

 
En påfaldende ting ved den "agressive" feminisme hos grupper som f.eks. Kvinder mod Frihed og deres insisteren på at fordømme det angiveligt "kvindeundertrykkende" tørklæde er, at de selv grundlæggende ønsker at undertrykke kvinder:

De ønsker sløret forbudt og fortrængt fra det offentlige rum og viger dermed ikke tilbage for at påtvinge et betydeligt antal kvinder en påklædning, de ikke føler sig tilpas i.

Et besynderligt sted at starte, hvis man i øvrigt har til hensigt at "frigøre" nogen.

Jette Hansen elaborer lidt på dette paradoks i en kronik i Politiken, hvor hun bl.a. spørger til, om der også kunne være noget andet på spil:
Min gode veninde med karriere og velbetalt job udbryder: "Hvis jeg skal være herude på arbejdsmarkedet, vil jeg altså vide at det er de også!".

"De" er indvandrerkvinder, der går hjemme. Men synspunktet byder mig imod.

Jeg mødte ofte de kvinder på gaden, mens jeg boede på Vesterbro. De kom slæbende med mel og bønner i sække og ungerne i en lang hale efter sig. Familien krøb gerne sammen på lidt plads i billige lejligheder, hvor kondensvandet drev ned ad ruden. Sådan nogle mennesker kan leve på et helt andet økonomisk grundlag end danske familier i almindelighed. Det skal nok passe, at de kvinder fik bistandshjælp, men i øvrigt ikke forestillede sig at være på arbejdsmarkedet, som - når sandheden skal frem - jo heller ikke forestillede sig at have dem!

Men de skulle aktiveres, skulle de! For: "Når jeg skal være herude, så skal de også!". Men jeg kunne ikke lide ræsonnementet. Selv om kvinderne nok fik bistandshjælp, kunne jeg ikke se, at de var en belastning for samfundet, tværtimod. De holder hus med ressourcerne på en fornuftig måde og får en stor familie til at hænge sammen - hvem ved, måske endda trives?

Men måske handlede det hele slet ikke om indvandrerkvinderne. Måske handlede det om min venindes frustrationer over det pres, hun oplevede på sin arbejdsplads. Men hvis det virkelig er så pinefuldt efterhånden for folk at være på arbejdsmarkedet, at tanken om nogen, der lever på en anden måde, er nærmest ubærlig, var det så ikke det, man burde kigge på i stedet for med djævlens vold og magt at aktivere hjemmegående indvandrerkvinder?
Men findes der da slet ikke nogen kvindeundertrykkelse blandt indvandrere eller i nogle indvandreres kultur, og kunne det ikke i lige så høj grad være på sin plads at gøre oprør mod den, som det i 50erne var på sin plads at gøre oprør mod den undertrykkelse, der bandt kvinderne til kødgryderne, og som det i dag er på sin plads at gøre oprør mod den undertrykkelse, der tvinger dem ud på arbejdsmarkedet, hvad enten de vil eller ej?

Jo, det gør der givetvis, og det kommer Jette Hansen også nærmere ind på i sin kronik.

Men:
Som oprørere er vi altid en del også af det, vi gør oprør imod, vi står netop ikke fri og udenfor, vi er rundet af det. Suffragetterne kæmpede for stemmeret til kvinder, ret til at smide korsettet, måske ret til at gå i lange bukser - men det lå dem fjernt at smide fiskebensskørtet til fordel for noget mere afklædt, og de plæderede langt snarere for kyskhed (også for mænd) end for fri seksualitet. Havde nogen stillet sig op på barrikaderne og tilbudt dem en frigørelse, hvor de kunne bevæge sig ud i det offentlige rum med bare ben til midt på låret, nedringet bryst og defloration i konfirmationsgave, ville damerne have betakket sig.
Der gemmer sig en vigtig pointe her: Ethvert opgør mod en sådan undertrykkelse må tage udgangspunkt i de pågældendes egen virkelighed, deres egne ønsker og (for den sags skyld) normer.

Og her nytter det ikke ret meget at ville "frigøre" nogen ved en total fordømmelse af alt, som de er eller står for, og ved at ville påtvinge dem en påklædning og et livsindhold, som de ikke ønsker eller føler sig tilpas med.

Den "højreorienterede" Vibeke Manniche-/Kvinder for Fred-feminisme er altså (og desværre) fuldstændig uden værdi, især for dem, den foregiver at ville "frigøre".

Vi kan ikke kæmpe andres kampe for dem - men vi kan forsøge at komme dem imøde og give dem plads til evt. at kæmpe deres egne; og måske som i eksemplet med arbejdsmarkedet overveje, om vi selv har nogle ukæmpede kampe, vi kunne lade os inspirere til:
Indvandring er den prisme, hvori den egne kulturs uklarheder og indre modsætninger brydes. For indvandrere såvel som gammeldanskere. På denne måde stiller det multikulturelle samfund os over for det skærpede krav om individets afklaring.

Det er måske ikke så ringe endda.
Link til Jette Hansens kronik i Politiken.

Kommentarer: